GFR Fokus: Koncerter i København, uge 17

2
2508
views

Så er det endnu engang tid til at kaste et blik på de københavnske spillesteders kalender, det vil sige, vi har gjort det for dig, og udvalgt en række koncerter i forskellige rockgenrer, der kan nydes de kommende dage.

Vores rundtur starter på Staden, hvor Loppen indtages af Endless Boogie og Doublestone. Amerikanske Endless Boogie spiller transcenderende skramlet blues, hvor man ikke er bange for at spille i repeterende cirkler, der langsom vokser i intensitet, men måske aldrig når frem til et befriende klimaks. Det lyder temmelig udfordrende, men er sikkert noget der kan blive helt bevidsthedsudvidende, hvis man åbner sindet og lader sig rive med.

Med sig har amerikanerne de jyske immigranter, nu københavnerbaserede, stener/retro-rockere fra Doublestone, en trio vi selv havde fornøjelsen af at have på plakaten i august 2012 til GFRock Up And Coming ved By I By i Århus. Deres nye EP fik blandt andet følgende ord med på vejen fra vores anmelder:

“EP´ens 4 første numre, “Hand of Lucifer”, “An Omen”, “Wyoming is Burning” og “Low”, rocker der ud af og skal høres med volumen-knappen sat et godt nøk over midnat”. Læs hele anmeldelsen HER

Loppen
Onsdag d. 24/4
Start: kl. 21.00
Pris: 60 kr.

Vi skifter til Lille Vega, hvor du også i aften (onsdag), kan opleve Hymns from Nineveh og Penny Police (support). Hymns from Nineveh kommer for at lufte nyt materiale, efter deres meget roste debutplade fra 2011 tog pressen med storm. Gruppen er stadig i gang med at skrive og indspille materialet, så det er en kærkommen mulighed for at høre, hvad Folkpop-gruppen går og bakser med.

Penny Police, eller Marie Fjeldsted der gemmer sig bag dette alias, er udstyret med autoharpe og skøn vokal, og fungerer denne aften som opvarmning til folk-løjerne.

Lille Vega
Onsdag d. 24/4
Start: kl. 21.00
Pris: 140 kr.

Allerede dagen efter åbner Lille Vega igen dørene for mere bløde rock toner, når canadiske The Deep Dark Woods (plus support fra Own Road) indtager spillestedet med sørgmodigt klingende americana-toner. Der bliver lovet kuldegys fra de canadiske skove, med sange til både mørke forårs- og vinteraftener. Bandet udgav sidste år deres fjerde album, The Place I Left Behind, der handler om: fremmedgørelse, knuste drømme og de ar, det sidste kvindelige bekendtskab medførte.

Av for den.

Så er du til Neil Young, The Byrds og The Band, tilsat folket banjo og klaver, så sving forbi Lille Vega torsdag aften og få kureret dine forårsfornemmelser.

Lille Vega
Torsdag d. 25/4
Start: kl. 21.00
Pris: 150 kr.

Hvis det er FOR stille og roligt for dig, så smut i stedet en tur ind i mørket på Beta samme aften, hvor islandske Momentum leverer tonstung og atmosfærisk metal. Bandet begyndte karrieren ovre i black/death-metal afdelingen, men har bevæget sig i en mere melodisk og ligefrem psykedelisk retning.

Hvis isnende metalliske kulde kombineret med vulkanudbrud fra Momentum ikke er nok, så varmer de danske sludge/hardcore-metallere fra Barricade op. Gruppen er på vej med albummet Terrorlight, så du får sikkert en forsmag på de nye toner på Amager torsdag aften.

Beta 2300
Torsdag d. 25/4
Døre: kl. 20.00
Pris: 70 kr. (forsalg) 85 kr. (døren)

Et andet sted i København, samme aften, nærmere betegnet i Pumpehuset, finder du nye spændende danske toner. Folkeklubben har netop udsendte deres debut album Nye Tider, til samstemmende ros hos medier og anmeldere landet rundt. “Folkeklubben ønsker ikke at ændre verden, men vil prikke til lytterens måde at være til på”, skriver Pumpehuset på deres hjemmeside – det lyder jo ambitiøst nok.

Et andet sted er de vidst blevet kaldt “Kim Larsens uægte sønner”, eller noget i den dur, og det var ment som den størst mulige kompliment. Pointen er, at Folkeklubben har noget på hjertet, som de gerne vil dele med dig, via dansk-sproget lyrik – behøver man vide mere?

Med sig har de ligeledes danske Nordkap, der også gør sig i sange på modersmålet.

Pumpehuset
Torsdag d. 25/4
Døre: kl. 20.00
Pris: 100 kr.

Torsdag er en travl koncertaften, hvis intet af ovennævnte lige tiltaler dig, så er der alternativer ude på Christiania. Her gæstes Loppen af de amerikanske doom-tungrockere Elder og københavnske Pet The Preacher.

Dette bliver Elders første koncert på dansk grund nogensinde, med mantraet “all heavy, no filler” er der lagt op til en tung aften. Elder tager arven op efter Sleep, og blander klassiske stoner-rock dyder med psykedelica.

Pet The Preacher spiller passioneret rock med et fundament bygget op af mere blues orienterede toner, som leveres med masser af guitar soloer, frenetisk bas og trommer.

Loppen
Torsdag d. 25/4
Start. kl. 21.00
Pris: 60 kr.

Lørdag kan du se hvad Skanderborg trubaduren Peter Sommer har fundet på, siden vi sidst hørte fra ham solo på Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. 5 år er der gået siden det album udkom, men nu er han aktuel med post-skilsmisse pladen Alt Forladt (det er ikke Simon Kvamm han er blevet skilt fra).

De nye sange, og sikkert nogle gamle kendinge, præsenteres denne lørdag på Forbrændingen i Albertslund, hvor du får endnu en mulighed for at opleve førnævnte Folkeklubben, der er med som support.

Forbrændingen
Lørdag d. 27/4
Start: kl. 21.00
Pris: 175 kr.

Har du i stedet for behov for et rutineret los i kuglerne sådan en forårsaften, så spiller veteranerne Overkill op til thrashfest på Amager. 16 albums er amerikanerne inde i karrieren, det seneste The Electric Age fra sidste år, der blev hyldet alle vegne, ikke mindst hos vores egen andedams anmelder koryfæ, Steffen Jungersen. Læs hans anbefaling HER

Som om det ikke var nok, så kan du efter Overkill (og Electric Hellride opvarmning, anmeldt på GFRock HER) drible over på Beta, hvor der er metal after party med i prisen. WOA Metal Battle Tour 2013 præsenterer tre tunge danske navne, Electric Hellride (der dobbelt-jobber denne aften), By The Patient (som vi har anmeldt HER) og Aphyxion.

Det hele bindes sammen af Anders Bøtter fra Sort Søndag, der fungerer som DJ og konferencier til begge arrangementer.

Amager Bio + Beta 2300
Lørdag d. 27/4
Døre: Kl. 20.00
Pris: 225 kr. for hele herligheden (forsalg) 250 kr. (døren)

Skulle det ikke være metal nok, så afholdes Dark Mental Festival torsdag, fredag og lørdag – den kigger vi lidt nærmere på i morgen (torsdag)

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

2 COMMENTS

  1. Ang. Overkill/W:O:A Metal Battle Tour DK i Amager Bio/Beta:

    Det fremgår måske ikke så tydeligt på facebook-events’ene for arrangementerne og på http://www.amagerbio.dk, men Electric Hellride spiller kun ét job på lørdag og det er i Amager Bio som support for Overkill.

    En billet til Overkill (225/250) giver adgang til både arrangement i Beta (Aphyxion, By the Patient og afterparty ved Club Sort Søndag) samt naturligvis Amager Bio med Overkill og Electric Hellride på scenen.

    En billet til Beta (75/100) giver adgang til en reduceret WOA Metal Battle Tour DK-pakke, da Electric Hellride som nævnt spiller i Amager Bio. Men man får stadig Aphyxion, By the Patient og masser af fest til Club Sort Søndag.

    Der vil være en smule overlap mellem Aphyxion og Overkill, men ellers vil alt kunne nås med den “store billet”, der giver adgang til det hele.

    (mvh. Casper, bas/vokal i El-Hell)

  2. Mange tak for de opklarende informationer!:) Jeg lader lige det hele stå som det ser ud lige nu, så virker dit indspark ikke underligt i forhold til teksten ovenfor;)

    Mvh
    kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here