Get Your Gun, Tak Rock Scenen, Uhørt 2014 ****** (6/6)

0
1491
views

Den er brugt før, men Get Your Gun’s koncert på Uhørt Festival lørdag aften fortjener at blive kaldt “Mørkets Triumf”.

Normalt giver vi ikke stjerner til koncerter med en så begrænset spilletid, som de 30 minutter der var til rådighed på Uhørt, da grundlaget kan virke lidt tyndt til en fair dom – men nu gør vi en undtagelse. Jeg så så mange koncerter på Uhørt, at jeg føler sammenligningsgrundlaget er i orden, så ved mere eller mindre udvalgte koncerter, som denne, uddeles der stjerner. De skal tolkes “i sammenligning med” de andre halvtimers koncerter på festivalen, så det er et lille lukket univers, hvor der drysses stjerner ud.

Når man efterhånden har set rigtig mange koncerter, og måske lidt for ofte, frivilligt eller ufrivilligt, har set dem igennem mere eller mindre analytiske briller, så bliver man, indrømmet, lidt lammet. Forstået på den måde, at der skal virkelig meget til for at brillerne pakkes helt væk og man bliver direkte rørt. Rørt på den der uforklarlige måde, hvor det er svært at sætte ord på oplevelsen og hvor man får en direkte fysisk reaktion i form af både kuldegysninger, et sus igennem hele kroppen og nærmest en fornemmelse af at få et elektrisk stød. Det skete ikke en, men to gange, under Get Your Gun’s overvældende magtdemonstration på Tak Rock Scenen på Uhørt Festival lørdag aften. Faktisk balancerede koncerten næsten samtlige 30 minutter lige på kanten af, at være en lang følelsesmæssig tour de force.

Har man oplevet Get Your Gun live tidligere, så var sætlistens opbygning næppe nogen overraskelse, minus et par numre på grund af spilletiden, var det samme fremgangsmåde som på Rising Scenen på årets Roskilde Festival. Her leverede bandet en stærk præstation, men der manglede lige det sidste, ikke mindst fordi gruppens mørke toner kæmpede med en bagende sol og et tidligt spilletidspunkt. Rammerne på Uhørt var noget nær optimale, og den nordjyske trio, plus en violinist, fik det optimale ud af dem.

Da “Black Book” buldrede ud af højtalerne, var de sidste af solens stråler ved at forsvinde og da den mægtige “The Worrying Kind” lukkede en halv time senere, havde mørket sænket sig. Det er nemt at finde symbolikken frem, Get Your Gun spillede solen ned, men der var sgu noget om snakken. For den dunkle og ildevarslende stemning det dybt fokuserede band fik fremmanet, gik i perfekt symbiose med omgivelser og omstændigheder, der gav seancen det sidste løft til en topkarakter. Ud over at være kompetente musikere, med fuldstændig styr på deres virkemidler og stram kontrol over deres udtryk, så emmer musikken og leveringen, af mangel på bedre ord, af nødvendighed. Jeg tror på ordene og tonerne forsanger og guitarist Andreas Westmark koncentreret og sammenbidt sender ud af PA anlægget, og resten af bandet efterlader ingen sprækker i den kontrollerede og formfuldendte facade.

Under åbneren “Black Book”, der også åbner bandets debutalbum The Worrying Kind, ryger Westmarks karakteristiske sorte hat allerede efter få minutter, i mens han stirrer så intenst ud i og over publikum, at man tænker han kunne nedstirre en hidsig tyr med det kraftfulde blik. Der er noget på spil, og det er ikke bare en del af det veldoserede melodrama og teatralske islæt, som både musik og band også rummer. Det rækker ud over almindelig performance, bandets og frontmandens personlighed, og følelser, lyner igennem den massive mur af mørke toner, der blæser ud fra scenen. Det er også som om det spiddende blik og den følelsesladet leverede lyrik kigger ind i publikum. Der er øjeblikke, hvor det minder mig om den passage i American Psycho (bogen), hvor Patrick Bateman er til U2 koncert og han pludselig føler, at Bono synger dirkete til ham og med et afslørende blik kigger ind i hans sjæl og indre.

Det kan lyde meget stort og “kunstnerisk”, men det er en af de mange følelser jeg står med under koncerten. “Sea Of Sorrow” bliver leveret med stor tålmodighed fra bandet, den får lov til at vugge, hugge og ulme i endnu højere grad end den fornemme studieudgave. Der er ikke noget leflen for publikum her, ej heller virker det FOR fjendtligt eller indadvent. Det kunne nemt komme til a fremstå noget selvhøjtideligt, måske ligefrem små-komisk, med al den alvor og alvorlige miner. Sådan var det måske også for nogen, men for mig overskred det aldrig den grænse – det var faktisk ikke i nærheden af det. Jeg var forført hele vejen igennem.

Da “Staying For A While” sendes ud i det tiltagende mørke begynder jeg for alvor at glemme tid og sted, og suges helt ind i musikken. Westmark skridter scenen af som et glubsk rovdyr på lur, et rovdyr der koncentreret leder efter et svagt punkt i buret, hvor det kan slippe ud af indespærringen. Han virker tirret og sulten, i mens bandet leverer dyriske brøl fra instrumenterne. Det slippes helt løs i den efterfølgende “Call Me Rage”, hvor de indledningsvis beskrevne øjeblikke indtræffer. Nummeret slår gnister og da Westmark brøler “you can blame yourself // You call yourself a man?” med så stor overbevisning, at ordene af uforklarlige årsager gennemborer mig og giver det beskrevne stød. Jeg ved ikke hvorfor den passage lige gjorde udslaget, synes egentlig ikke ordene har nogen specielt personlig betydning for mig, i hvert fald ikke en der burde frembringe den reaktion, men – fuldtræffer!

Resten af nummeret virker som en lang vulkanisk opbygning af bidsk energi, der kulminerer i det afsluttende udbrud, hvor Westmark vælter mikrofonstativet og giver mig stød nummer 2. Det virker både som en trodsig hilsen til publikum, en sidste energiudladning i denne sang og som en handling i frustration og selvlede. Da han efterfølgende er ved at samle stativet op igen, rammes han måske/måske ikke af et krus fra publikum, det er ikke helt til at sige, for han ænser det tilsyneladende ikke. Det kan man da kalde fokus og koncentration, heldigvis, for det havde næsten ikke været til at bære, hvis det skulle have punkteret koncerten lidt, inden “The Worrying Kind” får lukket den helt ned.

Det fremragende titelnummer får virkelig lov til at syde og boble og vokse til sit klimaks denne aften, faktisk ender bandet, som det eneste jeg noterede mig, med at gå små 5 minutter over tid. Tak for det, for de mørke kræfter får dermed mulighed for at folde sig helt ud og overtage Uhørt, uden følelsen af afbrudt samleje.

Jeg ved ikke helt hvordan de gør det, og det er svært at beskrive hvorfor og hvordan Get Your Gun ramte plet hos mig denne aften. Det gør det bare endnu bedre, egentlig. Når det hele går op i den der højere enhed, som her, så er bandets musik både smuk, gribende og ubehagelig på samme tid. Den rammer helt derinde et sted, hvor det egentlig ikke er rart – men det føles fantastisk alligevel!?

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here