Europe: Bag Of Bones **** (4/6)

0
848
views

Nogen gange må man bare pakke sine fordomme pænt og nydeligt sammen, folde dem stramt og kompakt og gemme dem væk i baglommen. Samtidig ville det også være på sin plads, at erkende sin uvidenhed – jeg troede ikke at Europe var et band der lavede musik som hørt på dette album.

Jeg var sikker på, at de svenske veteraner til evig tid ville være sovset ind i keyboard og højt puddelhår sound, imens de gentog små variationer af “The Final Countdown” plade efter plade. Måske jeg skulle have hørt bedre efter lidt før, for Bag Of Bones er en nærmest chokerende åbenbaring for mig – er DET her Europe?!

Europe blev dannet under navnet Force i 1979, her i 2012 er forsanger Joey Tempest og guitarist John Norum de eneste tilbageværende originale medlemmer. Norum forlod dog bandet midlertidigt i en periode efter udgivelsen af The Final Countdown i 1986. De øvrige medlemmer John Levén (bas), Mic Michaeli (keyboard) og Ian Haugland (trommer) har alle været med siden start/midt 80erne. Så Europe’s lineup på Bag Of Bones er identisk med den opstilling der bar gruppen igennem deres mest succesfulde periode, fra 1985 og årtiet ud.

Efter en verdensturne i 1992 besluttede bandet at hive stikket ud og gå på tidsubestemt pause, der holdt indtil 2003, kun afbrudt af en enkelt reunion koncert nytårsaften 1999. Siden 2004 har Europe udgivet 4 plader inklusiv den netop udkomne Bag Of Bones.

Således oplyste kan vi kaste os over de 11 numre der fylder dette albums lidt over 40 minutters spilletid ud, og samtidig er den muggert der med sikre hug får væltet min ellers solide lille mur af fordomme og klugscheisserei. For det her er så langt fra “The Final Countdown”, og dens forældede og håbløst 80er kiksede lyd, som man næsten kan komme. Vi er meget nærmere Led Zeppelin og andre klassiske rocknavne med rødderne godt plantet i bluesrock grundvandet, hvilket både er en glædelig overraskelse og kom voldsomt bag på mig.

“Riches To Rags” er startskuddet, og lægger ud med løjerlige klange, før den slår over i mere klassisk tungrock melodi, imens Tempest lufter Robert Plant fascinationen på fornem vis. Er det her virkelig den samme stemme, som var 80er fesen på The Final Countdown?? Når man som jeg udelukkende forbinder Europe med den lyd, så er det her ganske overvældende. “Not Supposed To Sing The Blues” er… blues. Og godt at Tempest synger blues, selvom han egentlig ikke brude, for han gør det glimrende. Ligesom bandet bag ham. Europe svinger virkelig som en enhed på dette bluesrockede nummer, med store guitarflader og sikkert en række af knyttede næver mod himlen, når der lige er tid til det.

Tredje nummer på Bag Of Bones er den lidt mere ordinære og uinteressante “Firefox”, der ligesom aldrig rigtig kommer ud af stedet, men blot er der. Så efter den flotte indledning på pladen, kommer vi lige lidt ned på jorden igen. Nummeret plages også af en lidt hul klang, på et album der ellers lyder meget varmt og indbydende – og de tilføjede mellemøstlige toner gør ikke meget for at ændre på det. Så går det straks meget bedre på den delvist akustiske titelsang “Bag Of Bones”, hvor Joey Tempest’s fuldfede og fyldige røst får lov til at folde sig fuldt ud igen, imens bandet spænder musklerne og slår sig løs når vi er kommet igennem den stille intro. “Requiem” er en stemningsfuld lille instrumentalbro over til næste nummer, “My Woman My Friend”, der indledes med dyster piano og Tempest helt alene, klædt af til skindet, midt i spotlyset på den mørke scene, før vi får fuld projektør på og et skærende og tungt guitarriff sætter ind, og resten af bandet falder i. Klassisk 70er klingende rockballade, der udover de tydelige Zeppelin associationer, leder tankerne i retning af noget Deep Purple – og det var ment som den størst tænkelige kompliment. Så gør det heller ikke så meget at teksten betræder en meget støvet og nedslidt sti for klagende rockballader, jeg tager sgu en til.

“Demon Head” indledes med en mere buldrende lyd, men vi befinder os i naturlig forlængelse af stilen på det forrige nummer, nu blot i et lidt højere tempo. Må indrømme at Tempest’s vokalarbejde fejer benene væk under mig og dolker mig lige i retrohjertet – og det hele tiden velspillende band bakker ham flot op! De enkelt instrumenter får lov til at stå stærkt i lydbilledet, skinner lidt, men det løber aldrig fra dem i bevidstløs lir og tamme stiløvelser, det lyder som om de lever og sveder det her. De akustiske elementer vender tilbage på den efterfølgende “Drink And A Smile”, hvor der er lagt en effekt ind over vokalen som jeg lige skulle vænne mig til, og høre et par gange før den blev slugt. Efter et par lyt var variationen i udtrykket egentlig et velkommen træk, og klæder den mere Country & Western nedbarberede stemning, men det bliver ikke mere end et lille mellemspil.

På den rockende og rullende “Doghouse” er vi tilbage på det klassiske spor, old school rebelrock med ditto tekst, typisk utilpasset “outlaw” lyrik. Det er ikke videre banebrydende, som det meste i Europe’s univers, men det er forbandet veludført og ikke mindst er stilen gennemført, så man tilgiver de manglende originale ideer et langt stykke hen ad vejen. Det er bare at læne sig tilbage og nyde den varme lyds kælen for øregangene. Andensidste nummer, “Mercy You Mercy Me”, er derfor også lidt et ærgerligt afbræk, her lyder musikken pludselig en smule bedaget fremfor gammeldags på den indbydende måde – ved ikke lige hvad der er galt her, men produktionen lyder igen en smule underlig, kold og hul, modsat den lune lyd der ellers dominerer størstedelen af albummet. Det er mere bleg 80er Guns ‘N Roses kopi end svedig 70er rock med sjæl og nosser.

Men så er der jo heldigvis det sidste nummer, “Bring It All Back Home”, til at…. bringe det hele sikkert hjem… ja. Vi er på ballademarken igen, med corny korn helt op til håret, på en sang der udelukkende synes at være skrevet med henblik på at afslutte et album eller en koncert. “We’d had some good laughs, on the way, thank you for coming along..” crooner Tempest, selv tak du. Måske er nummeret lidt for blødt og fimset for nogen, men er man en sucker for en god gang romantisk og tilbageskuende balladerock, fra en tid hvor alle bands havde en på repertoiret så tøsebørnene kunne blive bløde i knæene, så er det her sagen. Og en helt passende måde for et altmodisch foretagende som Europe at lukke pladen på.

Det her viste sig at være en mere end velkommen overraskelse, Europe er autentiske og bundærlige i deres kærlighed til en anden tid indenfor rockmusikken. Enkelte små svipsere, komplet mangel på noget der kunne minde om noget nyskabende og fremadskuende, men befriende rent og ukompliceret. Europe spiller fremragende, leverer tidløse melodier og hører generelt en helt anden tid til – denne tid var mod forventning ikke de klammeste perioder af 80erne, men i høj grad de varmeste perioder af 70erne. En gennemført umoderne hyldest og kærlighedserklæring til klassiske dyder, og 4 store gammeldaws stjerner herfra for det.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here