Essence: Last Night Of Solace ****** (6/6)

0
2072
views

Nogen gange kan man være heldig og sidde med et album, hvor talent og ambitioner matcher hinanden fuldstændig. Danske Essence har med Last Night Of Solace taget et kæmpe skridt siden debuten Lost In Violence, og vi er ikke langt fra det lidt diffuse prædikat “mesterværk”. Det er moderne, hylder forbillederne, slår hårdt og hurtigt som Tyson i hans unge dage, men mister aldrig det tekniske og melodiske overblik. Kort sagt – en nydelse.

Essence’s fire mand store angrebsenhed greb til våben i Aalborg i 2005, og gav for første gang smagsprøver på deres tunge skyts med en EP i 2007, inden de udsendte et fuldlængde album i begyndelsen af 2010. Pladen blev generelt godt modtaget i branchen, og resulterede blandt andet i en række koncerter i ind- og udland, ikke mindst på Roskilde Festival 2011 i warm up perioden, samt som opvarmning for prominente navne som Vader og In Flames. Netop In Flames aner man måske et svagt ekko af i Essence’s lyd, eller i hvert fald hvad man med en rummelig betegnelse kunne kalde “skandinavisk metal”. Men også den tyske thrash scene fra 1980erne, ikke mindst Kreator, rumsterer i bandets lydunivers, sammen med det moderne tilsnit som et band som Gojira har leveret de senere år.

Det er som sagt ekkoer, eller i skyggerne af gruppens lyd, at man fornemmer disse navne, men fremme i solen står Essence og brøler igennem for fuldt skrald med deres egen stemme. Under de første par gennemlytninger savnede jeg en lille smule, at kunne høre hvem Essence egentlig var, ud over en blanding af inspirationskilder. Det gik dog over efter gentagende ture igennem Last Night Of Solace, hvor pladen åbnede sig mere op og man kom dybere ned i de forskellige lag. Nu synes jeg i den grad at Essence lyder som Essence – men forstår hvis nogle ville være tilbøjelige til, at “stemple” dem som et metal mash up. Jeg mener bare ikke, at det forholder sig sådan.

En af de største grunde er nok forsanger Lasse Skov’s vokal, der lidt lyder som en ungdommelig udgave af Kreator’s Miland Petrozza. Den er stærk og særdeles konsekvent i sin klang, men for nogle vil den måske fremstå en smule ensformig over et helt album – det er dog ikke noget, der irriterer undertegnede. Jeg bliver faktisk ikke rigtig træt af Skov’s rustne nedløbsrør, selvom den da, indrømmet, ikke varieres meget på Last Night Of Solace. Der afreageres igennem samtlige 10 numre på pladen, dvs. 8 numre, 1 intro og bonusnummeret “Fractured Dimension”, hvor vokalen lyder både pissed off, passioneret og determineret – hvilket også kan siges om Mark Drastrup (guitar), Martin Haumann (trommer) og Rasmus Kalke’s (bas) præstation på de knivskarpe instrumenter. Essence lyder simpelthen som en toptrænet, kampvillig og angrebslysten eliteenhed hele vejen fra “Intro” til den afsluttende “Opium”.

Lad os få det overstået, Last Night Of Solace er en blændende plade, der aldrig helt slipper gaspedalen eller skruer ned for en intens mur af det pureste metal. Noget af æren tilfalder muligvis producer Peter Tägtgren (The Rick Rubin of scandinavian metal), for pladen lyder både lækker og rå, men Essence’s sangskrivning er virkelig også modnet, men lyder stadig bister og energisk. Last Night Of Solace indeholder efter min bedste overbevisning ikke et eneste svagt nummer, nogle brænder sig mere fast i éns bevidsthed end andre, javel, men sådan er det jo. Men du finder næppe et roligt, eller kedeligt, øjeblik på albummet, hvor Essence hamrer løs i 5-6 minutter i snit, uden at glemme melodierne, på de fleste numre.

Midterdelen af pladen er der hvor man måske kan føle en lille snert af tomgang, ikke mindst fordi indledningen er direkte fremragende, hvor de to ellers fine numre “Children Of Rwanda” og “Gemstones” ender med at blegne en smule i forhold til resten. Førstnævnte er en klassisk thrash high speed tonser, med tydelige spor af Slayer, men hey, kongerne af genren er nærmest umulige at slippe udenom. “Gemstones” fræser også af sted i et ret voldsomt tempo, men er nok det eneste nummer på pladen jeg ville kalde lidt anonymt – men igen, det er ikke så meget en kritik af de to sange, det er mere fordi niveauet er tårnhøjt på resten.

Lad os hoppe tilbage til den fantastiske start. “Intro” er, ja, rigtig formodet, en kort intro til pladen, en effektiv lille stemnings- og forventningsopbygger, inden det hele bryder ud i lys lue på “Final Eclipse”. Uden at  gå ind i et muligt metaforisk niveau i teksterne, så kredser vi her om fænomener i det ydre rum, astronomi og en snert af semi-nørdet videnskab. Space-thrash? På en måde, men musikken er neglet til jorden med kæmpe søm. Essence har uden tvivl en kraftfuld motor, men de er i stand til at dosere og styre de mange hestekræfter på forbilledlig vis, så nummeret ikke ender med at drøne planløst ud i det mørke verdensrum. Selv med en spilletid på over 6 minutter er “Final Eclipse” ikke et nummer der føles for langt, eller trætter mig som lytter, dertil er det alt for dygtigt skruet sammen og føles altid i konstant udvikling. “Dark Matter”, der ligger på anden halvdel af pladen, er lidt i samme boldgade rent tematisk (og længdemæssigt), som titlen måske afslører. Mægtig, mægtig metal tromlen! Tyngden i Essence’s lyd er generelt enorm på Last Night Of Solace, og på “Dark Matter” føler man næsten planeter kollidere og himmellegemer eksplodere. Det er både møghamrende tungt og afvikles i et sveddryppende tempo, igen uden at bandet overvurderer egne evner, og det er ganske enkelt en fornøjelse at ofre en del af sin hørelse på.

Nu har vi været omkring den mulige monotoni i Skov’s stemmeføring, men noget af det der for mig er med til at give det et lille pift, og ikke mindst en skovlfuld personlighed, er hans lidt spøjse udtale af nogle ord. “Horizon” lyder som “hørizon”, “Dark Matter” lidt ala “Dærk mættøø”, generelt vokallyde der får en sær skandinavisk, eller måske tysk, klang. Personligt synes jeg det lyder ret fedt og giver det et personligt særpræg, andre vil muligvis finde det lidt forstyrrende.

Efter den heftige og hurtige indledning, demonstrerer Essence det nævnte faste greb om solide melodier. Først på “Arachnida”, hvor der går herligt melodisk trampe-thrash i den, med plads til lidt delikat guitar-lir. Det er “knytnæven i vejret” nummeret på albummet, inden “For The Fallen” drejer lyden helt ind på det super catchy melodiske spor. Der er stadig gedigen sus i trommerne, og Essence bliver aldrig “bløde”, men her viser de at de også har evnerne til at levere en regulær hitsang – ikke i den gængse radiovenlige forstand, men det var måske sådan Volbeat kunne have lydt, såfremt de stadig havde nosser i deres money pants. Lyrisk kunne det være en hyldest, eller sang til, soldater i krig, de faldne eller “at bringe et offer”. Endnu et prægtigt nummer, og et, der giver bandet endnu et lag at arbejde med.

Titelnummeret “Last Night Of Solace”, der folder sig ud over hele 7 minutter og 30 sekunder, må formodes at være en form for omdrejningspunkt i pladens mikrokosmos, når nu pladen er opkaldt efter den. Ja, den kobling sjattede jeg mig helt selv frem til…. Vi er i den mere episk klingende afdeling, men stadig med masser af tryk på de glohede kedler, hvor der periodevis lukkes tilpas mængder damp ud så hele maskineriet ikke ryger i luften. Helt klart pladens musikalske udstyrstykke, med små passager hvor mange forskellige metalgenrer gnidningsfrit flettes sammen til en sammenhængende helhed. Essence opererer igen med stort overskud, og det hele fremstår organisk og ubesværet. Det kræver alligevel noget overblik at tøjle den muskelkraft, de tilsyneladende er udstyret med fra naturens hånd.

I believe, that Jesus excisted
I believe, he walked the grass on which we graze
A true philosopher, that brought us inspiration
But don’t you get me wrong, it’s not about I believe

I could say, that you can’t spell believe without “lie”
And that God hates us all…..

Sådan indledes “Opium”, der afslutter Last Night Of Solace med et bombastisk brag, som fra en supernova, endelig et band der forstår noget så eftertrykkeligt at lukke en plade med manér (vi ser bort fra bonusnummeret). Med et nedsat kværnende tempo ruller Essence tungt og stålsat fremad og hen over alt hvad der måtte stå i vejen, og på den måde indkapsler sangen også den overordnede følelse pladen efterlader. Du bliver kørt over, men bliver slæbt med efter maskinen så du ikke får fornemmelsen af at være hægtet af. Lidt af et kunststykke i sig selv.

Det er næppe en hemmelighed, at jeg er meget begejstret for Last Night Of Solace. Jeg synes Essence på imponerende vis får blandet elementer der både peger bagud til forbillederne, men samtidig lyder nutidige og peger frem mod en lys fremtid for bandet selv. De genopfinder ikke direkte nogen genre, eller er banebrydende i stor skala, men har bare skruet et forbandet lytteværdigt og slidstærkt album sammen. Lyrikken virker ambitiøs i den forstand, at Essence træder udenom de fleste genreklicheer om død, blod og ødelæggelse, og leverer noget med flere tolkningsmuligheder – hvis du er typen der vil dykke ned i lagene.

Det er naturligvis umuligt at garantere, at alle vil falde i lige så stor grad for pladen som mig. Jeg har lyttet intensivt til Last Night Of Solace i efterhånden 3 uger, og er endnu ikke træt af pladen. Tværtimod har jeg lyst til at høre den forfra lige nu, og det er vel næsten den størst mulige anbefaling og ros jeg kan give albummet med på vejen. Essence overhaler med Last Night Of Solace samtlige andre plader jeg har hørt i år, derfor bøjer jeg mig efter mange overvejelser, og tildeler albummet vores topkarakter, ikke for det “perfekte” – men som “den størst mulige anbefaling”. Hvis Last Night Of Solace bliver din sidste aften med trøst og tryghed, så er det en aften brugt på en forbandet fremragende måde.

Anmeldt af Kodi

Last Night Of Solace udkommer d. 29/3, besøg Essence på Facebook for yderligere info

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here