Dance With Dirt: We Are Dance With Dirt ** (2/6)

0
1795
views

We are Dance With Dirt er en debutplade der strutter og skummer over af ungdommelig energi. Desværre er det på en måde der går mig voldsomt på nerverne, så jeg ender med at lukke helt af for musikken.

Dance With Dirt er fire friske fyre fra det nordjyske, der allerede inden debutten udkommer, har smagt lidt på berømmelsens søde drikkevarer, som tidligere vindere af Karrierekanonen. Når man lytter til bandets musik forstår man såmænd sagtens, at de løb med sejren. Der er masser af attitude, kådhed, store armbevægelser og ud-over-de-nordjyske-stepper rock der kunne tiltale mange radiolyttere. Men for mig ender det med at virke enormt belastende, inden jeg er kommet igennem We Are Dance With Dirt’s 11 numre.

Det starter ellers lovende. De to første numre “Flush” og “Screensaver” blæser ud af højtalerne med en dejlig rastløs energi, og forsanger Magnus Jakobsens lidt specielle vokal fanger éns interesse, imens man prøver at få sat et eller andet label på den. Det nærmeste jeg kommer en løs beskrivelse af den, er at den på en måde minder mig om noget man kunne høre i front af et klassisk garage/pigtrådsorkester fra start 60erne. “Flush” lyder en smule i retning af The Blue Van med Kasabian “ah ah ah ah ah” kor, et rigtig fint åbningsnummer, hvor DWD med små stil/retningsskift formår at fastholde min interesse.

Efter andet nummer “Screensaver” hopper kæden dog af for mig med den øretæveindbydende “In the City”, der indledes med, for mig, vildt irriterende råbekor. Derfra og ud, er det beklageligvis som om pladen taber mig og jeg når aldrig at være med på noderne igen. Hvor pladens første tre numre raser af sted i højt tempo, så træder DWD fornuftigt nok lidt på bremsen i “I’ll Never Die, I’ll Only Disappear”, men nu begynder den ellers forfriskende anderledes vokal at skære ubehageligt i mine ører. Der er et eller andet i leveringen på dette nummer, der får børsterne til at rejse sig på mig. Så efter en indledning med lovende takter på We Are Dance With Dirt, så dukker der nu hele tiden et eller andet op, der får mit blod til at boble lidt op – om det er fordi jeg af ukendte årsager bare VIL provokeres, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er at jeg er ved at stå af.

På “One Of These Days” melder der sig et af de store problemer jeg har med albummet: Det er som om DWD, selv om de i bund og grund fyrer en dejligt simpel rockens ABC af, alligevel får proppet lidt for meget ind i nogle af sangene. Et minuts penge inde i “One Of These Days” ændrer sangen pludseligt, og ganske radikalt, karakter, uden at jeg kan høre meningen med det, udover at “det kunne man da også bare gøre”. Som musikere lyder det som om de kan og vil en masse, men doseringen er helt skæv og en del af numrene kommer, for mig, til at lyde frustrerende rodede og usammenhængende.

“Where Are You” er uskadeligt fyld midt på pladen, der hverken gør fra eller til. Det gør tilgengæld starten af “The Catch”, hvor jeg er temmelig sikker på der ordret bliver sagt “Hey øh, kys mig LIGE på pikken” inden sangen går i gang… tillykke, nu er jeg helt sikkert stået af dette ungdomsræs! Med ét får det hele en uheldig bismag af umodne gymnasie-løjer, der for nogen sikkert vil være et tegn på uforfalsket rock ‘n roll attitude, men for mig kommer til at fremstå anstrengende og ret uinteressant. Sådan en svipser har naturligvis ikke rigtig noget med selve musikken at gøre, men det er alligevel uundgåeligt med til, at jeg næsten ikke orker at lytte til mere. “The Catch” demonstrer ellers igen fin flabethed, selvom det måske er lige lidt for opskruet, på den hysteriske måde, til min smag.

“Girls” forsætter råberi og buldrende lydside, imens man stadig sidder og savner virkeligt mindeværdige og fængende melodier. Vi får lidt liret guitar, men det virker blot kastet ind, i stedet for at have et regulært formål. På trods af at DWD tilsyneladende skyder i alle de retninger de kan komme på, så virker albummet alligevel underligt ensformigt. Måske det hele blot flyder sammen på grund af manglen på saftige melodier? “Trojan Horse” gør ellers hvad den kan for at snige noget variation ind i lydbilledet, men missionen lykkes kun delvist med hakkende temposkift og godt med bas – men det er som om man er blevet helt uimodtagelig overfor musikken i løbet af pladen. En lidt frustrerende oplevelse, hvor man prøver at finde hoved og hale i de mange idéer der egentlig er til stede, men som hele tiden er ved at falde over hinanden frem for at bygge op til noget sammenhængende.

Næstsidste nummer “Amputations” er en af de mere vellykkede stunder, her får DWD tøjlet deres lyd i tilpas grad, så man som lytter ikke føler at man halser efter et eller andet runaway rock tog. Der er dog stadig noget marineret over vokal leveringen, som gør at det i mine ører kommer til at lyde en anelse påtaget, i stedet for dybfølt. Det er selvfølgelig lidt farlig grund at bevæge sig ud på, jeg kender jo ikke Jakobsens inderste følelser og vil da helst ikke sætte spørgsmålstegn ved folks oprigtighed, men det er desværre sådan det opfattes af mine ører. “Blue Queen” er sidste dans på pladen, men hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg forlængst blevet for træt i fødderne til at det er et nummer, der får mig op af stolen.

Jeg er fuldstændig klar over, at det bare kan være mig der er en halv-gammel stivstikker, som ikke forstår de unge og er helt ude af trit med hvad der rykker. Og dermed kan jeg også være den helt forkerte til at anmelde pladen, men efter at den har været shoppet rundt på redaktionen tegner der sig et mønster – den har samme effekt på andre mænd på min alder. Er der så tale om ægte generationskløft, og er det her bare the new shit som kan tage den yngre generations rockpublikum med storm? Gid det var så vel, for så var den jo ligesom lukket der.
Bandet skriver i deres pressemateriale, at de “skriver tidløse sange om fester, piger og udlængsel, for når alt bliver for trægt, alt bliver for kedeligt, eller alt bliver for indadvendt er det rocken, som sætter folk fri. Det har de hver især erfaret gennem livet”. Det er der rigtig mange før dem der har gjort, det er ikke det springende punkt, problemet er at denne plade ikke formår at overbevise mig om, hvorfor jeg skal lytte til netop deres version af de klassiske rock temaer.

Det korte af det lange er, at jeg savner stærkere melodier og sangskrivning, at de ungdommelige attituder og energien bruges på andet og mere end at fræse derudaf og generelt bedre overblik. Jeg skal ikke kunne afvise, at Dance With Dirt har, eller ville kunne finde, et begejstret publikum, men mig fanger det desværre overhovedet ikke.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here