Comapilot: Comapilot **** (4/6)

0
613
views

Aarhusianske Comapilot er ude med deres selvbetitlede debut og den kan du roligt tjekke ud hvis du er til den tunge ende af rockspektret. Bandet består af rutinerede musikere, og det er brunt, tungt og godt rockhåndværk man får serveret på albummets 10 tracks.

“The Sound of Brown” kalder Comapilot selv deres lyd. Brunt og tungt. Bandet nævner selv Black Sabbath og Led Zeppelin som inspirationskilder, og Cream og The Doors som inspirationer i forhold til vokalerne, men nyere navne som Soundgarden, Alice in Chains og ikke mindst Queens of the Stone Age popper også op i mit hoved, når jeg hører Comapilot. Det er bestemt ikke noget problem, for bandet kan deres kram, og selv om det ind i mellem lyder lidt vel meget af inspirationskilderne, så byder Comapilot på en række helstøbte og fængende tunge rocksange.

De bedste numre, blandt andre åbneren ‘Dead Men Don’t Walk’ og ‘Accidents’ tilfredsstiller rocksvinet, der både vil have tråd og melodi. Førstnævnte sparker albummet i gang med tromlende riffs og buldrende trommer, samt et catchy omkvæd, mens ‘Accidents’, der ligger omkring halvvejs på albummet, er et nummer der for mig bringer minder om Alice in Chains omkring deres selvbetitlede album, med de mange stemmer, der ligger og lurer rundt omkring i mellem guitar, bass, trommer og forsanger Thomas Krämer’s meget kompetente og ganske alsidige stemme.

‘1971’, bærer nogle af de samme karakteristika, men har en lidt lettere tone. “It’s rock’n’roll and it’s in my soul”, synger Krämer og det lyder helt bestemt som om rocken er i både sjæl og krop hos bandet. ‘The Running Man’ skal også fremhæves. Her viger Comapilot lidt fra skabelonen, og sangen opbygges tålmodigt med godt varierede stykker, inden den fulde instrumentering buldrer igennem. Et godt skåret nummer, som også afslutter albummet.

‘Time’ er lidt for fodtrampende gumpetung til at den for alvor rykker fra feltet, selv om den overraskende afslutning med vokalharmonier giver sangen flere strenge at spille på. ‘Soldier of Love’ har både elementer af QOTSA og Alice in Chains, men står dog en tand for længe i stampe til at jeg helt bliver revet med. Til gengæld fungerer den afdæmpede, men ildevarslende ‘Bohemian’, der indleder anden halvdel af Comapilot,  som et godt afbræk mellem de buldrende riffs og rytmer, der ellers fylder spilletiden på 47 minutter godt ud.

Den efterfølgende ‘Nothing to Lose’ lyder næsten for meget som noget Josh Homme og kumpaner kunne have (eller allerede har) lavet, men det rokker nu ikke ved at det er et rigtig fint og catchy rocknummer, hvor vokalerne igen fungerer glimrende. Den kunne sagtens have radiopotentiale. ‘An Act of Violence’ har også et tæt slægtskab med QOTSA, men kommer også lidt ud af boksen undervejs – omend kortvarigt. ‘The Jester’ er endnu et solidt rocknummer, der holder det generelt flotte niveau.

Hele vejen igennem albummet er det kompetent fremført på alle instrumenter – det er kort fortalt godt rockhåndværk. Der er ikke nogen deciderede svipsere eller svinkeærinder, bare tung rock’n’roll. Et par af numrene kunne dog måske godt have været skåret lidt i spilletiden.

Man kan godt forestille sig hvor inspirationen kommer fra, men det gør ikke meget, når kvaliteten i fremførelsen er så høj som tilfældet er her. Fans af de bands, der er nævnt gennem anmeldelsen, kan roligt springe med på Comapilot’s fly, som kan bryste sig af 4 store stjerner herfra.

Comapilot giver releasekoncert på Backstage i Aarhus i aften, fredag d.2/11.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!