Bisse, Tape, 2/4 – 2016

0
1248
views

Bisse har været her, der og alle vegne det seneste års tid, med 4 albumudgivelser og hvad der ellers hører til. Lørdag aften indtog han Tape i Aarhus med sit band.

Tape er et nyt spillested i Aarhus. Eller, det vil egentlig sige at de intime lokaler i en baggård i Mejlgade har rummet spillested i mange år, tidligere Musikcaféen og senest Backstage, men nu er det nye folk fra det uafhængige musikmiljø i Aarhus, der står bag. Det betyder blandt andet, at der er en noget anden musikalsk profil, end på hedengangne Backstage, og samtidig er barpriserne faldet og der er blevet en smule lysere i krogene – men herudover ligner de fysiske rammer sig selv. Det relativt lille koncertlokale er fortsat intimt og giver mulighed for tæt kontakt mellem optrædende publikum, noget Bisse drog fordel af.

Inden Bisse gik på, var der dog opvarmning ved Jijikusanda, som også DJ’ede før og efter deres egen optræden. Lad det være sagt med det samme, at de for min skyld gerne måtte have holdt sig til DJ-gerningen. De to lidt generte og akavede unge mænd optrådte med hver deres mikrofon, med vocoder-effekt, en enkelt mundharmonika, og så ellers backtrack fra laptoppen. Der blev rappe-sunget fra begge de to herrer, men de tekster jeg kunne skelne, lød temmelig banalt naivistisk hjerte-smerte-agtige, og mundharmonikaen føjede ikke noget kønt til den i forvejen temmelig rumlende laptop-lyd, hvor synths og beats blev blæst afsted i uskøn forening. Kort sagt synes jeg det var temmelig rædderligt, så hurtigt videre til aftenens hovednavn.

Bisse ★★★★★☆

Bisse stillede i aftenens anledning op med et tre mands band. I første omgang var det dog kun Bisse selv, med en akustisk guitar, og synth/keys-manden, som var på scenen, og det klædte sådan set Bisses vokale udgydelser godt med et dæmpet start. Her fik vi en CV Jørgensen-agtigt fabulerende tekst om livets gang med Bisses karakteristiske sproglige opfindsomhed, og undervejs sneg en trommeslager og guitarist sig ind på den lille scene, så nummeret kunne eksplodere, og en pelshue-klædt Bisse kunne springe ud på gulvet til publikum, mens han råbte “I dag går det ned!”

Så var vi ligesom i gang, og herfra holdt Bisse godt fast i publikum. Indledningsvist var der lidt problemer med lyden i monitorerne på scenen, hvilket fik Bisse til at kommentere, at det var den bedste måde at lære at synge på, at kunne høre sig selv. “Mere mig!”, tilføjede han, efter ‘Umage’ var blevet leveret i skramlende og synthbas-tung udgave, hvor Bisse også fandt lejlighed til at levere parforholdkælenavne op i ansigtet på forreste rækkes publikum.

Efter monitorproblemerne blev løst, fik vi, passende, ‘Kærlighedsbarnet’, som blandt andet handler om at skulle bekræftes, inden en voldsom og rablende afslutning  efterlod Bisse svedig og missende med øjnene i lyset på scenen. Ingen tvivl om, at Bisse investerer sig selv, og så er det svært at være uberørt eller uengageret som publikummer.

Bisse har mange numre at tage af i sit bagkatalog, trods sin relativt korte eksistens. Hele fire albums er det blevet til, og de fleste af aftenens numre blev trukket fra Blod-trilogien, og især seneste skud på stammen, Happy MealSåledes fik vi et midterstykke i koncerten, hvor ‘Camp Bastion’s CV Jørgensen-møder-calypso-møder-tung-rock blev afløst af ‘Amalies porte’, som blev indledt med kun det jagende guitartema og Bisses vokal. Med opbygningen mod en mere og mere bastant lydmur, og den fabulerende fortælling, som ender med at museumsvagten beder Bisse om at “sænke STEMMEN”, fik vi for alvor syn for sagen om, at Bisses band faktisk var ganske tighte og velspillende.

Efter ‘Flux Sunrise’ måtte Bisse lige trække vejret lidt, og sagde “vi skal lige sunde os lidt ovenpå den kavalkade af hits”, hvilket fik publikum til at grine med. Og så kastede han sig selvfølgelig over de to numre, som vel er det nærmeste han er på radiohits, nemlig den fortvivlede kærlighedssang ‘Shotgun for dig’, og endelig den ind i mellem Lars HUG’ske ‘Lidt mere og jeg brækker mig’, med det karakteristiske “Jeg kan ikk’ mer!”- omkvæd. Især førstnævnte fungerede for mig bedre end studieudgaven.

Efter at have indgået en ensidig aftale med publikum, om at alle skal købe 3 vinyler efter koncerten til gengæld for ekstranumre, får vi endnu to numre at gå hjem på, inden Bisse sender fingerkys til publikum og gestikulerer i retning af bandet, inden han forlader scenen, og lader bandet rocke ud til afslutning.

Den instrumentale opbakning fungerede godt for Bisse, og selv om det gav sig udtryk i en overvægt af mere tempofyldte, hårdtslående og dynamiske numre, er det også med til at sætte en streg under Bisses alsidighed. Samtidig er bandets tilstedeværelse også med til at understøtte Bisses energi, og det var egentlig kun på ‘Lidt mere og jeg brækker mig’ at en del af musikken (de lidt for høje synths) kom til at virke forstyrrende i forhold til vokalen. Og netop Bisses vokale udfald ér en stor del af den fascination, som Bisse skaber – derfor var det også godt, at der var skruet godt op for mikrofonen, så i hvert fald publikum kunne følge godt med hele vejen igennem.

At Bisse ikke er et fænomen, der kun fungerer hjemme i studiet, fik vi bevis for denne aften – der er hjerteblod og engagement nok til at stænke publikum til, og den intime og intense ramme gav Bisse gode vilkår. Derfor lander vi også på 5 stjerner til Bisse, som blandt andet kan opleves på årets Roskilde Festival.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Troels-Henrik Balslev Krag

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here