Baby Woodrose: Third Eye Surgery **** (4/6)

0
1063
views

Sidst jeg havde fornøjelsen af at lægge øre til Uffe Lorenzo Moon Unit Guf Ganja PsychDaddy Woodrose’s udskejelser var en sen nattetime, eller var det næsten morgen, på Pavillion Scenen på Roskilde Festival 2011. Her leverede Spids Nøgenhat et brag af en syrebadet koncert foran de sidste mennesker på jorden, og folk der ønskede at danse lige meget hvad der blev spillet. Sidst jeg så Baby Woodrose må have været som opvarmning til Volbeat i Ridehuset i Århus i 05 eller 06, men af en eller anden grund har det band og smilets by aldrig været de bedste venner – de koncerter jeg har overværet her i byen har altid resulteret i en sært vrissen Guf der har virket som om han havde travlt med at blive færdig og komme væk.

Anyway, efter udflugter med Dragontears og Spids Nøgenhat er Hr Woodrose nu tilbage med et nyt Baby Woodrose album, og nyt relaterer i denne forbindelse ikke til lyden af selve musikken. Vi befinder os på Third Eye Surgery stadig i en sen 60er/start 70er tidslomme, men hvor tidligere Baby Woodrose albums også indeholdt en solid dosis garagerock, så er syre elementerne fra Spids Nøgenhat denne gang mere fremtrædende.

Som på de fleste af bandets udgivelser fungerer blandingen i mere eller mindre euforiserende grad – men i vid udstrækning rives man med og svæver afsted på det flyvende tæppe.

Åbneren “Down To The Bottom” minder meget om stilen fra den efterhånden 11 år gamle debut Money For Soul, psykedelisk midttempo Stenerrock med en tilpas poppet melodi til at drive den fremad. Og man mindes om hvor fed en vokal Guf egentlig besidder, når han som her er i sit helt rette element. “Waiting For A War” er lidt et stilskifte som andet nummer, her er lyden mere kold og industrial præget. Efter den varme indledning kan denne tidlige afstikker over i noget andet godt virke en smule malplaceret, nummeret er ikke dårligt, det passer bare ikke helt ind. Især ikke når vi på tredje nummer er tilbage i den mere omfavnende og indbydende 60er oppsych lyd på “Dandelion”, en fremragende lille perle, hvor Emma Acs på gæstevokalen er med til at løfte sangen op som et af pladens højdepunkter. Den fortjener noget radio airplay!

Mere syret og sveddryppende bliver det på “Just A Ride”, hvor Guf’s vokal er ovre i noget mere desperat messende, imens den LSD trippy melodi kværner derudaf.. langt derude.. et sted hvor hippierne stadig danser badet i sjove farver og organisk frembragt røg. 4 numre inde, og vi er allerede kommet godt omkring i et bevidsthedsudvidende og flippet univers, der måske nok stritter i mange retninger, men formand Guf lader ikke til nogensinde helt at miste overblikket, selvom man som lytter godt kan have lidt svært ved at bevare orienteringen. Det gør den ultra stenede og hypnotiske “Bullshit Detector” ikke meget for at ændre på.
Baby Woodrose behersker virkelig virkemidlerne og lyden fra “dengang” i en sådan grad at man skulle tro de VAR et band med over 40 års syrerock under den spraglede vest, det bliver aldrig en efterligning eller lyder som en flov kopi, men tværtimod fremstår det dybt autentisk, spillet med ægte hjerteblod og godt med urt i skallen.

“Nothing Is Real” bringer den magiske Woodrose bus tilbage på det mere popflippede spor, og den skønne sitar der gemmer sig overalt på Third Eye Surgery sniger sig op til overfladen. I lange perioder virker bandets musik nærmest som en opfordring til at prøve Baby Hawaiian Woodrose, planten som de har taget navn efter – ikke at jeg vil opfordre til lemfældig omgang med nogen former for stoffer, men hvis nogen alligevel sidder og fedter med planten, så smid lige en besked om det virker godt sammen med Baby Woodrose’s musik.
Herfra og ud er pladen et langt trip, hvor de spaced out stemninger dominerer lydbilledet, og de mere poppede melodier forsvinder i tyk røg, som på “Love Like A Flower”. Den efterfølgende “Third Eye Surgery” skyder pladen helt i kredsløb om planet acid, hvor Guf og crew flyver rundt i deres lille rumskib drevet fremad af støjforvrængede lydbølger. Og man kan sgu ikke lade være med selv at lade sig beame op og bare lade sindet vandre.

Pladen lukkes med “Honalee”, hvor Baby Woodrose for alvor giver slip og lader rumskibet flyve far fucking out. Faktisk så langt, at afstanden mellem første og sidste nummer måske bliver lige stor nok på et album der kun består af 9 numre fordelt på 37 minutter. En voldsom vidde i det psykedeliske flyvende tæppe, der måske spænder maskerne og syningen lidt for langt ud. Materialet er godt, men der er faktisk for lidt af det når det skal bruges til at dække det hele.

Det gør at albummet som helhed føles lidt for kort og visse steder tyndt – man kunne sagtens bruge mere af det hele, bare ikke syet sammen i samme klæde. Så måske to EP’er havde virket bedre? Som det fremstår her får man et glimrende indblik i hvad Baby Woodrose er rigtig gode til, men det føles bare lidt som smagsprøver samlet på én skive, fremfor et egentligt sammenhængende værk.
Originale, banebrydende og fremadskuende bliver Baby Woodrose aldrig, det her er en tidsboble man kan træde ind i og ud af efter behov og lyst, det er både befriende og begrænsende på samme tid. Man nyder den udsyrede flyvetur, den smager af lidt til og meget mere, men det får man bare ikke. Så som efter en god koger, så er man godt sulten, men der er sgu desværre ikke mere at guffe i sig.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here