Anbefalede koncerter i Aarhus, uge 7

0
657
views

Wuhu, vinterferie! For nogen, ikke mig. Og heller ikke for spillestederne, heldigvis. 

Onsdag d.17. februar

Vi lægger ud onsdag aften med en omgang tung sludge-metal/rock. Hele fire danske bands, med hang til tunge toner, indtager Fatter Eskil, præsenteret af Metal Royale og Tråd. Og sørme om ikke det er navne, vi har haft under overvejende kærlig behandling her på siden! Vi starter med de lokale hedninge-hegn-typer i Bersærk, som Ken anmeldte debutalbum fra sidste år. Mulm fik dengang 5 stjerner og blandt andet følgende ord med på vejen: “Hvis jeg skulle beskrive Bersærk’s lyd, udtryk og univers med et enkelt ord ville det være indigneret. Meget. Denne følelse og stemning strømmer igennem alt fra teksterne, der ofte lyder som opråb og “call to arms”, den konfronterende og rungende råbe-vokal og den hårdtslående musik, der veksler mellem at lyde indebrændt og sydende og bide fra sig med fråden hængende i mundvigen” – resten af anmeldelsen kan læses HER.

Grusom fra Svendborg har Ken også haft de små tykke anmelderfingre i, og til deres selvbetitlede album fandt han 4 stjerner frem og skrev: “Grusom er enormt dygtige til at slå en stemning an, ramme et atmosfærisk tryk som holder én fanget og nogle gange ude på kanten af stolen, hvor man sidder og venter på klimaks og belønning” – så brokkede han sig også lidt, og roste lidt mere, det kan du altsammen læse HER.

Højaktuelle er Dirt Forge, som er ude med en EP, som anmeldelses her på siden inden længe, og sludger afsted i stilen fra Crowbar og High on Fire, mens jeg selv have sønderjyske Slowjoint i møllen for deres album Up Shit Creek for to år siden. Jeg skrev blandt andet: “En sejltur op ad lorteåen med Slowjoint er en tung, gyngende og mudret affære. Sønderjyderne nævner selv Weedeater og Bongzilla som inspirationskilder, og vi sejler musikalsk i den amerikanske sydstatssump. Tungt, arrigt og sumpet er det mestendels igennem de otte numre på Up Shit Creek – der er ikke plads til de store svinkeærinder i de danske sydstaters marskland” – karakteren endte på 3 stjerner, og hele anmeldelsen kan læses HER.

Fatter Eskil, 80 kr. + gebyr (inkl. en øl), kl. 20

Atlas benytter ugen til at holde en række arrangementer under overskriften Vinterjazz, og et par af dem har vi også fundet plads til. Vi starter med Sølvtøjet og Klimaforandringer, som spiller onsdag aften. Sølvtøjet har Kresten Osgood ved rorpinden og han har taget 7 kreative venner med i bussen, blandt andet to forfattere, og musikere, der krydser genrer. Spændende. Klimaforandringer ligger til anmeldelse hos Thomas netop nu, med en udgivelse, der blander blues, kraut, syrerock og improvisation. Guitarist Lars Bech Pilgaard har stået for at samle holdet, som blandt andet tæller Peter Skibsted (blandt andet Maskinvåd) på bas.

Atlas, døre kl. 19, start kl. 20, 120 kr. (80 kr. hvis man er medlem af Sun Ship)

Fredag d.19. februar

Fredag aften kigger vi ned i kælderen overfor Scandinavian Center, nemlig HeadQuarters, der denne aften byder på koncert med udgivelsesaktuelle Superloader, som har lokale Kings in Exile med. Superloader lander der en anmeldelse af her på siden inden længe – de 5 medlemmer spiller “bare rock” og medlemmerne er aktive i bands som Black City, Bullet Train Blast, med flere.

HeadQuarters, kl. 19, 75 kr. 

Lørdag d.20. februar

Vi rammer Atlas og Vinterjazz igen lørdag, hvor det er svenske Fire!, som pryder plakaten. Trioen består af tre herrer, der også er aktive i andre projekter, blandt andre Wildbirds & Peacedrums, og er inspireret både af industriel støj, garagepunk og elektroakustik. Eksperimenterende og støjende, skulle det være, så måske det rette at rense ugen ud med?

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 150 kr. 

Endelig runder vi også Tape i Mejlgade, hvor lokale Yung giver den gas. Punk-rockerne, med meget aktive Mikkel Silkjær i front (og en række lige så aktive kumpaner bag de øvrige instrumenter), har haft pæn anmeldersucces både live og på EP’er, og Troels-Henrik fandt 5 stjerner frem til til bandet, da han anmeldte EP’en These Thoughts Are Like Mandatory Chores tilbage i september sidste år. “I den sidste ende vil jeg mene, at Yung er allerbedst når numrene holder sig under tre minutter, og at et enkelt længere, mere spaced nummer nok havde været mere passende end to på EP’en. Men jeg forestiller mig, at både de korte energiudladninger og de lange numre må gøre sig afsindigt godt live”, skrev han blandt andet dengang – læs hele anmeldelsen HER.

Tape, døre kl. 20, 60 kr. (kun kontant og mobilepay i døren)

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Philip Brofelde/PB Photography

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here