Agent Fresco: Destrier ★★★★☆☆

0
586
views

Islandske Agent Fresco beskrives som et band, der skal opleves på et par skridts afstand, så man får hele billedet med. Det kunne der være noget om. Deres 3. album, Destrier, er et ambitiøst opus på 14 numre, hvor musikken er evigt skiftende, svær at genrebestemme, momentvis voldsomt betagende, men i sidste ende også lidt for meget af det gode.

Gav jeg kun stjerner for ambitioner, visioner, mod og teknisk formåen, så ville Agent Fresco nok være indenfor rækkevidde af en topkarakter. Men Destrier ender på en eller anden måde med at føles, som lidt mindre end summen af dens enkeltdele. Det grænser til storhedsvanvid og det småprætentiøse, det islændingene har gang i, men det er nu ikke det, der ender med at lægge en lille dæmper på min begejstring. Pladen føles ganske enkelt for lang, eller måske nærmere, bandet løber tør for virkeligt gode numre på sidste halvdel, hvor det hele bliver lidt udsvævende for mig. Jeg mister kort og godt koncentrationen.

Og netop koncentrationen er en vigtig følgesvend, når man kaster sig ud i bølgerne sammen med Agent Fresco. I oprørte vande hvor pop, alt-pop, prog og math-rock, let metal og talløse andre genrer og stumper smelter sammen. Det giver alt fra små ringe i vandet, krusninger på overfalden, voldsom understrøm og enorme bølger. Vigtigst af alt, så smelter det hele yderst elegant sammen og skaber, de mange musikalske udflugter, tempo- og retningsskift til trods, et meget sammenhængende og homogent lydbillede.

I mindre kompetente hænder var det her blevet stressende, alt for fragmenteret og en uoverskuelig rodebunke. I stedet for bliver det en hæsblæsende musikalsk tour de force (i hvert fald på de første 7-8 numre), der godt nok kan være lige ved at tage pusten fra én, men aldrig stikker helt af eller ryger ud af kontrol – ikke mindst fordi Agent Freso også har sans for gode melodier. Det er, ud over at være stedvis udfordrende lytning, også forbandet medrivende.

Det vil sige, altså indtil man/jeg på en måde bliver immun overfor løjerne og pladen ender som et lidt stille skvulp. Inden vi når så langt, er Destrier dog et forrygende trip. Der lægges fra land med den forholdsvis rolige “Let Them See Us”, hvor instrumenterne og stemmen lige skal varmes op – for begge dele kommer på overarbejde de næste 50 minutter. Det er ikke fordi den instrumentale del af Agent Fresco ikke er helt ude ved kanten af det muliges kunst albummet igennem, men vokalist Arnór Dan Arnarson kaster stemmebåndet ud i nogle halsbrækkende øvelser, hvor man periodevis er bange for det hele knækker.

Det gør det dog hverken for band eller forsanger, og på numre som de efterfølgende “Dark Water”, “Pyre”, “Destrier”, “Wait For Me”, “Howls” og “The Autumn Red” er bandet på overrumplende kurs mod at lave årets bedste album. Det er nærmest ét langt sammenhængende (trods de hakkende melodier og rytmer) højdepunkt, men vrider jeg armen om på ryggen af mig selv og skal fremhæve noget, så……

“Dark Water” hugger og sprutter af sted med en tung, pulserende rytme, som trods tyngden og hakkeriet alligevel er særdeles iørefaldende. Som nummeret skrider frem dukker der mere eksperimenterede og proggede passager op, mens Arnór Dan Arnarson vrider stemmebåndet og når op på nogle toner på skalaen, hvor Matt Bellamy fra Muse muligvis ville få lidt sved på panden. “Wait For Me”, der netop er udsendt som single, starter roligt ud, vi er helt ovre i pop-båden, der roligt vugger på stedet, fred og ingen farer. Lidt over et minut inde i nummeret skifter stemningen, det bliver ikke decideret farligt, men melodien bider fra sig, søen bliver mere oprørt, vinden tager til og et uforskammet catchy retningsskift blæser nummeret ud mod horisonten.

Den efterfølgende “Howls” er en mere pågående, men ikke mindre drille- og legesyg, satan, hvor math-rockende hvirvlen sørger for at man holder fast i rælingen fra start. Endnu engang formår Agent Fresco på ekstremt fængende vis, at smelte poppet omkvæd og melodiarbejde sammen med de mere bølgende og brusende klangflader, der pumper nummeret fremad, inden nummeret slutter lidt brat og går over i “The Autumn Red”.

Det korte nummer “Citadel” agerer lidt bro til anden halvdel af pladen, hvor endnu en single, “See Hell”, holder skuden på sikker kurs, uden dog helt at gøre lige så meget væsen af sig som de foregående numre. Det er også heromkring at den udfordrende tur med Agent Fresco begynder at sætte sine spor. Enten bliver jeg simpelthen lidt udmattet af udskejelserne, eller også er numrene bare ikke helt så skarpe og fængslende. Hvad der end måtte være tilfældet, så ryger lidt af fascinationen hos mig.

“Let Fall The Curtain” sætter, ganske fornuftigt, tempoet ned og drejer pladen i en mere svævende, dunkel og atmosfæriske retning, men det er som om stemningen ikke helt indfanger mig. Den dramatisk ulmende “Bemoan” følger op, og man begynder at overveje om disse mere rolige og tilbageholdende stunder havde været mere virkningsfulde, hvis de var faldet spredt, og placeret tidligere på albummet? “Angst” dukker op som et arrigt lille stormvejr, men føles alligevel lidt som unødigt fyld, inden tempoet igen skrues helt ned på “Death Rattle”, der udvikler sig til et regulært lydlandskab. Atmosfærisk, jovist, men det er 3. afdæmpede nummer indenfor relativt kort tid på pladen og gør at sidste halvdel af Destrier kæmper lidt med fremdriften. Eller også var der bare for meget fut i sagerne på første halvdel?

Den 7 minutter lange “Mono No Aware” lukker og slukker med ildevarslende og knugende stemning, inden trykket letter og klangen bliver helt opløftende som nummeret skrider frem. En fin afslutter, der på en måde ender med at opsummere albummet og Agents Fresco’s lyd.

Alright, det er lidt svært helt at låse Destrier fast på vores stjerneskala. Det er lange perioder af stor skønhed, glimrende sange og en originalitet man bare må klappe begejstret over. Havde man trimmet pladen bare en anelse og måske shufflet tracklisten en smule, så havde en topkarakter været sikker, men undertegnede har altså, desværre, ikke armene i vejret helt over målstregen.

Der er sikkert en gennemtænkt og velovervejet mening med pladens opbygning, for intet virker overladt til tilfældighederne hos Agent Fresco, der det til trods ikke fremstår stive og kalkulerende. Tværtimod virker musikken uhyre spændstig og levende.

Summen ender på 4 store stjerner, men tjek albummet ud, det fortjener at blive hørt!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here