expand
GFR
GFR

Så er der igen ballade i K-Town, afmagt debuterer med en hidsig lille EP, 5 Lasse Ballade producerede numre på under 8 minutter, tjept går det, men det er også en mørk sti der efterhånden virker en smule velkendt.

Bandet er dannet i år og består af nuværende og tidligere medlemmer af bands som Hexis, No Fealty og Iron. De to førstnævnte har jeg tidligere anmeldt udgivelser fra, ligesom jeg har været omkring Halshug, Piss Vortex, Czar, UxDxS, Ruined, Woes, Église, Smertegrænsens Toldere og hvad de nu ellers hedder. Det vil sige, at jeg har fået en hel del hurtige klø de senere år – og er måske også ved at være en lille smule immun overfor udskejelserne.

Det skal jo ikke lægge afmagt til last, men jeg vil sige, nu jeg har stukket fjæset i flishakkeren nogle gange, der skal efterhånden en del til før jeg kan mærke noget. Jeg har fået dolket ansigtet, smeltet hjernen, set ind i det mørkeste mørke, følt hardcore/punk og dens afarter leveret med 9 G’s tryk og lydmurssprængende hastighed. Og i den, fair eller unfair, sammenligning fremstår afmagt bare en smule velkendte og stillestående.

Hurtigt går det som end, 5 numre på 8 minutter giver ikke meget fedt på sidebenene, ligesom bandet spiller skarpt, kantet og præcist. Lasse Ballade lyden kradser og flår også som den skal, men alligevel er det som om EP’en aldrig helt får brudt mere end det øverste lag hud – og jeg vil kraftedeme have brækket knoglerne, så jeg kan mærke det!

afmagt
total fucking afmagt

Kun en løsning
Ser kun mørket
Ingen lys
I dette liv

Søger mod, mit endeligt
Søger mod, sidste udvej

Sådan lyder de første ord man mødes af når man sætter den sidste kamp taber du alene, på. “Sidste Udvej” fræser afsted et minuts tid, mens jeg overvejer hvorfor jeg egentlig skulle bekymre mig om det, der lyder som en der er på selvmordets rand? Det kan jo lyde vældig afstumpet, men… den her sang har jeg bare hørt før?

Det er som om det enten ikke bliver helt mørkt nok, eller så mørkt at de kommer til at fremstå som en genre-kliché, “afgrunden i mit sind, det yderste mørke”, lyder det eksempelvis på “det yderste mørke”. Hvis man gør lidt grin med danske dødsmetalbands, der lyder som om de bare skriver noget med “død og blod”, der lyder “feee”, så var det måske også på tide at rette det kritiske blik mod hardcore-tekster som disse.

Med 1-2 minutter at gøre godt med, så er jeg klar over, at det er begrænset hvad du reelt kan nå at få læsset af, også selvom du speed-råber eller bjæffer det bedste du har lært. Og måske er teksterne heller ikke det vigtigste her, det handler om den stemning de er med til at skabe i samspil med den smadrede musik? Men så skulle man måske ikke trykke teksterne, eller lade dem være tilgængelige online? Det indikerer for mig, at det er noget man ønsker læst, og at ordene netop HAR en betydning. Alternativt: skriv mere kreative tekster.

du fylder dig selv med løgne
ikke et bind for mine øjne
jeg føler ikke din trang
jeg vælger selv min udgang

Sådan indledes den 1 ½ minut lange “svarta sträck”, og trods den igen lidt floskel-prægede tekst, så kan jeg ikke benægte, at afmagt spiller ganske fedt og bestemt giver den alt hvad den kan trække. Både så man kan forestille sig frontmandens spyt flyve mod en og se blodet dryppe fra bandmedlemmerne fingre, når de forsøger at flå instrumenterne fra hinanden.

“holder fast, til neglene skriger”, “håbets sidste bastion” fanger min opmærksomhed lidt med dette udlæg, ligesom det de efterfølgende halvlandet minut med turbo-punk slet ikke er tosset, men igen har jeg lidt problemer med helt at føle, at det for alvor rammer mig.

Den næsten tre minutter lange afslutter, “forrådt”, hvor der er tid til at sætte tempoet ned og prøve nogle ting af, har dog et eller andet som får prikket til mig. Der er nogle effektive temposkift, især et tungt stykke, hvor det næsten bliver helt metallisk, får uddelt nogle gode, dybe stød og hug til nyrer og brødkassen. Det er som om det klæder afmagt, at give sig selv lidt mere tid og droppe de begrænsninger de 1 til 1½ minut lange numre giver.

Så ja, jeg siger vel næsten, at bandet forfalder til stiløvelser og lidt for fortærskede genrekonventioner når de gør det kort og brutalt, men har godt af at skrue op for spilletiden og smide genrens lænker lidt?

Det er måske ikke helt retfærdigt at slå ned på afmagts tekster, eller for den sags skyld stilen og alt der hører med – de spiller ikke dårligere end så mange andre beslægtede bands. Og måske jeg skylder dem, at forsøge at læse netop disse beslægtede bands tekster lidt bedre? Men det korte af det lange er, at afmagt på knap 8 minutter kommer til at fremstå en kende konservative, for genren.

Er du afhængig af at få et nyt hardcore-punket fix, eller bare fan af genren, så er det her bestemt værd at tjekke ud. Bare du ikke forventer noget banebrydende nyt.

Af Ken Damgaard Thomsen

EP’en kan downloades som name your price HER

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook