Aarhus Psych Fest 2015: Reportage fra lørdag d.10/10

0
1056
views

Troels-Henrik stod for reportagen fra åbningsdagen på årets udgave af Aarhus Psych Fest, og der var han ganske godt tilfreds med hvad han oplevede. Festivalens anden og sidste dag, lørdag, bød på blandt andre The Foreign Resort, The Love Coffin og Deadpan Interference, og niveauet var fortsat pænt. 

Det er tredje gang, der er Psych Fest i Aarhus, og også tredje gang jeg besøger så festivalen, så indledningsvis lige et par refleksioner over festivalen som helhed. Først og fremmest virkede det, i hvert fald lørdag, til at der blev gjort meget for at den annoncerede tidsplan blev overholdt. Det lykkedes faktisk ret godt, største forsinkelse var Destruction Unit til sidst, som gik på et kvarter senere end annonceret. Opdelingen mellem et ordnet koncertrum på Radar og en lidt mere improviseret kulisse i Den Rå Hal fungerede også udmærket – jeg oplevede dog kun en enkelt koncert i Den Rå Hal, men ud over at der var ret køligt i lokalet, så var det en ganske stemningsfuld kulisse – mere om det senere. Endelig synes jeg også programmet holdt en mere konsistent kvalitet end de tidligere år, hvor der var større udsving koncerterne i mellem, og det gennemgående niveau lørdag var godt (samme oplevelse havde Troels-Henrik fredag).

The Brazierlights In The Window

Som Troels-Henrik bemærkede i sin reportage fra fredag, så dækker psych-paraplyen over en bred vifte af bands. Det første band jeg nåede at lægge ører til, var danske The Brazierlights In The Window, der definerer sig selv som “noisy dream-pop”. Jeg landede godt et kvarter inde i koncerten, og oplevede et band, der havde mange gode elementer musikalsk og blandede både new wave og post-punk ind i de mere dvælende drømme-pop passager. I mellem numrene var den lidt affekterede forsanger Perry MacLeod Jensen som regel frisk med en kommentar, til publikum, blandt andet da han bemærkede at de var glade for at spille i Danmarks pop-hovedstad, som introduktion til en mørkt slæbende, nærmest dystopisk, version af TV2’s ‘Fantastiske Toyota’.

Den stod som højdepunktet i sættet for mig, og viste at The Brazierlights In The Window er et band, der i hvert fald har modet til at stikke lidt ud – både ved at hive Danmarks selvproklameret kedeligste orkester ind i en psych-sammenhæng, og omvendt også ved at turde tage nummeret under behandling, så de fik gjort det til deres eget. Kvartetten afsluttede med ‘Perfect Lovers’, som startede dvælende, men endte i støj. Ind i mellem savnede jeg mere dynamik i lydbilledet, men i det store hele en lovende koncert af bandet.

The Foreign Resort

Efter et lille kvarters sceneskift, stod trioen The Foreign Resort klar til at blæse deres new wave/post-punk ud over publikum, der stille og roligt blev flere og flere som aftenen skred frem. Hvor The Brazier Lights In The Window var dvælende og drømmende, så var The Foreign Resorts udtryk helt anderledes tempofyldt og dynamisk. Det var også tydeligt at det er et rutineret band, der kan deres materiale live til fingerspidserne.

De britiske 80’eres post-punk og new wave er tydelige referencepunkter, men heldigvis kan The Foreign Resort skrive gode sange, og levere dem med fynd og klem. Numre som ‘Take A Walk’, singlen ‘Alone’ fra sidste års New Frontiers-album, og ‘Buried’ blev drevet frem af det energiske trommespil og et tight sammenspil mellem de tre bandmedlemmer, hvor Mikkel B. Jakobsen og Steffan Petersen et par gange bytter instrumenter undervejs (henholdsvis guitar og bas). Det var primært den tempofyldte side af bandet vi fik at høre, og det gjorde også at det i længden blev en kende ensformigt, men afslutningen, med to numre fra en kommende EP, der lander senere i denne måned, lovede godt. Den new wave’ede og fængende ‘Suburban Depression’ havde i hvert flad et godt rytmisk drive, mens sidste nummer (som jeg ikke fik fat i titlen på) også havde gode elementer.

Ingen tvivl om at The Foreign Resort er en godt sammentømret enhed, men ind i mellem druknede Mikkel B. Jakobsens ord mellem numrene i instrumental støj og blev simpelthen fremsagt for hurtigt til at man fik det hele med, og dels var udtrykket en kende ensformigt over 45 minutter. Når det så er sagt, så var niveauet godt og det samlede indtryk så absolut positivt, og der var flere catchy sange i mellem, som godt kunne tåle at blive genhørt.

Bleach Blondes

Så gik turen ind i Den Rå Hal, hvor et stort lærred afskærmede scene-området fra resten af den store hal, hvor der var placeret nogle lys-kunstinstallationer. En bar, en sofa, lidt stole, en madras og nogle ølkasser udgjorde det øvrige møblement omkring scenen, som bestod af et område af betongulvet foran lærredet. Bandet stod altså på niveau med publikum, og det fungerede egentlig ganske fint. Bleach Blondes er et for mig ubeskrevet blad, så hvad numrene hed, skal jeg ikke forsøge at gøre mig klog på. Bandet viste dog et stort potentiale i deres støjrockede udladninger, hvor de især ramte nogle fængende grooves, der lød lidt henad hvordan jeg kunne forestille mig det ville lyde hvis BB King spillede grunge.

Trioen havde en god, rå og kantet energi, og der var noget dejligt uraffineret og upoleret over udtrykket. God tyngde og masser af saft og kraft i udtrykket. Bedst var de i mine ører i de tunge instrumentale grooves, mens et enkelt nummer, hvor de lød mere som støjende version af Oasis, faldt lidt udenfor. Men alt i alt lovende, og et band jeg vil holde øje med fremover.

The Love Coffin gav den gas foran lærredet i Den Rå Hal
Bleach Blondes gav den gas foran lærredet i Den Rå Hal

The Love Coffin

Tilbage i lidt varmere omgivelser på Radar, var kvintetten The Love Coffin klar til at gå på lidt efter kl. 22.30. Den københavnske kvintet har jeg heller ikke tidligere stiftet bekendtskab med. Det var dog fra start tydeligt et mere patosfyldt bekendtskab hvor følelserne sad udenpå tøjet hos forsangeren, end man normalt oplever hos mange psych-bands, hvor kollektivet ofte er i hovedsædet. Ind i mellem var der lidt Brian Molko (Placebo) eller for den sags skyld Brett Anderson (Suede) over det, bare med lidt ekstra vrængen og skrigen.

Koncerten blev lidt forstyrret af nogle lange pauser, hvor der skulle indstilles på lyden og tunes instrumenter, men periodevis fungerede The Love Coffins udtryk rigtig godt, og fik publikum til at vippe med. Udtrykket var ind i mellem nærmest gotisk rocket, og jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt vampyr-romantik ind i det. Heldigvis ikke af den polerede Twilight-slags, men en mere skramlet og grim romantik. Jonathan Magnussens vokal indtog en ret central placering, og den oplevede jeg både som en styrke og en svaghed for bandet. Der var en god vildskab over udtrykket, men også noget flosset og skitsepræget, og et musikalsk udtryk der peger i flere retninger.

Koncerten efterlod mig kort og godt lidt ambivalent, men der er i hvert fald potentiale til noget fascinerende mørke-rock i foretagendet.

Deadpan Interference

Et mere klart defineret lydbillede kom næste band, Deadpan Interference, med. Kvartetten har vi tidligere anmeldt positivt her på siden, og de gjorde da også et solidt indtryk på undertegnede. Den tempofyldte støjrock blev leveret med overbevisning og tyngde, og bandet fungerede som en tight enhed. Riffmuren, fremmanet af Astrid Samuelsen og Martin Funder, spillede godt op mod rytmesektionen, hvor Sofie Wesths bas og Max Cosniers trommer sørgede for en gyngende rytmisk bund koncerten igennem.

Støjudladningerne var velgørende, og tempoet fastholdt også publikum i et jerngreb – selv om der igen gik lidt lang tid mellem numrene med at indstille instrumenterne ind i mellem. Forsanger Astrid Samuelsens vokal var også med til at give et lidt anderledes udtryk end aftenens øvrige bands, og alt i alt var det en fokuseret og skarp performance fra bandet denne aften. De spillede kun godt 3o minutter, men det var egentlig også ganske passende, selvfølgelig afsluttet med massive støjudladninger.

Deadpan Interference, Radar
Deadpan Interference, Radar

Destruction Unit

Massive støjudladninger var der også i vente fra aftenens sidste band, amerikanske Destruction Unit, som hamrede ind på scenen kl. 00.45. Det fem mand store støjrock band hamrede igennem fra start og indtil jeg lige så stille forlod Radar lidt over 1, og de fortsatte sikkert noget tid derefter. Støjen smittede blandt en del af publikum, der nærmest dannede en moshpit foran scenen – mens det til gengæld tyndede ud bagude og i siderne. Det var umiddelbart en af den slags del-vandene koncerter, hvor man, hvis man bliver grebet har en fest, mens man ellers vil have svært ved at blive suget ind i det støjende univers, uden åndehuller. Jeg besluttede at det nok ikke blev denne aften, jeg blev suget ind, og tog konsekvensen af lørdagstrætheden og rullede hjem.

Det samlede indtryk

Det samlede indtryk af lørdagen var overvejende positivt, og der var lovende takter fra alle bands. En af udfordringerne ved genrefestivaler er, at udtrykket kan blive lidt ensformigt over 5-6 timer og selv om psych-genren er en bred paraply, så var der meget støjrock under den, denne aften. Samtidig er programmet ret tæt pakket og en kølig oktoberaften inviterer ikke så meget til udendørs pauser. Nuvel, det er en mindre ting, Aarhus Psych Fest viste igen, at de kan samle både velafprøvede og upcoming navne fra psych-paraplyen til et spændende program, hvor der bliver leveret fra både bands og arrangører. Der er derfor god grund til at se frem til en Aarhus Psych Fest #4 næste år.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here