På Melt leverer Weal på én gang en mere komplet lyd men også en mindre interessant udgivelse end de to tidligere. Den mørke Midlands-agtige lyd kan bestemt noget, men EP’en bliver i sidste ende lidt for let glemt – ikke mindst i forhold til bandets bagkatalog.
Lidt friskt anmeldte jeg Weals sidste EP, Dive In, som en lidt mindre god side to på et album. Det er selvfølgelig totalt forfejlet at smække to selvstændige værker sammen, og selvfølgelig var Dive In udtryk for en progression i bandet. En progression, der nu ses endnu tydeligere på Melt.
De fire numre trækker bandet i en mørkere, mere Midlands-agtig retning. Tænk post-punk eller endda shoegaze og vi er ikke langt fra.
Vokalen er mørk, teksterne har en mørk lød og de luftige rumklangsguitarer sender tankerne i retning af noget post-industrielt engelsk.
Blot én gang løsnes
stemningen i et dur-release-omkvæd på singlen Weak Days – ellers
er det et meget blåt udtryk, der lægges for dagen.
Åbneren,
Hanging Low, sætter stemningen og indikerer en frm for afslutning på
en proces:
”I only go for fruit that hang low / no more alcohol / that’s the rule” går teksten og synes at have en straight edge-tilgang om hvordan verden bliver klarere uden alkoholens tåger – alt sammen illustreret med det luftige, spacede – måske endda tågede? – lydbillede.
Som noget nyt er der inviteret kvindevokaler ind på Night Drive: Tanja Simonsen (Superheroes, ONBC) lyder i al effekten som vokalen fra Ladytron og igen bidrages der til et mørkt udtryk, hvor der synes at være en nærmest ikonisk sammenhæng mellem at køre langsomt ud af en lang David Lynch-agtig vej, og det knap fem minutter lange nummer. Det fungerer fint uden at for alvor springe i øjnene.
Melt synes at lande Weal et sted, hvor de finder en stor ro i den mere sfæriske lyd og det mere rolige udtryk, men falder i høj grad i den fælde, der ligger i genren: For i den sten-sikre fastholdelse af en rolig æstetik bliver der heller ikke plads til de store udsving. Og som en dreampop-plade bliver de fire numre lidt svære at skille ad. ”Det er den med kvindevokalen” bliver ret beset det mest distinkte, man kan sige om numrene.
Med den dybe vokal og hele lyd-setup’et kan det minde om Editors i deres mindst hookede numre. Det i sig selv er ikke dårligt, men på den anden side set heller ikke rigtigt derfor, man hører sådan et band.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Weal er blevet bedre til at få styr på deres lyd og skabe en mere rød tråd igennem deres udtryk. Problemet er dog, at Weal nok bare var mere interessante, da de legede rundt og turde gøre noget nærmest uventet.
Vi er i hvert fald langt fra dér, hvor Melt bliver en neo-klassiker og EP’en kommer til at kæmpe hårdt for at blive husket over de første to. Måske skal vi så som lyttere glæde os til fjerde-EP’en, hvor bandet har fået meget mere styr på deres liv og dermed skaber ny basis for at lege, udfordre og gøre det overraskende?
Melt kommer i så fald til at fremstå mere som en mellemstation, end som en kulmination af en udvikling. Og som sådan må den desværre få tre stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
