Viva La Wolfe: Viva La Wolfe (EP) ★★★☆☆☆

0
167
views

Rock fra Esbjerg med inspirationskilder som The Strokes, Arctic Monkeys, Eagles of Death Metal, Led Zeppelin og Stone Temple Pilots er, hvad der bliver lovet og leveret hos Viva La Wolfe. Hverken mere eller mindre.

Så bandet har kort sagt været på rov i rockhistorien hos en række bands, der selv har været ude og låne ret så kraftigt da de skulle finde deres lyd. Er Viva La Wolfe så en art 3. generations rocktyveknægte? På en måde, ja, men det er en mand som Jack White også og slipper alligevel afsted med det ved, at give det et personligt twist.

Det er måske det jeg mangler lidt mere af her, et eller andet kraftigere aftryk, som viser hvem Viva La Wolfe er. De kan spille den lede, fede rock, produktionen er fin uden at overrumple og sangskrivningen i den mere ordinære ende. Det er sådan set fint og sikkert det der leveres, men der mangler lige lidt inden man kan tale om, at Viva La Wolfe har defineret deres egen lyd.

Man fornemmer det i glimt i EP’ens 4 numre, men det er først for alvor i EP’ens afslutter, “Carried Away”, at jeg synes tøjlerne slippes og det letter for bandet. Med en spilletid på omkring 6 ½ minut er det samtidig udgivelsens længste nummer, hvilket giver plads til at rocke endnu mere ud og igennem. Det klæder virkelig bandet, der måske virker en smule hæmmet, eller lukket inde, i de 3 øvrige numre. Ikke, at det gør dem til dårlige sange, bare lidt mere skåret efter en skabelon.

“Carried Away” indledes med en tålmodig opbygning og slår så over i råfed blueset rock af den klassiske skole, der skvulper og støder godt derudaf. Det vuggende midttempo klæder og ligger rigtig godt til bandet, men det er især de sidste to minutter, hvor bandet efter et roligt opbyggende stykke giver los og fyrer den af, der er med til at give sangen det sidste løft.

De resterende 3 numre holder sig indenfor en strammere 3.15 til 3.30 ramme, og har altså ikke lige så meget plads til, at bygge op og afreagere. Åbneren “Truth” domineres af et simpelt The White Stripes trommebeat, det fungerer sådan set fint nok, men det hele virker genkendeligt og som en opskrift der er brugt mange gange før. Omkvædet er med til, at nummeret ikke går i stå og strander i rabatten. Det bliver bare aldrig mere end ordinært og en kende for generisk, selvom guitaren hyler fint i glimt.

“Lakebed” er lidt mere afventende i sit udtryk, blødere om man vil, hvilket giver mere plads til vokalen til at markere sig. Den er driftsikker, men ikke en der blæser en bagover. Der skrues lidt op for intensiteten i omkvædet, men her synes jeg Viva La Wolfe for alvor kæmper med helt overordnet, at holde gang i sangen, der kommer til at slæbe bagenden noget henad underlaget. Ikke et komplet fejlskud, men klart EP’ens svageste stund og en sang der slæber sig afsted og mangler et venligt spark bagi.

Så er der mere fut i “Pillship”, som indledes i højt tempo, med jagende politisirener i baggrunden, som om vi dumper direkte ned i en igangværende biljagt. Det fungerer meget godt som udgangspunkt, men det er lidt som om sangen mangler et gear mere. Den kommer aldrig rigtig videre end udgangspunktet, som er fint, men man savner hurtigt lidt mere variation, nogle udskridninger, et eller andet der giver sved på panden. Den ender med “bare” at drøne fremad, så biljagten aldrig bliver helt spændende eller nervepirrende.

Helt kort sagt, så mangler Viva La Wolfe nogle bedre sange. Lidt længere formuleret, så savner jeg også mere uforudsigelighed, action og at bandet får sprængt de selvpåførte lænker og kommer ud af rammen og ud over rampen. Det gør de til dels i “Carried Away”, og straks har de fat i noget som faktisk rocker rigtig solidt igennem. Det kunne man godt bruge meget mere af på denne EP, der kommer til, at fremstå for låst og stillestående.

Måske skal regelbogen bare kyles ud af vinduet?

Vi ender på 3 upcoming stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.