Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Visitor Kane: Change of Heart ★★★☆☆☆

Visitor Kane: Change of Heart ★★★☆☆☆

1161
0

Change of Heart har en dejlig fyldig lyd og et par mindeværdige sange – men der er stadig noget uforløst over Visitor Kane’s debutalbum. 

Visitor Kane’s sanger og sangskriver Patrick Kociszewski har tidligere slået sine folder i mere eksperimenterende Less Win, men med Visitor Kane er stilen mere konventionelt rockende. Hvor Visitor Kane i første inkarnation var Kociszewski og Julie Lund i duoformat er der på Change of Heart udvidet med Kasper Troels Nørregaard på keys, Mikkel Holm Silkjær på trommer og Tobias Guldborg Tarp på guitar.

Det giver en fyldig rocklyd (der henvises til Nick Cave og John Cale som referencer i pressematerialet), der gør sig godt på et nummer som åbneren ‘Stranger’, som har melodiøsiteten til at få radiospilletid – det er kort og godt et rigtig stærkt nummer. Man forstår egentlig også godt hvorfor Visitor Kane har åbnet for Alex Cameron, i hvert fald lydmæssigt er der slægtskab med Cameron når han er i sit mere 70’er softrockende hjørne. Cameron’s utilregnelighed og deadpan humor er der dog ikke meget af hos Visitor Kane, der er mere alvorstunge.

Til gengæld er instrumentallyden ganske lækker generelt på Change of Heart. Det gør det til en god lytteoplevelse, selv om resten af albummet ikke helt lever op til åbningsnummeret. Det er faren ved at have ét åbenlyst hit og lægge det først på albummet – som lytter måler man uundgåeligt de følgende op mod åbneren. Til eksempel andet nummer, ‘Change That’, der står som et af albummets mindre markante numre – trods et hæderligt refræn, og at det også er et nummer der vinder ved flere gennemlytninger. Men det er lidt som om vokalen drukner lidt i synthsovs.

Og når nu Cave (i pressematerialet) har været bragt op som reference, så er et af de steder Visitor Kane halter lidt for mig på vokalfronten – den er egentlig stilsikker nok, men den virker simpelthen for tøjlet og kontrolleret til at holde undertegnede fanget, og så drukner den ind i mellem lidt i de fyldige arrangementer.

Den fyldige lyd toppes op med saxofon på ‘Contradict Myself’, hvor vokalen også bliver for indistinkt for min smag, mens tempoet tages yderligere ned på ‘The Loss’, der kunne være soundtrack til en tungsindig regnvejrsscene i et 90’er filmdrama. Det er egentlig ment som en form for kompliment, for den storladent melankolske stemning fungerer faktisk.

Numre som ‘It’s You That I’ll Remember’ og ‘Came to a Stop’ fungerer både i kraft af melodierne og den lækre instrumentering, og især sidstnævnte står også som stærkt sangskriverarbejde – den er i øvrigt også lidt mere lettilbens end gennemsnittet på albummet. Alligevel bliver jeg sådan lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig skal synes om Visitor Kane efterhånden som jeg lytter mig gennem albummet et par gange. Det er “godt” forstået på den måde, at bandet kan spille og er leveringsdygtige i en lækker lyd – men omvendt mangler jeg simpelthen flere numre, der fænger og fanger min opmærksomhed uden bare at glide forbi som et i rækken.

Det bliver ikke meget mere tempofyldt hos Visitor Kane end ‘Let the River Run Wild’, og det er sådan set rart at der bliver skruet lidt op for farten. Tempoet bliver oppe på ‘In a World’, mens lukkeren ‘Nervous’ er mere svulstig med akustiske anslag på guitaren og strygere og en dynamisk bas. Alle tre ganske okay numre, men igen, jeg samler numre, der sætter sig, lagrer sig i min hukommelse. Det gør ‘Stranger’, men desværre ikke rigtig andre af albummets 9 numre. Omvendt kan jeg sagtens værdsætte Change of Heart som et lyttealbum, hvor der bliver leveret godt musikalsk håndværk. Det er bare ikke helt nok til at jeg får lyst til at høre det igen efter endt lytning.

På mange måder er Visitor Kane en type rock, jeg burde synes endnu bedre om, men alligevel ender jeg med at føle mig en smule distanceret overfor Change of Heart. Sangene bider overordnet ikke helt på mig, men jeg kan sagtens forestille mig albummet gå mere rent ind hos andre. Vi lander på 3 store stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

Previous articleForstenet: Ephemeros: Virvar ★★☆☆☆☆
Next articleThe Awesome Welles: River’s Edge ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.