Vi går ikke på kompromis med vores sange – interview med H.E.R.O.

0
1352
views

På lørdag indtager rockbandet H.E.R.O. Lygten Station, næste skridt i udlevelsen af dreng-rock-drømmen, som startede en del år før bandet fik udsendt en EP sidste efterår. De er nemlig kræsne! Vi har fået os en lille snak med bandet om løst og fast, de store linjer og de lidt mindre.

“Så skal armene saftsusme i vejret, eller helt ud til siden. Har du adgang til en vindmaskine, eller bare en ventilator? Godt. Tænd den og placer dig foran den! Nu er der dømt dansk stadion rock af den bombastiske og storladne slags, som nok ville kollapse under sin egen vægt, hvis ikke melodierne var så forbandet fængende”.

Således indledte jeg min anmeldelse af gruppen selvbetitlede EP, der udkom i september 2016. På lørdag, den 25/2, kigger bandet forbi Lygten Station for at blæse bygningen, og publikum, godt igennem med deres kraftfulde og melodiske rock. Men hvem er H.E.R.O. egentlig?

Fortæl lidt om H.E.R.O., hvordan fandt i sammen og hvad er bandets historie i korte træk?

H.E.R.O startede egentlig for en del år siden, da jeg (Christoffer) og Søren, var i en periode i vores liv, hvor vi havde brug for at lave noget nyt – og satte os sammen for at skrive sange for første gang. Vi havde igennem en længere periode snakket om, at vi før eller siden blev nødt til, at lave noget – og nu da tiden endelig var til det, skrev vi en masse sange. Nogen af dem er overlevet helt til idag… blandt andet “Superpowers”. Lidt senere i processen kom Anders Kirkegaard med, og var med til at forme os til dét vi er idag.

Til dem der ikke kender jer endnu, hvordan vil I så beskrive jeres lyd og hvad karakteriserer jer som band?

Jeg tror ikke der er nogen nem måde, at beskrive vores band og lyd på. Men jeg vil sige, at vi er det man vil kalde et hybrid rock band. Vi har ikke nogen overlægger for, hvad man må og ikke må i rockmusik, og blander derfor alle elementer fra pop, rock og andre stilarter og gør det til vores egen. Eneste fællesnævner er, at vi altid går efter den gode melodi. Dét håber vi inderligt at lytteren også hører.

I udsendte jeres debut-EP for et halvt års tid siden, hvad var det for en størrelse og hvordan synes I modtagelsen var?

Vores EP fra September er, for os, et skridt på vejen til noget større. Vi havde arbejdet på en masse sange, og havde brug for at sige pænt hej og farvel til nogen ting, og samtidig give et praj om, hvad fremtiden bringer for os. Derfor har vi selv følelsen af, at EP’en er en go indikator for alt hvad vi har gennemgået musikalsk og hvor vi er på vej hen.

Modtagelsen har været ret overvældende. Der var rent faktisk en del flere mennesker, som var interesseret i, hvad vi foretog os, end vi regnede med – og vi er så glade for- og stolte over hvor mange streams vi dagligt får.

Når I nu har fået udgivelsen lidt på afstand, hvordan kigger I så på den nu?

Det er rigtigt, at udgivelsen er lidt på afstand nu – og vi er stadig super stolte af EP’en. Lige nu bruger vi den til, at inspirere os til nye sange og fortsat udvikle vores sange og band.

EP’en havde en længere fødsel, hvad skyldes det og hvordan var hele processen med at den skabt?

Tilblivelsen af EP’en har vi næsten været rundt om i de tidligere spørgsmål – men vi mangler måske at nævne, at vi som band er super kræsne. Vi ville gerne have mulighed for at dyrke det perfektionistiske og gå i detaljer med alt vi havde brug for. En god EP tager den tid, en god EP tager.

Det er en EP, hvor sangene står meget skarpt og flot produceret, hvordan går I til materialet når det skal spille live, og hvordan er H.E.R.O. i det hele taget som liveband i forhold til?

Live er H.E.R.O er meget dynamisk og kraftfuldt band. Vi går ikke på kompromis med vores sange, men i og med, at de er flot produceret, så bruger vi meget tid på, at finde ud af hvordan vi skal formidle den lyd bedst muligt. Det bruger vi ret meget tid på.

Lidt i forlængelse af dette, så spiller i på Lygten Station lørdag d. 25/2, hvad kan publikum forvente sig af den koncert?

Den 25. feb kan publikum forvente en energiudladning fra et yderst velsmurt band. Vi glæder os helt vildt, og kommer til, at nyde hvert sekund. Det kommer publikum til at mærke.

Vi kommer nok ikke udenom fremtiden, hvad byder den på?

Fremtiden for H.E.R.O. er egentlig ret presset for tiden. Vi arbejder på vores plade, som gerne skal ud til efteråret… derudover er der gang i kontakter i Tyskland og Japan. Vi håber meget på, at vi kan få udlevet vores drenge-rock-drøm!

Læs mere om koncerten på Lygten HER, eller besøg H.E.R.O. på facebook.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.