Home Seneste August 2017 - Nyheder Udvalgte koncerter i København, uge 33-35

Udvalgte koncerter i København, uge 33-35

2198
0

Koncert-kig på en mandag, what gives? Jo, spillestederne ligger jo stadig lidt stille her i august, så vi samler lidt til bunke her og dækker anden halvdel af måneden. Og der er lidt for enhver smag.

Vi lægger ud med en tur til Amager allerede i aften (mandag), hvor der er dømt metal af den dødbringende slags på Beta. Her kigger amerikanske Vital Remains nemlig forbi, der har hærget siden 1988, så et 30 års jubilæum lurer forude.

Så lang tid har opvarmningen Abscission fra det midtsjællandske ikke på bagen, men gruppen har da udsendt et fuldlængde album tidligere i år. Jeg var ikke helt solgt på materialet over en hel plade, men der var bestemt lyspunkter at finde i deres mørke metal:

“To Build Upon Broken Bones”, lidt over halvvejs på pladen, er et af de steder, hvor jeg synes det lykkes for gruppen, at få både det uptempo aggressive og de mere storladne, melodiske passager til at smelte sammen. Det giver plads til, at man kan lade sig indfange endnu mere af den ondsindede og af og til desperate vokal.

Beta // d. 14/7 // Kl. 20.00 // 150/175 kr.

Så hopper vi til onsdag d. 16 og Jazzhouse, som får fornemt besøg af den amerikanske trubadur M. Ward. Indiefolk musikeren kendes, udover for sine 8 soloalbum, fra “supergruppen” Monsters of Folk og duoen She & Him med skuespillerinden Zoey Dechanel.

Jazzhouse // d. 16/8 // Kl. 20.00 // 230 kr.

Vi hopper til dagen efter, torsdag d. 17, hvor vi har top stop og lægger ud i Pumpehuset. Her står aftenen i metallen tegn med det New Zealandske dødsmetalband Ulcerate øverst på plakaten. Bandet har efterhånden været leveringsdygtige i både teknisk, brutal og kaotisk død i 17 år og er aktuelle med deres 5. album, der udkom sidste efterår.

Support: Defilementory

Pumpehuset // d. 17/8 // Kl. 20.00 // 170 kr.

Stop nummer to er på Loppen, der byder på Front Line Assembly. Bandet blev damnet i 1986 af Scott Leeb, efter han forlod gruppen Skinny Puppy. Vi er ude i en hybrid genre, og også i grænselandet af vores dækningsområde, men det er ofte der, der sker noget virkelig interessant!

Front line Assembly kombinerer alt fra EDM lignende danserytmer, electro, industrial og industrial metal.

Support: Neonsol

Loppen // d. 17/8 // Kl. 20.30 // 170 kr.

Fredag starter UHØRT Festival, men den kigger vi nærmere på en af de kommende dage, så vi napper lige et andet fredagsarrangement hvis dansk upcoming ikke lige er dig.

HA, snydt, Lygten Station byder også på upcoming bands! Hele 3 af slagsen, når der er rowdy rock man kan danse, drikke og nikke til fra Loud ‘N Rowdy, mere rock fra MonoType og… tung rock fra GoatHawkBuffalo.

Sidstnævnte anmeldte jeg en glimrende EP fra i april måned, hvor de på 5-stjernet maner ikke gjorde det sværere end det behøver at være:

“Stilen er klassisk, ikke synderlig original, metallisk sydstatstungrock, som man kender det fra grupper som eksempelvis Clutch og Corrosion Of Comformity. Der tilføjes ikke væsentligt nyt til den velafprøvede formel, men bandet er velspillende, det gynger og lyder lige så bastant som den slags skal. Hængt op på 4 numre med et højt bundniveau og de nødvendige højdepunkter der skal til for, at man ikke lader sig genere af at der er tale om lidt genudsendelser”.

Lygten Station // d. 18/8 // Kl. 20.00 // 60/70 kr.

Vi vandrer videre til Byhaven ved Pumpehuset, der lørdag d. 19. byder på to danske navne ganske gratis. Rasmus Matthiesen er en dansk sangskriver og snager i den klassiske CV Jørgensen og Peter Sommer tradition, og har et debutalbum på vej her i 2017. Det bliver det første vi hører fra hans hånd siden vi havde nummeret “Østjylland” som Dagens Track helt tilbage i 2014.

Københavnske The Orange Grove er et 6 mand stort orkester, der med egne ord er inspireret af den amerikanske/californiske vestkysts boheme- og surferkultur, ligesom country/folk-rock og americana vibes gennemstrømmer albummet. Stare Into The Sun er en varm, vuggende, venlig, men også lidt for lang, og måske i sidste ende, for høflig størrelse til helt at skinne igennem. Læs anmeldelsen HER

Byhaven // d. 18/8 // Kl. 18.30 // Gratis

Samme dag er der også rund fødselsdag, metalmagasinet Metalized fejrer nemlig at de har eksisteret i 30 år. Det er jo i sig selv imponerende, at et trykt magasin stadig findes, endsige har overlevet på et omskifteligt marked i 3 årtier.

Jubilæet markeres med et gratis arrangement på High Voltage, hvor der lokkes med livemusik fra Statement og The Petulant.

High Voltage // d. 18/8 // Kl. 22.00 // Gratis

Så hopper vi en hel uge frem til lørdag d. 26/8, hvor vi så til gengæld også har to stop. Første stop er på Loppen, hvor der er releasekoncert med Unseen Faith i anledning af at gruppen udsender debutalbummet Waver. Stilen er hård, brutal og atmosfærisk deathcore, en stil de fik fin succes med på EP’en Yokebreaker som vi da vist aldrig fik anmeldt?

Support: Everything Is Terrible og Telos

Loppen // d. 26/8 // Kl. 21.00 // 60 kr.

Ikke ubehageligt nok? Så kan du prøve en tur i Ungdomshuset, der ligeledes har 3 grumme bands på menukortet lørdag aften. Du får svenske Anhedoni, neocrust fra Catalonien (som der står, ikke Spanien!) med Knür, samt dansk k-town hardcore fra afmagt.

Sidstnævnte må vel siges at være på hjemmebane, og udsendte sidste år den sidste kamp taber du alene, en klassisk københavner hardcore EP.

Ungdomshuset // d. 26/8 // Kl. 21.00 // 50 kr.

Listen Up! Det hed det album fra The Warmongers, som Thomas anmeldte til 4 stjerner i begyndelsen af året. Onsdag d. 30. kan du opleve bandet gratis i Byhaven, hvor de præsenterer deres medrivende og catchy garagerock:

“Der er blandt andet referencer fra især The Who, men også navne som The Doors, The Rolling Stones, og ikke mindst gode gamle Marc Bolan og noget T-Rex, er at finde på pladen. Bandets lyd fremstår autentisk, og kunne lige så vel have været optaget for 50 år siden, og derefter krydret med lidt nutidige rock-tendenser”.

Byhaven // d. 30/8 // Kl. 18.30 // Gratis

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: The Warmongers presse

Previous articleLigæder: Fordøjet Levende ★★★☆☆☆
Next articleGØRL: Repair The Girl (EP) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.