Tour-dagbog: Clean Boys svinger punkfanen i Kina, del 3

0
518
views

De aarhusianske punk-rockere i Clean Boys er på deres tredje Kina-tour. Vi bringer bandets tour-dagbog, hvor vi er nået til Chengdu, onsdag d.10. oktober, hvor bandet skal spille på Jahbar. 

Vi har tidligere bragt del 1 (HER) og del 2 (HER), og her følger del 3, hvor du blandt andet kan læse om instant nudler, lange togture og det kinesiske punkmiljø. Vi lander med Clean Boys i Chengdu. Bassist og frontråber Pedro da Palma er vores rejsefører.

Onsdag d. 10. oktober (Jahbar)

Chengdu

Vi sover længe og står først op ved 13.30 tiden. Pedro smutter over på Jahbar og sætter en plakat op på ydermuren. På vejen tilbage finder han en ny håndtaske til 65 yuan, da den gamle kører på absolut sidste vers.

Dagen er stort set smuttet og vi får spist lidt aftensmad, inden vi griber vores håndvåben og går til Jahbar for at lave lydprøve.

Basforstærkeren er noget lort, for at sige det ligeud, og vi kæmper med at få den til at spille højt nok uden at brække sig. Mortens trommestol er en høj plastspand der er vendt på hovedet. Ikke desto mindre lykkes det os og lydmanden at få lavet et lydbillede der er til at navigere i. Og så begynder folk for alvor at ankomme. Også de 4 danskere fra hostel, en amerikaner og en englænder. Gutterne fra The Heat ankommer ret tæt på at de skal spille og laver et hurtigt lydtjek. De spiller meget højt – lidt for højt til at bassen kan følge med, og også bassisten der kæmper med forstærkeren. Da de går i gang, er det med en god intens energi – de spiller fedt, men lidt for højt til det lille rum Jahbar udgør. 25 minutter senere har de så afgjort varmet rummet og publikum op og vi laver et hurtigt sceneskift.

Da scenen er midt i rummet, vælger Pedro at vende sig mod de 2 andre fra bandet, så vi spiller ind imod hinanden. Det virker godt og publikum tager rigtig godt imod. Lydbilledet fungere for os, og vi leverer så afgjort varen. En lokal fotograf får skudt nogle helt fantastiske billeder som vi har aftale om at få tilsendt via wechat senere på touren. Igen må vi smide nogle ekstra numre før publikum slipper os – de 45 minutters koncert føles nærmere som 20.

Vi får masser af ros fra publikum efter showet, og vi sætter os med de 4 danske gutter som fortæller de har været på farten siden slut august hvor de hoppede på den Transsibiriske jernbane. De har været 3 uger i Mongoliet og har alle opnået en absolut kvote for gedkød- og ost, som er det eneste de er blevet budt der. De havde dog formået at spille en noisekoncert i mongoliet, som blev taget godt imod. Senere har værten fået bragt små lækre lune snacks – lokale sager, og især Morten går helt amok i delikatesserne, med et blik som en knejt juleaften der har fået sit elektriske tog. En anden gæst tilbyder os en hjemmebrygget IPA, som én af hendes venner laver – den smager fantastisk. Det bliver nok engang til rigeligt med øl og shots og alt for sent hjem i seng.

Jah Bar

Torsdag d. 11. oktober (Nuts)

Chengdu til Chongqing

Man kan på ingen måde påstå, at vi var udhvilede da vi vågnede. Der blev dog nået bad (undtagen Pedro som ikke kunne overskue det). Rabbit og Morten gik ud for at finde instant nudler til togturen, og så var det ud og få læsset på taxaen og afsted til banegården.

Dagens togtur var én af de virkelige korte – 300 km på 2 timer. Ret pudsig følelse, at vi alle synes det faktisk var for kort tid. Det er en svedetur hver gang vi slæber afsted med udstyret, vi er trætte og baglamme og togturene giver et kærkomment break, hvor man bare kan lade sig flyde med. Toget tog os hurtigt mod bjergrige egne. Det er en virkelig smuk egn vi farer igennem med toget, som dog sjældent kører over 250 km/t – (på gode strækninger kører disse højhastighedstog gerne op til 305 km/t).

Vi får bøvlet udstyret af toget da vi er stoppet i Chongqing. Rabbit har sørget for en vogn og vi kører en god lang tur igennem den mest kuperede by, vi har oplevet på touren. Vi tjekker ind på Green Forest Hostel som ligger på 3. sal i et højhus med udsigt over floden der skærer byen igennem. Det er et rigtig hyggelig hostel med gode senge og langt bedre toilet og badefaciliteter end dem vi havde i Chengdu. Endnu engang er der kun en lille time til vi igen skal afsted til spilletstedet Nuts og lave lydtjek. Vi oplever et sted med tjek på sagerne, og et lille backstagerum med et lille køleskab proppet med øl og energi-drinks og opfordring til at man hjælper sig selv – no problem, det kan vi godt håndtere. Lydprøven forløber glat og vi bevæger os ud for at finde noget aftensmad. Nuts befinder sig i kælder-niveauet på et kæmpe shopping-center der er voldsomt stort og får Fields til at virke lidt provinsielt. Vi bevæger os ud af centeret og ud i nogle restaurantgader og takker nej til Rabbits tilbud om at spise hotpot, da vi ikke synes vi har tid nok og ikke orker at være propmætte, når vi skal spille. Vi finder et godt lokalt alternativ.

På vejen tilbage står en mand med sin guitar og spiller populær-musik i centerets imponerende høje centrum. Han har forfærdelig meget rumklang på mikrofonen til et rum med katedralagtig rumklang i sig selv. I forbindelse med Nuts er der ved deres bagindgang lavet skater-område og en væg som er fuldstændig overtagget med slagord. Det havde man nok ikke givet plads til i et dansk shopping-center, og på den måde overrasker Kina gang på gang.

På plakaten

Vi får hilst på opvarmningsbandet. Nogle virkelig unge gutter der kalder sig TR (The Revolution), men det navn kan de selvsagt ikke hedde i Kina, da det kan give problemer med myndighederne – derfor forkortelsen. De spiller en pudsig blanding af traditionel rock’n’roll punk og ska, tilsat synthesizer. Især tangenterne bidrager med noget rigtig godt til lydbilledet. Trommerne skvatter lidt engang imellem, men gutterne har en super energi på scenen. Efter deres ret korte show på 5 sange, beder de os prompte om noget feedback – har vi nogle gode råd til dem? Vi lover dem at give lidt kritik efter vores koncert. Igen bliver vi taget godt imod af de måske 30 – 40 publikummer. Der er fed lyd på scenen – det er en fornøjelse.

Ejeren af stedet – en helt autentisk punker giver os hver en t-shirt fra spillestedet + badges og klistermærker, efter vort show. De unge gutter spiller en gang bordfodbold og så fritter de os ud om alt muligt. De fortæller de har spillet sammen i 2 år og kun har de 5 numre indtil videre, da vi fortæller at vi gerne ville ha’ haft mere. De giver udtryk for at de ikke har ret mange penge, men vi opfordrer dem til at investere lidt i bandet alligevel. Få indspillet materialet, om det så bare er en middelmådig øvelokale optagelse. Det er vigtigt for at få flere shows. Ligeledes opfordrer vi til at de sparer sammen til togbilletterne til at få et udenbys job – får spredt musikken, arbejd for det de tror på. De lapper vores råd i sig. Morten pointerer at de nok skal vælge hvilken slags punk de gerne vil spille, da de forsøger at spænde så vidt at det kan virke forvirrende. Vi giver medlemmerne en CD hver og bassisten siger; ”this is a gift for the rest of my life”.

Vi tømmer køleskabet for øl, og aftaler at begive os de 5 minutters gang tilbage til vort hostel, da bookeren af showet, en kvinde i midt 30’erne ved navn Chen Fu spørger om vi vil have en sidste øl? Så kommer der en brasilianer og hans 3 venner – de vil købe t-shirts og plader – fedt. Den sidste øl bliver til flere. Pludselig er der absinth shot. Bartenderen insisterer på at vi drikker flere øl og nok engang må vi sidst insistere hårdt på at vi altså MÅ tilbage nu. I lettere zig zag stil finder vi vort hostel og går i seng. Bortset fra Pedro der tager en halv time med computeren, da det er et par dage siden han har haft tid at tjekke mails.

Han får i den forbindelse sendt en lettere harm / ironisk mail til Gaffa, som siden bandets første demo i 2001 (som blev månedens demo i Båndsalaten), aldrig har villet anmelde noget som helst (jo, et kort review fra Lyd og litteratur festival i Aarhus 2010, hvor vi optrådte med vores amerikanske legekammerat Sid Yiddish, som bandet også har indspillet plade med via Skype allerede i 2009) vi har sendt dem, eller bringe så meget som en linie om de 2 forudgående Kina tours. De får et tillykke med Celine Dion og Nephew og meddelelse om at fremtidige interviews koster tarif, hvis de vil noget. Det er jo punkrock for helvede og Pedro vil ikke engang tørre røv i deres blad, da hans “stjerne” fortjener bedre. Godnat…

Nuts og Clean Boys og TR

Fredag d. 12. oktober (Warehouse)

Chongqing til Guilin

Vi stod op ved 9 tiden, og fik os alle 4 et bad, da faciliteterne på “Green forest Hostel” var virkelig gode. Pedro fik en pibe morgentobak ved et vindue på gangen,  og studerede konstruktionsarbejderne der rendte rundt på tagene på byggepladsen nedenfor – ingen sikkerhed, what so ever – og man tænker, hvor tit der mon er nogen der dratter ned? Andetsteds var en skoleklasse igang med morgengymnastik i skolegården – de så ud til at fornøje sig med denne aktivitet. Planen var afgang kl. 10.00, men beatbanden var lidt tunge i røven, så den blev 10 – 15 minutter over før vi fik slæbt alt vort habengut ned på gaden fra 3. sal. Vi kunne godt fornemme på Rabbit at vi var bagud. Hun var meget anspændt og vi fik lavet noget klunte-pakning i taxaen, fordi chaufføren havde den obligatoriske bedroller/plastkasse bagi bilen og ikke synes den skulle ompakkes.

Afsted kom vi og det var tydeligt at morgentrafikken var tæt. Chaufføren kørte en smart “omvej” krydsede floden der deler byen – over en stor bro, for at fange en bro retur til “den rigtige” side længere nede af floden, og vi nåede fint frem til stationen 3 kvarter før afgang med toget.  Vi fik “røget af” og entrerede banegården til det obligatoriske sikkerhedstjek. Morten blev bedt om at tage en slurk af sin vandflaske. Smart – hvorfor pokker kan man ikke adoptere den i lufthavnene, fremfor de “lamme” sikkerhedsregler, hvor man intet må medbringe, men er underlagt lufthavnens horrible prisniveau?!

Morks og Rabbit gik efter cup-noodles til togturen. De trak tiden og der blev åbnet ned til perronen. Med under 10 min til afgang blev Morten og Pedro pænt nervøse – alle de andre passagerer var smuttet ned til toget. Morten forsøgte at ringe til Morks, som ikke tog mobilen. Præcis 6 min før afgang kom Morks og Rabbit løbende og vik benene på nakken ned af rulletrapperne med vort udstyr. Vi nåede på toget – pyyyh.

Togturen er det smukkeste vi nogensinde har oplevet i Kina. 5 timer igennem bjergene i sydvestlige Kina. Laaange tunneller, afløst af smukke dale gennemskåret af floder. Terrasser med marker, og pludselig et stort kulkraftværk, men ellers ikke spor af den industri som ellers er indbegrebet af Kina for os. En enkelt station var endda placeret under jorden, inde i bjerget. Denne togstrækning er en ingeniør-bedrift helt ud over det sædvanlige. Flere steder kan man se “den gamle” jernbane som har zig-zagget sig rundt i dalene og kun nødtvunget gennemborer bjerget. Den moderne jernbane er mere tunnel end under åben himmel.

Da vi ankommer til Guilin er vi lamslået af den smukke natur, sommer, solskin og lammeskyer. Området betegnes som et af de smukkeste i Kina. Små bjerge står rundt om hele byen, i hele området. De ligner små tårne placeret vilkårligt overalt, undtagen i centrum Guilin, som fornemme grundlagt på et “lille” plateau imellem bjergene.

På scenen i Chongqing

Mens vi står og venter på at Rabbit får indløst billetter til morgendagens togtur, bliver vi kontaktet af en mand som tilbyder os transport. Men lidt skriven frem og tilbage på hans smartphone får vi forklaret at vi venter på vores manager. Imens har vi stor fornøjelse af 3 offentlige ansatte der hænger banner op på hegnet til banegårdsområdet. Bannerets tekst lyder ordret: “May the China – ASEAN Expo Tourism Exhibition acomplete success” – og den slags ser vi overalt. Korrektur i forhold til engelsk har ikke høj prioritet, men meningen bliver jo formidlet alligevel.

Det er en længere køretur ind til centrum fra banegården. Vi fornemmer at det er en “mindre” og mere fattig by – der er ufatteligt mange el-scootere, og skramlede lastbiler i trafikken.

Vi tjekker ind på Xue Hong Cheng Hotel og har 3 kvarter til vi skal ud og spise. Morks og Rabbit deler et værelse, Morten og Pedro deler det andet. Pedro når en bette “morfar” på 20 minutter, Morten får vasket lidt strømper, underhylere og en t-shirt.

Kl. 19.00 venter vi udenfor hotellet på Lui Lui som kører dagens spillested “Warehouse” sammen med en ven. Vor kontakt til Lui Lui rækker tilbage til Beijing i 2009 og spillestedet D22, hvor han hev os med ud og spise nudler efter vort show. Dengang spillede han bas i Demerit, som han var med til at danne. Senere har vi set ham spille DK med Fanzu Xianfai, hvor han eksploderede som forsanger. Det er et kærkomment gensyn, da han kommer spankulerende imod os, med sin cowboyjakke fuldt dekoreret med patches og badges, tatoveringer op og ned af armene, ud på hænderne og op i nakken. Hans store øre-piercings er dog blevet pillet ud. Lui Lui forklarer at Guilin er en meget lille by – dvs “kun” omkring 3 millioner indbyggere. Han tager os med til hans lokale noodle-biks. En lille snasket sag, men som han forklarer – de små “beskidte” steder laver de bedste nudler. Vi udpeger det kød vi gerne vil have – alt er stegt, kogt, men ingenting på køl. Der er forskelligt grønt og chili, man bare smider oveni den portion nudler og kød man får udleveret.

Lui Lui selv er vegetar, men forklarer, at da han var yngre spiste han alt, hund, kat, slanger – bare det havde puls. Han er nu knap 40 år gammel. Det er tydeligt at mærke på Lui Lui’s engelsk at han har spillet sammen med amerikanere og været flere gange i Europa. Så vi kommer hurtigt ind på rigets tilstand. Han fortæller at Kina er på vej “ned” i forhold til mentaliteten. Kineserne bliver rettet ind, følger den store leder, stiller ikke spørgsmål – det er lort. Den selvstændige tanke bliver opgivet. Der er måske under 20 punks i selve Guilin. Lu Lui er afgjort ikke tilfreds med rigets tilstand.

Warehouse er faktisk et tidligere varehus. Vi mødes i foyeren af en kæmpestor Clean Boys plakat for aftenens show og tager elevatoren ned på den første kælder-etage af 2. Døren går op og vi træder ind på den feeede klub. Baren er fyldt med alt hjertet begærer og rummet ved siden af, hvor vi skal spille koncert, har et digitalt bagtæppe, hvor vores tourplakat er blæst op og zoomer og skifter farver. Orange forstærker til Morks og en skøn basforstærker der bare lyder godt. Morten er også ret glad for trommesættet. Vi er eneste band på i aften. Der er på den ene væg et stort maleri af 2 flammende skeletter der spiller guitar, imens der er røg op af 2 bong’er (vandpiber) og hampeblade der flankerer. Pedro spørger ind til hvor alt det sjove tobak er henne – vi har ikke mødt noget endnu på vores tour, hvilket man må erkende ikke har været tilfældet på de 2 foregående tours. Lui Lui forklarer at især Beijing er meget strikt omkring dette – politiet slår hårdt ned over hele. De tager fat i punkere og musikere, da de ved at disse kan finde på at ryge jazz-tobak. Så bliver man bedt om en pis-test, og er den positiv, sendes du i fængsel nogle dage, eller på afvænningsklinik i en uge til 2 – det koster 1000 yuan pr dag. Anden gang politiet tager dig ryger du i fængsel 1 – 2 år og skal betale ca 150.000 yuan. Det er godt nok ikke for sjov.

Vi er færdige med lydprøven ca. 21.15, og får selv lov at bestemme hvornår vi vil gå på. Vi aftaler at kl. 22.00 nok er finno. Koncerten bliver det bedste show vi har leveret hidtil på touren. Vi fuldstændig toptændte trods kun 10 publikummer, der står med smil fra øre til øre og rocker med. Scene er indhegnet med et metalhegn, som næsten giver referencer til Joe’s Country Bunker i Blues Brothers filmen. Pedro ende med at kravle op på gelænderet som er monteret med en 30 cm bred øl-hylde under det sidste nummer, og vi afkræves flere ekstra numre. En midaldrende kinesisk herre i hvidt tøj med flæser fortæller os at det hans første punkrock koncert nogensinde, og han får taget fotos sammen med os. Vi ved at det er lige netop derfor vi tager til Kina på egne regning og spiller for latterligt få publikummer til mange koncerter. VI leverer oplevelser for livet.

Der er fri bar, og Pedro løber retur til hotellet for at få fat i sin bærbare PC, så han kan lægge noget medbragt dansk musik over på en USB stick til Lui Lui. Vi spreder War of Destruction, JP & Yeti, Broken Beats, Cola Freaks, Krauka, Darling Don’t Dance, Bo Marley, Singvogel, Kim & The Cinders m.fl. i Kina – men stort set intet mainstream – det er jo undegrunden vi har kontakt med. Da Pedro returnerer har en kinesisk gut fýldt whiskey på Morks og Morten de 20 minutter Pedro var væk og festen har taget en kolbøtte til nyt niveau. Selvsamme gut tilbyder sjov cigaret, og det skal officielt være usagt om bandet bed på. Senere er vi udenfor sammen med 2 englændere fra Manchester, som har hørt koncerten inde fra baren imens de spillede pool. Der ryger joints rundt blandt folk og vi tænker at det her kan da gå helt galt, men folk fortæller at det her er et område hvor mange folk ryger og der er en lidt mere løssluppen holdning, men man skal stadig ikke tages med fingrene i kagedåsen.

Morks er så whiskey-stiv, at vi aftaler med Rabbit at hun følger ham retur til hotellet på det modsatte gadehjørne. Lui Lui går med og støtter ham. Lige som de skal til at gå, kommer politiet for at se hvad det går ud på med alle de mennesker forsamlet. Pedro og Morten flygter ind i elevatoren og kører ned i kælderen til Warehouse og får pakket Mortens bækkener. Lydmanden ser vi står i det mørklagte lokale i lyset fra en mobiltelefon og pakker. Han får tændt scene lyset, og fortæller så på meget dårligt engelsk, at vi er “the real punks” – it’s very important what you do -means all”. Vi er meget flatterede over denne skamros. Vi drikker voldsomt mange øl med Lui Lui og han siger han vil spille sammen med os. Vi tilbyder ham at betale flybilletter til DK, hvis han vil komme og lave et hardcore projekt med os, med ham i front – vi kunne bruge 2-3 måneder sammen og lave materialet den første måned og så tage på tour i DK / Tyskland. Døren er åben og vi holder kontakt. Hjem og sove 5 kvarter i timen.

Vi venter spændt på sidste del af Clean Boys tour-reportage fra Kina. Lykkedes det at sove 5 kvarter i timen, og siger Lui Lui ja til at komme til Danmark? 

Tekst og fotos: Pedro da Palma og Clean Boys

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.