Tomas Raae & The Malibu Beach Band: Wastelands ★★★★☆☆

0
120
views

Tomas Raae og hans The Malibu Beach Band debuterer med 5 rolige og stemningsfulde numre, som de selv kalder for “wellness indie”. Afslapningsmusik for folk der ikke har travlt.

Har du det, så er det her univers ikke noget for dig. Musikken kræver, at du kan holde krop og sind i ro og ikke hurtigt bliver utålmodig, eller, hvis du er den type, så er det da muligt, at det her kan få den omdrejningstæller ned. Men du vil nok nærmere blive rastløs.

Det er helt klart meningen, at det her er musik hvor hensigten er afkobling, og måske også fordybelse, selvom det også er muligt “bare” at have musikken kørende som beroligende baggrundsmusik. Måske endda til lidt meditation eller lignende adspredelser, faktisk indeholder udgivelsen også et såkaldt “yoga remix” af et af numrene – så ved man ligesom hvad klokken har slået.

Som udgangspunkt måske ikke lige min foretrukne genre, men, efter nogle lyt begynder det at snige sig ind på mig, roen sænker sig over en og man begynder rent faktisk at koble lidt af. Det er ikke new age muzak, især de første par numre er ovre i noget man kunne kalde indie-rock, inden vi begynder at forsvinde i tågerne.

Tomas Raae har ellers markeret sig som producer for eksempelvis Alberte Vinding og arbejdet sammen med popnavne som Sys Bjerre og Rosa Lux. Denne udgivelse går dog i en lidt anden musikalsk retning.

Der åbnes med “At The Wall”, der ifølge noterne handler om en date ved en rest af Berlinmuren, “dreamers never learn”, lyder det blandt andet ud af den lette tåge, hvor Raaes vokal befinder sig. Der er lidt The National over både måden stemmen bruges på her og nummerets klang og lidt hakkende fremdrift, hvor trommerne har lidt tør tribal klang og progression over sig. Et nummer der lykkes med både at virke lidt stenet og dvælende, men samtidig rummer masser af fremdrift på grund af trommerne.

Stemingsskabende er et ord der bruges i pressematerialet, det kan man i hvert fald ikke argumentere imod. Hvor det måske var lidt køligt i Berlin, så bevæger vi os mod varmere himmelstrøg i “Shoegazing/For Emily”, hvor trommerne slår en mere afro-beatet tone an. Musikken dukker op i det fjerne som en slags fatamorgana, og svajer i varmestrålerne mens melodien bliver mere markant og nærmer sig noget dansabelt. Stadig roligt, men gennemstrømmet af en smittende varme.

Det korte instrumentalnummer “For Ingeborg” udgør midteraksen på udgivelsen og markerer også en art skillelinje, for herefter bliver det for alvor mere tåget og afslappende. Den næsten 7 minutter lange “Rise Up To Pray For The Dawn” lyder, som titlen også kraftigt antyder, som en form for morgenbøn. Langsomt vågner man, som musikken tager til, mens man i det fjerne, over mellemøstlige hustage, kan høre en imam vække byen med sin bøn. Alice Carreris tager leadvokalen her, med en flot og klar stemme, mens det mest markante element i musikken er kopper og klokker.

Vokalen giver det hele et drømmende og endnu ikke helt vågent tilsnit, mens kopperne og klokkerne giver følelsen af, at tiden går og vi alligevel ikke helt befinder os i den tidsløse søvn. Det er her Tomas Raae og kompagni for alvor bliver meditative, ikke helt vågne, men alligevel bevidste og tilstede.

Stilen forsætter på den næsten 8 minutter lange lukker “Not Just Echoes or Smalltalk”, hvor musikken godt nok åbner lidt mere op og tempoet er en anelse højere, men vi befinder os stadig i en halv-slumrende tilstand. Raae og Carreris er her næsten ligeværdige i lydbilledet, så det bliver en form for svævende duet. Det fungerer rigtig godt, især når vi når over 3 minutter ind i nummeret og stemmerne stille og roligt har skruet lidt op for volumen. Musikalsk er der ikke så meget at sige til det, det føles som drivende flader, eller skyer der bevæger sig langsomt over en blå himmel.

Det her vil bestemt ikke være for alle, men det er velspillet og veludført og lever helt op til betegnelsen “wellness indie”. Hvis jeg skulle udpege nogle ting, som jeg synes skulle være anderledes, så bevæger vi os ud i noget med, “jamen det er jo ikke hensigten med den her slags musik”.

Vi ender på 4 store stjerner, måske ikke lige min normale comfort zone, men jeg kan ikke påstå, at det ikke begyndte at have en effekt på mig.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.