Home Upcoming & Rockin' Juni 2020 - U&R To Absent Friends: Smoke (EP) ★★★☆☆☆

To Absent Friends: Smoke (EP) ★★★☆☆☆

1270
0

Danske To Absent Friends har kigget over Nordsøen for inspiration og går blandt andet et navn som Arctic Monkeys i bedene. Men… dem har vi jo hørt?!

Det lægger ellers ganske lovende ud med den korte, stemningsfulde og opbyggende intro “Smoke”, der på 1 ½ minut får bygget rigtig fint op til de 5 efterfølgende numre. Kunne man da håbe. Men så lægger EP’en for alvor fra land med singlen “Take It Or Leave It”, et nummer jeg har hørt før – i dobbelt forstand.

Jeg har nemlig tidligere på året anmeldt “Take It Or Leave It” i Repeat #49, hvor jeg faktisk syntes det var et udmærket nummer. Nu hvor jeg hører det igen, og har fået skiftet højtalerne ud i mellemtiden, så synes jeg godt nok at det lyder lige lovlig meget som Arctic Monkeys. Det gjorde det sådan set også dengang men da kunne jeg godt sætte mig lidt ud over det. Nu lyder det for mig utroligt meget som “Do I Wanna Know” både i stemning, lyd, vokalens klang og basgangen, i en sådan grad at det bliver noget distraherende at lyttet til.

Heldigvis er det en enlig svale på udgivelsen, i hvert fald minder de 4 resterende numre ikke i lige så høj grad om de britiske stjerner og To Absent Friends får etableret en lidt mere selvstændig karakter. Især er den efterfølgende, næsten 7 minutter lange “Nymphia” et højdepunkt og et pejlemærke på udgivelsen. Et pejlemærke i forhold til hvor jeg synes gruppen skal bevæge sig henad og hvad de er rigtig gode til. Der er en næsten jazzet stemning på det lange nummer, jazzy coolness møder noget klassisk, hvid mands bluesrock, som den blev lavet i 60’erne. Her viser bandet, at de er virkelig gode til at bygge stemning op, de tager sig tid, lader nummeret ånde og stille og roligt bygger de ovenpå den sagte men stadig ret udtryksfulde og emotionelle begyndelse af nummeret.

Der var jeg så muligvis en postgang for tidligt ude, for bandet skal måske arbejde lidt med tempo og dynamik på fremtidige udgivelser. De resterende tre numre på EPen kommer nemlig aldrig rigtig op i gear og holder sig nede i tempo og arbejder i stedet mest med stemning og atmosfære. “I feel isolated, stranded on the dark side of the moon”, lyder det to minutter inde i den knap fire minutter lange “On The Far Side”, der vitterlig er lyden af ensomhed og giver fornemmelsen af at være alene i verden – eller på månen. Det er flot udført med en valsende vuggevise melodi men, efter den lange “Nymphia” er den også faretruende tæt på at dræne Smoke for fremdrift.

Smoke er første del af et planlagt debutalbum (Smoke & Mirrors), der skulle udkomme senere i år, hvor lytteren i følge pressemeddelelsen “(tages) med til eskapismens kølige og ensomme skyggeside og med ind i virvaret af uklare tanker og ugengældte følelser”. Det kan i hvert fald tydeligt høre i sangene, men jeg er lidt nervøs for om ikke et helt album vil føles lige i overkanten, hvis fire ud af fem numre her på EP’en er en indikation for hele pladen. Næstsidste nummer “Frontdoorstep”, der også er ude som single er endnu et nummer, der holder sig nede i tempo og svælger i ensomheden, “and it’s so cold, it’s so cold // Out here in the dark on you frontdoorstep”, lyder det konstaterende og melankolsk fra forsanger Jonas Johansson. Igen kan man ikke sætte en finger på den flotte udførelse og indpakning, ligesom Johansson har en stærk og udtryksfuld vokal men i den større sammenhæng bliver To Absent Friends efterhånden lidt tunge at danse med.

Det er, desværre, ikke et helhedsindtryk den afsluttende “When It Hits” ændrer på. “When it hits you and the whole world falls apart in seconds”, lyder det gentagende gange i det helt nedbarberede og “nøgne” nummer. Det opsummerer nærmest lyden og stemningen her, igen er det virkelig flot håndværk og Johanssons vokal rummer en skrøbelighed og smerte, som nok skal gå rent ind hos mange lyttere, men jeg sidder og falder lidt hen og ender med en halv-flad fornemmelse. Det bliver lidt trist med trist på i et sangunivers, hvor det stemningsfulde og atmosfæriske, samt tænksomme og længselsfulde tekster fortrænger melodi og fremdrift. Og så ender man lidt med at padle rundt i cirkler på en blikstille sø. Nok er søen dyb og kunne sådan set også være spændende at dykke ned i men, jeg mangler lige det sidste skub og motivationen til at tage springet. Det får To Absent Friends ikke givet mig her.

To Absent Friends og Smoke er egentlig en lidt underlig størrelse for mig. På den ene side er det ubestrideligt flot udført, lyder topprofessionelt hele vejen rundt og har noget på hjertet, det er sådan set ikke substans, der mangler på nogen måde. Men som udgivelse bliver det for stillestående for mig, selvom jeg sætter pris på et band der ikke er bange for at give plads til at man kan trække vejret og få ro til at tænke. På den anden side rummer EP’en så også et nummer som “Take It Or Leave It”, der indledningsvis peger og trækker i en noget anden retning end de øvrige numre?! Det er som om tingene ikke helt har fundet den rette balance endnu…

Endnu, for der er uden tvivl potentiale her men, vi ender på en middel karakter for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleMe & Munich: Gaslighting ★★★★☆☆
Next articleGYTYA: ABRADE (EP) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.