Tindersticks, Voxhall, 27/4 – 2016 ★★★★★★

1
1164
views

Tindersticks leverede en overbevisende og vellydende koncertoplevelse onsdag aften på Voxhall – af den slags, som man ikke får så ofte. 

Det er nu et privilegium at kunne gå til koncert med et band som Tindersticks en onsdag aften – og følelsen af at være priviligeret var ikke blevet mindre efter koncerten. Tindersticks har siden starten af 90’erne udsendt en række albums med deres helt egen afsøgning af grænselandet mellem kammer-pop, rock, soul, jazz og soundtrack-musik med Stuart Staples karismatiske vokal i centrum. Jeg indledte selv min romance med bandet sidst i 90’erne, da jeg åbenbart var gammel af sind som gymnasieelev. I 00’erne holdt bandet pause en periode, og vendte tilbage reduceret til trio i 2008 med The Hungry Saw. Siden har bandet udgivet et album med genindspilninger af ældre numre (Across Six Leap Years) og 3 regulære studiealbums, senest det glimrende The Waiting Room, som udkom tidligere i år.

Dette album kom også til at danne rygraden i aftenens koncert, men blev dog på glimrende vis suppleret af numre fra gruppens bagkatalog. Der blev således lagt ud med en båndet intro, efter Vessel’s dæmpede opvarmningsoptræden, inden bandet begav sig ud i en ganske sprælsk version af ‘Second Chance Man’ fra The Waiting Room, med vibrerende bas, og en vokalt veloplagt og virkelig velsyngende Staples i det naturlige centrum. Ikke at den ulasteligt klædte Staples, med skarpe bakkenbarter og et markant overskæg, er nogen snakkemaskine eller sprællemand på scenen – han lader i det store hele vokalen tale for sig selv, men det gjorde den altså også på virkelig forrygende vis denne onsdag.

I det hele taget virkede bandet, som stillede op med David Boulter på tangenter med mere, Neil Fraser på guitar og de to “nye”, Earl Harvin og Dan McKinna på henholdsvis trommer og bas, veloplagte, og var velspillende hele vejen igennem koncerten. Således også på ‘Were We Once Lovers’, hvor de Harvin og McKinna også supplerede Staples godt på vokalfronten med velfungerende backing-vokaler.

Man kan fristes til at tænke at Tindersticks har deres største styrker i de stille numre, hvor blandt andet glockenspiel fra Boulter og Harvin’s brug af whiskers sørger for perfekt doseret musikalsk opbakning til Staples, men omvendt viste Tindersticks denne aften at de (også) er et rockband. Således gik der nærmest americana-rock i den i coveret af ‘Johnny Guitar’, oprindeligt indspillet af Peggy Lee til en western af samme navn i 50’erne – her var vi nærmest i et 50’er rock groove undervejs, men også i afdæmpet western-stemning, blandt med Staples helt særlige croon og britiske diktion. Herligt.

Ikke mindre herligt var det også at høre en Tindersticks-klassiker i form af ‘She’s Gone’, som i sin oprindelige form optrådte på bandets andet, selvbetitlede album for 21 år siden – det optræder også på Across Six Leap Years. I denne udgave lød den tæt på den oprindelige version, som både rummer en melodisk lethed, men også den typiske Tindersticks’ke melankoli, som ind i mellem nærmest driver ned ad væggene. Denne aften virker den dog afstemt, ligesom alt andet.

Perfekt afstemt var også ‘Hey Lucinda’, som i albumversionen er en duet med afdøde Lhasa de Sela, men her fremførte Staples også hendes vokalstykker – og især på afslutningen, hvor synthsene vælder ind (på en perfekt doseret måde) løftede nummeret sig faktisk så man glemte at der “manglede” en kvindelig vokalist.  Også spoken word-nummeret ‘How He Entered’, også fra The Waiting Room, fik ekstra luft under vingerne live. Staples fremførte den med et stykke papir i den ene hånd, antageligvis med den relativt omfattende tekst, men ligesom på de fleste andre numre havde han øjnene lukket det meste af tiden mens han sang, og så ikke ud til at have behov for at støtte sig til papiret.

Stuart Staples i front for Tindersticks - foto: Kim S. Sternkopf/HeartMatter Artworks
Stuart Staples i front for Tindersticks – foto: Kim S. Sternkopf/HeartMatter Artworks

Bemandingen blev skåret ned til bassist McKinna, som satte sig bag tangenterne, Staples bag mikrofonen, og en diskret tilstedeværende Harvin bag trommerne på det nedbarberede og fejende flot udførte titelnummer fra The Waiting Room – og igen stod Staples vokal knivskarpt mod det diskrete modspil – her fortjener scenelyset også ros.

Herefter leverede Boulter og Harvin et lille instrumentalt intermezzo, inden resten af bandet vendte tilbage, og vi fik ‘We Are Dreamers’, som i albumudgaven er en mørk, jagende sag, med Savages’ Jehnny Beth på gæstevokal – her klarede herrerne i bandet det også fint uden kvindeligt modspil, og selv om den ikke var helt så rugende som albumversionen, var der en anden, og lige så effektiv stemning og en skævt rockende forløsning. “Don’t wake me//Don’t shake these bones”, messede Staples undervejs, og man havde på samme måde ikke lyst til at blive rusket vågen, som man stod der og var en anelse tryllebunden på Voxhall.

‘Show Me Everything’ (fra 2012’s The Something Rain) fulgte op på glimrende vis, og Tindersticks fortsatte med at vise deres mere rockede side. Som mange andre Tindersticks-numre er den egentlig bygget op om en relativt enkel rytme og en guitarfigur, og Staples vokal, men fordi Tindersticks er et band, der arbejder med delikate nuancer, detaljer og intensitetsskift, så kan sådanne numre vokse næsten umærkeligt mens man står og lytter. Igen fungerede korarbejdet fortrinligt, og McKinna og Harvin fortjener virkelig ros for at føje nye facetter til Tindersticks’ lyd. Det gode korarbejde fortsatte på ‘Fire of Autumn’, fra samme album, som også blev leveret gribende og med en virkelig god lyd. Der var kun et enkelt sted eller to undervejs hvor jeg tænkte at guitar eller keys var skruet en tand for højt op, ellers var lyden smukt afbalanceret hele vejen igennem.

“We’ve come to our last song,” annoncerede Staples så, og blev mødt af flere “No!” råb, af et publikum, der opførte sig andægtigt og lyttede opmærksomt og gav kraftige bifald efter hvert nummer. Med et smil tilføjede han “thanks for being so welcoming to us”, og det var vel egentlig det nærmeste vi kom på snak fra scenen. Ikke at det nogen måde gjorde noget, for musikken talte fortrinligt for sig selv. Også på sidste nummer i det ordinære sæt, den dæmpede ‘A Night So Still’.

Efter intense klapsalver vendte bandet tilbage til et par ekstranumre, i form af ‘Sometimes It Hurts’ fra 2003’s Waiting For the Moon, også oprindeligt en Lhasa da Sela duet. Her kunne man godt tage sig selv i at savne det kvindelige modspil til Staples’ croon, men derfor var nummeret nu alligevel en nydelse, ligesom ligeledes velsmurte ‘My Oblivion’, også fra Waiting for the Moon, og et af de numre, der vokser fra et nærmest meditativt, repetitivt start- og midterstykke til en intens afslutning. Og så var det slut – på en måde føltes det både som alt for tidligt, og som helt passende for en onsdag aften. Vi fik halvanden time med et Tindersticks, som leverede på et meget højt plan, og som også så ud til at nyde at stå på scenen.

Jeg følte mig en kende opløftet efter koncerten – og jeg var ikke den eneste, kunne jeg høre. Et eller andet sted tilsiger den kølige rationalitet mig at halvanden times koncert, onsdag aften, ikke burde nå højere end 5, men omvendt så er mavefornemmelsen her bagefter, at koncerten alligevel fortjener 6 stjerner. Fordi Staples sang så forbandet godt, fordi sættet var glimrende afstemt, og fordi bandet både viste de kunne rocke, soule og kammerpoppe.

Man kunne selvfølgelig altid savne et større setup, med kvindelig vokalist, blæsersektion og strygere, men i den opstilling Tindersticks kom i, kan jeg vanskeligt forestille mig en bedre disponeret og leveret koncert på en onsdag aften for et stående publikum – og det var den bedste koncertoplevelse af de tre jeg har haft med bandet. Så fik jeg vist skrevet mig op på en topkarakter og en tak til Tindersticks, som ikke behøver at vente mange år, før de kigger forbi Aarhus igen – og gerne en onsdag igen. På min gamle cd-version af Curtains sidder der et klistermærke hvor der står nogle citater fra anmeldelser af bandets musik. Et af dem lyder “their music lifts up my soul”. Bedre kan det næsten ikke siges.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Kim S. Sternkopf/HeartMatter Artworks

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.