The Yeah Force: Raptor ★★★★☆☆

0
170
views

The Yeah Force rocker stadig igennem så det er en fryd, men alligevel virker Raptor en smule mere tøjlet og mindre overrumplende end debuten. 

Da vi sidste sommer interviewede The Yeah Force var det med en melding fra bandet om at opfølgeren til Ambassadors var på trapperne og skulle udkomme i efteråret. Det blev så en efterårsudgivelse, men først et år senere. Hvad der er årsagen til det, ved jeg ikke, men nu er The Yeah Force altså klar til at eksplodere i dine øregange igen.

Da jeg anmeldte The Yeah Force’s debutalbum, Ambassadors, blev jeg totalt overrumplet af den fandenivoldske energi, der strømmede ud af høretelefonerne. Så helt så overrumplet blev jeg ikke da også bandets nye album, Raptor, åbnede med en energieksplosion i form af ‘Mindtrap’. Det er næsten hardcore-punket i åbningen, inden orgel og Karen Gudiksens vokal støder til, men det er stadig Max Christensen’s primale råbe-sang, der trækker det største vokale læs, mens guitar, bas og trommer tordner derudaf.

Ganske glimrende er andet nummer, ‘Paper Moon’, som du i øvrigt kan tjekke ud da vi havde den som dagens track igår. Her er tempoet skruet ned, orglet skruet op, og så har det altså en sejtrækkende motor, der nok skulle kunne vinde en gang musikalsk traktortræk. Og så bliver den, selvfølgelig, leveret med stort musikalsk overskud og en god sjat catchiness.

Generelt er der stadig fuld fart over feltet hos kvartetten, også på den ligefremme og fængende, men måske ikke just sofistikerede ‘Ramona’ – til gengæld synes jeg kvaliteten i sangskrivningen er en my lavere end på debuten. Og så er der noget tveægget ved at det virker mere gennemarbejdet og velproduceret, for det er som, der er en smule kant, der er slebet? Men måske er det bare fordi jeg stadig er lidt basket af den impact Ambassadors havde på mig.

Man bliver stadig rusket godt og grundigt igennem på numre som den frembusende kun lidt over 2 minutter lange ‘Hunter’ med Gudiksen på fængende kor, og den tungere og swingende ‘Rodeo’, og vi får endda også et rigtig fint, dæmpet ‘Intermezzo’, med vokalharmonier, inden anden halvdel tampes i gang med den hidsigt fremadstormende ‘Ambassadors’ med overstyret orgel, der næsten føles for lang med sine 2 1/2 minut, men alligevel når at skifte tempo og modus undervejs. Herefter får vi  ‘Battered, Beaten & Blue’, et af mine højdepunkter efter intermezzoet. Igen en tungere swingende sag, der hiver lidt D:A:D’sk løssluppenhed ind i garage-rock eksplosiviteten.

Den hæsblæsende ‘The Works’ gør ikke så meget for mig, og lidt på samme måde har jeg det med den orgeltunge ‘Don’t’, der måske nok har glimt af catchiness, men også virker uforløst, sin energi til trods. Det er måske også lidt Raptor‘s “problem” – der er et par fyldnumre (men solide fyldnumre) for meget.

Og så slutter det hele med ‘Harder’, hvor tempoet, i hvert fald indledningsvis, skrues ned, og The Yeah Force igen får vist at der er skruet op for melodiøsiteten på flere af sangene Raptor – og uden at der give køb på tyngde og tempo, for ‘Harder’ har også masser af power i de svulstige riffs, og viser igen The Yeah Force med masser af musikalsk overskud til at lege med intensitet og tempi. Fed afslutning på et album, som måske ikke helt slår lige så hårdt og rammer så rent som Ambassadors gjorde, men som stadig har masser af punch. The Yeah Force er stadig en prima eksponent for garage-rocken, i hvert fald – og måske er det også en ganske naturlig udvikling, når man som band føjer lidt nye nuancer til paletten.

Og måske er det bare mig, der stadig er lidt svimmel efter debuten, men det betyder altså ingenlunde at du ikke bør sætte i løb mod nærmeste pladebutik, hvis du er til fandenivoldsk garage-rock med sans for melodier og musikalsk overskud. Raptor sætter tænderne i 4 store stjerner herfra.

Du kan finde The Yeah Force på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.