The Psyke Project – reportage fra Final Party i Pumpehuset (★★★★★★)

0
2250
views

Har Pumpehuset tilkaldt en bygningsinspektør? For godt nok stod bygningen stadig efter The Psyke Project’s farvel fredag aften, men om det var uden revner i fundamentet tør jeg ikke garantere.

For det BLEV naturligvis den forventede kogende fest med flyvende kroppe, lemmer og væsker over hele gulvet i Pumpehuset’s store sal, hvor knap 600 mennesker havde indfundet sig til en sidste hardcore dans med bandet.

Jeg har valgt at kalde det her en reportage, frem for en anmeldelse, da omstændighederne gjorde at det var mere end bare en koncert. Det var nærmere en form for løssluppen totaloplevelse, stramt orkestreret og styret af et overlegent spillende og agerende band. Et band der formåede at virke inviterende og imødekommende, men ikke på nogen letkøbt eller billig måde, og samtidig leverede numrene nådeløst og pulveriserende. Og så var det jo bandets farvel til deres fans, så er de skide stjerner man kunne hæfte på ikke bedøvende ligegyldige? Det blev en kæmpe fest for bandet og deres energiske fans, og dem der, som os, dannede en lidt mere rolig krans omkring den sydende gryde i midten. En fest hvor The Psyke Project sagde farvel med manér på deres egen kompromisløse måde. Musikalsk bølgede det vel rent objektivt frem og tilbage mellem 4 og 6 stjerner, med en hældning mod topkarakter, hvis man endelig vil have et pejlemærke, men som samlet oplevelse var det en uforglemmelig aften.

Den startede nu ellers noget rolig og afdæmpet med at stå og prutte lidt i køen foran Pumpehuset. For selvom man var skrevet på “medie gæsteliste” (vip VIP, dvs., det viste sig at vores fotograf ikke var kommet med på listen og måtte punge op med de 60 kr. selv!), så var det bag i køen som alle andre da vi ankom – hvilket sgu er meget fair og cool. Da vi landede ved Pumpehuset kl.  19.45 (vi er jo nogle der er lønslaver der arbejder indtil 19.15 om fredagen), strakte køen sig allerede gennem hele arealet foran Pumpehuset, ud igennem indgangen og lidt hen ad fortorvet. Ikke noget en halv liter Gylden Dame ikke kunne klare!

kø

Den slap dog hurtigt op, så undertegnede strøg hurtigt i nærmeste kiosk, hvor øl-hylderne var ved at være godt rippet, i mens fotografen holdt pladsen i køen og testede sit udstyr – hvilket han fik gjort så godt at kameraet næsten tog lige så gode billeder som vores mobiltelefoner…. så fair nok han måtte slippe 60 kr. i indgangen.

Tiden gik, køen snøvlede sig frem, i mens der tilsyneladende blev ved med at være kø helt ud til fortorvet bagved os – kom alle ind? Efter lidt mere end en time i kø stod vi klar med en halv liter fad på det opstillede podie skråt overfor baren. En glimrende udkigspost over galskaben på gulvet tænkte vi, jo, det var det skam også på sin vis, med det lille aber dabei, at det var svært at se i mørket hvor tæt man var på kanten af podiet (gider sgu ikke falde ned, i min alder kunne man jo brække en hofte!). Så jeg stod hele tiden med fokus halvt på fødderne, som jeg forsøgte at føle kanterne med. Der gik så kun cirka 30 sekunder af første nummer, så kom der en menneskelig bowling kugle tromlende ud af mørket fra podiets anden side og var ved at vælte kød-keglen her ned fra sin piedestal. Podiepladsen blev opgivet halvvejs inde i første sæt, så var det sgu alligevel mere trykt, og mindre stressende, på gulvet.

nielskov2

Som bekendt, og som jeg har skrevet lidt om HER, var sættet delt op i to halvdele, der på en måde skulle afspejle The Psyke Projects unge og lidt ældre år, først 1999-2005 og dernæst et sæt med numre fra perioden 2006 op til i dag. På papiret en både fornuftig og logisk disposition, men som alligevel gav selve koncertoplevelsen lidt ridser i lakken. Bandet kørte ganske slavisk frem, et par numre fra hver udgivelse i rækkefølge efter udgivelsesår, en fin måde at få inddraget hele bagkataloget på. Bandet forsøgte også at mikse de bistre, frådende og savlende hardcore numre, med deres mere metallisk tungt slæbende og atmosfæriske materiale, trods den metodiske fremgang efter år. Det lykkedes i det store hele, selvom jeg personligt er mere til deres tunge og krybende numre, fremfor de balstyriske og fræsende hardcore numre – hvorfor nogle perioder af koncerten tiltalte min personlige smag mere end andre.

“Problemet” opstod, rent objektivt (jeg prøver), når man fik sat det aller tidligste materiale fra demoerne (som jeg, indrømmet, kun lige har nået at lytte til en enkelt gang, er mere inde i deres albums), og tildels Samara, som jeg ellers godt kan lide, op imod deres materiale fra senere plader som Apnea og Dead Storm (og Ebola EP’en). Her blegnede grønskollinge bølle-rap numrene fra start 00’erne sgu lidt i forhold til den mægtige og komplekse lyd på nyere skæringer. Til gengæld blev bandets enorme udvikling og tiltagende raffinerede sangskrivning jo helt tydelig, hvilket jo også er en del af bandets historie og fortælling, og fejring heraf – set i det lys fungerede opbygningen af sættet rigtig godt (sætlisten kan ses nederst).

10704080_10152715272514076_7368434700573580155_n

Og den udvikling bandet har gennemgået siden demoen Everything’s Fine fra 2001, hvorfra vi fik “Buffalo Soldier” , som åbningsnummer, er godt nok respektindgydende. At deres særegne blanding af hardcore, post-hardcore, sludge og monumental metal, som nok peakede rent kreativt på de seneste par albums, ikke kom til dem i løbet af en nat, illustrerede de først numre af sættet fint. “Buffalo Soldier” er nærmest en slags rap-metal, og ikke den mest elegante af slagsen, på numrene fra demo nummer 2, You’re So Beautiful, hvorfra vi fik “Gate” og “Just At The Moment”, begynder der at dukke en rød tråd op og noget der peger frem mod Samara pladen fra 2003. Indledningen af koncerten, demonstrerede glimrende, at disse tidlige numre levede på fandenivoldsk energi og ikke så meget på egentlig god sangskrivning. Men nu var det jo også en fest af bandet og deres historie folk var kommer for og jeg skal da ellers love for, at der blev “festet” igennem.

Jeg har set og oplevet en del koncerter efterhånden, men det her var alligevel noget af det mere afsindige jeg har set – der var sgu næsten flere crowdsurfere end til en Kashmir koncert i 90’erne. Der gik ikke mange sekunder inden den første ungersvend var i luften, siden fulgte talløse af begge køn efter. En enkelt spredt crowdsurfer er efterhånden et sjældent syn til en koncert, 3 på samme tid ganske enkelt uhørt! I mens der naturligvis blev cirklet i pitten, moshet løs med nøgne overkroppe i nærkontakt, fægtet med arme og ben, så sko, trøjer og øl skød op af den dampende masse med jævne mellemrum som små fontæner. Alt var tilladt, indenfor de uskrevne regler vel at mærke, som forsanger Martin Nielskov lige måtte ridse op for en lidt for eksalteret mandsperson mellem to numre. Den løftede pegefinger lød noget i retning af:  “Jeg bryder mig ikke om de øjne du sender folk! Hvis du bliver vred, så gå ned bagved og få et glas vand. Og hjælper det ikke, så må du sætte dig ud på trappen en halv time! Hvis testosteronet går amok, så gå ud og drik noget vand. Vi kommer til at slås hele aftenen, men det er hardcore, og det er for sjov!”. Og så i gang med næste circle pit!

surf2

Meningen med at placere “scenen” på gulvet, eller rettere, bandet stod bare på gulvet med kun trommesættet let hævet, var naturligvis, at bandet kunne møde deres publikum i øjenhøjde en sidste gang. Hvilket bare er med til at understøtte følelsen af, at The Psyke Project er (var) et herligt uprætentiøst band, hvor musikken virker som om den vokser ud af dem og smelter sammen med publikum til een stor “psykotisk” masse. Også i Pumpehuset, hvor bandet netop blev en del af publikum, og måtte kæmpe for hver centimeter at spille på. Flere gange måtte Nielskov lige bede om lidt mere plads til bandet at spille på, hvorefter han få sekunder efter alligevel lå og rodede rundt ude i, eller ovenpå, publikum (igen og igen).

Højdepunktet i første sæt var for mig den tonstunge “Never Like Judas”, der også tårner sig op på Samara, og “Fimbul” fra Daikini albummet. Hovedfokus i første sæt lå dog på mere tempofyldte og gnistrende skæringer, som “45 Tears”, “Gliding Shadows” og “Chaplin’s Dream”. I det hele taget virkede sæt 1 som om det var designet til, at tæske publikum og få dem til at tæske sig selv, mest muligt inden pausen. Ulempen ved den indlagte pause var, at der lidt opstod en fornemmelse af afbrudt samleje, men på en måde virkede det som en kalkuleret risiko fra bandets side – give den alt hvad den kan trække af rabalder og bersærkergang i det flammende intense første sæt, og starte sæt nummer to i et tungere og langsommere tempo, hvor nogle af de mest aktive blandt publikum måske alligevel var faldet fra eller brændt sammen. I hvert fald var salen knap så proppet, men dog stadig godt fyldt, til sæt nummer to. Det var også lidt som om, naturligt nok, at det tyndede ud i “pitten” i løbet af anden halvleg og at der næsten ikke var mere damp på kedlen da bandet lukkede og slukkede for allersidste gang med “In The Mist”.

øjet

Første halvdel af sæt nummer 2 var nok min personlige favoritdel af koncerten, hvor bandet slap speederen lidt og i stedet for fyrede op under nogle af deres knogleknusende numre fra Apnea, Dead Storm og Ebola. Fra udlægget med “Voice of Commandment”, over “I Get Paralyzed” og den fænomenale “Stockholm Bloodbath”, videre til “Polaris” og “This Road To Hell”, indtil “Only I Remain” tog over, da peakede koncertdelen, som i sidste ende “blot” var en del af den samlede oplevelse. Jeg har vist engang kaldt The Psyke Project for et af landets bedste livebands, endda på baggrund af nogle koncerter, som jeg følte kunne blive endnu bedre. Ja, det lyder lidt selvmodsigende, men altså, har set dem hvor jeg syntes de var fremragende, men hvor jeg følte at der var endnu mere gemt i dem. Det blev sluppet fri i Pumpehuset, ikke mindst under første halvdel af andet sæt, hold nu kæft. Derefter var jeg egentlig ved at være lidt mør og resten af koncerten forløb lidt som en forlænget epilog eller svanesang for mig, jeg havde allerede fået hvad jeg kom efter på alle fronter. Så numre som den ulmende “Partisan” og den desperate og kaotiske “Good For Nothing”, begge fra Guillotine, blev en slags bonus. Jeg var allerede fyldt til bristepunktet med indtryk og følelser.

surf3

I kender citatet, eller afarter deraf, “This is the way the world ends, not with a bang but a whimper”, hvis verden var gået under fredag aften sammen med The Psyke Project, så havde det kraftedeme været med et BANG. Hvis fredagens oplevelse skal koges ned til nogle få ord, som jeg tager med mig fra resterne af Pumpehuset, så må det være ” sammensmeltning” og “symbiose”. Band, musik og publikum imellem. Som om The Psyke Project opløste sig selv, flød ud og sammen med den boblende menneskemængde i salen. Et band der gav alt og et publikum der nok ikke kunne tåle meget mere da det sluttede.

Vores aften endte med at vi vendte oplevelserne en halv times tid over en fadøl til afterparty, men egentlig sluttede vores aften da bandet lod musikken tone ud inde i salen. Mætte og mørbankede sneg vi os ud i natten.

The Psyke Project efterlader sig et respektindgydende eftermæle, både på grund af deres imponerende diskografi og deres præstationer på scenen. Men også fordi de valgte at takke af og gå ud på helt egne præmisser, og selv om deres sidste koncert på mange måder blev en fejring af karrieren og en fest til og for publikum, så blev det selv med slutningen inden for rækkevidde, ikke leflende, eller publikum skuret med hårene, på nogen måde. Derfor blev dette farvel heller ikke ulideligt vemodigt og alt for meget “takke takke flinkeskole”, bandet fremstod tro mod sig selv og deres ånd til det sidste og lukkede ned uden at gå på kompromis.

Respekt for det, jeg vipper på kasketten, nikker afmålt og siger tak for denne gang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto, grynede mobil og lidt mindre grynede kamera: Ken Damgaard Thomsen & Nicolai Rerup Nielsen (flere billeder efter sætlisten).

1. SÆT :
THE PSYKE PROJECT (1999-2005) FINAL PARTY 02.10.14
– BUFFALO SOLDIER
– GATE
– JUST AT THE MOMENT
– GLIDING SHADOWS
– BROKEN PROMISE
– NEVER LIKE JUDAS
– BLOOD RED SUN
– FIMBUL
– 45 TEARS
– NOTE 1
– SOM SOLDATER
– CHAPLIN’S DREAM
– IN THE MIST

2. SÆT
THE PSYKE PROJECT (2006-2014) FINAL PARTY 02.10.14
– VOICE OF COMMANDMENT
– I GET PARALYZED
– STOCKHOLM BLOODBATH
– POLARIS
– THIS ROAD TO HELL
– ONLY I REMAIN
– BATTLES
– PARTISAN
– THE END
– GHOST FIGHT
– GOOD FOR NOTHING
– GUILLOTINE
– IN THE MIST

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.