The PowPow: Past Shame ★★★☆☆☆

0
586
views

The PowPow forsøger, at samle stafetten op efter en række brit pop bands, men desværre kommer vi ikke helt i mål, selvom stilen er godt udført.

Åbner man for P6 Beat kan man hurtigt få det indtryk, at vi stadig lever i 90’erne: Brit-poppen lever i bedste velgående og selv om DR tydeligvis vælger nogle enkelte numre ud fra hver kunstner, så skal man ikke lytte mange timer før man støder på Oasis, Blur, Pulp eller The Verve.

Det er også i den grund, The PowPow sår sine musikalske frø, da de selv proklamerer at de skriver sig ind i en britpop-revival. Det er farligt territorie og lad det være sagt med det samme: Past Shame giver ikke britpop-fans nogen grund til at erstatte deres diskotek af ovennævnte kunstnere ud.

The PowPow tager dog et lidt anderledes udgangspunkt, end de engelske forlæg; meget dominerende er synths som jeg gerne vil kalde progressive, men nok må erkende snarere burde kaldes aggressive.

Det er for så vidt fint nok at prøve at udvide genrer – især når de har godt tyve år på bagen – men jeg kan stadig ikke slippe tanken om, at der må være gået noget galt i mixet (og her har jeg både hørt materialet i bilen, via hifi-hovedtelefoner og på anlæg). Nuvel. Måske er det med vilje?

Brit-delen bliver ret tydelig, da der tydeligvis imiteres Gallagher-brødrenes vrængende vokal, komplet med Midlands-inspireret udtale. Pop-delen er selvfølgelig nok det mest beskrivende ord for den musik, der er indspillet. Men der mangler de fængende melodier og hooks, der gør, at sangene bliver hængende.

Dermed bliver Past Shame desværre en EP, der mest huskes for lidt for aggressive synths – og ikke gode sange. Og med al respekt, så har netop de gode sange været kendetegnende for de genre-definerende bands inden for britpoppen; uanset om man kan lide det eller ej, må man erkende, at det var en periode for godt sangsnedkeri. Og så ender vi tilbage til pointen om, at man – hvis man kan lide britpop – nok noget hellere vil finde nogle af de gamle darlings frem, end at sætte Past Shame på.

Der er ellers forsøgt at lave tekster, der kan løfte øjenbryn; om at gå i byen, beruse sig i stoffer og kærlighed – og lidt kollegie-pseudo-intellektualisering á la Blur når de er værst. Igen; der er altså gjort langt bedre forsøg med succes, end hvad vi får fra The PowPow. Så hvad skal vi med det?

Det er egentlig ikke fordi EP’en gør nogen skade. Der spilles også fint, og med et remix så synthsene kommer ned i et leje, hvor de ikke stikker underligt ud, vil det kunne blive helt hæderligt.

Dog vil remix ikke kunne medføre at numrene bliver mere interessante, så jeg tænker at duoen ville være bedre tjent med at bruge tiden og energien på at prøve at skrive numre med gode britpop-inspirerede melodier og med stærke hooks – altså få noget relativt basalt på plads.

Og så gøre sig klart, at man altså er oppe imod det publikum, P6 Beat har; folk, der glædes ved (næsten evige) genlyt med deres ungdoms helte – og at man skal stå meget på tæer for at nå ind på det lytter-område. Det er ikke en skidt plade, men heller ikke noget, der er spændende nok til at finde frem igen.

Af Troels-Henrik Krag

Besøg The PowPow på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.