The Oceans: EP1 (EP) ★★★★☆☆

0
367
views

Den københavnske guitarrockduo The Oceans er aktuelle med deres debut-EP, den første af to planlagte. På første udspil er sangene i dur og tonen lys og sommerlig…

Duoen består af Dan Joe og Linus Valdemar (der skiftes til at synge), sidstnævnte kender nogle måske som medlem af britpop gruppen Paper Tigers, som The Oceans da også har et vist slægtskab med. Her er det knap så udpræget i lyden, men et band som Oasis og “90er lyden” huserer stadig i kernen hos The Oceans.

Det skyldes ikke mindst de brusende guitarflader og Valdemars markante vokal, der bare har en Liam Gallagher klang over sig, som man ikke rigtig kan overhøre. Ikke et problem for undertegnede, men er man vokset op i 90erne, eller fan af britpoppen, så føles The Oceans musikalske univers velkendt. Men nu er velkendt, eller genkendeligt, jo ikke altid det samme som fortærsket eller kopi.

Men, der er også andre krusninger i The Oceans lydbillede, EPen indledes med “Intro”, et instrumental nummer der gennemstrømmes af en mere 80er syntetisk og new wave’et klang. I hvert fald indtil guitaren for alvor får fat som nummeret skrider frem og begynder, at piske en lille storm op. Så er vi i gang og klar til “My Copenhagen Love”, førstesinglen der udkom for nogle måneder siden. Her befinder vi os i mere velkendte farvande og fornemmer den lyse og mere dur prægede tone The Oceans sigter efter på udgivelsen.

Tempoet er godt, der er masser af fremdrift, mens det føles som om vi suser igennem storbyens gader. Et nummer der er let til bens og har den der cyklende fornemmelse, som gør det svært at sidde stille. Sangens begrænsning er, at teksten, ikke mindst omkvædet, føles en kende repeterende, hvilket sikkert har været hensigten. Fordelen er, at sangen får en god rastløs energi og jagende stemning, som om man afsøger gaderne for et eller andet, og ikke stopper før man finder det.

Som EPen skrider frem opdager man, at dette repeterende element, eller “gentagelsen”, er et gennemgående tema hos The Oceans. Både i “We Really Miss You” og “She” kører melodi og tekst i længere strækninger i cirkler. Det er dog to vidt forskellige numre, hvor førstnævnte er en hyldest til en ven, som ikke længere er i live, så er sidstnævnte en kærlighedsballade. “We Really Miss You” bæres frem af en boblende energi og tempo, mens “She” træder lidt på bremsen, kobler ud, stiger til vejrs og svæver væk. Begge er på hver deres måde virkelig fine numre, men det er sidstnævnte der får vist lidt nye sider af duoens lyd.

På “You & Me” bevæger vi os længere væk fra brit poppen og over i krydsfelt hvor det 90er radiovenlige og The Cure, når de er i det upbeat klingende hjørne, mødes. Forskellen er, selvfølgelig, at selvom det lyder optimistisk og opløftende hos The Cure, så er det, det sjældent. The Oceans er mindre tvetydige og fremstår her ubekymrede, sommerlige og måske lidt forelskede? Måske i Molly, der er omdrejningspunktet i den afsluttende “Song To Molly”.

Den handler i følge pressematerialet om, at “omfavne og elske livet og hinanden”, og lyder søreme også sådan. Den strutter af glæde og lyder bare ovenpå, og som en oplagt single, så det giver mening at den også er inkluderet i et radio edit.

Der er overordnet en del at synes om hos The Oceans, de har styr på deres lyd og hvad de vil med den. Generelt føles numrene og melodierne ret spontane og lettilgængelige, der er noget ubesværet over det. Skyggesiden er, at, ja, der mangler måske lidt mere bid og netop skygger, men de kommer jo så senere på EP nummer to. Derfor føles denne EP måske også “kun” som første del af noget større, men en god én.

Vi ender på 4 solide stjerner til første kapitel, hvor vi kommer godt fra land. Og godt begyndt er jo halvt fuldendt og alt det der!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.