Home Anmeldelser September 2022 The Lost Weekend: Radiance (Album/anmeldelse)

The Lost Weekend: Radiance (Album/anmeldelse)

505
0

To ting kendetegner især The lost Weekend: Støj og stemme.

Der er nemlig gjort hyppigt brug af dæmpet distortion på guitarerne – og sangstemmen er i sig selv særegen. I gamle dage havde man nok sagt Rod Stewart, men en mere nutidig reference kunne være Hamilton Leithauser; masser af overdrive på vokalen og et hyppigt tilbagevendende stemmeknæk.

Den kombination giver på én gang et meget internationalt udtryk og skaber udfordringer med energien – og i dette tilfælde hos lytteren.

For selv om der ikke er tvivl om, at udtrykket står stærkt, så virker det som om at 12 numre – inklusive et vende-nummer og en outro – bliver lidt langt.
Det er nu ikke for det: The Lost Weekend kan skrive sange med pophooks – både i sangmelodien og små bevægelser på guitar eller klaver – og som Ken beskriver i single-sektionen er det også ganske stemningssættende musik.

Et nummer som A Whisper in Time kunne have været et Starsailor-nummer; for det er relativt lettilgængeligt, har en særegen vokal og opererer i feltet mellem pop og rock. Rigtig fint.
Her mærker man også hvordan bassen er hevet frem i mixet og står skarpt så de flossede, nedtonet distortede guitarer mere skaber atmosfære.

Der er mange instrumenter i spil og der er en befriende usnobbethed over, at hvis der er brug for keyboards, bruger bandet keyboards. Ikke noget genre-låsthed her.

Et nummer som What’s My Dream har lidt The Curesk klaustrofobi over sig og den samme chorus-guitar som vi kender fra Lullaby.

Min pointe med at pladen kan virke lidt langt er ikke båret af mangel på variation. Der er gode popnumre som A Whisper In Time og My Own World – og mere stemningssættende som What’s My Dream og Walk in The Shaddows. Ja, så er der også et par mere ballade-orienterede.
Det er mere – ironisk nok – et element, der skaber rød tråd igennem pladen, der ender med at mudre det hele lidt: For de der nedtonede distortion-guitarer kommer til at fedte det hele ind i en form for støj-filter, der ikke filtrerer støjen fra men i sig selv skaber en flosset feeling.
Og det smører dermed numrene sammen og gør faktisk at pladen bliver lidt trættende – altså bogstaveligt talt kan man blive lidt træt af at lytte til denne effekt…? Det er lidt svært at forklare, men jeg tror, min hjerne prøver at finde den rene tone i forvrængningen – og så konstant fejler. Det bliver den træt af.

Hvad siger det så om kvaliteten på numrene og pladen? Egentlig ikke så meget. Det er dog en del af konteksten.

Jeg spår The Lost Weekend en ret stor fremtid, da der er virkelig godt fat i lyd og produktion. Det skal for så vidt ikke lægge dem til last, at mit hoved trættes af deres produktion!

Jeg identificerer også gode bud på radiohits og masser af kvalitet – og som nævnt ovenfor et udtryk, der i høj grad lugter af internationalt format.

Det betyder selvfølgelig at jeg forsigtigt anbefaler Radiance – men hvis du har det som jeg med produktionen, så overvej lige om du skal høre det, mens du kører bil!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Radiance udkommer 30. september

Lyt til Real her:




Previous articleKom Vi Løber (support: Solvej), Radar 22.09.22 (Live / anmeldelse).
Next articleORM: Intet – Altet (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.