The Consolation: Astoria ★★★★☆☆

0
206
views

The Consolation fortsætter i sporet fra deres tidligere albums og leverer solid og velskrevet country-pop/rock, der nok skal få en del radiospilletid. 

The Consolation har efterhånden etableret sig som solide danske eksponenter for den lidt mere polerede retning i country-rocken. Det har givet to gange 3-stjernede anmeldelser her på siden, den ene fra undertegnede tilbage i 2015. Og på sin vis er der ikke sket alverden hos The Consolation – det er stadig relativt velfriseret country-pop/rock, der lever på gode melodier.

Der er lidt svirp på guitarerne og koklokke på åbner ‘Running the Light’. Den rocker solidt, omend lidt ballet, og er ganske fængende – noget The Consolation tydeligvis lægger vægt på at numrene skal være generelt.

Således også titelnummeret ‘Astoria’, der skruer ned for det rockede til fordel for en mere fyldig country-poppet lyd, hvor især det storladne omkvæd fungerer rigtig godt. Jeg er dog lidt ved at falde over klicheerne i teksten, der handler om tiden, der går, hvad der sker med dem man kendte, og så videre, hvor fortælleren er tilbage i ungdomsbyen på kort visit.

“Hey man, it’s been a million years/I heard you got married/And you have kids on the way”, lyder det blandt andet i starten, og om ikke lige i den sammensætning af ordene, så har jeg i hvert fald hørt lignende linier i flere andre sange i samme genre – ligesom med linierne “Nobody stays the same/Everything changes/And nobody is to blame”. Det kan man selvfølgelig også bare konstatere er en almenmenneskelig oplevelse, og at teksten behandler det, som rock, country, og alle mulige andre tekster har gjort igen og igen gennem årtierne. De gør det bare på forskellige niveauer. Nå, det var dagens halvsure opstød.

Nuvel, ‘Kellyanne’ skruer op for country-sound’en, og har igen fat i et fint omkvæd i fortællingen om den løgnagtige kvinde der deler navn med sangen, mens ‘Young Love’ er mere uptempo pop/rock med country-accent.

De følges af en af albummets mest vellykkede skæringer i mine ører, nemlig ‘Montreal Morning’, der sætter en stemning, der får mig til at spidse ører. Her er skruet en smule ned for de glatte flader og selv om jeg ind i mellem stadig godt kan synes Nis Gaarde i front giver den lidt for meget amerikaner-gas i intonationerne, så er det til gengæld fedt at bandets dygtige guitarister får lov at lege lidt med udtrykket her.

‘Invisible Girl’ viser at bandet faktisk har en del strenge (og tangenter) at spille på, for her får vi en tangentbåret pop-ballade, som nok også skal gøre sig godt på P5, hvor albummet i øvrigt er valgt til ugens album i uge 12. Det er ikke lige mig stilmæssigt, men det er et nummer, der uomtvisteligt fungerer, fordi det er velskrevet og fint udført.

Der rockes lidt igennem igen på ‘Black Snake’, der i andre hænder kunne have været en svedigt huggende sag, men her er trimmet så den passer ind i den pænere sound på albummet generelt, og det fungerer sådan set også, blandt andet fordi det simple, huggende riff er effektivt, og de mere poppede storladne flader i omkvædet også har noget potens.

Numre som ‘Stay’ og ‘Headstones’, der er henholdsvis tredje- og næstsidst på albummet, er begge solidt eksekverede, men også lidt pæne og kedelige. De bliver på en måde symptomatiske for den oplevelse, jeg har med The Consolation, der er gennemgående solide, og sådan set også skriver fængende sange, men jeg bliver simpelthen relativt sjældent ramt af dem. Det betyder dog ikke, at jeg ikke godt kan høre, at The Consolation kan noget – ja, faktisk flere ting.

Lukkeren ‘Setting Sail’ er således også ganske velfungerende, og især den instrumentale afslutning står stærkt. Det ender så i lyden af bølgeskvulp, og så sidder jeg jo der og funderer lidt over karakteren. For genremæssigt tager The Consolation udgangspunkt i genrer, jeg selv lytter en del til, og henviser til store navne indenfor amerikansk country og rock. Så hvorfor er det, jeg ikke helt bliver ramt af det, selv om jeg godt kan høre, at The Consolation er dygtige?

Der er nok bare noget med smag og behag i sidste ende, og er man til den mere polerede og luftigt producerede ende af genren, så er The Consolation et glimrende bud på et band, man vil kunne lide. Vi lander på 4 stjerner for et album, der ikke bryder nogen konventioner eller opfinder dybe tallerkener, men til gengæld byder på godt håndværk, gode melodier og nok skal levere flere sange til rotation på P5.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.