Home Artikler Tanker om endnu et år uden store festivaler

Tanker om endnu et år uden store festivaler

240
0

Så oprandt den uundgåelige dag, Triste Tirsdag, hvor alle større festivaler blev tvunget til, at aflyse på stribe. Man så det komme, men det gør det dog ikke mindre kedeligt.

Dette er en række personlige tanker, frit fra leveren, om endnu en festival-fattig sommer.

Allerede sidste år, da de større festivaler måtte bremse op og udsætte 2020-udgaverne til i år tvivlede jeg på, at det overhovedet ville være realistisk, at de blev til noget i 2021. Det siger jeg ikke for, at virke bagklog eller alvidende, det var bare en fornemmelse. En fornemmelse baseret på almindelig pessimisme, men også et nøgternt kig på tal og udvikling af Corona-smitten.

Det gik for langsomt. Udsigterne til flere bølger virkede som en overhængende fare. Tallene og tiden arbejde simpelthen imod, at kunne samles i den størrelsesorden allerede et år senere. Et år, det lyder som meget, og sidste sommers lille pusterum og genåbning kunne give et lys i mørket. Især når det øvrige samfund, tilsyneladende, vendte tilbage til mere eller mindre normale tilstande, mens festivalerne måtte en tur på bænken.

Der sidder de stadig. Og ligesom sidste år virker det ekstra unfair og hårdt, når resten af samfundet, i større eller mindre grad, er vendt, eller vender, tilbage til en form for normalitet. Men igen, det er størrelsesforholdene, mængden af mennesker og nu også en forventelig langsommelig proces med, at få vaccineret nok af befolkningen, der spiller ind.

Det var aldrig andet end et desperat håb, at man skulle kunne samles 10, 20, 50 for slet ikke at sige over 100.000. At det så er gået alt, alt for langsomt med en politisk beslutning og udmelding virker hovedrystende og unødvendigt. Man behøvede vist ikke en lommeregner for, at kunne regne ud, at det regnestykke ikke ville gå op.

Der gik nok politik, økonomi, frygt for at blive upopulær i en stor vælgergruppe i den. Samtidig virker det tydeligt, at kulturen ikke har højeste prioritet i disse tider. Slet ikke arrangementer, som er én-gangs eller kun afholdes én gang om året.

Jeg vil ikke gå ind i en debat om det rimelige i det, eller om det er overdrevet forsigtighed. Og slet ikke om Corona og faren ved denne virus generelt. Lad os bare sige, at jeg bakker op om de store linjer og, at man nok bør lytte til eksperter og deres råd.

Og lad os ikke glemme proportionerne i det her. Jo, det berører mange mennesker, på rigtig mange måder, og sender live-branchen og alt omkring den til tælling. Det bør ikke negligeres. Men, i et større perspektiv er det ikke verdens undergang, og du dør ikke af ikke, at komme på festival to år i træk. Tværtimod redder det (formodentlig) nogle liv, eller resulterer i det mindste i, at nogle undgår at blive smittet af en potentielt farlig virus.

Der er ikke nogen hemmelig agenda om, at holde befolkningen i et jerngreb, eller begrænse dine friheder – hvad skulle endemålet og motivationen være? Det er spekulation for folk med Corona-kuller, eller som keder sig. Men, godt de får det ud!

Ligesom jeg får luftet mine tanker og renset lidt ud her. Det er egentlig pointen med dette ikke helt gennemtænkte skiveri, det er det jeg gør. Tænker højt og får orden på tanker ved, at skrive dem ned og så tilfældigvis dele dem med læsere, hvoraf jeg ikke kender hovedparten.

Ligesom de oplevelser man kan få ved, at gå på festival, på en måde. Næste sommer kommer det til, at være 2 år siden, at man kunne få den slags store, fælles oplevelser. Det kan virke som om, der er RIGTIG lang tid til.

Alt taget i betragtning og med al tænkelig respekt til alle der havde lagt liv, sjæl, tid og penge i, at forberede festivalsæsonen 2020, de optrædende, leverandører, alle involverede på noget niveau: den aflyste festivalsæson 2020 var ikke verdens undergang for mig personligt. Måske trængte jeg til en festival-fri sommer efter +20 år med somre fyldt med musik og festivalliv.

Gu’ var det da trist ikke, at stå i regn eller støv på betonunderlag i helvede, eller nyde aftensolen over Orange. Men, jeg havde jo set det og taget det ind mange gange før. Det begyndte at virke som genudsendelser. Billeder jeg havde set før. Dufte, der var blevet duftet. Lyde, der trods forskellige programmer, i vid udstrækning, var blevet hørt.

Rutinen, og måske en begyndende træthed, eller i hvert fald lidt for stor grad af genkendelse, havde sneget sig ind. Ude af stand til selv at træde på bremsen, eller lige hoppe af toget en enkelt sæson, så blev beslutningen taget for mig.

Det var måske “det værste”, at beslutningen ikke var min egen. Konsekvensen var måske den samme, og lidt tiltrængt, hvis ikke endda kærkommen. Men, man ville gerne have haft, at det var et aktivt fravalg.

Efterfølgende begyndte jeg, at gruble lidt over, at det måske bare var tid til, at sadle om og se i øjnene, at det var tid til permanent forandring? Måske var det slut med, at bruge 3 hele dage i helvede, eller en uge i telt på Roskilde Festival med ret lange “arbejdsdage”. Man kunne jo prøve festivaler i en lidt forkortet form? Eller måske var tiden og festivalerne bare løbet fra en, man havde jo, trods alt rundet de 40.

Interessen og hjertet havde muligvis også bevæget sig i andre retninger. Det er ikke fordi, at jeg ikke kunne bruge den tid der går til forberedelser, musiklytning, skrive optakt og så deltage i festivaler hen over sommeren på noget andet… Savnet var kort sagt mindre end man kunne have frygtet, og for mig personligt var det næsten en lettelse.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg står nu. Var festivalerne 2021 blevet til noget, så havde jeg deltaget (hvis de lukkede vores medie ind/havde plads i sikkert restriktionsramte presseområder). Men, måske med et underliggende motiv om, at tage en “sidste” omgang i manegen for, at kunne gå ud på egne præmisser. Det ville måske have været et lidt dumt grundlag for, at tage på festivaler og lidt for stædigt?

Men, sandheden er, at jeg ikke har været syg af længsel efter, at komme afsted på festivaler denne sommer. Noget af det skyldes helt sikkert også, at det seneste år har været så underligt. Festivaler, og en selv, har skullet “gøre som om”, at det blev til noget denne sommer, velvidende, at det gjorde det nok ikke.

Det har været lidt kunstigt. At forberede, og sætte sig op til noget, som man ved sikkert ikke bliver til noget alligevel. Det har næppe været næring for min festivalsult. Det virker nærmere som om, at jeg med udsigt til aflysninger, lige så godt kunne bilde mig selv ind, at jeg da alligevel heller ikke gad. Ligesom sidste år.

Har det været en forsvarsmekanisme, eller savner jeg slet ikke The Orange Feeling?

Så kom jeg til, at kigge på hvor meget materiale vi på GFR (ikke mindst undertegnede) har produceret om og fra festivaler i årenes løb. Ligesom vores mediearkiv bugner med billeder. Ja, faktisk ville der nok slet ikke være et GFR, hvis det ikke var for Roskilde.

I takt med det, dukkede der uundgåeligt billeder, lyde og dufte frem på nethinden. Et fyldt, ekstatisk kogende telt til Band of Horses i 2008. Metallica på Orange i 2003, Slipknot det samme sted året efter. En ulykke foran Orange i 2000. Eddie Vedder alene på en scene på Heartland mange år senere.

Glimt af en legendarisk Tony Iommi solo sammen med Black Sabbath, på deres farvel tour, på Copenhell. Kreator, der tog røven på alle samme sted et par år tidligere, hvor også Gojira viste hvordan man smadrer betonunderlaget. Baest på Copenhells mindste scene, Baest på Rising, Baest på Uhørt. Utallige upcoming navne, på større og mindre festivalers større og mindre scener.

Silver Rocket, der var ved at få en lampe i bægeret på Camping Scenen, hvor en ung Søren Huus krængede sjælen ud i front for Saybia. Lars HUG, der sagde farvel og tak på Arena. Robert Plant der brølede som en stadig viril løve samme sted. Året efter en anden old timer, David Byrne, på forbløffende vis legede med koncertformatet.

En liderligt ligeglad honningbjørn, Father John Misty lige før det store gennembrud, der var talk of the town det år på Avalon. Skriget fra Sharon Van Etten mod slut i “Seventeen” i 2019, samme scene og telt, ny placering. Ian Brown og resterne af et afdanket Stone Roses på Northside mange år tidligere. Samme sted som Suede viste, at der stadig var lidt tilbage i tanken efter gendannelsen.

Suede på Grøn i ’99, min første Roskilde Festival, inden de blev opløst første gang.

Campingscenen anno 2001. Lowrider campingstolmodellen var højeste mode i de år.

Jeg kunne vitterligt blive ved. Det er minder og nostalgi, det peger jo ikke fremad, men de er da rare at have. Men… det begyndte sgu alligevel at kilde lidt festivalfødderne og rive i næseborene….

Græs eller beton under fødderne… duften af teltprutter, dårlig mad og sidemandens tømmermænd… bebumsede solskinsnakker og afbrændte kinder… Spiller Neil Young mon snart på Orange igen? Eller hvad er det der nye noget, som jeg ikke kan udtale, men som mange skriver om, er det fedt, overhypet eller allerede passé?

Hvad kunne kommende festivalminder mon være?! Det finder jeg kun ud af ved, at tage på festival! Fuck… Der er først festivaler i 2022!!

Indtil da kan vi fortsætte med det vi plejer, at bakke op om, og prøve at sætte fokus på nogle navne i det danske vækstlag. Navne, som nu for andet år i træk ikke kan prøve kræfter med scener på landets større festivaler. Men, der er stadig platforme derude. Både spillesteder og mindre festivaler dedikeret til upcoming, eller mindre etablerede navne.

Dem har vi, trods alt, stadig og de spirekasser skal der holdes liv i. Indtil tiderne igen bliver gunstige nok til, at drage mod Northside, Copenhell, Gutter Island, Roskilde og alle de andre, som vi må undvære endnu en sommersæson.

Vi ses derude, i mindre rammer!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.