Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Summon King Sykes: Wait to Rise (EP/Anmeldelse)

Summon King Sykes: Wait to Rise (EP/Anmeldelse)

207
0

Hidkald Kong Sykes! Fra de mørke og fuzzy stonerrock tåger! Og han vil svare kort og kontant med 4 tunge hug i form af EPen Wait to Rise. Summon King Sykes har rejst sig med en ny EP og den er, når tågesnakken letter, slet ikke så tosset endda.

“The first song beats the listener to the ground leaving them paralyzed and ready to be devoured”… altså hvis det var 100% sandt, så kunne jeg jo ikke skrive det her, vel? Men alright, man må gerne stampe lidt i jorden, slå sig selv på brystet og måske smølfesparke sine stive nipples i en pressetekst, hvis man nogenlunde kan bakke det op med handling.

Og det kan Summon King Sykes i tilstrækkelig grad, selvom de puster sig godt op i pressematerialet. Det gør de heldigvis også på den tilhørende EP, hvor de forsøger at give en en tur for lopper og andet utøj i et kvarters tid. Frem med tæppebankeren og fuld skrue, fremad.

Åbningsnummeret, “Devour”, den der efterlader en klar til at blive, ja, “devoured”, er en kompakt, knusende og godt knotten kæberasler på kun 2 minutter og 16 sekunder. Et støvet riff lokker en i clinch, og så følger et par hurtige, dybe hug fra trommerne og så er der ellers bare dømt tunge slagserier til mavebæltet inden knock out forsøget. Herligt primitivt og ganske effektivt.

Det er ikke finesse og overlegen teknik, som præger Summon King Sykes, men mere rå muskelstyrke og vilje. Hvilket også kan bringe en langt, især hvis man kan overrumple folk og har udholdenhed nok til at blive ved med at pumpe løs. Summon King Sykes er dog kloge nok til at kamuflere eventuelle mangler hvad udholdenheden angår, da de allerede sætter farten lidt ned i den efterfølgende “Zenith”.

Her spilles der tungere og langsommere, og stemningen bliver mere ulmende, hvilket klæder de 4 herrer fra Stenerrockalderen ganske fortræffeligt. Lyden er dejligt beskidt, ulden og både fuzzy-varm, men samtidig også kantet og skarp. Det er sådan lidt, som at blive viklet ind i et dejligt tæppe med pigtråd vævet ind mellem trådene, mens en flok huletrolde bruger en som hoppeborg. Produceret på indbydende ubehagelig vis af Simon Sonne fra ORM, der også drejede knapper på Summons King Sykes debut-EP fra sidste år.

At bandet også rummer en mere harmonisk og melodisk dimension får de også demonstreret i løbet af “Zenith”, der klogeligt blev udsendt som første single fra EPen. Den har den der “lyden af det her band/lad os introducere hvad vi er” følelse over sig, kombineret med noget som bare helt grundlæggende er en god sang.

Der er flere steder på EPen, hvor bandet brug af vokalharmonier, eller dobbelt-vokal med en tung, kradsbørstig og behåret bund i form af instrumenteringen, som minder mig en del om Alice In Chains. Og hvis man skulle blive i hjemlige, undergrundshimmelstrøg, eksempelvis A Horrible Death To A Horrible Man.

Hey, hvordan lyder et sejt band, der spiller røv sej progget stonerrock egentlig, spurgte nogen ud af det blå? Prøv lige at give “Darling Eyes” et lyt. Under det nummer slog det mig, “hold da kæft, det lyder sgu’ da RØV sejt”. Og beklager at mit sprog stille og roligt degenererer i løbet af denne anmeldelse, tror det er en bivirkning af at lytte til denne EP. Jeg får lyst til bare at lave grynte lyde, nikke med hovedet med lukkede øjne, mens jeg laver “fuck det fee”-trutmund.

Intet varer som bekendt evigt, men heldigvis får man da en EP-lukker, der lige sniger sig op over 5 minutters spilletid. “Hellion” giver bandet plads til at lege endnu mere med den proggede og lidt mere eksperimenterende side af deres lyd. Eller i hvert fald den måde, som de bygger sange op og lader dem udvikle sig på.

Det er afventende og “trippende”, så STORT og bombastisk uden at tempoet stiger voldsomt. Henholdende, ekspanderende, sammentrækning, ophold, mere spruttende og hakkende og så i en ny retning. Der sker en ret meget i løbet af “Hellion”, men holder sig alligevel indenfor en eller anden form for usynlig ramme.

Summon King Sykes udnytter, og får rigtig meget ud af EP-formatet. De får vist forskellige sider og facetter frem, og samtidig prøvet en masse ting af. Når de knap 15 minutter er overstået, er man både en smule mæt og udmattet, men egentlig også sulten efter mere. Så kan man vel næsten ikke forlange mere af en 4 numre lang EP?

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleSjælemesse fra et nørdet orkester – interview med Tyrants & Kings
Next articleRF’24: Ord og tanker omkring Roskilde Festivals program og spilleplan

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.