Home Live Maj 2023 - Live SPOT 2023, reportage lørdag 6. maj af T-H

SPOT 2023, reportage lørdag 6. maj af T-H

745
0

Et forsøg på at balancere rock og pop faldt ikke ubetinget godt ud for T-H, hvor han et par gange ‘gik forkert’. Lørdagen bød ellers på en bredde, og det blev da til en god håndfuld koncerter alligevel. 

Jeg åbner i Tape Town, hvor der både er en udendørs og en indendørs scene.
På den udendørs optræder Prototypen, da jeg ankommer – noget ironisk, dansksproget lo-fi, hvor ét nummer blandt andet handler om læreren, der tager alt for stort arbejde.
På en anden dag noget, jeg ville have styret ind i, men her virkede det mest lidt kuriøst.

Hiraki, 15.00, Lydhavnen (Tape Town)

Indenfor var der så en live session med Hieraki. Vi opererer i hardcore-genren om end der var tale om guitar, bas og en helvedes masse synths. Scream-vokalen og den smadrede tilgang var dog yderst meget til stede – bortset fra at den naturligt nok var svær at høre i en live-session, hvor mikrofonerne jo er sat  i mixerpulten.
Ofte, når jeg har anmeldt hardcore, har jeg beskrevet det som en fysisk oplevelse. Det var Hieraki i høj grad, for de opererede meget med noise og lydtryk – og jeg fandt mig selv placeret op af trommesættet, hvilket naturligt giver noget feedback.

Hieraki har – måske især på grund af synths – en variation, man ikke ofte finder i genren og flere gange bliver det nærmest sumpet sludget på en meget digital måde, og der er lange, instrumentale passager.
Det er fedt hele vejen igennem og bandet kæmper sig igennem så sveden sprøjter – ikke blot af trommeslageren.
Der er både skæve feelings, almindeligt 4/4-smadder derudaf og de førnævnte sfæriske passager.

Jeg finder ikke settet langt og kunne godt tænke mig at se Hieraki i en mere traditionel setting.
I denne fungerer og ikke-fungerer det, da publikum per definition bliver lidt statister.
Interessant.

Dottie Andersson, 16.00, Radar

Er skandinaverne de bedste i verden til at lave popmusik? Det synes Dottie Andersson at forsøge at bevise og med nogen succes.
Det er én af de mest klassiske SPOT-koncerter, man kan forestille sig:
En forsanger, en guitarist for dynamik – og så en masse backtrack.
Det er i sig selv lidt utroværdigt, men Dottie lykkes med – da hun entrer scenen iklædt uniform, komplet med kappe, at indtage rummet på Radar.
Ud over at det er effektiv pop (og det er det), så leveres den med en norrøn charme og lidt accent på de engelske tekster. Charmerende!

Teksterne synes endda ikke at være helt hen i vejret og selv om det da er patetisk med sange om vielsesringe, så får hun trukket netop den beskrivelse lidt i retning af ordets oprindelige forstand.

Under andet nummer introducerer hun sig selv som ’a real Scandi’ og intet beskriver det bedre; der er både noget fe-agtigt over det, men også en jordbundethed og nærhed.

Men det ER pop og jeg vælger at gå videre til noget andet…
På vejen passerer jeg mit alternative (også pop) på Åbne Scene, Kristine Issa og de har gang i en mere dansabel fest. Ja, pop er mange ting.
Men noget trækker; Terrorpy har haft flyers liggende her, der og alle steder og nu skal vi se både om den analoge (og noget klima-uvenlige) tilgang har været det værd – og om Terrorpy er mere end et godt navn…

Terrorpy, 16.30, Den Rå Hal.

Aha! Nej, det udtales åbenbart ikke som en slags nattøj, der giver mareridt?
Og aha! Flyers medfører ikke nødvendigvis fyldte venues.
Men når jeg så er færdig med at gøre mig lystig på Terrorpys vegne, bliver der forhåbentlig plads til at jeg kan fremhæve at dette er et virkelig, virkelig fedt odensiansk dødsmetalband.
Alt fungerer; et tæskeværk af en tight trommeslager i baggrunden, en aktiv men ikke dominerende og dygtig guitarist – og så en bassist, der ud over at løbe op og ned af gribebrættet leverer en mean growl, hvor man faktisk kan høre hvad der growles.
Det tager derfor heller ikke mere end ét nummer, før der er gang i den første mosh-pit. Og med god grund for med denne tightness og den komprimerede lyd, har vi en veritabel fest på hænderne.
Ikke bare fordi bandet spiller fedt. Men også fordi de lyser af spilleglæde og energi.
Fuck, nogen gange behøver det ikke at være så kompliceret det hele, vel?
Jeg glemmer at tage noter, for der er bare gang i den, det hele swinger og jeg er med. Mit ikke-tilstedeværende hår kastes, jeg følger teknikken der på én gang er on point og følgebar – og avanceret.
Der er brede smil – både på scenen og blandt publikum. Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at flyer-stuntet ikke har virket, for flere burde have glæde af det her.
Hvor nogle metalbands gør sig skyldige i at lave en ’pølse’ af lyd, så virker Terrorpy til at have fattet at dynamik og pauser er en god idé. Og når der så gives los, så lad dog festen herske!

Er det lidt bøvet, når forsangeren næsten growler sine ord mellem numrene? Selvfølgelig.
Men det skal ikke ændre på, at jeg meget gerne en anden gang vil iklæde mig en terror-py!

Fräulein, 17.15, Rytmisk Sal.

Man skal altså også have lov at gå lidt galt i byen en gang imellem, men da jeg så køen til Fräulein, tænkte jeg ikke, det var her.
Og hey! Bandet gør det godt, backtracks til trods, med en god, poppet energi og ikke mindst en frontvokal, der sender tankerne i retning af Tracy Champan – eller måske mere præcist herhjemme: Dodo.

Det er dybfølt pop, professionelt fremført men jeg keder mig lynhurtigt selv om alle tricks udføres ret smagfuldt fra scenen. Det er bare ikke for mig, og jeg overvejer om jeg så vil stå i kø igen for at se Kaisin eller Sitrekin, men beslutter mig i stedet at tanke kylling og en øl og få lidt af blokken, så jeg er klar og beredt på….

Bænch, 18.45, Den Rå Hal

Introduceret som ’kommende fra Danmarks Manchester, Horsens’ lægges der i ovnen til en gang Midlands-inspireret post-punk. Det er egentlig OK at drage den parallel, om end jeg i lyd og fremtoning hører mere White Lies – og de er da vist fra London?
Hvorom alting er, så spiller Bænch en solid gang bas- og tromme drevet poppet post-punk, der trækker mere på det poppede end det tungsindige fra Midlands. De gør det egentlig fint.
Publikum er i hvert fald godt med fra første tone og da der under sidste nummer opstår hoppestemning, er det symptomatisk for koncerten.
Skal der lyde en anke mod de unge horsensianere, så må det være at de savner pop-hittet eller hooks, der gør at man går fra koncerten og nynner… Et eller andet.

Det er dog at finde hår i suppen, for generelt er det overbevisende fem numre – og når man tænker på at bandet ikke en gang udfylder sin halve time, er det da ret fint gået.

Forrest har vi en udmærket syngende guitarist, bag ham en stærkt spillende trommeslager og ellers er der en tydelig bas samt en pige på synths. Sidstnævnte spiller en rolle i at skabe æstetikken i lydbilledet, men på subtil vis så det aldrig bliver dominerende.

Jeg kan være lidt bekymret for at om Bænch bryder igennem med det her – men så igen: Et rigtigt hit eller to og de vil få rigtig god tur i den.

De skal nok rydde lidt op i underlige introer, hvor forsangeren spreder sine arme og på Jesu vis befaler publikum at se ham og gå på knæ for ham… Men det var allermest bare lidt… Sært.

Alt i alt var det en fin performance fra bandet.

Nicotine Nerves 20.00 HeadQuarters.

Hvor mange rockmusikere skal der egentlig til at spille en fed koncert?
Nicotine Nerves besvarer det spørgsmål med ’en duo’ og leverer en overraskende alsidig halv time på HeadQuarters:
der er – som det jo er vanen på det spillested – fuld tænding på, men derudover får trommeslager og guitarist formået at sende tankerne i retning af White Stripes og Queens Of The Stone Age. Selvfølgelig også punk, for der er fart over feltet, men med en særdeles potent stortromme (og i øvrigt habil trommeslager) og en toppet eller boxet guitar – afhængigt af nummeret – så kan man sagtens spejle i netop disse to ret forskellige acts.

Oven på det ligger så en ofte desperat vokal som blot bidrager til det generelle udtryk af at det her? Det er vigtigt, men også loose og cool.
Nå, detaljer!
Vi får både Foxy Lady-agtige grooves, med efterfølgende hoppestemning for scenen, en vekslen mellem gain-løs guitar og vildt smadder og en underliggende dynamik af forståelse for groovet. Ét nummer består mellemspillet især af tromme-rul og hvor man i ’fulde’ bands måske ville synes, det virker lidt ’tomt’, er det perfekt for NN.

Der er alt fra poppede rundgange til numre, hvor strofer går i én akkord. Der er desperation og groove. Der er skrig og sang.
Der er, med andre ord, en variation, man ikke som sådan kunne forvente af to mand på en scene.
Endelig er der også et mere passende antal publikummer og dermed lidt luft på HQ. 

Hurra for NN!

Nemo, 21.00, Bassinscenen.

Forført en smule af presseteksten, der lovede noget sfærisk, satte jeg mig klar til at høre Nemo udendørs. Når alt kommer til alt, så er vi vel lige dele interesserede i, hvem der ’er noget’ og hvem, der ’ikke er noget’ (nemo).

Jeg bliver da også opløftet, da bandet indleder med en pause, fordi ’harpen skal stemmes’ (forståeligt i de otte grader!).
Nemo viser sig dog ikke rigtigt at være noget. Eller; der er tre på scenen, hvoraf én spiller harpe og en anden synger. Men sangen er så vocoder-tung, at det ret beset havde været mere interessant, hvis det havde været en mand, der sagde ordene i mikrofonen. Og harpen var der, men da backtracket var så dominerende, spekulerede man på hvorfor?

Jeg giver det lidt flere chancer, end det fortjener og ender med at konkludere, at musikken da sådan set godt kunne minde om en gople, oplevet under En Verdensomsejling Under Havet. I øvrig er bandet ikke ulig The Portuguese Man-O-War.
Men at Kaptajn Nemo næppe ville lægge navn til det her.

På HeadQuarters skete der imidlertid ting og sager…

Riverhead, 22.00, HeadQuarters.

Det lykkes mig at få en ret central plads på det ellers ofte pakkede HeadQuarters og Jonas, der ellers var bundet op af familieforpligtelser, dukkede også op.
Til hvad? Jo, rock med punket energi og et band, der gav den 100% på scenen.

Vi når at joke lidt om, at det er betegnende for de fleste bands på HQ på denne SPOT, men her er der alligevel helt anderledes fat i sagerne:

Den kæmpehøje forsanger er fra første akt helt ude at hænge i ventilationsrørs-kasserne og super meget ’på’ publikum.
Der er noter af metal-indpisker, men her med en rocket, stærk og let overdriven vokal og ellers nogle numre, der i hidtil uset grad får publikum til ikke blot at hoppe og være med, men også skabe mosh-pit lignende scener. Der er smæk på!

At publikum er med, vises flere gange, hvor der – som i startscenen på 2001: A Space Odissey – bliver banket på ventilations-skjulerkasserne og slutligt råbes der uprovokeret call-response med bandet i et uptempo-nummer.

Selv om det hele kan virke lidt primitivt, så er det også en konkretisering af den energi, jeg flere gange har prøvet at beskrive fra HQ: En klubstemning, hvor der smadres igennem fra scenen og publikum ikke har andet valg end at være med. Hos Riverhead er de bare med på 100%.

En tør bassist, en tight trommeslager, guitarer og så denne kæmpe af en forsanger der ikke lader publikum stå og fedtspille? Ja, det giver en ret vild koncertoplevelse, hvor vi, pæne voksne mennsker, flere gange må trække os lidt, så pitten kan få lov at udfolde sig…

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleSPOT 2023: Reportage fredag 5. maj – T-H edition
Next articleSlagger Lund: Maniak (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.