Home Live Maj 2023 - Live SPOT 2023: Reportage fredag 5. maj – T-H edition

SPOT 2023: Reportage fredag 5. maj – T-H edition

642
0

Vi havde to mand på plads på Spot 2023 om fredagen. Som Jonas beskriver andensteds, så nåede vi lige at stikke hovederne sammen en enkelt gang, men ellers så vi forskellige ting.

SPOT er aldrig helt det samme
SPOT åbnede traditionen tro allerede torsdag, men åbningskoncert med TV-2 m.fl. blev dog uden dækning fra os.

Fredag kunne vi dog beskue den nye form på festivalen, hvor scener og det, man vel kan kalde ’festivalområdet’ er rykket i Banegraven.
Da vejret er noget koldt stads, er det en stor fordel at der er mulighed for så mange indendørs-koncerter på Godsbanens og Radars scener. Det betyder også som sædvanlig, at satellitspillesteder skal have gode navne på programmet for at trække – Train har selvfølgelig med SPOT Metal sine egne fans, mens Voxhall og Turkis og byder ind med lignende profilering af programmet.

Kulturungdomshuset formoder jeg også har deres eget segment, mens både Musikhuset, Scandinavian og HeadQuarters som vanligt byder ind med gode rammer.

Midt på festivalpladsen er der bygget én, central scene (Arkitekten) og opsat en DJ-pult. Sammen med scenen i bassinet foran Musikhuset er det de eneste udendørs scener. Det tænker jeg både vi i vejret og naboer til pladserne er fint tilfredse med…

SPOT har forbedret sig lidt med en app så man med nogenlunde sikkerhed kan finde scenerne. Det fungerer dog ikke 100% og jeg var ikke den eneste, der løb ind i et lukket hegn i mit forsøg på at finde ind til A-huset…

Men fine rammer!

IVA Queendom 15.30 A-huset.

På den lille scene foran er ret blandet, men ret ungt publikum starter koncerten med et dybt bas-backtrack. Ind kommer forsangeren, der med sin rubato-vokal souler nummeret i gang og sætter scenen oven på et nu meget klaver- og bas-drevet band, der hurtigt går i en rocket 4/4.

Modigt, og naturligt får hun etableret et sing-along refræn og selv om numrene i udgangspunktet er ret inderlige, er der en rocket appeal over projektet.

Det er i hvert fald en stærk vokal, der sender tankerne i retning af Kira eller måske endda Pink.

Dog kan bandet ikke helt følge med og selv om de bryder den ret soulede vokal op, mangler der både punch og bund. Klaveret, der ellers er en god idé, giver derfor associationer af noget gymnasie-musik. Det kan de dog producere sig ud af og jeg tænker, der vil være noget at komme efter, hvis bandet gør netop det.

Idéerne er der i hvert fald, vokalen stærk og da der falder en ballade, der løbes i gang med forsangeren alene med en (noget bedre?) klaverlyd, får vi noget nerve og nærvær, der vækker interessen.

Dog irriterer lyden lidt og jeg vælger at forberede mig på Maaneland i stedet og går før de sidste toner er tonet ud…

Maaneland @16.00 Åbne Scene

Så for Søren! Hvor IVA Queendom virkede decideret underproduceret, er Maaneland i den helt anden grøft: Der er smæk på fuldfed, synthet lyd med en god, crunchet guitar og masser af kor-effekt på b-vokalerne. Det lyder kæmpe stort og er dermed ret risikabelt – men falder aldrig sådan helt i gryden med klicheer. De danske tekster, fremført af den ret nørdet fremtonende baryton i front fremstår poetiske oven på denne bund af synths og trommer og en dyb Moog-bas driver værket fremad. Det her kan noget!
Lyden er larger than life, teksterne klassisk dansk legende med sproget og det hele fremstår bare overbevisende – og samtidig sprogligt håndholdt.
Fedt.

Der er flere tangenter at spille på og måske denne nærmest afsøgning af hvad genren kan bære, gør at vi accepterer et lidt tekstmæssigt svagt nummer som Familien.
Ikke mindst da Praktisk Magi spilles – et nummer inspireret af Niels Klim – og de fire slag i gulvet fører til dans blandt publikum.

Maaneland skal der følges op på; Det er en overbevisende lyd, der er plads til vokalerne og der er noget latent rocket over det hele, selv om synths står centralt.
Fed oplevelse!

Upploppet, 17.00, HeadQuarters

I en helt anden boldgade igen, finder vi så på HeadQuarters god, gedigen rock. Upploppet fremviser de flotteste overskæg på dagen og 70erne må misundes. I fronten for projektet finder vi dog anderledes stilet hår og takter i retning af rockabilly – en væsentlig detaljer, når musikken starter.
For der er ikke så meget at rafle om her. Der åbnes godt nok med første strofe af Hva’ Ska’ Vi Nu, Lille Du, men så er det ellers 4/4 i højt tempo og tilsvarende energi. Er det sofistikeret? Nej! Er det fremadskuende? Nej, heller ikke. Er det fedt og energisk? Ja for Fan!

Energien kan bedst beskrives som punket, men med førnævnte hints af noget klassisk rock og rockabilly. Bare hints, men vi får fx guitarsoloer og den variation, de tilbyder.

Jeg er kongeligt underholdt af de stadigt mere svedende musikere på scenen, der river det hele ned og ikke kærer sig så meget om andet end at leverer 100%.

Går jeg to numre før slut? Ja, for jeg hører en shawarma kalde. Var jeg gået før tid, hvis det ikke havde været en festival-koncert? No way! Upploppet er fede, energiske no-nonsense rockere, der leverer på et godt fyldt HQ.

Kalaset, 18.00, Arkitekten

Med maven fuld af kylling vender jeg tilbage til pladsen til en koncert som er mere af det samme. Eller. Altså ikke kylling. Men præmissen er lidt den samme med Kalaset, som den er med Upploppet – dog i meget forskellige genrer: Stempl ind og lad dig rive med – så har du en stærk koncertoplevelse.
Kalaset er MEGET ungt og effektivt. Der er tale om ret banal guitar-pop med meget præsente synths. Det, de dog gør fremragende og ganske usnobbet, er at lancere hit-hook på hit-hook og for første gang hører jeg på udendørsscenen, Arkitekten, et festival-brøl mellem numrene. Det er ungdommens field day, det her og den dansksprogede pop-rock går lige ind og der skråles med.
Det betyder også, at der pågår ikke så lidt ’crowd control’ fra scenen, hvor der både opfordres til sing-along og trues med at skrue ned.
Men det lokker. De der melodier er yderst medrivende og det fungerer rigtig fint – om end kalorierne er til at overse: ”Elsk mig som jeg er”. ”Vi er uendelige. I nat er vi uendelige”.
Men når solen kigger frem og der er øl i glasset, så kan det bestemt noget. Disco-hi-hatten høvler og der er hoppestemning.

Stærkt står et nummer, hvor keys-spilleren løfter med sin mørke kvindevokal…
Lange numre skal de nok holde sig fra, men når de falder i dén fælde, hiver de blot endnu et poppet hook frem i næste nummer…

Jeg skrev på et tidspunkt om Prisma, at de er festival-klar. Det er Kalaset bestemt også, men der er NOGEN vej op til den internationale klasse og historiske bevidsthed, søstrene udviser.

Mindre kan også gøre det og Kalaset er selvfølgelig også naturligt begrænset af at synge på dansk.

Kalaset er måske ikke min ting, men en kæmpe ting for især det yngre publikum.

Nu afsted til Train for SPOT Metal åbner med…

Feather Mountain, 19.00, Train

Jeg har før anmeldt Feather Mountain og især lagt mærke til evnen til at tænke vandret og bryde med konventioner. På denne aften var det dog især idéen om et lidt hårdere islæt, der bar bandet.
Feather Mountain får lov til at deltage på SPOT Metal, men er sådan et band, der også kunne have været placeret under kategorien ’lidt hårdere rock’. Ofte synges der egalt og der er nogle tekniske ben, der selvfølgelig trækker i metallens retning, men som også falder lidt udenfor.
Centralt står en forsanger, der kan synge og især trommerne berettiger til at vi er på en metal-scene.
Flankeret af to fanned fret-instrumenter i en bas og guitar – og ikke så lidt backtrack – har vi så et band.
Der ER mange tangenter at spille på for Feather Mountain. Den egalt syngende forsanger kan variere med scream og det generelt ret ’vandrette’ udtryk kan hugges op med nogle radikale ’lodrette’ bevægelser.
Men ofte bliver det meget vandret det hele og glæden er derfor stor, når der hugges lidt lodret, sørges for lidt luft i form af breaks og generelt tænkes i rytmisk dynamik.

Feather Mountain er uomtvisteligt et dygtigt band: musikerne er ikke bare skarpe på deres instrumenter, men ved, hvor de har hinanden.
For at det bliver rigtig skarpt, skal vi dog over i en ballade, der så udvikler sig til noget god, gammeldags smadder; her har Feather Mountain en fordel i en god sanger, styrker i de forskellige dynamikker – og heldigvis også et gear mere, når der skal smadres igennem.


Desværre bærer koncerten også lidt præg af næsten jazz-agtig tilgang til soloer og grooves.

Jeg er med på, at showcase-rammen sætter sine grænser. Men netop på plade har Feather Mountain vist en evne til at have en idé og eksekvere den ret hurtigt, så der ikke behøver gå post-rock i den.
Det var ikke helt indtrykket her, hvor der var nogle lidt for lirede lange passager og kun glimtvis så vi noget alvorlig kant i scream og smadder. Hvilket ret beset var den måde, bandet sluttede på, men også var lidt savnet igennem det korte set.

Herefter stormede jeg op til Åbne Scene for at mødes med Jonas, der jo har skrevet ord om den oplevelse her.

Mirror to The Moon, 20.30, Remisen

Igen et band, jeg tidligere har anmeldt og derfor havde en vis fordom på. De kære silkeborgensere slipper ikke helt for at falde i NU-rock kategorien, men har også et usvigelig skarpt kort i forsangeren, der virkelig kan levere. Med to guitarer og et trommesæt bag ham kunne man godt ønske sig, at der var lidt mere bund og noget grum(t).
Det er selvfølgelig præmissen i bandet og de formår også flere gange at lave skarpe grooves og det lader også til, at der er publikum, der synger med.

Under fjerde nummer sættes publikum ned, og hopper så op på cue fra forsangeren. Fair, godt trick der faktisk virker på dagen.
Det gør den koordinerede headbanging også i ét aller andet omfang.
Men Mirror to The Moon mangler stadig ét eller andet for at komme helt ud over scenekanten. Ikke nødvendigvis energi eller sangmateriale, men ét eller andet ekstra så vi virkelig går derfra og tænker, vi har haft en oplevelse.
Den ’nemme’ løsning er mere bund – en bas, noget growl?
På denne aften virker bandet bare lidt u-potent til trods for at ingen kan være i tvivl om, at det er dygtige drenge…
De spiller ikke fulde 30 minutter, men får dog sat deres præg og cementeret sig som et band med en stærk vokal, men lidt med manglende bund. Festligt? Bestemt. 

Mary Anne’s Polar Rig, 21.00, HeadQuarters

Her er der tale om et navn, jeg har glædet mig til. Jeg er ikke den eneste og har derfor problemer med at få tiltusket mig en plads til koncerten.

Hvad er det så for noget?

Jo, der er tale om velspillet, let skramlet rock. Der er også kvindevokal med masser af stemmeknæk. Derfor er der også noget let teatralsk over projektet. Men der er især tale om et band, der varierer uden at styre uden for genren. Der er synths, guitarer, bas og trommer. Men der er også et kæmpe udtryk, der måske er lige så ironisk som B52, men nok snarere bare vitterligt VIL noget.
Igen på HeadQuarters: 100% energi.
Det ene øjeblik grooves der, det næste fortælles der. De spiller, som det har været vanen på HQ til aften, røven ud af bukserne og vækker appetitten så jeg gerne vil se mere.

Der headbanges, kartes rundt med instrumenter, svedes og fremstås samtidig lidt introvert. Jeg tænker, der har været perioder i Smashing Pumpkins’ karriere, man har kunnet opleve noget lignende: Agression og introverthed.
Men samtidig her med en næsten dansabel energi. Eller punket? Man er i hvert fald hele tiden videre, i gang med det næste og at styre udtrykket i en energisk retning.
Det er gode numre, men jeg mærker også at HeadQuarters største styrke også er lidt en svaghed. Der er tæt derinde, hvilket oversættes til ‘klubstemning’, men det gør det også svært at se bandsene. Så må man selvfølgelig komme før, men det er svært i den ramme, SPOT udbyder.
Hvad værre er, at Snakkeklubben også havde åbnet en filial her og nogle i min nærhed prøvede at råbe en samtale ind over det hæderligt spillende band. Normalt ville man gå et andet sted hen at høre koncerten, men her var det ikke rigtigt muligt.
Super ærgerligt, for det er bestemt et band, der råber på mere og som jeg vil følge fremadrettet.

Burde jeg se bandet, når det spiller igen i TapeTown morgen? Måske.
Men jeg lever her med at have en større interesse vakt.

Og det blev desværre enden for mit vedkommende. Jeg bøvler alvorligt med et bygkorn (undskyld til alle, der har set mig i løbet af dagen – jeg ligner jo noget, en bokser har vundet over) og det tog efterhånden halvdelen af mit syn – og gjorde i øvrigt naller.

Så jeg vender stærkt tilbage lørdag – forhåbentlig med et behandlet øje!

Anmeldt af: Troels-Henrik 

Previous articleSpot 2023: Reportage fra fredag – Jonas-edition
Next articleSPOT 2023, reportage lørdag 6. maj af T-H

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.