Spot 2018: Reportage fra fredag

0
1551
views

Fredag bød på mange forskellige genrer på mange forskellige scener – fra black metal til tyrkisk folk/syrerock, fra Royals trailer til Godsbanens Rå Hal.

Man kan jo starte med et vældigt udvalg af branchearrangementer, men eftersom jeg ikke får penge for at være en del af den, så bød fredag på en bid arbejde, inden jeg kunne sætte kursen mod Spot midt på eftermiddagen. Første navn blev Dune Messiah i minimalistisk setup (forsanger/guitarist Magnus Westergaards + synth/keys kvinde) på den ligeledes minimalistiske Royal Trailer scene under en høj sol og foran et soldovent publikum.

Der var lydknas på andet nummer (ellers stærke ‘What You’ve Become’, tror jeg det var) hvor mikrofonlyden fra Westergaard forsvandt et par gange. Nummeret blev ellers fint leveret, men højstemt mørkrandet neo-folk/rock går bedre indendøre og i mørke. Ærgerligt nok, når nu Dune Messiah har gode, fængende sange. Et let tilbageholdende publikum klappede høfligt og jeg rykkede videre efter en halv showcase. Spot-stil fra starten.

Så kunne jeg nemlig nå Mary Jean indenfor på Roots & Hybrids scene i Den Rå Hal på Godsbanen. Her gav tyrkiske tæpper og sejl i loftet lidt stemning i forsøget på at gøre det store, rå rum hyggeligt og lidt mere intimt. Fyldt var der ingenlunde, da Mary Jean gik på, bakket op af tre medmusikere på trommer, percussion, keys og bas, som gav Mary Jean et levende polyrytmisk bagtæppe. Tribal pop indeed.

Mary Jean på Roots & Hybrid scenen

Ud over et anderledes og vellykket rytmisk landskab, havde Mary Jean også fint greb om vokalmelodierne, og placerede sig et sted mellem Portishead og rytmer fra afrikansk musik. Men den store scene, det begrænsede fremmøde og det tidlige tidspunkt satte også nogle begrænsninger. Især når tempoet gik ned, som på starten af ‘Warrior’ gik der noget intensitet tabt. Det blev der heldigvis kompenseret for med nogle tungt svingende passager, hvor bas og percussion fint fyldte rummet ud.

Nuvel, samlet set leverede Mary Jean et fint indtryk og det skal blive interessant at følge hende.

Fernet Branca og black metal

I et ganske andet rum og en ganske anden genre stod Fright Eye klar på HeadQuarters, hvor Gutter Island Festival kuraterede. Så der blev selvfølgelig uddelt Fernet Branca og spillet skramlet rock. Præcis hvad der foregik på scenen kunne jeg ikke se meget af, men Fright Eye skramle-punkede lystigt derudaf foran et relativt skægget og tatoveret publikum.

Hvor er bandet?! HeadQuarters og Fright Eye… et sted.

Jeg listede ud i solen igen for at lege “er det et band eller bare bros”, mens jeg bevægede mig mod Atlas, hvor Morild havde fået et relativt tidligt spilletidspunkt.

En stor del af metalfolket var enten ved andre scener eller ude og koge i solen, så Atlas fremstod en kende halvtomt da Morild gik på. Eller faktisk var det først bare en guitarist, som slog tonen an, dog hurtigt efterfulgt af de øvrige fire bandmedlemmer.

Morild spiller en hidsig omgang black med dobbeltvokal – en hæst skrigende og en mere grumt brølende. Det lød sgu pænt ondt, som et soundtrack til et mareridt af de værre. Selvfølgelig krydret med melodiske passager, men uden det føltes nær-postrocket af den grund.

Jeg bliver nok aldrig decideret black-aficionado, men Morild lød altså nærmest decideret onde ind i mellem og det er ment som et plusord i denne samme sammenhæng.

Mod slutningen dukkede en sangerinde op på scenen og leverede noget der lød som nordisk folkemusikvokal, mens bandet byggede op til storm omkring hende for til sidst at slippe uvejret løs.

Lidt af den grumme illusion gik fløjten da forsangeren før sidste nummer holdt en lille takketale på sjællandsk, men hey, det skal ikke være mørke og ondskab det hele. Der skulle også lige stemmes lidt inden sidste nummer for alvor kom i gang. Ellers en veleksekveret sag med masser af variation (og kor-backtrack) – og i øvrigt en vellykket showcase.

Morild på Atlas

Efter lidt kicking back i solen og en solid og fedtet burger plus fritter fra en madvogn mellem Atlas og Voxhall, gik turen til Bora-Bora igennem en Aarhus midtby der tog sig ualmindeligt godt ud i solen.

Ind i mørket

Bora-Bora, sædvanligvis danse-teater scene, lagde rum til et program kurateret af DUP, Danske Uafhængige Pladeselskaber, og bød kl. 19.30 på koncert med Marie-Louise Munck, som tidligere i år udsendte det glimrende album Moon Dogs.

Ikke noget, der appellerede til de sol- og ølhungrende masser, og således var der godt med plads foran scenen og på stolerækkerne.

Vi fik ‘My Paperthin Wife’ som andet nummer, efterfulgt af ‘Dead Calm Ocean’, begge med fine vokalharmonier hvor Camilla Muncks (hun var med på korg og kor) lyse vokal, supplerede Marie-Louise Muncks dybe, fyldige klang flot. Det fik vi flere gange smagsprøver på undervejs. Melankolsk, ja, nærmest sørgmodigt lydbillede, som flot blev leveret af de tre kvinder (2 x Munck og en guitarist) på scenen.

Det samme var tilfældet for de ligeledes dunkle ‘Moon Dogs’ og den sårede kærlighedssang ‘Crowbar’, der skabte en fortættet atmosfære i det store rum. Munck fortalte til sidst at hun gerne ville slippe folk afsted på noget blidt. Og sluttede så af med ‘A Promise’, uden det af den grund blev ligefrem løssluppent. Munck’s univers er mørkt og repetitivt, men også sine steder ganske fængende, hvilket vi heldigvis også fik smagsprøver på undervejs.

På sikker afstand af scenen – Marie-Louise Munck på Bora-Bora

Efter at have mødt og snakket med nogle kendte ansigter gik turen til Klubscenen i Musikhuset, en lille sal godt gemt af vejen nede i bunden af bygningen. Her var Ellie, en tand forsinket på grund af lydprøve, klar til at entrere scenen.

Med en enkelt EP på bagen, er det vel noget af det mest upcoming man kan rende på på Spot. Bandet består dog af dygtige og relativt rutinerede musikere, med Morten Rune i front på vokal og guitar.

De åbnede med en glimrende version af åbningsnummeret fra EP’en, fulgt op af en rytmisk tight sag (‘Ellie’ tænker jeg den hed). De blev fulgt op af ‘There She Goes’, hvor Rune, som på de øvrige numre, fint løftede vokalopgaven – i det hele taget er bandets vokalarbejde, i ånden fra en række amerikanske folk-rock navne fra 70’erne, værd at bide mærke i – fint korarbejde.

Ellie

Og så spillede bandet med en rolig selvsikkerhed, i stille og roligt tempo, hvilket bestemt ikke nødvendigvis er nogen let øvelse. Fint overskud, og skulle man ønske sig mere af bandet på nuværende tidspunkt i deres karriere, så var det måske en enkelt virkelig skarpt skåret ørehænger. Men måske er Ellie slet ikke sådan et band, der behøver det – for de leverede en virkelig varm og velspillet omgang neo-folkrock.

‘Hey My Love’ blev således serveret med fine nuancer blandt andet i trommespillet, mens ‘A Ring I Didn’t Buy’ rockede mere tungt igennem i sejt tempo til slut, med masser af guitarlir. Veludført koncert.

På opdagelse

Så var det på opdagelse, da jeg havde en times hul i programmet før næste kryds – så hvad mon Rock the Region-folkene havde at byde på på Remisen på Godsbanen? Hollow Birds, skulle det vise sig. Et band jeg bogstaveligt talt ikke havde hørt om før jeg fandt dem i programmet.

Efter en kort videointro (med og om bandet) gik bandet lige på. Genremæssigt var vi i melodisk hård rock-området. Remisen kommer nok aldrig til at levere perfekt lyd, men den var bestemt tålelig her.

Jeg bed især mærke i andet nummer, der swingede ret godt, på sådan en stoner-rocket måde. Især her havde bandet fat i noget rigtig godt. På fire numre når man knap at komme i gang, men Hollow Birds fik faktisk vist at de kan lidt af hvert i de knap 20 minutters spilletid man får i Remisen. Bevares, udtrykket er måske ikke helt færdigudviklet, men der er et spændende potentiale.

Hollow Birds rocker regionen

Så var det videre til Roots & Hybrid scenen på efterhånden trætte ben. Her var der nemlig tyrkisk syrerock på programmet. Men først var der tid til lige at sidde lidt ned under lydprøven og få fyldt lidt væske på.

Altin Gün blev aftenens sidste navn for mit vedkommende (sorry, Alkymist, det blev rain check i denne omgang), men det viste sig nu at være en helt god måde at runde fredagen af på. Det hollandsk/tyrkiske ensemble tager udgangspunkt i både syrerock fra 70’erne og tyrkisk folkemusik, hvilket skulle vise sig som en festlig og fængende kombination.

Og det var i øvrigt noget, der trak folk til. Og en dansabel blanding, der fik de fleste til vippe med til de syrede grooves og tyrkiske folkemusikrytmer – leveret af to trommeslagere.

Jeg har ikke begreb om titler på numrene, så skal vi ikke lade det være ved, at det var en festlig, medrivende og velspillet oplevelse. Og så var jeg klar til at tælle får.

Altin Gün holdt dansefest

Overhørt på hjemvejen: En ung kvinde til en anden; “Fuck Emilie, og fuck hendes…lorterøv techno!”. Der er håb for ungdommen endnu.

Reportage og fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR

 

 

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.