SpaceBaby: Voyager One (EP) ★★★★☆☆

0
840
views

Trods en skrækkelig brug af vocoder autotune i starten, får SpaceBaby spillet sig op og leverer gedigen rock på Voyager One

Nogle gange skal man ikke lægge for meget i førstehåndsindtrykket.  SpaceBaby minder os om dette på Voyager One, da EP’en åbner med en mildest talt forfærdelig vocoder autotune-vokal og man når at tænke de værste tanker om projektet.

Det viser sig heldigvis at være en prolog, og selv om autotunen kort kommer tilbage senere i åbningsnummeret, ‘SpaceXplorator’, så virker det ikke på samme måde som et stop-kort, når musikken spiller.Bag navnet SpaceBaby gemmer sig et godt, gedigent rockband, der ud over autotunen kan minde meget om 70’er-inspirerede rockbands som The Blue Van, The Floor is Made of Lava og Go Go Berlin. Og det er der fra dette skrivebord stor respekt for!

Det er et band, der tydeligvis har styr på deres lyd og trækker megen energi fra en rocket dynamik, som til gengæld skaber klangbunden for balladematerialet i ‘Bitter Roses’. Casper Lerches vokal er simpelt hen hvad man må kalde en fed rock-vokal, men det skal ingenlunde tage noget fra den finde bund, han krænger sjælen ud over; potente, drevne trommer og cool guitarer – især i de ikke overpyntede soli – fungerer bare skide godt.

Og det til trods for, at EP’en ret beset mangler egentligt hitmateriale. Det bliver – desværre – lidt forglemmeligt og hvor man også kunne være faldet i den anden grøft og være forfaldet til (for mange) ”lå-stykker” eller andre billige tricks, har SpaceBaby ikke helt på Voyager One formået at finde den helt catchy melodi, der gør at man vender tilbage. Men SÅ meget gør det så heller ikke, for der er karakter og udtryk i bandet. Dermed også være sagt, at hvis de skruede lidt på denne knap, ville vi have noget, der var særdeles interessant – både på plade og formodentlig også live.

Med så forskellige referencer som Soundgarden, Kraftwerk, Turboweekend og Led Zeppelin, kan man også prise sig lykkelig for, at det ikke bliver en totalt skizofren (eller hedder det bipolar nu?) oplevelse at lytte til EP’en. Jeg tænker nok mest – som indikeret ovenfor – at det er Led Zeppelin, der refereres mest til – uden at det har den samme skramlede lyd som inspirationskilden.  Det er derimod en ret pæn lyd, men bandet formår at få energi ud af det lidt polerede og det er ingen hæmsko og alt står skarpt.

Problemet for Voyager One bliver derfor ikke, at det ikke lyder godt (det gør det), eller at der er fejl (ud over at autotuneren altså er lidt tvivlsom), men simpelt hen i, at der mangler lidt ørehænger på EP’en.Ja, der sluttes med lå/åh-kor, men melodien er væk to minutter efter og indtrykket er ingenlunde vedvarende.

Men man kunne alligevel på mange måder ønske at Voyager One satte standarden for hvad vi får ind hos GFR. For der er indlysende kvaliteter og få ’men’er. Men når feltet nu er så fyldt som det er (mine tre ovennævnte referencer indikerer, at man skal stå på tæer for at konkurrere), så skal man nok være endnu skarpere, end SpaceBaby fremstår her. Det skal dog ikke tage yderligere fra EP’en, som er fin og fed at lytte til og vi ender da også på fire stjerner, da de relativt lette kalorier er glimrende, når musikken spiller!

Af Troels-Henrik Krag

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.