Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Southern Gothic Tales: I’m An Island **** (4/6)

Southern Gothic Tales: I’m An Island **** (4/6)

2704
0

I’m An Island er tredje album fra danske Southern Gothic Tales, og hvor de to første har kredset om flugten fra provinsen og livet i storbyen, handler tredje album om det menneskelige vilkår, at hvert menneske er sin egen ø. Det er der kommet et overvejende melankolsk og afdæmpet album, med en omfattende instrumentering, ud af. 

Man skal ikke være alt for rastløst anlagt, hvis man skal blive hængende i Southern Gothic Tales univers. Men kan man leve med at tempoet sjældent bevæger sig over det adstadige, så gemmer der sig flere fine numre og mange musikalske nuancer på I’m An Island.

Titelnummeret slår afdæmpet stil og stemning an med Anders H. Riis’ vokal i centrum, indtil trommer og elektrisk guitar sætter ind i et velorkestreret temposkift, der sætter barren relativt højt for resten af albummet.

En rastløs trommerytme sætter ‘Keep Running’ i gang,  og her er Lise Westzynthius med som diskret vokalhjælp, hvilket bestemt er et plus. Det ender dog lidt for sovset med stryger/blæserarrangementet mod slutningen, hvor jeg synes sangen står stærkere i sin mere bare form i sangens første del.

Westzynthius leverer også backing vokal på ‘The Monkey’, som løfter niveauet igen. “So come on girl, make me a bed/Come on lay with me and fuck with my head”, synger Riis og man mærker at der er noget på spil – her fungerer trombonen og trompeten, der sætter ind til sidst, også rigtig godt. Det bringer lidt mindelser om Conor Oberst, og har samtidig et omkvæd, der er temmelig fængende.

Fint trommearbejde af Stefan Andersen er med til at give ‘Out Of My Head’ karakter, og her folder Riis ind i mellem også sin vokal lidt mere ud, end han ellers har for vane på albummet. Også ‘Beat’ holder en fin kvalitet, og er flot instrumenteret. Det med den flotte instrumentering går igen albummet igennem, og det kan altså også tage overhånd og blive for arrangeret og poleret, især når det er en konstant tilbagevendende effekt.

På ‘Scandinavian Heart’ bliver det nærmest melankoli-hyggeligt med “mmmh-mmmh”-kor, det er lidt for meget af det gode og lidt for pæn, skandinavisk melankoli. Kom jeg lige til at nikke lidt med hovedet der? Bedre bliver det på ‘The Fire And The Curtains Drawn’, ikke alene på grund af titlen. “I won’t need a match to burst into flames”, synger Anders H. Riis, og man mærker lidt mere ubehag og mørke på spil, ligesom de lurende blæsere her giver det hele et løft.

‘Last Bird To Leave’ lander i den lidt kedelige grøft, ikke som i at det er en ærgerlig sang, den er sådan set ganske pæn og tilforladelig, men det er netop et sted som her, man kunne ønske at Southern Gothic Tales smed et eller andet mere gotisk og dunkelt ind, eller lavede et temposkift, som på titelnummeret. Men måske har jeg bare fået behageligt arrangeret melankoli-overload?

Det gør heldigvis ikke så meget, for på afslutteren ‘Drunk And Mad Or High And Sad’ skrælles der nogle lag af instrumenteringen, og så er jeg med igen. Her akkompagneres Riis’ vokal bare af en ukulele. “I don’t know if I should get drunk and get mad/Or get high and get sad,” bliver udgangsreplikken, og på samme vis er jeg også i anmelder-tvivl om albummet. På den ene side giver den varierede og flotte instrumentering sangene et løft, mens de andre steder virker som unødig ornamentering.

På numre som titelnummeret, ‘The Monkey’ og ‘The Fire And The Curtains Drawn’ er instrumenteringen så absolut en styrke, men der er altså også øjeblikke på albummet, hvor det føles som at blive stopfodret med lagkage. Med ekstra flødeskum. Uagtet kvaliteten af ingredienserne, så kan det godt blive lidt for meget. På det meste af albummet er lagkagestykkerne dog ganske velsmagende, så jeg lader den instrumentelle overflod komme Southern Gothic Tales til gode, og disker op med 4 stjerner.

Tjek Southern Gothic Tales ud på deres facebook.

Southern Gothic Tales kan opleves live på Fermaten i Herning d.21. marts og på Musikcaféen i København d.29. marts.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleBlack Seagull: Random Satellites *** (3/6)
Next articleGFR Fokus: Koncerter i København, uge 12

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.