Sonja Hald, Voxhall, d. 25/2 – 2017 ★★★★★☆

0
887
views

På en regnvåd og mørk februar-vinteraften inviterede folk-rockerne Sonja Hald ind til en maraton i hjertevarme og in-your-face samfundskritik på Voxhall.
Flere gæster kiggede forbi – med varierende succes.
Troels-Henrik havde trodset vintervejret for at anmelde.

I 2015 bragede Sonja Hald så meget igennem som dansksproget folk rock i Danmark nu engang kunne gøre med debuten Vækstplanen.

Båret af tongue-in-cheek humor, ironi og bidende samfunds-sarkasme blev albummet en succes i sig selv.

Den svære toer gjorde at Sonja Hald på Klæk (fuldlængde) fra 2017 ikke længere har den forfriskende nyhedsværdi og dermed i høj grad må stå deres prøve som band.

Dette blev så testet på Voxhall under det, der officielt var annonceret som en release-koncert på Atlas, men viseligt hurtigt blev flyttet til Voxhall – hvor der var noget nær udsolgt.
For at løfte den tunge arv, havde Sonja Hald valgt at invitere forskellige gæster ind – med variabel succes.

Ca 21.20 går bandet på scenen og leverer ‘Du Ka’ Dø Af Det Der’ samt ‘Sø- & Handelsretten’ med stor sikkerhed. Altså lægges der ud med to veritable hits fra førstealbummet og tonen bliver slået an for en – skulle det vise sig – lang aften, hvor et yderst velspillende band bliver den røde tråd.

Og de spiller fedt. Man kan sige meget kritisk om bands, der vælger at sætte banjoen i front i lydbilledet, men Sonja Hald har en særlig evne til ikke at fortabe sig i effekter og speciel instrumentering, men rent faktisk at få instrumenterne til at give mening.

Samtidig er der ikke to sekunder i løbet af aftenen tvivl om, at det er forsanger Jonas Dahl, der er i centrum i Sonja Hald (som for øvrigt er et anagram for, ja, du gættede det; Jonas Dahl).

Det skal intet tage fra bandet som sådan, da de er djævelsk dygtige alle til hobe – men de var ikke nået så langt uden Dahl på en altid stærk vokal og en særegen jysk charme.

Allerede efter de første to numre får bandet besøg af første gæst; Telestjernen (Rasmus Mørup Johansen) kigger forbi og spiller ‘Det Sidste Vilde Rockband’ og ‘Med Næb og Kløer’ – dog med ret begrænset succes. Det bliver ikke bare en lille smule baldet, men alt for baldet.

Man tænker som publikum, at bandet spiller fint med, mens Dahls ledende vokal mangler i Telestjernens numre, der på den baggrund i uhyggelig grad sender denne anmeldere tanker mod Poul Krebs.

Heldigvis vender bandet – nu uden gæst – stærkt tilbage fra aftenens lavpunkt med titelnummeret fra anden plade; ‘Klæk’. Det leveres drevent, cool og vi er tilbage i rillen – som et godt liveband.

Scenen forlades herefter af alle pånær de tilkomne korpiger og Dahl. De synger akkompagneret af Dahls guitar ‘Stålsat’ med en syrlig hilsen til sangens inspiration; Anders Fogh Rasmussen.

Den intime stemning brænder igennem og hvor man kunne have frygtet at bandet både med de ældre sange og de nye måske ikke havde den samme entusiasme i at fremføre dem, så bliver det tydeligt under ‘Stålsat’ at Dahl ikke bare skriver godt, men også kan levere en tekst så man forstår at han mener det.

Næste indtryk på menuen er elektronik-musiker Vibeke Falden, der med sine laptops lægger en duet med Dahl – en situation, han tydeligvis ikke er hjemme i, og som i høj grad reddes hjem af at Falden ikke blot mestrer laptoppen, men også har en fin sangstemme. Læg dertil blinkende lys og tunge elektroniske klangflader. Men… Det bliver et sært indhop, som dog understreger at aftenens æstetik ikke er snor-lige denne lørdag…

Ottende nummer bliver aftenens nok største højdepunkt, da balladen ‘Dysplasi’ først startes – med gåsehud til følge – men afbrydes, inden det stikker helt af, af Dorthe Gerlach, som kommer ind og synger en egen komposition, inden der vendes tilbage til ‘Dysplasi’.

Ufattelig veltimet indhop og dermed undgås at et stærkt, patetisk nummer stikker af og bliver ynkeligt, men holdes nede og får en fin start og slutning.

En næsten Allan Olsen-agtig stemning indfinder sig, da bandet følger op med ‘Bøgetræet’ som holder fast i den mere patetiske stemning uden at kamme over – og ‘Sådan Er Det Bare’ bryder så på fineste vis denne højstemthed med en radikal ytring om virkeligheden.

Og inden der efter ca 65 minutter holdes en 25-minutters pause, når vi omkring af ‘Line Kolding’ – komplet med klappen med fra det mondæne publikum, den samfundssatiriske ‘Slipsedrenge’ og den underligt baldede ‘Trollekage’.

Alt bliver spillet skarpt og leveret med om ikke overskud så en vilje til at det skal være en god aften og der skal skubbes noget vigtigt over scenekanten.

Tilbage efter pausen leveres åbningsnummeret fra andenpladen, ‘Signal’, med en fremragende guitarsolo (for øvrigt af guitaristen, som primært spiller baryton-guitar) og hvor man måske kunne forvente, at dette blot var et af nogle få ekstranumre, når vi i sidste ende op på imponerende 27 numre i alt – inklusive det allersidste, som er et decideret ekstranummer.

Husk at dette er baseret på et band, der nu har udgivet to plader og en EP – i sig selv imponerende. Læg dertil at på aftenen bliver der leveret overbevisende ikke bare lyd, men energi fra scenen.

Vi får en dedikation til Bjarne Corydon for lige at minde os om, at Sonja Hald ikke er bange for den politiske vinkel, før Laura Mo med sin særegne vokal bliver aftenens næst-sidste gæst under Sukkerelefanter og med sin halv-punkede banjo når Laura Mo også at spille nok et nummer – hvor signalet til instrumenterne så åbenbart går ned, og Dahl må råbe publikum op uforstærket, før vi igen får Laura Mo ind for at afslutte nummeret – denne gang med strøm.

Så får vi Gnags’ ‘Vilde Kaniner’ i Sonja Halds version, inden ‘Mona, Mona, Mona’ bliver leveret med stadig fastholdt energi – er det for øvrigt kynisk Youtube-søgningsstrategi, der har navngivet den sang, så den altid vil dukke op, når folk søger ‘Kender Du Det?’ – det finder vi nok aldrig ud af…
Vi får også ‘I Nat’ – dog uden Johan fra Magtens Korridorer (hvilket måske er en fordel? Masser energi i hvert fald, og Dahl synger den fint med hjælp fra Gerlach) og ‘Hjem Igen’, inden ‘Mariager Fjord’ falder med assistance fra Laura Mo og en flaske Fernet Branca.

Salen viser tegn på træthed, men den går dog over, da ‘Pipfugl’ sætter i gang og midt igennem sangen glider over i ‘Alt Hvad Hun Ville Var At Danse’ med Steffen Brandt på scenen – til vild jubel fra salen. Nummeret finder hjem til ‘Pipfugl’ og Brandt bliver og assisterer under ‘Rosalindas Hjerte’, inden ‘Vækstplanen’ hives op af hatten og inkorporeres med TV2s ‘Hallo Hallo’.
Corny? Måske, men det spiller faktisk fint på en lørdag aften i Århus…

Bandet går af scenen, men inden vi går hjem, får vi ‘Fuglefænger’ med Dorthe Gerlach på b-vokal.

På dette tidspunkt er publikum også ved at være møre – men når man påtænker at bandet har spillet i to timer og vitterligt holdt opmærksomheden fanget, så er det oplagt at tænke at dette var en unik oplevelse.

Oveni var det et yderst dygtigt band, der gjorde enhver angst for at de ikke ville brænde igennem på sange, der nu er spillet mange gange, til skamme.
Så måske kunne de gøre det samme i morgen?

På aftenen var der nogle lidt rodede indhop fra især Telestjernen og Falden, men som helhedsoplevelse var det en rigtig god koncert – på en folkelig, men aldrig rigtig bøvet måde.

Hvor Sonja Halds anden ordinære plade måske ikke lever op til debutens nyhedsværdi, viser bandet at de live kan spille alle deres numre til perfektion og nyhedsværdien bliver dermed sekundær for oplevelsen, som var af høj kvalitet.

Af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.