Urban 13 lagde lørdag aften urbane omgivelser til Snapshots of A Wo/Man. En aften i kønsdebattens tegn med mini-musikdokumentarfilm, paneldebat og livemusik fra A Mess. En tankevækkende aften, som lige skal have lov til at bundfælde sig. Eller som måske netop ikke burde, men have lov til, at fortsætte og udvikle sig?
Sæt lige en kande kaffe over inden du fortsætter, jeg fik spændt skriveskoene stramt på og det løb af med mig. Så er I advaret.
Det følgende har fået lov til, at simre, bundfælde sig og tage form over tre omgange kaffe og smøger. Henholdsvis midnat, morgen og formiddag. Jeg havde brug for, at reflektere lidt over indtryk og betragtninger. Og tænke over hvad, om noget, en aften i kønsdebattens tegn egentlig havde “lært” mig.
Så beklager, hvis mellemregninger gentages og jeg begynder, at snakke lidt i ring. Det her en ikke en “samtale” med en klar konklusion, men en kontinuerlig en – også med mig selv.
Jeg tror det væsentligste jeg tog med fra Urban 13 var, hvor vigtigt det er, at vi tager og fortsætter denne snak. Det er derigennem vi kan lære noget om andre, os selv og hvad der kan og skal ændres. Det handler ikke om skyld, pegen fingre og at dømme. Ulovlighederne har vi domstole til at tage sig af. Vores opgave er en anden, den der sørger for at domstolene ikke skal have for mange af den slags sager. Forhåbentlig.
Jeg lærte også, inspireret af Tomas Høffdings selverkendelse af samme under aftenens debat, at man ikke skal være bange for, at sige noget “forkert”. Eller sige det højt, der lige falder en ind af frygt for, at man må trække i land, eller omformulere sig senere. Det hører med til samtalens form. Som panelet også nåede frem til, så er det afgørende, at man får sagt noget “ægte”. Og ikke det, der er tilpasset omstændigheder eller omgivelserne.
Derfor er det her også blot betragtninger, strøtanker og perspektiver, der ikke skal forestille, at være en facitliste. Eller bare dækkende og nuanceret nok. Det er mit lille indspark og personlige tanker, og måske et lille opgør. Snakken fortsætter efter dette, og refleksionen.
Men først skal vi tilbage til Urban 13 lørdag aften.
Vildfaren i indre by
Hvor faen ligger Urban 13, Google Maps siger jeg er der om 130 meter?! 220… Hov, kurskorrektion! Kaffehjernen kører på højtryk, orienteringssansen er til gengæld ude af synk. 60 meter, succes! Jeg spotter noget der hedder Garagen.
En noget mennesketom oase i midtbyen. Men, det er åbenbart her der skal være kunst, kultur og kønsdebat? Ah, der er levende mennesker derinde, observerer jeg, da jeg lige genvinder fatningen gennem en blå Kings. Blå, som de to papirlapper, der venter sammen med en kuglepen på klapstolen inde i Garagens lune lokale. Skal man mon stemme nogen hjem? Tør ikke stemme på en kvinde under disse omstændigheder.
Pænt fremmøde ellers, og hyggelige omgivelser. Det virker som en overdækket containerplads, et lille Urbant pusterum. Tjekket. Jeg kunne godt bo her. Hey, en merchbod? Hedder det det, når det egentlig er en form for kunstudstilling? De kaldte det også en premiere i invitationen. Er det ikke fernisering, når der er tale om KUNST? Jeg vil egentlig gerne inviteres til flere ferniseringer.
Er der ikke pindemadder og hvidvin?! Eller bare en østerssnack? Pokkers, så spiste jeg muligvis aftensmad for tidligt… Måske er der hånd-peanuts i baren?
Starter de mon med debatten? Det ville jeg kalde et taktisk klogt valg, så er mulige flugtforsøg fra konfliktsky og rastløse typer, som undertegnede, vanskelige. Man kunne jo blive udskammet og alt muligt! Ah, velkomst og halløj fra Tor Kolding, instruktøren af de dokumentarfilm, der er en del af værket. Dem skal vi åbenbart se først? Planlægger min debat-flugt, hehe hehe he!
Dorte Hartmann forklarer baggrunden for arrangementet og hendes plade, der lidt ved et tilfælde ramlede sammen med Me Too bølgen. Hendes sange om, at være kvinde i Danmark var pludselig aktuel på flere planer, og kunne bruges som et indspark i debatten.
Mini-musikdokumentarer med bredt udsyn og dybde fokus
Dokumentardelen bestod af en række kortfilm med talking heads, som Christine Feldthaus René Fredensborg, Karen Mukupa, Anders Haahr Rasmussen, Sofie Riise Nors, Rasmus Hald Møller og Dorte Hartmann selv. Løseligt forbundet af nogle overskrifter, som “Boundaries”, “Friendship” og “Dating”- Opdelt med henholdsvis en kvinde- og mandedel, hvor snakkehovederne gav deres besyv med.
Hurtigt viste det sig, at samtlige deltager var godt “castet”, gjorde en god figur foran kameraet og bidrog til, at dokumentarerne på nuanceret vis kom godt omkring. Debattør Hald stod for det mere afdæmpede, meget reflekterende og “tænkende”, forfatter Haahr for nogle meget ærlige og selvudleverende historier fra virkeligheden. Nors var mere konfronterende i sin stil, mens Mukupa stod for en nede-på-jorden stil og vinkel.
“Stjernerne”, trumfkortene om man vil, men også det lidt frembrusende og mere “underholdende” element, stod Feldthaus og Fredensborg for, når de talte lige ud af posen. Begge er jo omvandrende citatmaskiner og må være kræs og drømmedeltagere for tv- og filmfolk. Ikke, at deres udbrud og mindeværdige (og ofte barokt morsomme) bidrag var ren overflade og “larm”. De var bare krydderiet, som mini-dokumentarretten lige trængte til hist og her.
Fra start lagde man mærke til, at der bestemt ikke var tale om venstrehåndsarbejde eller discount dokumentarer. Generelt var de flot filmet, klippet og instrueret af Tor Kolding, der også fungerede som aftenens vært på scenen, på Urban 13. Høj produktionsværdi, god og klog brug af den tilhørende musik fra Høffding og Hartmann, både i baggrunden og som små, kunstneriske videoklip.
Filmene var dynamiske, hurtigt afviklede og leveret, samt skarpt redigeret uden, at det blev rodet eller hektisk. Vi hoppede rundt, i korte og hyppige klip mellem deltagerne, men man kunne hele tiden følge fortællingen, hvem der havde ordet og deres bidrag til emnet der lige blev debatteret.
Hartmanns A Mess rocksange bidrog med en aggressiv, vred, frustreret og konfronterende tone, mens Høffdings elektroniske, dansksprogede popnumre var mere tænksomme og atmosfæriske. Det gav en god vekselvirkning, når man zappede mellem de forskellige hoveder og deres tanker.
Mange af pointerne, historierne og tankerne fra de forskellige deltageres liv og erfaringer var, muligvis velkendte og bød ikke på de store overraskelser. Men formen og deres evner som formidlere efterlod alligevel et stærkt indtryk, med spredte “guldkorn”. Som når Feldthaus fortalte om hendes grådige indtag af yngre mænd, da hun tog for sig af retterne i 80’ernes reklamebranche, hvor hun skulle “smage på alt i bolsjebutikken”.
Her erkendte hun, at hun selv gjorde alt det, som mandlige kolleger i samme position gjorde. Men, også at hun grundet samfundsstrukturer og vores kønsopfattelse og kultur nok var 5 år længere om, at opnå samme stilling og status, som en mand ville have været. Således fik vi både sjove soundbites og blotlagt nogle af de indgroede problemer i vores samfund, når det kommer til køn og forskellen på de muligheder mænd og kvinder har.
Haahr fortalte et par historier fra eget liv, hvor han var gået over grænsen. Scener, hvor kvinder havde sagt fra, eller hvor han opdagede, at hans egen adfærd var upassende, uden han måske selv havde tænkt over det. Som når han på en avisredaktion sørgede for, at kigge billeder af kommende, kvindelige praktikanter igennem for, at se om nogle af dem var flotte.
Men der var også plads og tid til, at vende blikket lidt den anden vej, når snakken faldt på emner som må man “binge” mænd”. Er det OK; at kvinder bruger deres “fordel” og knepper sig til toppen? Snak om samtykke, hvor Nors ramte plet med en kommentar om, at der er mere samtykke på et bordel end ude på gaden.
Fredensborg, garanten for frisindede, anarkistiske, sociale OG liberalistiske tankegange og handlingsmønstre var den buldrende modvægt. Men, man skal ikke kun rulle med øjnene/ryste på hovedet/grine og se hans historier fra de varme lande, om “diva sex” med danske kvinder og hærg fra mediefester og nattelivet, som drengerøvsstreger.
Også han afslørede en langt mere reflekterende og sårbar side, hvor der blev efterlyst kram fremfor sex. Refleksioner over, at han har mange venner og bekendte, men ikke er nogens bedste ven og livet som far for 7 børn. Der var en smerte og noget sårbart mellem de mere kulørte kommentarer. Selvom påstande, som “hvis kvinder havde den samme fysiske magt som mænd, så ville lige så mange mænd som kvinder blive voldtaget”… Der mangler muligvis et par mellemregninger her.
Skal man sige noget kritisk om filmene, formen og indholdet, så var det at grænserne mellem emnerne af og til flød lidt ud og sammen. Så man ikke helt kunne fastslå hvilken “overskrift” vi lige var under. Samtidig var det som om, at hovedlinjerne fik delt filmene op i to spor. Et der handlede som Me Too, køn og hele den debat og problematik. Og et der var mere flydende og løst defineret, der handlede som venskaber, børn og relationer generelt. Det gav lidt en fornemmelse af, at man sad og så på to forskellige mini-serier, der blev forsøgt præsenteret samlet.
På den anden side var tanken nok, at der er tanker, strukturer og sammenhæng på tværs af disse emner. At det løber igennem og gennemsyrer hele samfundet og menneskers ageren i alle situationer. Jeg ved ikke, her havde lidt mere tid, eller en tydeligere form, eller en “guide” strikket ind i filmenes form måske hjulpet?
Det blev med en samlet spilletid på omkring en time også liiiige et minut eller to for langt til bagdele i plastikklapstolesæder. Men, så kunne man bare luske i baren efter en cola, eller sidde og gnubbe lidt rundt på det hårde underlag, når en pointe lige blev gentaget en gang for meget.
Alt i alt var filmene virkelig vellykkede, effektivt fortalte, informative, underholdende og værd, at tjekke ud når/hvis de bliver tilgængelige for øvrigheden.
Vi burde tales lidt mere ved om køn, ven!
Efter en omgang frisk luft virkede Garagens lille lokale noget tilpruttet og lummer. Lige luft for alle, her er ingen forskelsbehandling!
Heller ikke på det udendørs unisex toiletskur, hvor anarkismen regerede og døren stod på vid gab, trods skiltning om det modsatte. Måske ansporet af denne lovløshed i indre by overvejer jeg, at stjæle en kuglepen eller to og de tilhørende kort, som ellers skal bruges til at stille spørgsmål til debatdeltagerne. Hey, vi er en lille forretning, man kan aldrig få for mange kontorartikler.
Valgte, at lytte til den efterfølgende debat mellem Hartmann, Høffding, Kolding samt filmens Riise Nors og Hald Møller, frem for at være distraheret af skærm og noter. Debatten var ret stramt planlagt til at vare 30 minutter, hvilket stort set blev respekteret. Med et panel bestående af 5 stemmer, var det naturligt lidt presset. Alle kom dog til orde og virkede ikke, som om de brændte inde med noget.
Det flød godt, og de generelt reflekterende og nuancerede deltagere kunne sagtens have kørt dobbelt tid. Uden at hr rastløs her med en øm klapstolsmås var gået stresspanikamok i det koncentreret lyttende urbane mørke.
For det her ER en vigtig snak, og vi skal tage den. Den går ikke væk, ligesom problemerne ikke gør. Nu er der hul på bylden, dæmningen er brast og det beskidte vand strømmer ustoppeligt ud. Og godt det samme, vi er nødt til at få renset kilden inden vi kan komme videre.
Man må også gribe i egen barm, “snakke ægte”, i stedet for efter munden, som det blev sagt fra scenen. Her dukkede Haahrs historie med praktikanterne fra tidligere op min bevidsthed. Den er jo, på papiret ret uskyldig og i det store billede ubetydelig. Men, den er et godt eksempel på en lille ting, der blotlægger en skadelig adfærd, tankegang og handlingsmønstre, der bliver problematiske i det større perspektiv.
Her fremstår det måske som små-ting. Men det giver den fordel, at i en eller uoverskuelig, samfundsfavnende debat, er det her nede på et niveau, hvor menigmand faktisk kan ændre noget. Gøre noget selv. Det er her det starter. For vi har alle “gjort det”. Handlet som Haahr, og ikke lagt noget videre i det, eller tænkt over, hvad det egentlig signalerer og indikerer. Ikke at du er et liderligt kryb, men at man i dette tilfælde tingsliggør et andet menneske.
Det gælder også undertegnede. Jeg kan bestemt ikke se mig fri for lignende opførsel. Uden det skal lyde helligt, frelst eller undskyldende, når jeg engang når enden på dette afsnit, men jeg ændrede dog adfærd inden Me Toos indtog. Sikkert fordi jeg blev ældre, mere moden eller bare ligeglad, hvad ved jeg. Anyway, jeg kan ikke se mig fri for, eksempelvis lige at have tjekket billeder ud, eller googlet, kvindelige kunstnere jeg hørte i radioen, som landede i vores indbakke, eller andet, hvis stemme jeg fandt interessant, flot eller fascinerende.
Ikke for andet end lige, at se om “indpakningen” matchede indholdet, du ved. No biggie. Måske blev man endda, ubevidst lidt mere positivt stemt overfor en kunstner, hvis “hele pakken” levede op til ens forventninger? Jeg husker ingen konkrete eksempler, eller siger, at det har påvirket anmeldelser osv., men adfærden har været der! Og i denne kontekst bliver det et eksempel på noget af det denne debat også handler om. At tage ved lære, se på sig selv og ændre adfærd.
Det gjorde jeg så lidt af mig selv med tiden, uden at skulle prale af, at det var fordi jeg blev klogere eller mere reflekterende. Men, jeg husker dog følelsen af, at tænke, “ej, hvad fanden har det af betydning, hvordan hun ser ud?! Grow up, kom videre”. Det gjorde jeg så. Det starter hos en selv.
På scenen var der forskellige positioner og perspektiver, men som debat “led” det også lidt under, at alle grundlæggende var enige. Og også erkendte og jokede lidt med, at de alle var “socialister” og at det havde lidt præg af Nørrebro konsensus debat. Men, at man godt kan være enige om pointerne, men fra forskellige indgangsvinkler. Det gav nuancer nok til debatten til, at det ikke blev en tom omgang rygklapperi.
Det gjorde dog, naturligvis også, at et arrangement som dette har en slagside mod “preaching for the choir” og de i i forvejen omvendte. Det er næppe på Urban 13, på og uden for scenen, at man finder radialt modsatte holdninger og stemmer. Dem som man egentlig skal have fat i for virkelig at ændre noget.
Den overordnede enighed om hovedlinjerne til trods, så var det en fin og tankevækkende debat. Hvor jeg aldrig overvejede, at make a run for it og undskylde mig på naturens, smøgtrangen eller kedsomhedens vegne. Det må tælle som en lille sejr og succes. Læresætningen blev, at det tager tid at forstå hvor forskellige vi er, selv når vi er “enige”.
Det lange, seje træk kræver tålmodighed og vedholdenhed, men det er ofte også den slags der giver det bedste og permanente resultat, ikke?
That woman is A Mess, man!
Så var det, efter endnu en mundfuld frisk aftenluft, kølig fucker i dag, tid til at få renset ørerne og sat hjernen lidt på pause med noget livemusik. I hvert fald få sat den del af hjernen på pause, som havde fokus på kønsdebatten. Og, så alligevel. For A Mess’ musik og Dorte Hartmanns stemme hænger nu uløseligt sammen med denne debat.
Hønen eller ægget, hvad kom først? Musikken, teksterne eller kønsdebatten, som en del af A Mess? Oplevelserne, dem der kom til af definere, præge og som sangene udspringer fra, kom vel først? Som den frygtelige historie om et overgreb, en voldtægt, på en Roskilde Festival for mange år siden, som virker som “kilden” til Hartmanns nye samling sange. Ikke mindst i den bistre “Blame Is A Dye”, der handler om den konkrete episode.
Det er en sang om skyld, skyldfølelse, skam og selvhad. Hård kost. Men, også et nummer, ikke mindst i en endnu mere flosset og rivende liveversion, der lyder som lydterapi. En renselsesprocess. Et befriende skrig. En genvinding af kontrol over narrativet og oplevelsen.
Frustrationer, vrede, tvivl og refleksion over tingenes tilstand, personlige historier og rockhistoriens store vingefang og stærke vinde suser igennem A Mess. Hartmann forklarede, at hun engang tog sig selv i også, at købe ind på præmisser og holdninger som “livet er for kort til kvindelige forsangere”.
Hun lyttede selv mest til mandlige rockkunstnere, i en genre der i 7 årtier har været domineret af netop mænd. Courtney Love kunne hun ikke fordrage, og hun synes forresten selv, at hun heller ikke var en særlig god guitarist. Dorte er selvlært, men nok ikke mand nok til, at være “god nok”. Hun har altså, på en måde selv været en del af det, som hun nu opponerer imod. Igen et eksempel på, at det starter hos en selv. I det små. Hvad kan jeg lave om på i min egen tankegang og vanetænkning?
Der begynder, at åbenbare sig en form for rød tråd igennem min aften. Måske en tankekonstruktion, men altså…
Hartmann, bakket op af en trommeslager, er velsignet af ret fin lyd i Garagen. De beskidte, kantende og knastørre “alternative” rocktoner passer sgu’ ret godt til de rustikke, “hårde” og enkle omgivelser. Det er spiddende og sylespidse sange. Små sange i et skrabet setup med de indbyggede begrænsninger den model nu engang har. Med en god, lidt “trashet” vokal og et fint øre for en enkelt, fængende melodi.
Er det feministisk acceptabelt, at betegne en kvinde som værende en furie? Eller er der nogen historisk vraggods, hængedynd og uheldige konnotationer forbundet med det udtryk?! Jeg vover pelsen. Rockfurie! Sådan, kryds ved den i anmelderklichebingo. Nu skal jeg bare have flettet ind, at hun er ret god, har noget pondus og gennemslagskraft, selvom hun er kvinde.
En kvinde, der fra scenen proklamerer og sætter en tyk streg under, at “jeg har noget på hjertet, derfor står jeg her!”. Derfor.
Efterfølgende måtte jeg med fuldt hoved, noteapparat og tankerne om, hvor meget tid jeg kunne afsætte til skriverier søndag trække stikket. Så, hvis der var mere musik, beklager jeg. Tror Høffding også skulle på scenen, det fremgik ikke helt klart af det tilsendte pressemateriale, eller også har jeg overset det. Men, han stod vist også på de små plakater, der var ophængt udenfor Urban 13. MEN…
Høfflighedernes himmelske holdeplads
Hvor jeg før denne aftenen var ret godt inde i A Mess musikalske univers, så var Høffding og hans sarte elektroniske funderede toner mere uudforsket land. Jeg er ret sikker på, at jeg har hørt et nummer hist og her i radioen, hvor det blev arkiveret mentalt som “baggrundsmusik”. Ligesom jeg mener, at have hørt Høffding, som gæst i diverse P6 programmer?
Jeg synes i hvert fald, at kunne genkende stemmen. Både den, hans brug af den, kadencen og klangen, appellerer til mig. Den er rolig, uden at være søvndyssende. Man får indtryk af en stemmen, som det er værd at lytte til. Som er rar og beroligende. Ærlig og indsigtsfuld på den måde, hvor jeg tror, at han har noget at fortælle mig, som enten er værd at lytte til, eller har BRUG for at høre. Og som betyder noget for HAM.
Således også hans musik. Som var en mindre åbenbaring for mig, da der blev sat levende billeder til og i filmenes kontekst. Den talte simpelthen direkte, og direkte ind i mig. Og jeg har nået, at lytte til pladen Ild, Drømme, Frihed og Fred 4 gange siden jeg kom hjem i går aftes. Endda 2 gange i streg under min morgencykeltur i det Nordsjællandske.
Den er skøn! Fortræffelige, poetiske og stemningsfuldt svævende og vævende numre, som “Puslespil”, “Kaster alt det jeg var ind i Bålet”, “Darupvej 109”, “Månesyg”, “Breve Fra Barndommens Land” og “Ringede Til Johannes” siver betagende ud fra det vellydende, behagelige men bestemt ikke behagesyge album. Stemmen, tekster og tonerne gør den til, den måske bedste dansksprogede plade jeg har hørt i år!
Så, ikke nok med, at jeg tog nogle tanker, refleksioner, stof til yderligere eftertanke med hjem, jeg fik også en musikalsk gave, som jeg slet ikke er færdig med, at pakke ud, tage ind og nyde. Det kalder jeg sgu en ganske vellykket lørdag aften…
Lad os få gødet grobunden og få forandringerne til at vokse sig stærke
Nogle tanker, mange faktisk, strejfede mig under nævnte morgentur på jernhesten, der blev pisket rundt omkring Farum og det gamle bondeopland. Det bliver min afrunding og “konklusion”, selvom det her ikke er noget vi er færdige med. Vi er kun lige begyndt, og bliver nok ikke færdige i min levetid.
Al forandring er svær, tager tid og kræfter. Især når problemer og de ting der skal ændres, er SÅ indgroet og en del af vores dagligdag, samfund og, ja, mennesker og verden generelt.
Det går jo kraftedeme helt tilbage til dengang mennesket første gang fik en eller anden form for bevidsthed. Derfor behøver vi ikke opfører os som hulemennesker. Det var sikkert nødvendigt dengang, eller et resultat af “biologi” og “natur” møder den praktiske virkelighed. Den verden lever vi på ingen måde længere i. Der er ingen grund, ingen undskyldninger ingen fucking FORDELE ved, at der skal være forskel på køn. Jeg kan ikke komme på nogen.
Men, jeg kan sagtens forstå med HELE den forkromede kontekst i baghovedet, at det er svært for nogle. Især når “diskussion”, debatterne og bare emnet generelt bliver så stort. Det bliver hurtigt uoverskueligt. Folk føler sig, deres position, livsstil- og syn udfordret. Opdragelse, holdninger, tro, religiøs overbevisning, dårlige vaner, “medfødte” drifter, what ever, spiller ind. Så er det nemmere, helt forståeligt, og fristende, at stejle, forsvare sig, grave sig ned og håbe det går over.
Det er når det bliver uoverskueligt, at vi taber dem vi skal have fat i for virkelig at ændre tingene – så de bliver varige ændringer. Men, det starter i det små. Der, hvor folk, hvis man taler til dem i øjenhøjde, burde kunne være med længe nok til, at man måske kan så et frø i dem. Et frø, som kan få lov til, at vokse i eget, naturlige tempo.
Hvis det hele kommer til, at handle om slagord (som Me Too), buldrende paroler, skyttegravskrig, dunken i hovedet, udskamning, hekse og troldejagt, folke- og juridisk domstol og udelukkende det store perspektiv, så når vi ikke i mål. Eller hvis der udelukkende er fokus på alt det voldelige, frastødende og ekstreme, som OGSÅ er en DEL af det, men kun en del, så afsporer det hurtigt “samtalen” og giver “modstanderne” af ændringer en nem udvej.
“Jeg har kraftedeme ikke voldtaget nogen kællinger, så jeg behøver ikke lave noget om”. Nej, godt så, det har de færreste, heldigvis. Men, du bruger betegnelsen “kællinger”, lad os tale lidt om det så, det er måske noget som DU kan lave om? Det er da et sted at starte, hvor alle kan være med.
Så bygger vi videre derfra.
Af Ken Damgaard Thomsen
