Home Artikler Fra Newmyer’s tag – interview med Craig Finn

Fra Newmyer’s tag – interview med Craig Finn

218
0
Craig Finn på Dexter. Foto: Steen Madsen/Nashville Nights

I september besøgte den amerikanske sanger og sangskriver, Craig Finn, Danmark for første gang som solokunstner. Jonas mødte ham under Nashville Nights International Songwriters Festival i Odense til en snak om Finn’s tekster, og blandt andet om, hvordan de rummer bevægelsen fra desperat ungdom til midaldrende fastlåsthed.

Craig Finn besøgte i september Danmark for første gang under eget navn – han har en enkelt gang været på besøg med sit band, The Hold Steady, helt tilbage i 2007, hvor de spillede i Vega.

Da Finn spillede på den første udgave af Nashville Nights International Songwriters Festival i Odense, fik jeg en interviewaftale med ham i et interimistisk backstage-område i Storms Pakhus, Odense’s Street Food marked, der også lagde rum til en af festivalens åbne scener og en merchandisebod. Senere på aftenen var jeg også heldig at opleve Finn’s koncert på spillestedet Dexter.

Her fortalte han en anekdote om sangen ‘Newmyer’s Roof’, fra 2015-soloalbummet Faith In the Future, der siden er blevet fulgt af 2017’s We All Want the Same Things, 2019’s I Need a New War og senest All Those Perfect Crosses (2020), der består af demoer, outtakes og akustiske versioner fra de tre foregående albums. Finn, som flyttede til New York i år 2000, var på arbejde da det første tårn blev ramt af et fly d.11. september 2001. Ingen vidste hvad der foregik, men hans chef, titlens Newmyer, der havde en lejlighed med tagterrasse, tog Finn med derop, hvor de stod og så tårnene bryde i brand.

De anede ikke hvad de skulle tænke eller gøre eller føle, og som Finn konstaterede lød det hårdt i retrospekt, men det gav fuldt ud mening i situationen da hans chef sagde: “Let’s go get some beers”. Det gjorde de så, og stod og betragtede World Trade Centers tårne brænde og begynde at falde sammen.

Gæst i New York

Tilbage i Storms Pakhus rundede vi også d.11. september og New York, hvor Finn stadig bor, men fortsat føler sig som en gæst. “Jeg føler mig ikke komfortabel med at skrive New York-sange, selv om jeg har boet der i 20 år, føler jeg stadig, at jeg er på besøg,” som han formulerer det. Hans partner, som han mødte midt i 00’erne, var på arbejde i en af bygningerne på dagen, og trodsede de officielle beskeder om at blive, og løb i stedet ned ad trapperne fra 33. etage tidsnok til at undslippe kollapset. Man kan mærke på Finn, at det stadig fylder, og hvordan kunne det næsten også være anderledes.

På en måde bliver vores samtale også et snit i både The Hold Steady’s musik og Finn’s solomateriale, og de seneste 20 års amerikanske historie. Vi vender Covid-19 krisen, der for Finn har været produktiv, fortæller han. I en periode var han nødt til at flytte ud af hans og partnerens lille lejlighed fordi hun arbejde med Covid-patienter som sygeplejerske, og de var nødt til at være isoleret fra hinanden. I 6 uger boede han hos hendes søster, og her lavede han ikke meget andet end at skrive sange til et nyt album, der skulle være klar til at udkomme i 2022. “Jeg lagde sidste hånd på indspilningerne inden jeg tog herover,” fortæller Finn, og fortsætter: “Jeg kommer også til at spille nogle af de nye sange i aften. Det bliver første gang, jeg spiller dem live. Det bliver faktisk første gang jeg rigtig spiller live siden marts sidste år”.

Jeg fortæller ham, at jeg blev overrasket over at se hans navn på plakaten til en festival, der så tydelig refererer til den musikalske tradition fra Nashville, men at det samtidig også giver fint mening med Finn’s fokus på at fortælle historier. Finn smiler, og siger, “jeg var glad for at blive inviteret. Jeg er måske ikke country eller hvad man traditionelt forbinder med Nashville, men Nashville er et af de steder i USA, hvor musikken fortsat udvikler sig og trives. Jeg har lige været med på et tv-serie soundtrack med T-Bone Burnett og indspillet i Nashville, og jeg kender flere folk, der flytter til byen, også fra kysterne i USA. Så på den måde giver det god mening for mig at optræde på en festival, der tager udgangspunkt i Nashville”.

Solomaterialet giver plads til at være mere sårbar og personlig

The Hold Steady er en institution i amerikansk indie-rock. Siden debutalbummet Almost Killed Me har bandet (trods en pause i årene 2015-2018) udgivet en lind strøm af plader, senest Open Door Policy fra i år, der er deres ottende album. Fra bandet blev stiftet, har det været en mission for dem at skabe en form for bevægelse, noget at være fælles om. Som Finn udtrykker det da jeg interviewer ham: “Da U2 kom frem i 80’erne var de virkelig gode til at være for noget og imod noget andet, uden man egentlig helt konkret vidste hvad det var. Det var noget af den samme fornemmelse vi gerne ville skabe med The Hold Steady. Og i dag er det lykkedes, det er virkelig lykkedes for os at skabe den der fornemmelse af fællesskab og at være sammen om noget med vores fans”.

Men hvor The Hold Steady, ind i mellem kaldet “verdens bedste bar-band”, oftest spiller støjende tempofyldt rock med masser af tangenter og ofte også horn på studieoptagelserne, inspireret af Springsteen’s mere rockede sider og med en punket energi, så er Finn’s solomateriale mere eftertænksomt og sårbart. Det er mere Nebraska end Born in the USA. “Springsteen er helt klart en indflydelse for mig,” fortæller Finn, “ikke kun musikalsk, men også i forhold til at fortælle historier”.

Craig Finn på Dexter under Nashville Nights. Foto: Steen Madsen/Nashville Nights

Og Finn fortæller historier i sine tekster. Flere af The Hold Steady’s albums er for eksempel bygget op om bestemte karakterer og nogle af dem bevæger sig igennem flere forskellige albums og perioder af Finn’s sangskrivning. På de tidlige The Hold Steady albums er det et desperat ungdomsliv med stoffer, sex og vold. På en måde fungerer 2008-albummet Stay Positive, som en bro mellem de tidlige og de nyere The Hold Steady-albums, hvor nogle af de unge, desperate karakterer kæmper med at blive ældre og få nye typer problemer for eksempel med at føle sig fremmedgjort og hænge ud med de “lokale” mens man går på college (‘One For the Cutters’,  eller med forvirrende forhold og dekoblet sex (‘Magazines’ og ‘Navy Sheets’).

Siden dengang er karaktererne med tiden, og sammen med Finn, blevet stadig ældre, og der er kommet en fornemmelse af fastlåsthed, stilstand, eller at føle sig udenfor. “Jeg er lige blevet 50 og vores fans bliver også ældre. En sang som ‘Jester and June’ handler lidt om det, et par, der forsøger at komme tilbage til noget, der var. Det er på en måde en sørgelig sang. Det minder lidt om, når vores fans gerne vil have os til at spille Boys and Girls in America (2007), og det kan vi godt. Men vi er blevet ældre, og de har måske to børn derhjemme og skal tidligt hjem, og vi kan ikke skrue tiden tilbage… Det er også derfor vi er gået mere over til at spille flere koncerter i de samme større byer. Mandag aftener…for eksempel i Omaha i Nebraska, og så videre til et nyt sted dagen efter… så hellere spille tre gange i Chicago, og så må folk komme til os, planlægge det i god tid, og gøre en tur ud af det”.

Det er en fast del af The Hold Steady’s tourplaner at spille tre koncerter i The Brooklyn Bowl i New York og tre i London hvert år, men i år er det ikke blevet til noget. “Men vi kommer næste år,” lover Finn, der fortæller at han også meget gerne vil tilbage til Danmark igen. “Jeg havde sådan en god oplevelse da vi var her med The Hold Steady i 2007, og jeg har også sat nogle ekstra dage af til at være her denne gang. I morgen skal jeg bare gå rundt og se byen. Jeg har oplevet at jeg kan læse bøger på en helt anden måde, når jeg sidder på en café i en fremmed by. Der er så mange forstyrrelser når man sidder derhjemme, på en måde. Jeg får også inspiration til mine tekster ved at gå rundt. Jeg har egentlig tænkt at jeg skulle skrive en roman, men mine karakterer og historier udvikler sig som regel hurtigt til sange”, siger Finn, og fortsætter: “Jeg er meget produktiv. Der er nogle mennesker, der kun kan rumme så meget musik, og det er det, de har lyst til, men jeg er på en måde i gang hele tiden”.

En mand og en guitar

At Finn er en uhyre produktiv sangskriver kan man forvisse sig om ved at kigge på hans diskografi, og han er tydeligvis ikke blevet mindre produktiv med årene. Solokarrieren giver også en ny måde at gå til sangskrivningen på, i forhold til med The Hold Steady, hvor teksterne i højere grad opstår i et samspil med musikken, fortæller Finn. Som solokunstner er udgangspunktet meget det samme som til aftenens koncert: Craig Finn og en guitar – og så kommer produceren med forslag til, hvordan der kan bygges på arrangementerne i studiet. Til aftenens koncert har Finn endda en guitar han har lånt af festivalarrangøren, så han kunne rejse så let som muligt.

På scenen er Finn tydeligt komfortabel med at fortælle anekdoter og historier om sangene. Den slags er der ikke meget tid til under en The Hold Steady-koncert, fortæller han under interviewet tidligere på dagen. “Det skulle jeg også vænne mig til, da jeg begyndte at spille solo. At det ikke var en dårlig koncert, hvis jeg ikke var dækket til med øl, som folk havde kastet på scenen,” siger han med et smil, og en henvisning til, at The Hold Steady’s koncerter er kendt for at være vilde og euforiske.

Vildt og euforisk er det ikke på Dexter, men Finn binder til gengæld sin sætliste glimrende sammen, og vi får stærke udpluk fra hans solomateriale, blandt andet førnævnte ‘Newmyer’s Roof’ og ‘Maggie, I’ve Been Searching For Our Son’ fra Faith in the Future, ‘Tangletown’ (“what I really love about this song is the symmetry”, som Finn siger da han introducerer den), ‘Preludes’ og en intens version af ‘Be Honest’ fra We All Want the Same Things, og ‘Blankets’ og ‘Magic Marker’ fra I Need a New War, samt ‘It’s Never Been a Fair Fight’ fra opsamlingen All These Perfect Crosses, og et par nye numre, der er med på næste års udgivelse.

Der er er god grund til at glæde sig til albummet – og også til, at Finn forhåbentlig vender tilbage til Danmark snart igen. “Jeg håber at komme tilbage snart igen,” siger han under interviewet. “Forhåbentlig når jeg skal turnere med det nye album”. Køen af folk, der gerne vil snakke efter koncerten og have en autograf eller et billede sammen med Finn tyder på, at der nok skal blive godt fyldt op næste gang han kommer på besøg.

Nashville Nights International Songwriters Festival tager i øvrigt anden omgang næste år, og der kommer Early Bird-billetter i salg tirdag i denne uge.

Af Jonas Strandholdt Bach

NB: Interviewet med Craig Finn danner også grundlag for en artikel til STOF – tidsskriftet for viden om rusmidler og samfund, der omhandler Finn’s lyriske univers og særligt hvordan han skriver om stoffer og alkohol og relaterede problematikker. Artiklen udkommer formentlig først til næste forår. 

Previous articleSnapshots of A Wo/Man, Urban 13, lørdag d. 9/10 – 2021
Next articleLLNN: Unmaker (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.