Skifting: Skyggemarker ★★★★☆☆

0
634
views

Skifting er klar med opfølgeren til sidste års EP Lyset Fra Stammen i form af Skyggemarker, en 6 numre lang rejse ud i stener, psych, garage, shoegaze og andre rockafarter. Trænger du til en tur i den indre rumraket, så er der lift off lige her.

Bandet består af 2 mænd i 20’erne og 2 der har rundet de 50, som tydeligvis har fundet fælles fodslag i en musik, der rækker 20, 30, 40, ja måske 50 år tilbage i tiden. Det føles nærmest som en flyvetur gennem rockhistorien, i hvert fald den mere udsvævende, psykedeliske og sonisk bølgende del af den. Skifting lyder på samme tid som et ekko fra en svunden tid, helt tidsvarende og som et band der eksisterer i en form for parallelunivers eller dimension – I, af og ved siden af tiden.

Skyggemarker er både et rum man går ind i og lyden af en tilstand, der ophæver netop sådan en fastlagt ramme et rum er. Det kan måske lyde diffust, ja, muligvis endda en kende prætentiøst, eller i hvert fald uklart. Både min beskrivelse og selve musikken. Men det ER altså den fornemmelse dette album giver mig. Sagt på en anden måde, kunne man også kalde det et godt, gammeldags trip, hvor man guides af Uffe Ejlerskovs vokal og tekster, der veksler mellem det udkoksede, noget meget matter-of-factly, næsten post-punk monotont i sin klang, drømmende, abstrakt, billedskabende og bare godt, gammeldags mystisk. Ind i ekkokammeret, mens man bombarderes med fede guitarflader og lydstråler.

Jeg vil ikke dykke videre ned i tekstuniverset her, jeg synes det hænger så uløseligt sammen med musikken som en organisk helhed, at det ville falde lidt til jorden at hive citater ud. Det er en plade, hvor man føler en høj grad af balance mellem vokalen, instrumenterne, de generelt medrivende melodier og lyrikken – det vibrerer, det fremstår på bølgelængde. Det er måske også derfor denne udgivelse fremstår så stærk, selvom der i bund og grund ikke bydes på den store nyskabelse. Leder man efter den, så skal man måske også afsøge andre genrer.

Men selvom elementerne måske virker velkendte, så formår Skifting alligevel at få sat nogle numre sammen, hvor den kendte formel virker nogenlunde frisk. Et nummer som eksempelvis den over 9 minutter lange afslutter og titelsang, “Skyggemarker”, vrider sig, svulmer op og brager igennem i lynende glimt, trækker sig igen, simrer, koger over og skærer igennem. Det er et helt lille værk i sig selv alene på grund af længden, men også fordi Skifting får skabt både variation og sammenhæng – det giver mening, at det her nummer varer 9 ½ minut og virker ikke bare som en stiløvelse eller noget der bliver presset igennem.

Det organisk varierede er i det hele taget endnu en af Skyggemarkers store forcer. Tidligere på pladen finder man et medrivende nummer som “Det Du Er”, der af en eller anden (eller flere?) grunde minder mig om noget start-90’er R.E.M.?! Det vil nogle måske rynke på næsen af, men når man lytter til nummerets drive, grundstemning, strukturen, ja, det meste af lydbilledet, så får jeg Out of Time vibes, eller cirka deromkring. Det er noget med den lette luftighed, stemningen… og det var ment som en kompliment, hvis nogen skulle opfatte det forkert! Pladen starter i det hele taget virkelig stærkt, åbneren “Onde Hånd” er et andet højdepunkt. Den vugger og gynger sejt derudaf med nogle skarpe bredsider fra guitaren, mens man stille og roligt bliver hypnotiseret af den smittende rytme. Skifting lyder helt overordnet bare cool på Skyggemarker uden, at det bliver liret og blærerøvsagtigt – der spilles bare med et overlegent overskud og skidtet svinger.

Selvom det er tilfældet, så er der alligevel et par numre, hvor jeg ikke er fanget i helt samme grad, hvilket også er det der holder pladen fra, at lande på en topkarakter. Det er ikke fordi Skiftings lyd eller sammenspil daler i kvalitet, men et nummer som den 7 ½ minutter lange “Min Engel” får aldrig helt fat i mig af en eller anden grund. Så bliver det en lidt lang omgang at komme igennem… Heldigvis er “Se Der Går Hun” 3 minutter kortere, hvilket jeg kun kan bifalde for det er eneste nummer jeg decideret ikke bryder mig om på pladen. Og så var det endda første single?! Vi må være ud i en smagssag, for den kan jeg simpelthen ikke greje?! Nummeret skiller sig ud ved at være mere sumpet i sin lyd og atmosfære, ligesom vokalen drejer ind på en mere tåget og “sløv” sti, en sti jeg nok må erkende bare ikke tiltaler mine ører. Sorry. Men guitaren lyder igen som om den kunne bruges til at slå rifter i rumtiden.

Disse små ridser i lakken lugter dog lidt af personlig smag, jeg kan ikke afvise at netop disse sange kunne være blandt en anden lytters favoritter. Derfor ender jeg også på en karakter af den vejledende slags, hvor jeg ikke ville bruge meget tid på at diskutere, hvis andre ville kaste en ekstra stjerne efter pladen. Men nu er det nærige mig, som skal komme med dommen her, derfor ender vi på 4. Skyggemarker ER en god plade og bygger kompetent videre på den gode EP fra sidste år.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.