Home Live Februar 2016 - Live Singapore Sling + Skalkeskjul, Drone, d. 5/2 – 2016

Singapore Sling + Skalkeskjul, Drone, d. 5/2 – 2016

1696
0

Drone og Copenhagen Psych Fest præsenterede fredag aften unik psykedelisk rock n’ roll i Københavns mørkeste, tilrøgede kælder, hvilket resulterede i dans, sved og umenneskelige mængder støj.

Jeg træder ind på Drone omkring kl. 21 fredag aften. Der er mørkt i den dunkle kælder – men det skal der være! Drone er en rockbar placeret på Nørrebrogade 184, og har huset utallige undergrundsrockbands gennem tiden. Det er det foretrukne sted for læderjakker og udslidte Converse, og hår der helst skal lugte af cigaretrøg.

21.38 går første band, koldingenserne Skalkeskjul, på scenen, der egentlig bare er en lille del af det askebefængte gulv, der er blevet spærret af. Folk begynder at vise sig, køber den obligatoriske Gulddame, og stiller sig parat – dog godt en meter fra scenen. Fem drenge med blomstrede skjorter spiller op til en psykedelisk, ustyrlig 60’er rock-oplevelse, som jeg sent vil glemme. ’Det buldrer afsted’ skråles der, og det kan jeg kun give forsanger Alexander Mahaffy ret i, for hold da op en energi der bliver frigivet, og som hurtigt smitter af på alle i den dystre kælder. Der går ikke længe før jeg mærker de første sveddråber på min pande, og må ty til endnu en kold guldbajer at afkøle mig på.

Skalkeskjul
Skalkeskjul

Mahaffy minder mest af alt om Mick Jagger. Både munden, der er næsten lige så massiv, og det smittende energiske korpus, der dansende fører sig frem. Samtidig er der new wave og The Doors sound over det, og en smule The Hives. Selvom teksten er dansk, og alle numrene minder om noget jeg har udsat mine ører for før, formår de at blande personlighed og iørefaldende beats til en helt speciel positiv oplevelse.

Afslutningen var nok det heftigste – et væld af shoegaze og interaktion med publikum, samt ordene: ”Vi er Skalkeskjul – jyder fra provinsen, hvad fanden kan vi gøre?”. Intet andet end det I gør nu, please. I er jo for fede! Og de smutter af scenen, efterfulgt af en solid og fortjent applaus.

Singapore Sling ★★★☆☆☆

Islandske Singapore Sling er på scenen omkring 22.40, og spillestedet er packed. Hvis du ikke nåede at komme op foran, så er det bare ærgerligt, for menneskemængden er presset så godt sammen, at selv kameramanden halvt må give op.

Singapore Sling har en del år på bagen, og med 8 albums i bagagen (seneste nye er Psych Fuck), er der nok at tage af – troede jeg. Nå, mere om det senere.  Bandet går i gang – lyden er egentlig fin, men det tager mig ekstremt lang tid at genkende første nummer – vokalen drukner simpelthen i larmen, hvilket er superærgerligt, da det er en essentiel del af hele noise rock konceptet. Selvom det ikke er meningen, at man skal kunne forstå hvert et ord, er den mørke rungende stemme nærmest forsvundet, og man kan kun lige ane den – nærmest gennem hele showet.

Singapore Sling
Singapore Sling

Bandet udviser derudover ikke en særlig stor entusiasme, og virker slemt arrogante – det er jo helt sikkert meningen, men en simpel introduktion af bandnavnet, ville have været at foretrække.  Jeg havde også forventet at, i det mindste, forsangeren ville bevæge sig en anelse mere rundt, som fx støjrockerne fra A Place To Bury Strangers gør (de er energiske as fuck). I stedet møder mine øjne bare en passiv krop, der er placeret samme sted under hele koncerten.

Der er lange pauser mellem stort set alle numre, og hvis folk gad at klappe så længe, var det jo fint, men sådan lå landet altså bare ikke.  Stadigvæk kan jeg ikke lade være med at tænke at, hold nu op, hvor er det alligevel tydeligt at disse mennesker brænder for, hvad de laver – og de kan finde ud af det! De passede perfekt til Drone, med kulsorte læderjakker, spidse sko, og larmende psykedelisk shoegaze.

På nummeret ’Godman’ er der endelig tydelig vokal, og næste nummer (‘ÆJL’) er melodisk præget af et mini keyboard, hvilket giver et suverænt lydbillede af, hvordan Singapore Sling bare er et af de bands, der skal opleves live. Stemningen hæves, folk er gearet op, og herefter får vi et simpelt ’Thank you’ fra frontmand Henrik Björnsson, men bare dét får folk til at klappe og pifte i vilden sky.  Vokalen forsvinder lidt igen på de efterfølgende numre, og igen er det støjen der overtager. Der puffes cigaretter på livet løs, og det er svært at trække vejret, men folk holder ud, og da ’Life Is Killing My Rock N Roll’ bliver spillet, er alle fuldstændig ’Psych Fuck’ed, og befinder sig i en uigennemtrængelig boble af ekstase.

Singapore Sling
Singapore Sling

40 minutter er pludselig gået, og sidste nummer slutter brat – uden den forventede støjeksplosion, som tit agerer i genren. Havde forventet i hvert fald 20 minutter længere spilletid, men nej.  Det går op for mig, at forventninger hvad angår Singapore Sling – dem skal man bare pakke væk. De er som ingen andre, og som Henrik Björnsson har udtalt: ”Da ingen lavede den musik jeg ville høre, besluttede jeg mig for at lave den selv i stedet for at brokke mig og lave ingenting.” Unikke, psykedeliske rock n’ roll’ere, både på den musikalske front og som sceneaktører.

Men særheden reddede desværre ikke helhedsoplevelsen og derfor giver jeg Singapore Sling 3 stjerner.

Af Stefanie Sloth Hansen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.