Home Live December 2022 Ring Them Bells, Voxhall, 7. december 2022. Support: Catch The Breeze (koncert/anmeldelse)

Ring Them Bells, Voxhall, 7. december 2022. Support: Catch The Breeze (koncert/anmeldelse)

308
0

Ring Them Bells, Voxhall 7. december 2022
Support: Catch the Breeze.

Et ret koldt Voxhall lagde rammer om en virkelig stærk rock-oplevelse på en onsdag. Jeg ved ikke, hvad øvrige århusianerne ellers lavede hjemme – men de gik i hvert fald glip af noget…

Da en tre-årig skulle sove først, når jeg først frem lidt over 20.00, hvor jeg under første nummer når at handle en medicinsk whisky (jo! Det er en ting!) og ellers gå til scenen at se…

Catch The Breeze, 20.00

Bandet har – som anmeldt andensteds – udgivet deres bedste plade i år og prøvede i sagens natur at få så meget som muligt fra denne ind på de 30 minutter, de havde fået tildelt.

De åbnede – som på Into the Wide – med Echoes from the Underground, der stod skarpt og mindede imponerede meget om pladeversionen. Det er ikke nogen enkel sag, da Aage på guitaren har rigtig, rigtig mange pedaler at træde på og – må man forvente – også et utal af indstillinger.

Afslutteren fra pladen, Before We Turn To Dust følger og vi har dermed ’pakket koncerten ind’. Et dejligt, nærmest dansabelt nummer hvor publikum virkelig får syn for sagen i forhold til hvordan trioens bassist ELSKER at danse sine fingre over gribebrættet.

Sporadisk dans bliver det også til under Subsurface Scattering, hvor jeg har glæden af at stå bag et ungt, nærmest pogo-dansende menneske mens en ældre herre i trenchcoat også i den grad får sin boogie på.

De stikker dog lidt ud – mit gæt er, at Voxhall blot har 60 gæster denne aften. Men de fremmødte får show for alle pengene!

Oven på de numre, daler momentum helt naturligt – ikke fordi bandet gør så meget andet, men materialet er helt enkelt mindre dansabelt. Catch The Breeze er dog ikke et shoegaze band i det omfang, at der ikke er publikumkontakt – de balancerer meget fint kommunikationen ud og indad til.
De erfarne herrer virker i det hele taget til at være nogen, der er oprigtigt glade for at være der og spille – uden et øjeblik at miste fokus.

Paper Lanterns afslutter en stærk opvarmnings-halv time og denne ’nationalsang’ for bandet runder det hele godt af. Det er erfarne herrer på scenen og når vi er færdige med at snakke om, at de i høj grad trækker på deres inspirationskilder, så kan vi fokusere på, at det er et stærkt spillende band der kan skrive gode sange…

Ring Them Bells, 20:55

Allerede 20.55 går Ring Them Bells så på. Det er et band, man skal have levet under en sten – eller ikke hørt DR – for ikke at have i det mindste et kendskab til Ring Them Bells: – The Fall har gået sin sejrsgang og selv om det måske ikke er det bedste af bandets numre, så er det et meget godt eksempel på den tidsløse lyd og den rockede tilgang, bandet har til musikken.
Koncerten starter med feedback og guitarfigur fra én af de tre guitarister (forsangeren spiller også en hamper spade) og langsomt udvikler det sig, som medlemmerne kommer ind på scenen, til Ringo der leverer stærkt overbevisende og sætter barren højt: Vi får både støj, et mere nøgent udtryk i stroferne og alt kan høres – selv om der er tre guitarer på banen.

At kalde Ring Them Bells ’klassisk’ er rammende, da der oftere end ikke er ekko på leadvokalen, der hele vejen igennem er tale om rocket tilgang og smæk på. Men også noget Twin Peaks’et over visse, mere salon-agtige, numre. Og så er i hvert fald det visuelle udtryk noget post-moderne: En glam-guitarist med glimmer-øjenskygge og cowboyhat. En bassist, jeg gjorde mig lystig på Instagram over havde iført sig ski-beanie og hjemmefutter. En workhorse-rytmeguitarist i korte ærmer og hjemmesko (et tema? Voxhall var RET kold på denne aften, hvilket burde retfærdiggøre medicinsk whisky, red) og så en cool, ulasteligt klædt forsanger der lugter af Gahan – alt sammen foran en trommeslager, der bare ELSKER sine tønder.

Der er med andre ord nok at se på – men det er alt sammen meget godt, hvis musikken ikke spiller. Men shit, det er cool!

Meget er blues, men der bliver båret godt med brænde til bålet i passager, førnævnte glamcowboy tilfører et klædeligt kaos-element og materialet er generelt bare stærkt.

Ring Them Bells har to albums ude, men har drypvis udgivet (i øvrigt fremragende!) singler, så er der kommer nok snart nyt. På den måde får vi også som fjerdenummer et helt nyt ét, delvist drevet af mundharpe og vandrette flader.

Men der er som nævnt også et stærkt bagkatalog. I’m Not Really There leveres sejt pumpet, men også drevet af maraccas – vi flytter os noget fra pladeversionen, men holder fast i den seje, drevne energi. Energi, der bliver omsat blandt enkelte i publikum til dans.

The Fall falder et par numre senere og ironisk falder nummeret lidt fra hinanden i introen, hvilket bandet dog hurtigt får samlet op på… Det ender i clap-along og god crow control.

Mit personlige højdepunkt for aftenen er singlen The Lord, der emmer af salonstemning og sender tankerne i retning af Warhaus, men så snart udvikler sig, bygger op, op, op og får det absolut meste ud af de sejt spillede akkorder. Fremragende!!

Det indleder en række numre, der er lidt langsommere, drøje men selvfølgelig har varieret dynamik og går op og ned og hele tiden holdes stramt i hånden af tunge trommer.
Og så er der spillet 12 numre, bandet går af og til encore får vi Favorite Gun, der igen langsomt løbes i gang af medlemmerne, som de kommer ind på scenen. Vi får nok et nummer, hvorefter jeg er godt mør og i den grad overvejer om den der medicinske whisky skulle have fået følgeskab af endnu én?

Ring Them Bells cementerer sig som et virkelig stærkt liveband og måske dét bedste, vi har i Danmark lige nu? Jeg ved godt, der er andre, stærke kandidater men der er i hvert fald høj kvalitet i både materiale, fremførsel og -toning. Det er rock, det kunne have været lavet i 70erne, men er her lige nu – foran et modent publikum.
Jeg håber inderligt – og opfordrer til – at flere møder frem i Odense fredag. For der er en stærk koncertoplevelse i vente. For dem, der kan lide rock, dem der kan lide salon, og dem der ynder at se et band, der selv på en onsdag giver den fuld gas. I futter!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleOwn Road: There Will Be Tears (EP/anmeldelse)
Next articleFox Paloma: Retrospectacular (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.