RF13: Den sidste daglige dosis rock

0
2310
views

Søndag på Roskilde, you sneaky bastard….

Roskilde Festival og søndag, er altid en lidt speciel størrelse. Det er begyndelsen på enden på det års festival, men der er stadig en hel dag med masser af musik i udsigt, og ikke så sjældent er programmet om søndagen næsten lidt for godt. Lidt for godt, fordi det for mange både fysisk og mentalt lakker mod enden, nogen presser citronen til det yderste og skal lige tvinge en sidste brandert ind, andre kapitulerer tidligt af forskellige årsager og siver mod udgangene inden aftenen begynder. Fælles for alle er dog følelsen af, at man nærmer sig det sidste punktum, med alle de mange følelser og indtryk i krop og sjæl som en 4-8 dages festival nu efterlader.

Således også for GFRock og vores omdrejningspunkt, base og livmoder for hele GFR projektet, Camp Gnu/Gnufighters. Den var endnu engang søndagsramt, dvs. det var en af de dage hvor Roskilde tømmermændene, for nogens vedkommende (det arbejdende folk) festivalens første, medførte årets første og eneste RF classic – vælt kogt ud af teltet før 9, grib et underlag hvis du er heldig og kollaps i det fri. En hyggelig fælles disciplin, som redaktionen måske ikke ligefrem havde savnet, men som dog på en måde hører sig til.

Årsagen skal findes aftenen før, hvor vi inden Metallica’s fællesfest på Orange Scene, havde givet hinanden fri for første gang på årets festival – den koncert blev alligevel anmeldt af gud og hver mand, så vi drak os sgu en fyraftens kæp i øret og lod festen gribe os uden hæmninger. Det gør ondt dagen efter. Men når man har skrålet med på “Sad But True”, “Master of Puppets”, “Seek and Destroy”, “Battery” og ikke mindst “Welcome Home (Sanitaruim)”, så er det sgu næsten en tur på, og med, hovedet først ud af teltet værd.

Pligten kaldte dog igen, så med et par liter vand og flydende sukker indenbords i det udtørrede styrhus kravlede vi mod pladsen igen. Efter en lille omvej i pressecenteret, var første mål de texanske retro guitarrockere The Sword på Odeon. En fin koncert, der dog aldrig helt fik banket søndagssløvheden ud af kroppen, trods træfsikre riffs og ellers skønne rockdrøn som “Tres Brujas”, “Cloak of Feathers”, “Freya” og “Apocryphon”. Lyden inden under teltdugen var ellers massiv og tung, ikke mindst på instrumentfronten, desværre sang John D. Cronise ikke specielt overbevisende, og momentvis direkte falsk. Det var vores første møde med The Sword live, så vi skal ikke kunne sige om det bare er sådan han synger live. Decideret ødelæggende var det ikke for oplevelsen, men benene forblev plantet solidt i det tiltagende støvede underlag uden fare for at de blev revet væk under en. Måske bare et typisk udslag af “tidlig søndag på Roskilde” syndrom, kombineret med den lige så klassiske “det havde sgu nok været federe at se dem en mørk aften”.

Vi fik slæbt de trætte legemer over foran Orange, med lidt bange anelser i kroppen på Black Rebel Motorcycle Club’s vegne. Det brummende og grumsede rock ‘n roll band havde fået den tvivlsomme ære at efterfølge James Blake på den store solbelyste scene, ikke ligefrem rammer der signalerede gode vilkår for BMRC’s musik. De slap dog imponerende godt fra mødet med Orange, faktisk en af festivalens helt store positive oplevelser, som der i nærmeste fremtid kommer en længere anmeldelse fra.

To rock n' roll køer og to tilfældige glade søndags dudes på Roskilde
To rock n’ roll køer og to tilfældige glade søndags dudes på Roskilde

Vi blev naturligvis hængende for at se Josh Homme og Co. indtage hovedscenen med en omgang støvet ørkenrock. Det blev, som altid med Queens Of The Stone Age, fristes man til at sige, en lidt blandet fornøjelse – der dog overordnet set var en noget mere vellykket koncert end de to andre gange vi har oplevet gruppen på Orange. Josh Homme virkede indledningsvis noget mere snakkesaglig og imødekommende end ved tidligere besøg på Roskilde, og der blev da også lagt hårdt og overrumplende fra land med “Feel Good Hit Of The Summer”. “No One Knows”, vel bandets største hit til dato, ramte pladsen allerede som tredje nummer, og allerede her begyndte seancen at virke en lille smule ujævn. Der blev tæsket godt igennem på nummeret, men den virkede tempomæssigt en smule forhastet. Dog ikke i nær så slem grad som det andet store hit fra Songs For The Deaf, “Go With Flow”, der blev jappet og sløset afsted som næstsidste nummer inden “A Song For The Dead” afsluttede den relativt korte koncert.

Det var en koncert der peakede under “First It Giveth”, “Little Sister” og “Make It Wit Chu”, men bandet virkede aldrig som om de helt fandt deres rette ståsted, hvilket medførte at der aldrig rigtig for alvor kom gang i løjerne. Hverken på eller foran scenen. QOTSA vekslede mellem at virke tændte og inspirerede, og sekunder senere som om de gik lidt i søvne – men de gode momenter endte dog med at være i overtal, ikke mindst i forhold til den omgang sjusk Homme og diverse lejesvende tidligere har leveret på Roskilde.

Efter lidt taktisk nedpakning af lejeren, en snert af Calexico inden og efter mission “pak grejet sammen og vær klar til at forlade skuden”, var vi tilbage foran Orange en sidste gang, lige tids nok til de første blip blop lyde fra de tyske elektro pionerer Kraftwerk. De stillede som bekendt op med deres storstilede 3D show, et show der kun delvist fungerede og bidrog med noget til musikken, men når det lykkedes, som på flyveturen i et rumskib, så var det en ganske fornøjelig gimmick. Men heller ikke meget andet end en gimmick. Om denne slags musik egner sig vildt godt til live koncerter kan altid diskuteres, det er vel smag og behag om man synes det var mere “show” end egentlig koncert, i flokken var der både positive og negative holdninger til de stramme, tyske, maskinelle toner. Dog kan de fleste vel være enige om, at Das Model/The Model stadig holder. Og det bør lige tilføjes, at selv om Kraftwerk lyder “kunstige”, så blev musikken faktisk frembragt live på scenen af de fire aldrende herrer i smarte Tron dragter.

Søndag er på mange måder lidt antiklimatisk på Roskilde, det er svært helt at give slip, og samtidig kan man næsten ikke rumme flere indtryk af nogen art. Tanken om, at det er festivalens sidste dag spiller også ofte en et psykologisk puds – det er for mange dagen, hvor man giver op og slip. Det er simpelthen slut for i år.

Også for GFRock, den daglige dosis rock endte næsten med en overdosis, så vi lukker vores lille føljeton her. Dog dukker der nok lige en anmeldelse eller to mere op fra gemmerne, når de sidste ark noter bliver fundet i tøj og tasker.

Af Kodi og Judas
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.