Home Artikler RF ’22: De første ord og tanker om programmet

RF ’22: De første ord og tanker om programmet

858
0

Det er blevet den tid på året igen, efter 3 års tørke i festivallandskabet. Roskilde nummer 50 bliver (knock on wood) endelig afholdt. Meget er sket siden vi var på græs sidst i 2019, og siden den første aflyste festival i 2020. Men, hvordan faen ser sagerne så ud her i 2022, er programmet et 50 års jubilæum værdigt?

Ja og et lille nej. Det var den korte version…

Nå, så let slipper I ikke, jeg har trods alt sparet op på festivalkrudtet i 3 sæsoner nu. Lad os lige få lidt personlige følelser af vejen. Alle, der kunne give en fuck for “den personlige vinkel” kan scrolle ned til næste overskrift.

Jeg har ikke savnet, at være på Roskilde Festival. Der var den, jeg sagde det. I 2020, da Roskilde 50 version 1.0 skulle løbe af stablen håbede jeg et eller andet sted (og var ret sikker på), at Coronaen ville medføre en aflysning. Af helt egoistiske grunde, og selvfølgelig ikke fordi jeg ønskede det for festivalen, de frivillige, organisationen bag, alle foreningerne, de optrædende, forventningsfulde gæster og hvad har vi ikke! Jeg var bare mæt.

Roskilde har været en ret stor del af mit liv, især mine somre, i over 20 år, hvor jeg har dyrket det som lidt af en religion. Eller i hvert fald en livsstil. Det her fyldt meget, mest de første 10 år, så tog det lidt af, fandt et naturligt leje rent “følelsesmæssigt”. GFR kom ind i billedet i 2012 og fra 2013 har vi dækket hver festival ret intensivt (især i forhold til vores størrelse, bemanding og ressourcer), inden, under og lidt efter. Det har været virkelig fedt, sjovt og givende, sikkert forlænget mit festivalliv, men også været opslidende. Derfor var en “gratis” pause kærkommen.

Mentalt var jeg helt klar på, at 2021 nok også ville blive aflyst. Det havde jeg affundet mig med allerede lige efter den aflyste 2020 version. Ikke fordi jeg er profet, det virkede bare som det mest realistiske scenarie når man kiggede på Coronabølgerne og vekslende op- og nedlukninger.

Det gav mig ikke kun et pusterum, jeg overvejede faktisk, at bruge det som en mulighed for, at trække stikket helt. Stille og roligt, uden fanfare (ved heller ikke hvem det ville vedkomme?!) snige mig ud af bagdøren og lukke mit Roskilde Festival kapitel. Det første offentliggørelser fra Roskilde gav heller ikke nogen videre motivation. Så kom plakaten, jaja, joooh, pfff, tjaaa…

Så begyndte jeg, ufornuftig som jeg er, at nærstudere den og lytte.

Frisk, fremsynet og fornuftsstridig 50-års jubilar

Hvad fanden er meningen?! Der er jo ingen hovednavne?! Skulle det forestille et jubilæumsår?? Har vi ventet 3 år på det her?!?! Jeg skulle aldrig have beholdt min billet!!! VÆRSTE ROSKILDE PROGRAM EVAAAR.

Har vi fået det ud af systemet? Nej, okay. Den umiddelbare reaktion a la ovenstående, eller lignende er ikke urimelig. Hvis man bare kigger på plakaten, ikke tænker kontekst, omstændigheder, urealistiske forventninger, hvad Roskilde forsøger at stå for. Og ikke dykker ned i plakatens mindre lag. Den gamle fortærskede “sang” om, at man skal læse plakaten nedefra og op, eller se det der står med småt osv., har muligvis aldrig været mere sand.

Grundene ER mange. Selvfølgelig er forventninger til et 50 års jubilæum været skruet (rimeligt eller ej) voldsom i vejret, det siger sig selv. Og her har Roskilde selv måske pustet lidt til ilden ved, at gøre opmærksom på, at det er nummer 50 i stedet for, at underspille det. De har ikke LOVET noget vildt, stort eller helt specielt hvad programmet angår, så dumdristige er de ikke. Men, for en festival, der er så forhippet på, at kigge tilbage i mindst mulig grad, har det været lidt fanget i en uhensigtsmæssig situation.

Roskilde er, ligesom alle andre festivaler verden rundt, men især udenfor USA, stadig hæmmet af Coronaen. Den har gjort det vanskeligt, urentabelt og meget usikkert for musiknavne, store som små, at planlægge større turneer. Skiftende restriktioner fra land til land, uforudsigelige fremtidsudsigter om de skiftende forhold, og alt der stadig påvirkes på et logistisk plan, har sat en stor kæp i hjulet. Det kommer oven i hatten på alle de grunde, som har domineret markedet og festivallandskabet de seneste mange år, der har ført til en begrænsning i udvalget af mulige (hoved)navne. Øget konkurrence, prisstigninger, headliner-“mangel” og manglende nye store navne, og alt det der.

Det muliges kunst, er blevet et uofficielt motto på tværs af festivalerne. For de mere kommercielle festivaler gør det nok ekstra ondt, men Roskilde lader til, at have begyndt (af flere grunde) at sadle om i tide. Det er snart mange år siden, at festivalen meldte ud, at man ikke kunne regne med store headlinere og kendte navne fra top til bund, hvert år. Det kunne både tolkes, som at man på den måde gav sig selv et frikort, forsøgte at imødegå evt. kritik, snobbede lidt og kunne lyde lidt selvfede. Måske, hvis det ikke lige var fordi, at der faktisk var tanke, handling og vilje bag ordene.

Der er stadig plads til de store, kendte og “Orange-værdige” navne, når de er tilgængelige og det hele lige går op. Men de er ikke længere en selvfølge. Og helt ærligt, ikke for, at prale eller andet, det er rent personligt. Jeg har set “det hele” og har ikke det store behov for genudsendelser på den front. Og mange af de navne, som måske kunne hives ud af mølposen, giver ikke mening, og hører ikke, længere, hjemme på Orange Scene. Jeg kan altid holde til, at se Neil Young, men han er ikke et Orange navn længere. Eller et hovednavn for de dominerende generationer på festivalpladsen. Og det er både naturligt og helt OK!

Hver ting til sin tid. Roskilde bruger jubilæet til, at gøre det de brænder for: afspejle vores samtid og kigge videre frem. Som de har sagt de ville. Gør det dem hævet over kritik af programmet? Selvfølgelig ikke, men hvis præmissen er meldt ud, og har været tegnet ret tydeligt op i flere år, så er det malplaceret kritik, at kalde programmet dårligt, fordi man synes der mangler store navne eller “noget man kender”.

Lær din Roskilde at kende

Hovednavnene siger mig ikke det store, det kan vi lige så godt slå fast. Uden, at skære alle over en kam, så er der sgu lidt tyndt i toppen. Enten har jeg set det før, eller også er det ikke lige for mig, hvilket som nævnt er fair nok. Men, helt objektivt, så ligner Orange Scene, igen lidt et “problembarn”.

Jeg ved godt, at scenen er festivalens vartegn, legendarisk og historisk og, naturligvis skal bestå. Men, igen sidder man med tanken om, om det var muligt at “gentænke” scenen, eller på en eller anden måde bruge den anderledes. I forvejen har der de senere år været skåret lidt ned i antallet af navne på Orange, ikke en manøvre som man kan blive ved med. Den står der, skal stå der, så den skal også bruges. Men, hvordan og af hvem?

Nå, det er en snak til fremtiden, det her skal jo egentlig handle om, hvad man får. Jeg vil dykke mere detaljeret ned i programmet og de enkelte navne op til festivalen, så det her er mere et generelt blik ud over plakaten. Som, ved nærmere eftersyn rummer… virkelig meget godt og spændende!

Jeg har allerede fundet navne nok til, at få mig igennem en hel festival med sidestik – fysisk og mentalt. Helt overordnet, så virker festival “front loaded” med stærke og bugnende onsdag og torsdag. Fredag ligner den “svageste” dag, inden vi kommer sikkert i havn og kan få brugt de sidste kræfter med en fin lørdag. Igen, smag og behag in mente. Ikke alle vil dele min holdning, jeg har også rykket mig de senere år, efter at være blevet headliner mæt. Så, på den led booker Roskilde også lidt til mit sind.

Wooo, regn!

Og jeg indrømmer, at ikke alle vil dele den opfattelse eller tilgang. Roskilde kræver, på godt og ondt, at man selv gør en indsats. Det kan igen tolkes som lidt et “frikort”, at en stor del af ansvaret for, at man får en på opleveren lægges over på publikum. Men, det kræver altså også stadig, at det, der rent faktisk bookes, er godt, interessant eller bare rummer potentialet til, at blive det.

Her leverer Roskilde nummer 50 fuldt ud varen. Du skal bare ikke være kræsen, eller for fastlåst. Både hvad angår genre og stilretninger, men også navne indenfor de genrer du mener er lige dig. Metalfans vil klart savne nogle store, genkendelige navne. Men der ER altså metal, at finde på plakaten. Og det jeg har hørt er noget, som jeg sagtens kunne finde på at tjekke ud. Og det gælder stort set “alle” genrer. Det kan godt være, at du ikke lige får det navn, som ville være et hovednavn for dig, om det så er folk, elektronisk, pop, rock, rap, verdensmusik eller lydeksperimenter fra sydøstasien. Men, Roskilde tilbyder, næsten altid et virkelig spændende alternativ indenfor genrerne.

Du skal bare finde dem, og lære dem at kende. Og ikke regne med, at du nødvendigvis får “den rene vare”, Roskilde har elsker navne, som blander stilarter, krydser eller udvisker genregrænser. Jeg er allerede i gang med undersøgelserne. Og jeg er klar over, at ikke alle kan, eller er villige til, at dedikere samme tid og energi på det. Det ER altså bare en del af præmissen, ellers må man “nøjes”. Finde en anden festival, som passer bedre til ens smag, forventninger og præmis. Eller, helt alternativt, læse med her på siden!

Men hvor skal man starte?!

Du skimmer gennem de navne, som står med størst, og starter fra en ende af når fonten bliver lidt mindre! Nemt, ikke? Eller begynder med en lille appetitvækker, som jeg hurtigt har linet op. Så er der buffet, boys and girls (gemmer de fleste danske navne og hele Rising til senere gennemgang).

Til rockerne: Du får ikke meget rendyrket rock, så bred lyttelapperne ud. Til gengæld fylder indie en del i det, man i et lidt bredt spektrum kunne kalde “rock”. Du kan give Snail Mail et lyt, hvis du har en indie-slagside. Er du hestepige? Nej, nå, det tror jeg heller ikke Horsegirl er, men deres indie-rockede toner virker ret lovende. Mere indie, din gavtyv? Hvad med Big Thief, deres Two Hands plade fra 2020 har jeg da lyttet til i hvert tilfælde.

Hvis du er mere til det krautede og post-rockede, så er der noget i den dur at finde hos Bada. Er Idles rock? Måske, men skal du have den mere rene guitarrockvarer, så er der altså ikke det store udvalg. Medmindre du orker The Strokes, igen…

Til Metalhovederne: Turnstile giver den hardcore-gas og er ikke bange for, at overskride grænser. Employed To Serve er metalcore med kvindevokal i front, er normalt ikke så meget til core, men det her glider ned. Er du til det mere atmosfæriske, så er der stemningsfuld post-metal fra Amenra. Skal det være noget mere eksperimenterende, så er Zulu et vredt, (racepolitisk) metalpunk bud. ACXDC er IKKE AC/DC, det er fuld smadder og speederen i bund POWERVIOLENCE – det er åbenbart en genre?

Hvis det går for hurtigt, så er der, selvfølgelig den danske doom-vinkel med Konvent. Eller hvad med en primitiv en på kassen fra Primitive Man? Eller et andet “Man-band” i form af Old Man Gloom?? I zonen af navne, som ikke rigtig er metal, men som kunne tiltale metalfans finder man også et stærkt navn som Lingua Ignota. Hendes vrede, foruroligende og mareridtsklingende toner var på min must see liste til 2020-festivalen.

Til poppiger og- drenge: Er du mere til pop, så er der et sikkert bud fra Norge med Sigrid. Skal det være svenske, så tjek Sara Parkman ud, når du tøffer rundt i grænselandet mellem pop/folk/poesi. For lyst eller lyshåret, så bringer Poppy noget mørke ind i din pop-potpourri.

Er Mitski pop? Tjooh, lad os inkludere hende her, du bliver i hvert fald ikke skræmt i dit pophjerte, hvis du kigger forbi. Tyggegummi-hyperpop og traprap? Så er det TikTok-amoktid med Ashnikko, Pinkpantress eller Slayyyter. Fusions-pop fra Kenya, så er det Kabeaushé der lokker.

Til de varmblodede: Black Pumas og deres Texas-soul, det har virkelig noget varme og hitpotentiale. Varme strømninger finder du også hos et navn som Arlo Parks, der også flirter med det moderne soulede.

Og så er jeg faldet pladask på en blanding af countrymusik og soulvokal, som måske ikke burde fungere på papiret. Sangerinden Yola har en fantastisk stemme, der har noget Aretha Franklin over sig. Samtidig lyder det, som om hun står og spiller en blanding af country og lidt storladen orkester-pop?! Lige til must see listen.




Til dem der ikke er bange for elektronik og blipblop: Kan du lide VHS-film, soundtracks fra din b-films barndom, industrial og smadder? Det kan John Cxnner og LLNN-brødrende Ketil og Rasmus, der gemmer sig bag navnet, vist også! Et navn som Grandson leger også med elektronik, men blander det med en pågående hiphop influeret og iørefaldende poppet vis.

Til en stille, tænksom stund: Da går du ikke galt i byen med roste Phoebe Bridges, det kunne godt blive et festivalhøjdepunkt. En stille sniger i programmet kunne også være Sky Ferreira, som måske også ville passe ind i din popkasse? Er det folk, er det singersongwriter, er det guitarheltemusik? Yasmin Williams er lidt det hele, og virker som et oplagt navn, at nyde på en scene som intim scene som Gloria.

Til de nysgerrige og eksperimenterende: Der er en hel del “verdensmusik” på plakaten, lad os kalde det, det af mangel på bedre. Fra alle kanter af verden: Sydamerika, Asien, Afrika, Østeuropa, you name it. Og rigtig meget spændende, som man enten kan forelske sig akut i, eller bare lige skal smage på. Der er også mulighed for, at løbe skrigende bort…

Test vandene med navne, som Kiko Denucci, Nakibembe Xylophone Troup, Arooj Aftab (Jonas anbefaler at hoppe på her), Onipa, Cimafunk, Nadia Tehra, Ustad Saami, Melike Şahin, Siti Muharam, Alogte Ohoeller, Duma og mange flere.

Skal det være decideret eksperimenterede, så byder festivalen traditionen tro også på en række genresprængende kunstnere. Der er poesi, hiphop og jazz-halløj fra Moor Mother. Vi bliver i de jazzede forviklinger med Irreversible Entanglements, der lever op til navnet.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placere samarbejdet mellem den skæve folk-trubadur Richard Dawson og den eksperimenterende finske rockgruppe Circle. Eller hvad man kan forvente? Jeg ved bare, at engelske Dawson var blandt højdepunkterne på Roskilde 2018. Hvor han på afvæbnende, sært rørende og morsom vis fumlede sig igennem en rodet forestilling. Var det bevidst sjusket, excentrisk og skævt, eller var han lige stået op? Det kunne blive hvad som helst det her.

Helt i Roskilde Festivals ånd. Det er bare med, at komme i gang med det dybe dyk ned i de ukendte og uudforskede dele af plakaten. Mangler man flere smagsprøver, eller et sted at starte, så er her den bruttoliste, som jeg hurtigt flækkede sammen da plakaten blev offentliggjort

Hvis du vil have et af de mere samtids afspejlende, fremadskuende, tankeprovokerende, innovative, uforudsigelige, røvirriterende og fascinerende festivalprogrammer, så skal du vælge Roskilde.

Man kan altid diskutere, om Nordeuropas største musikfestival skal være sådan en størrelse. Og om 80.000 billetkøbere og op mod 130.000 deltagere kommer for programmet, eller ikke kan “forlange mere”. Men, er det ikke også lidt fantastisk, at Roskilde rent faktisk er lykkes med manøvren? At sælge SÅ mange billetter år efter år med et program med færre og færre “store navne”? Det er der sgu et eller andet smukt i…

Og husk, at der stadig mangler en bunke navne, som offentliggøres senere.

NÅ, jeg daffer, jeg har travlt med, at plaske rundt i plakaten. Jeg skal jo nå, at finde ud af hvad jeg synes om Meuko! Meuko! Det er “dekonstrueret klubmusik i en forskruet lydverden” fra den taiwanske kunstner Pon. Klart nok!

Vi ses i farten, foran eller mellem to scener på vej mod et sidestik.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleLasse Storm: Holmegaardsvej og Andre Historier (Album/Anmeldelse)
Next articleMørkt Stof: Mindets Materie (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.