Home Artikler Repeatlisten 2024 #3

Repeatlisten 2024 #3

250
0

Kalenderen siger allerede forår, så vi er i gang med første peakperiode for nye singler. Der kommer da også en del, denne gang er der blevet lyttet til 25 af dem. Vi skal omkring navne som Anna Scharling, The Jürgen Clubs, Dusin, Andreas Ugorskij, Junkyard Drive, MC Hansen og Kindsight.

Og sikken en omgang! Efter første lyt var jeg godt nok ikke videre imponeret, og havde svært ved at finde nogle singler, som for alvor skilte sig ud. Eller som jeg bare syntes var gode. Meeeeen når det sker, så kan det jo tyde på at man lige har en dårlig dag.

Gentagende gennemlytninger har da også afsløret et lidt andet billede. Nu har jeg faktisk svært ved at skære feltet ned til de numre, som jeg synes bør komme i betragtning til en plads på listen. Så enten havde jeg faktisk en dårlig dag, eller også er der en del numre imellem, der er i slow burn kategorien. Den slags sange, der lige skal have en chance for at bundfælde sig.

Jeg ved heller ikke om der ligefrem er en BANGER eller to imellem, til gengæld er der masser af skjulte perler til de tålmodige.

Bunken med nye singler bestod denne gang af følgende 25:

Smag på Dig Selv – “PGO HOT 50”, Trine Lyngvig – “Young Hearts Blue”, Thomas Ring – “Golden Days”, Kindsight – “Tomorrow”, Nikolaj Paakjær – “Café Bernina”, Sabrina Qvortrup – “Blå Måne”, Kvarti – “Forlod Dig”, Andreas Ugorskij – “Et Finbroderet Tankespind”, MC Hansen – “Sagde floden til det evige hav”, Mansfield – “Someone Else”, Anna Scharling – “Jeg Melder Mig Til Et Kursus”, AGGI – “Blue Cheese”, Freja Hjort – “Kvindeskrig”, Gradience ft. CABAL – “Blindsided”, Own Road – “Piercing The Old Flagstones”, Sally F – “Room 743”, Lei Moe & Morten Wittrock – “Half A Mile”, Lukas Vanggaard – “Indiehimlen”, The Jürgen Clubs – “Berghain”, Junkyard Drive – “Tearaway”, Tobias Jensen – “Drifting Apart”, Dusin – “Paradise”, Pepperment B – “Raised By Sitcoms”, Isogenic – “Complex Pleasures” og Freddy and the Phantoms – “Morning Mist”.

I betragtning til Repeatlisten kom

Anna Scharling – “Jeg Melder Mig Til Et Kursus”

Vi lægger ud med et hængeparti, Anna Scharling udsendte nemlig denne single i slutningen af Januar, og er nu aktuel med en ny. Men vi skal lige have “Jeg Melder Mig Til Et Kursus” med, det er nemlig lidt af en underspillet perle.

Ikke underspillet i den forstand, at der ikke sker noget i nummeret. Der sker faktisk en del. Med spændende trommerytmer, percussion, små melodiske krumspring og andre drillerier. På et nummer, der lige umiddelbart sniger sig lidt af sted, mens Scharling synge-messer om at bryde med monotonien. Hun burde melde sig til et kursus!

Det er en satirisk stikpille til trangen til forandring ved at fokusere mere på sig selv, og det der er presseteksten kaldes “new year, new me”. Nu er vi et par måneder inde i 2024, så folk kan jo køre deres egen statistik på nytårsforsætterne og den slags.

Der er mange ting at synes om her. Det er besynderligt, skørt, finurligt og svært at indramme og definere. Et nummer med sin helt egen, særprægede (og smittende) stemning. Det vibrerer og ånder.




Kindsight – “Tomorrow”

Vi skal da heller ikke skåne os selv for et skud indie-pop, hvor Kindsight allerede har markeret sig med nogle stærke singler. Det fulgte op med et bundsolidt album og koncert på blandt andet Roskilde Festival sidste sommer.

Jeg skulle lige lytte mig varm på “Tomorrow”, som det var tilfældet ved størstedelen af singlerne denne gang. Det første indtryk var, at nummeret ikke var videre bemærkelsesværdigt. Men allerede ved andet lyt havde indtrykket ændret sig. Det er på bedste vis bundsolidt det her, et virkelig driftsikkert og velskrevet nummer.

Og netop det med varme, på sådan en små-melankolsk og indie traurig vis, er en af Kindsights største forcer. Det er trygt og på deres egen måde varmt og beroligende selskab. En lytte-skulder at læne sig op ad.




MC Hansen  “Sagde floden til det evige hav”

Vi er ikke færdige med det poetiske for denne gang, og nu skal vi til søs. Eller flyde med strømmen. Måske skvulpe i vandkanten eller brændingen?

Er det her en sang om en bromance mellem havet og en flod? Jeg ved det ikke, der er i hvert fald en følelse af samhørighed over sangen. Et glædeligt gensyn, et møde med en gammel ven? Sat til en roooolig, vuggende og beroligende melodi og kontrolleret, fortælle-syngende stemmeføring af Hansen.

Måske er det en form for country-jazz? Et lille lyd-eventyr fortalt og orkestret af vores MC? Kan en sang dufte af gamle dage, eller en bog der har ligget på loftet lidt for længe?




The Jürgen Clubs – “Berghain”

The Jürgen Clubs har jeg rost af flere omgang for deres glimrende singler, og nu har de så udsendt det nummer, som jeg synes klart MINDST om indtil videre. Det er ikke det samme som at “Berghain” er et dårligt nummer, eller en dårlig single. Den er bare top-enerverende og går mig på nerverne! Men jeg tror det er en god ting?!

Det her KUNNE godt være sangen, som for alvor gav dem det sidste hul igennem i æteren. Den passer perfekt ind i en sendeflade. Kort, iørefaldende (på en virkelig irriterende måde i mine ører, sorry), straks genkendelig og så har den et eller andet uimodståeligt drive. Det er næsten som om at det er meningen, eller for at understrege en pointe, at sangen er som den er og lyder som den gør?

Så på en eller anden måde kan jeg jo faktisk godt lide sangen? Lidt. Eller nej, den er provokerende. Er The Jürgen Clubs ude på øretæver med deres indierockende drillerier. Melodisk og tempomæssigt føles det næsten som en spids finger, der konstant prikker en i siden i 2 minutter og 45 sekunder.




Junkyard Drive – “Tearaway”

Rock af den mere klassiske slags kan godt have lidt trange kår, i hvert fald hos mig. Man synes ligesom at man har hørt det meste, ofte bedre og hvis nogen forsøger at pifte formlen lidt op, så synes man omvendt at det bliver for moderne. Og ikke er ægte rock!

Junkyard Drive har været ganske ihærdige og holdt ved i mange år efterhånden. Den første anmeldelse af bandet, som jeg kan finde i vores arkiv, er fra januar 2014, og den seneste fra 2017, hvor jeg selv anmeldte albummet Sin & Tonic. Siden har de udsendt yderligere 2 album, som vi åbenbart ikke nåede at komme omkring efter vi begyndte vores deltidspension tilværelse.

Hvorom alting er. Junkyard Drive spiller stadig rock, og spiller den som gjaldt det livet. Og de spiller den godt. Bedre end jeg husker faktisk – er bandet rent faktisk blevet bedre musikere de seneste 10 år? Det er i hvert fald bundsolid sangskrivning og udførsel det her. Uden at det på nogen måde skal lyde negativt.

“Tearaway” er et rigtig stærkt nummer, der emmer af en fin forståelse for rockens historie, mekanismer og “sjæl”. Det er ikke raketvidenskab, eller den dybe tallerken, der opfindes på ny, men det skal det her heller ikke være – det er ikke hensigten.




Andreas Ugorskij – “Et Fintbroderet Tankespind”

Den titel fangede straks min interesse, den kan noget. Det lyder både poetisk, lidt mystisk og viser en sans for at lege lidt med sproget. Så det bliver levende, og dermed har sangen allerede liv og “ånd” inden vi er gået i gang. Den luskes i gang, den her afdæmpede sag, som en tyv om natten.

Sådan en kratlusker skal helst ikke gøre for meget opmærksom på sig selv, så bliver man afsløret, taget med bukserne nede eller på anden vis forstyrres i ens foretagende. Om det så er lureri af andre, eller af en selv og ens forræderiske tanker.

Ugorskij bevæger sig i tusmørket inden for noget, han selv betegner som gypsy-jazz, hvor han snakke-synger sig roligt af sted. Han assisteres af datteren Nanna på andenstemme, sammen skaber, eller broderer om man vil, et meget stemningsfuld- og skabende lydbillede. Det er ikke altid konkrete billeder, selvom lyrikken er med til at tegne konturerne op. Der er noget mystisk og dragende over det samlede billede, som Ugorskij får frembragt her.




Dusin – “Paradise”

I årets første Repeatliste roste jeg Dusin for singlen “Når Det Brænder”, og skrev at de måske havde “knækket koden”. Dermed mente jeg, at de i min optik havde lige ved og næsten tidligere. Nu tror jeg at de cementerer det med “Paradise”. Som jeg endda fandt temmelig belastende under de første par afspilninger!

Den er fucking catchy, næsten på øretæveindbydende vis, på sådan en for mig lidt for “frisk og ungdommelig” måde. GRRRRR, mind mig ikke om at jeg er halv-gammel, så bliver jeg tvær. Mere tvær!! Og så tillader de sig ikke blot at smide engelske gloser ind i den danske tekst her og der, men hele og halve sætninger. Bare så det kan rime eller hvad?!

Men jeg må erkende, at det her kan noget. Melodien, stil, attitude og hele “følelsen” af og omkring nummeret er den rette blanding af pisse irriterende og fængende. Der er lige kroge nok fordelt over hele sangen, så man konstant fastholdes, nynner lidt med eller bare ikke kan få skidtet ud af hovedet. Det er kort sagt nærmest en optimal single ud fra den slags parametre, og skræddersyet til radio airplay. Eller hvor fanden man ellers vil sprede sådan en smittende plage?!

Jeg elsker/hader det her. Bravo!




Korte kommentarer

Her ligger vi ud med en hel række sange, der under andre omstændigheder sagtens kunne være kommet i betragtning til listen. Men nu skulle jeg skære et sted, så det ikke bliver alt for langt. Og holdt op mod ovennævnte bliver det så kun til en kortere, men altså positiv kommentar.

Tobias Jensen vinder på en “lille” detalje, eller tilføjelse til lydbilledet. Det er egentlig “bare” blød soul-pop singer songwriter stil, men et smagfuldt “ay ya ya ya” kor gør hele forskellen. Det hiver ganske enkelt en velskrevet og vellydende sang et niveau op.

Der er ikke samme “redningsplanke” hos Own Road, der med “Piercing The Old Flagstones” har lavet et stilsikkert, godt gammeldags folk-rock nummer. Det er nærmest indbegrebet af “en sang jeg simpelthen ikke kan have noget imod”. Jeg har heller ikke mange andre holdninger til den. Bundsolidt, men risiko for at det ryger lidt under radaren.

Der, under radaren, virker det som om Lukas Vanggaard befinder sig ret godt. Han fortsætter i sit underspillede, lettere “kiksede” jeg-er-jo-bare-mig spor på “Indiehimlen”. Og det gør han på vanlig manér ganske godt. Han har efterhånden etableret sig som en de mest driftsikre sangskrivere og melodiesmede i indie-pop undergrunden. En evigt hjerte-kunst og længselsfuld outsider.

Et andet band, der risikerer at radaren ikke fanger dem, er Freddy and the Phantoms. Og det ville være lidt ærgerligt dømt ud fra deres to nyeste singler. Det er klassisk rock. Og det er sgu’ reeeeet godt, hvis man er til rock af den lidt gamle skole. Det lyder tilmed som om det kunne være indspillet for en 40-50 år siden, hvilket jo er ganske glædeligt i en komprimeret, digitalt klingende streaming tidsalder. Selv på Spotify lyder det ganske hæderligt!




Nu skal der jo ikke gå ren hvid mand dadrock i den, så Trine Lyngvig melder sig lige på banen med en omgang habil synthpop. “Young Hearts Blue”, det lyder jo umiddelbart som om en snart 45 år gammel farrocker som undertegnede falder udenfor målgruppen. Jeg kan dog godt være med her, med forlov. Det er ret stemningsfuldt, og Lyngvig leger både med døsig atmosfære og lidt vokal effekt af forskellig art, der giver det hele et urovækkende, hjemsøgt præg.

Der er også plads til noget interessant elektro-rock, her i form af duoen Isogenic, der bygger videre på deres udtryk på den fængende og dragende “Complex Pleasures”. De forfiner lyd og stil her, skræller det lidt ned og leverer et nummer af den slags, hvor jeg tænker “hmmm… jaaaah?”. Og ved næste lyt er det blevet til “det er sgu’ ret fedt, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det?”. Det er næsten soul-sensuelt og poppet, frem for regulært rockende – alligevel har sangen et rocket… drive? En understrøm. Kunne være et nummer, der voksede yderligere på med tiden.

Men vi er ved at løbe tør for tid?! Eller, plads. Altså, det styrer jeg jo selv, men vi skal ligesom være færdige inden påske…

Dyb indånding, vi når ikke alle sange, men der er lige en lille håndfuld der skal rundes på falderebet.

Nikolaj Paakjær har efterhånden sendt en hel del sange forbi vores indbakke, og jeg har nok syltet ham lidt. For det er faktisk ret originalt det sanger og sangskriver Paakjær disker op med. Han har i hvert fald sin egen stemme, og måde at skrive tekster på, der gør, at han skiller sig lidt ud fra mængden. Måske derfor, at jeg har holdt ham lidt hen? Det kræver lidt mere, og jeg føler at jeg skal dedikere mere tid til ham for at det helt kommer til sin ret.

Så, Paakjær, jeg lytter, du bliver hørt, men jeg kan ikke helt “lige nu”. “Café Bernina” er bestemt også et lyt værd, så lad det være en opfordring, prøv lige at give den en afspilning derude. Kan det noget? Er det lidt irriterende? Ehhh, hvad siger vi?




Et andet navn, der er endt i den frygtelige syltekrukke, er Mansfield. Jeg har faktisk syntes, at deres foregående singler var rigtig fin, radiovenlig blød rock. Det er “Someone Else” også.

OK, og så er der de navne, hvor det bare bliver tydeligt for mig, at jeg på godt og ondt er enten lidt for gammel. Eller bare ikke den rette modtager/det her er ikke henvendt til mig.

Freja Hjort har lavet en virkelig fin og velskrevet sang om at være kvinde, “Kvindeskrig”. Men det er ikke til/for mig. Eller måske er det netop? Nuvel, det er i hvert fald godt sangskriverhåndværk.

Det er Sabrina Qvortrups “Blå Måne” på sin vis også, men på en helt anden måde. Det er kvart i Medina, føler jeg. Ikke at det skal tælle hverken for eller imod. Lidt imod tæller dog en tekst, der smager lige lovligt meget af lyrisk nedfaldsfrugt. De er i hvert fald lavthængende. Men igen, jeg er slet ikke publikum, og det her kunne sagtens få et, uden at jeg ville brokke mig over det.

Pyha, nu orker jeg ikke meget mere, så Peppermint B, du har lavet mere vellykkede singler end “Raised By Sitcoms”. Det bliver lidt for meget Madsen & Co og Langt Fra Las Vegas, frem for den ægte vare.

Føjes til Repeatlisten: Anna Scharling, Andreas Ugorskij og Dusin.

Og med det runder vi af for denne gang. Den næste lyttepulje er allerede fyldt og lytningen skal i gang. Det stopper aldrig…

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Anna Scharling, pressefoto

Previous articleDe Genfødte: De Genfødte (Album/Anmeldelse)
Next articleFestivallandskabet del 1: Jelling, Northside, Heartland og Syd For Solen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.