Home Artikler Repeatlisten 2023 #7

Repeatlisten 2023 #7

437
0

Sommeren er gået ind i sin sidste måned, selvom man da godt kan føle sig lidt snydt. Men, I skal da ikke snydes for nogle sommersingler! Her samles der lidt op på det, der gemte sig i indbakken inden der gik festival og ferie i den. Der er blandt andet blevet lyttet til Livløs, Terminalist, Sasha Adrian, Tavse Vidner og Debbie Sings.

Og faktisk var det for en gangs skyld ikke så uoverskueligt mange som de foregående år? Måske er der udsendt lidt færre singler, nogle er muligvis ikke sendt vores vej, eller også fik jeg ryddet lidt op inden ferien?

Nuvel, vi har “kun” 19 numre i puljen og kører lidt det format fra tidligere, hvor jeg knytter nogle ord til hvert nummer. I stedet for at udvælge mine favoritter, som kommer i betragtning til Repeatlisten, og kun omtale dem. Så alle få lidt opmærksomhed denne gang, nu ventetiden har været endnu længere end normalt.

Lad os se hvad indbakken har gemt på i efterhånden et godt stykke tid.

Vi lægger ud med en lille håndfuld hårdtslående metalnumre, som alle er ret stærke, selvom de måske ikke ligefrem er banebrydende. Livløs, som vi tidligere har anmeldt, er ude med “The Cresent King”, et nummer som viser et virkelig højt bundniveau hos bandet. Dermed mener jeg, at jeg måske ikke bliver revet midtover af deres tunge melo-død, men samtidig er det et virkelig veludført nummer.

Og et langt nummer, hvor Livløs breder sig over næsten 6 ½ minut. Det giver masser af tid og plads til at spille med musklerne og vise forskellige sider af bandet. Fra en melodisk, episk intro, over nogle virkelig knusende tunge passager, der river godt i ørerne til en afslutning, som truer med at rive hele lortet ned. Det er godt skruet sammen, lyder pisse fedt og finder en optimal balance mellem det storladne og noget dystert og krads.




Terminalist har jeg også tidligere været omkring, og syntes ret godt om. Hvor Livløs flirter med sort melo-død, så er Terminalist ovre i det mere tempo-thrashede på “The Crises As Condition”. Her lyder de næsten som en grummer og mere harsk udgave af Slayer? Det er selvsagt reeeeet fedt. Jeg har egentlig ikke så mange ord at sige om sangen, det er sgu’ bare et effektivt og medrivende nummer. Keep it simple, stupid. Og en sang af den slags, der får mig til at overveje, om jeg måske snart skulle til at dyrke metallen mere intensivt igen?

Rosinen i den olme metalpølse i denne omgang er Persecutor, som heller ikke holder sig tilbage fra at tonse derudaf på “One Final Victim”. Vi befinder os også i thrashet farvande, her måske lidt mere heavy thrashet? Jeg er muligvis lidt mere til Terminalists lyd og stil, Persecutor fremstår lidt mere bevidst skarpe og “simple” i tone og klang.

For at resten ikke kommer til at blegne, eller virke noget “nosseløs” i sammenligning med, så lader vi lige Love Shop agere bufferzone med deres nye singler “Studentervognen kører”. De har brede skuldre, er nok ligeglade med hvad jeg synes og er i virkeligheden nok også for etablerede til at være med her. Men nu lå den i indbakken, så…

Love Shop har om ikke andet været driftsikre siden de vendte tilbage i deres nyeste inkarnation efter Hilmer Hassig og Henriks Halls alt for tidlige bortgang. Jeg var en stor fan engang, hvor jeg oplevede dem flere gange live, end jeg har tal på. Blandt andet deres “sidste koncert”, som desværre blev den sidste gang Hassig, Hall og Unmack delte scene sammen som Love Shop, på Roskilde Festival 2004. Siden har jeg set dem et par gange eller tre efter at Unmack lod Love Shop genopstå.

Jeg skriver alt det her for at sige at jeg er/var fan. Og fordi jeg ikke har det store at sige til den nye single. Ved første lyt tænkte jeg “eh, lidt ligegyldig og forglemmelig”. Den er vokset lidt på mig siden, men det er klassisk Love Shop version what ever. Nummeret ligger i helt naturlig forlængelse af nyere Love Shop og lyder som Love Shop, der spiller et Love Shoppet nummer.

Genkendelighed er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da jeg hørte “Renegade” fra Kulú første gang, lød det bekendt. Jeg skulle dog et stykke ind i sangen, inden det slog mig, at “ah ja, det er da Kulú!”. De lyder nemlig både som sig selv, det vil sige vi er ovre i noget atmosfærisk post-rock’et-ish og anderledes end tidligere. Nummeret ligger ret alt-rocket ud med et for Kulú ret tempofyldt og pågående drive.

Det klinger ligefrem lidt optimistisk og opløftende, næsten dansende og frigjort. Halvvejs gennem det 6 minutter lange nummer bliver det i glimt 80er post-punk/New romantics boblende, hvor bassen får godt med plads til at boltre sig på. Inden vi i nummerets sidste tredjedel bevæger os over mod Kulús tidligere lyd. Der sker kort sagt en del, man kan nærmest sige at sangen falder i tre akter, men uden at det bliver noget rod. Spændende nummer!




Nosser er der masser af hos “atom” Chris Dall og hans Powerband, der punkrocker derudaf på “Ingen Sikkerhed”. Der er ikke de store dikkedarer her, Dall og band tager afsæt i sen-60erne og start 70ernes garagerock, hvor der stadig kan spores rødder til beatrocken. Mens de spæde første skridt til punken også ligger og lurer i den ruskende rock. Det vil sige, at “Ingen Sikkerhed” både er ret iørefaldende, men også rå og ruskende. Lyden er dejligt upoleret, som det hører sig til i en lurvet garage. Tidløst eller håbløst umoderne? Tja, det er bare fee tråd.

I den helt anden ende finder vi Starlingville og deres radiorockede “Good Thing Going On”. Den er jeg ikke videre begejstret for, hvis man skal være lidt grov mod alle involverede parter så er det gammeldags P4 90er solskinsrock. Som er lige ved at gå i et med tapetet. bestemt kompetent udført, og det lyder som den slags skal, men allerede fra åbningslinjen “She’s the rythem, she’s the rain, she’s the air I’m breathing” tjekker jeg mentalt ud og vender aldrig tilbage.

Så er jeg nok mere villig til at give Lasse Storm en chance til. Jeg var relativt med på hans første håndfuld solosingler, der gik meget mere i retning af noget dansk poprock end hans tidligere output med Dør nr. 13. Jeg foreslog endda, at han skulle gå all in på “moderne dansktop”, hook op med eksempelvis Chief 1 og skrive den uforskammede popbasker der lå og lurede.

Kort tid efter var han medsangskriver på et nummer til Melodi Grand Prix og udgav et par singler, som jeg fandt decideret dårlige… sorry. “Candy” bringer ham tilbage på rette spor, i min optik, efter den blindgyde, som jeg selv troede var vejen frem. Den er mere i tråd med de tidlige solosingler, men med øre for den fængende popmelodi. Let til bens, fint vuggende og små hoppende melodi og tempo.

Sangen har en let country/folk’et lyd, men selvom det hele kan virke ret uskyldigt og tilforladeligt, så er sangen om Candy noget mere dyster end indpakningen antyder. Hun har fået nogle slag gennem livet, af forskellig karakter, og nu uddeler hun selv fysisk afstraffelse i videoer på nettet, mens skærmene lyser op rundt omkring i Dannevang. Det er muligvis lidt en kliché, at det ene fører til det andet senere i livet, men jeg giver alligevel pluspoint for at lave et nummer der rummer mere end overfladen signalerer.

Hvis vi bliver i det danske pop-rockede med indie vibes, så vil jeg anbefale at man lige giver Long Island et skud. På “Måske Vi Ses” leverer de et nummer med et godt tempo, masser af fremdrift og en længselsfuld tekst. Ventetid på en man har kær, som man kun måske får at se igen, kan være lang. Derfor strømmer der også en fin følelse af rastløshed gennem det velsmurte nummer. Og en fornemmelse af håb og optimisme.

Vi bliver i det indie’ske og let-drømmende, her dog på en lidt mere “chiller i strandkanten” vis sammen med Elias Bendix. “The Full Picture” er afslappet og sommerligt dvask, men samtidig tilføjer et ret pågående beat noget fremdrift. Det ER en driver, der strømmer og kruser/cruiser, men den drømmede-tågede vibe tilføjer også et små-psykedelisk islæt. Sangen er både en sval og let brise, men med en rytme, som kan gå sommer-dansebenene. Det er lyden af løse skjorter og kjoler, kulørte drinks og lamper, kørt igennem et varmt, lidt sløret Instagram-filter.




Alexander Woods og Sara Lew kommer desværre til at klumpe lidt sammen her. Jeg har tidligere rost udgivelser og sange fra begge, men de to singler, henholdsvis “Now I Know” og “Shady Light” bider sig ikke rigtig fast. Woods har en flot, soulet og emotionel vokal og flot levering. Musikalsk er det en form for soulet electro singer songwriter pop, og det lyder virkelig pænt. Sangen sætter sig bare ikke fast.

Lews atmosfæriske rock bliver her FOR sfærisk og stillestående for mig. Der sigtes efter stemning og stemningsskabende, det er tydeligvis et helt bevidst valg. Men stemningen fanger mig ikke og dermed bliver det bare en smule kedeligt for mig at lytte til. Begge de nævnte sange her er dog godt håndværk og “fejler” ikke noget ud over, at de bare ikke rammer mig.

Til gengæld bliver det direkte søvndyssende når Anna Mose i samarbejde med Crush String Collective og Lennart Heyndels kaster sig ud i “Variations of Love”. Sangen er funderet i den klassiske musik med klaver og strygere, det er sikkert smagfuldt og for kompliceret for mig. Men jeg er slet, slet ikke med på noderne her. Det er vældig nydeligt og vellydende, og lige til at døse hen til.

Carmie og “Things I No Longer Do” ender i samme kasse, selvom vi musikalsk er et helt andet sted. Det er vel en form for moderne pop, af den afdæmpede og små melankolske slags. Tusmørke og blålige stemninger, små melodiske udsving hist og her, en længselsfuld tone… meh.Nummeret stiger op ad mod slut, men da er jeg på vej videre.

Noget som KUNNE have bragt mig samme tilstand er Sasha Adrian og hendes “Dog”. Den kan næææææsten ikke få snuden ud af hundehuset og lusker afsted, som om melodien er lænket, eller kæmper for at komme frem. Men der er noget over den dovne, rockede klang der alligevel fanger. Nok til, at jeg bliver hængende og lige skal se køteren an.

Så træder Sasha ind i sangen. Med en meget markant, lettere højstemt vokal, der er helt fremme i lydbilledet og jeg sænker de sidste parader. OK, det kan et eller andet, det her. Og den stemme har “det der”, den er ikke for pæn, der er noget kant og noget, der gør at man spidser ører. Omkvædet er ikke påtrængende, det ligger i ret naturlig forlængelse af versene, men er alligevel iørefaldende på sin egen rolige måde. Fed guitar får vi søreme også, så jeg har sådan set intet at udsætte på denne single. Den er købt.




Jeg havde også fingeren på “eh, små-kedelig” knappen i begyndelsen af Kamille Lindholms “Nature”. Den ligger afdæmpet ud, men så sker der noget i omkvædet, der gør at indledningen kommer til at fungere som en fin opbygning. Det bliver mere råt, næsten primalt i tonen med lidt tribal-klingende trommer. Som om det spejler titlen og bringer os ud i naturen. Det er vel en slags singer songwriter musik, der muterer? Jeg kunne måske godt have brugt endnu mere messende kor, som man kun aner i glimt og i det hele taget lidt større armbevægelser eller vildskab?

Vildskaben finder man heller ikke umiddelbart hos Tavse Vidner, der lægger tyst og nedtonet fra land på turen til “Coney Island”. De har mig dog fra start med den lidt luskende stemning, der minder om en halv-doven sejltur på stille vande. Hvor et muligt uvejr lurer et sted derude, når sangen på sin egen stilfærdige facon skruer op. Der er noget drømmende over stemningen, og lyden, der blander både klaver-croone, storby-folk, noget mørkt rockende og 70er vellyd.

Jeg synes Tavse Vidner har fat i den lange ende her. Og de gør det med noget, der både virker velkendt og deres eget. De gør det med små armbevægelser, der virker nøje afmålt og stadig har masser af gennemslagskraft. Og formår at fange min opmærksomhed, og lulle mig ind i deres drømmeverden.

Det kan lyde lidt tålmodighedskrævende, men synes stadig af Tavse Vidner er ret tilgængelige og musikken umiddelbar. Der er noget af det samme over færøske Dania O. Tausen og “at sige ja er nei”, som giver os en mulighed for at smage på en singer songwriter popsang på færøsk. Dania synger duet med Ragnar Finnson, deres stemmer matcher hinanden glimrende, når de synger med og op imod hinanden.

Jeg forstår ikke meget færøsk, men jeg kan føle stemningen og tonen, hvilket plejer at være nok. Sangen vugger roligt fremad, intet forceres, op og ned med små, behagelige skvulp. Man er nok tilbøjelig til at forbinde Færøerne, og musik derfra, med enten noget meget traditionelt og folkemusikalsk, eller vindblæst, voldsomt og blå/gråt. Disse stereotyper forestillinger kan man godt pakke væk her. Var det ikke for sproget, så kunne sangen med sin flotte indpakning og præsentation sagtens komme fra de britiske øer eller det meste af Skandinavien. Dejligt nummer!

Vi runder af med en lidt overgearet og “gakket” størrelse, som jeg også er faldet for. Jeg faldt faktisk for Debbie Sings og hendes toptunede hyperpop da jeg forberedte mig til Roskilde Festival. Det lykkes mig naturligvis at misse hendes koncert på Apollo, der ud fra billeder og anmeldelser lød som et herligt uforskammet outrageous show. Det er “Put A Smile On Me” også, men ikke i samme overdreven grad som andre af Debbies forpustede popnumre.

Hyperpop kan gå hurtigt. Meget hurtigt. Med et hjernedødt tempo og forrykte beats. Det får man kun i korte eksplosioner her, ligesom der holdes lidt igen med de forvrængede helium Musse-stemme effekter på vokalen. Struktur, stil og udtryk er mere som et normalt dansevenligt og fængende popnummer, med de mere udflippede tiltag i veldoserede og godt timede mængder. Det er nok ikke for alle, men jeg har sgu en svaghed for genren af en eller anden grund? Måske fordi det er “for meget”, det kan Debbie Sings også være. Her holdes der dog så meget igen, at det burde være spiseligt for flere.




Godt nok valgte jeg ikke numre, som kom i betragtning til Repeatlisten, men bare fordi man bryder det normale format, så behøver man da ikke droppe listen. Derfor føjer jeg følgende favoritter blandt de her omtalte numre til Repeatlisten:

Vi skal have noget metal fra Livløs og Terminalist, en rolig drømmesejltur til Coney Island med Tavse Vidner, lufter hunden med Sasha Adrian og slipper popfesten løs med Debbie Sings.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Artwork til Livløs single “The Cresent King”

Previous articleLara Luna – The Weight of My World (EP/anmeldelse)
Next articleDøgnkiosk: Kviksølv (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.