Home Artikler Repeatlisten #2

Repeatlisten #2

312
0

Så er vi klar med anden udgave af den relancerede Repeatliste, der nu rent faktisk ER en liste frem for egentlige anmeldelser af indsendte singler. Så, der er er lutter gode sager og positive lydbølger i luften. Se hvilke, om nogen der presser sig ind på Repeatlisten og hvem der evt. bliver skubbet ud.

Det sidste er, naturligvis ikke så positivt for de singler, der muligvis må bukke, naje og overlade pladsen til en ny single. Men, de har da haft lidt tid til, at slikke efterårssol i spotlyset. I nogles tilfælde i længere tid.

Der er jo tale om en lille overgangsperiode her, hvor Repeat har skiftet format fra, at være en ugentlig artikel med anmeldelse af 6-8 singler. Hvoraf de bedste så blev inkluderet på den evigt voksende På Repeatliste, der levede sit eget stille liv på Spotify og nederst i Repeat artiklerne.

Sidste gang, i Repeatlisten #1 lugede jeg ud i listen og “låste” den på 12 numre, som bliver størrelsen fremadrettet, når listen opdateres cirka 1 gang om måneden. Jeg har ikke nogen fast dato, som sådan, ud over at det nok bliver til en ny liste i den sidste uge i en måned, eller når jeg har “numre nok” at lytte til. Jeg sigter efter, at lytte til 20-30 numre, der kommer i betragtning til den næste Repeatliste. Hvad der ellers kommer ind overgår til puljen til den efterfølgende måned.

Der vil altså være lidt forsinkelse på linjen, en længere overgangsperiode osv., inden rytmen og formatet er helt på plads. Når vi så når slutningen af året kårer jeg årets bedste singler, ud fra de numre der er at finde på den nyeste Repeatliste på det tidspunkt.

I det følgende præsenterer jeg i “knock out runde” format de singler, der ud fra lyttepuljen er kommet i betragtning til Repeatlisten. Inden jeg snævre feltet ind og vælger de numre, der evt. får en plads blandt de 12 – og vinker farvel til de sange PÅ listen, der ryger ud i singlemørket. Det kræver, selvfølgelig at jeg helt subjektivt synes, at nogle fra det nyeste kuld er BEDRE end nogle af de sange der allerede ER på top 12 Repeatlisten.

Det er den del, som minder mest om det gamle Repeat og gør det ud for “anmeldelsesdelen”. Forskellen er, naturligvis at alle de nævnte singler i min optik er gode/de bedste fra lyttepuljen.

Repeatlisten, første runde:

I denne omgang er der blevet lyttet til 20 numre, hvoraf en stor del var “overskud” fra forrige/første udgave af Repeatlisten, Da var lyttepuljen alt for stor grundet vores “pause”, så jeg måtte lige bide indbakken over i lidt mere håndterbare bidder. Der har, og vil i de næste par kommende Repeatliste-artikler være et efterslæb af single, der er af lidt ældre dato.

Af de 20 i puljen sendte jeg mentalt følgende videre til mere grundig/gentagende lyt: Gro – “One Two Free Fall”, Nominated Decade – “Twenty 19”, Blitzkrig – “Pis og Papir”, One and A Half Dog – “Shine”, Ginne Marker – “Omen”, The Machine Knows – “Burn The Witch”, Lucer – “White Lies”, Murky Monroe – “Eloise”, Chris Dahl – “Farvel Til For Evigt”og Blodmåne – “Spektakulære Morgenfugle”.

Repeatlisten, anden runde:

Der er blevet lyttet intenst og voteret, følgende 5 numre er kommet i betragtning til en plads på Repeatlisten:

Lucer – “White Lies”

Lucer har siden dannelsen som L.A. Connection for snart mange år siden været inde i en naturlig, og velkendt udvikling. De begyndte, som noget der kunne lyde som et glam/sleaze/sunset strip rockband, der spillede hjemmelavede kopinumre. Ikke et coverband, men et der efterlignede forbillederne kraftigt i deres egne.

Sidenhen, ikke mindst efter navneskiftet, er stilen stille og roligt blevet mere pæn, poleret og poppet. Rockdyderne har fået vasket det værste pletter af, lappet hullerne og piftet kludene op med noget renskuret og radiovenligt. Rocken er ikke uddrevet, den er bare blevet fortyndet, lyden glattet ud og sangene vredet og blødt op.

Den naturlige konsekvens og foreløbige kulmination på udviklingen er “White Lies”, der er så lidt kantet, beskidt og trodsig, at man glemmer at Lucer var en lømmelagtig rockteenager engang. Det her er virkelig pænt, næsten leflende for radiokanaler og deres lytteres øregange. Jeg vil ikke kalde det kalkuleret, for jeg synes, som nævnt, at udviklingen har været tydelig, naturlig og ikke mindst logisk over tid.

Og så er det bare FORBANDET effektivt! Hvis det ikke var fordi, at man bare absolut vil stejle overfor det her kandiserede og nosseløse stadion poprock, så er det uhyre svært ikke bare at overgive sig, ikke mindst når det invasive omkvæd puster sig op og brager igennem med enormt schwung.. Det er, for hvad det er, kan og repræsenterer et glimrende singleudspil.

 

The Machine Knows- “Burn The Witch”

Bundsolidt og medrivende rocknummer fra The Machine Knows, der tidligere har været lidt i vælten her på repeat med den fine “Killer”. “Burn The Witch” lægger sig i naturlig forlængelse af stilen, der ble etableret på første single. Som jeg kaldte et kærlighedsbarn mellem T Rex og Queens of the Stone Age.

Inspirationen og arven efter sidstnævnte er måske endnu mere tydelig og hørbar her, hvilket også i sidste ende bliver en lille hæmsko for nummeret. Jeg synes, at det er lige lovlig Josh Homme og det tørre, ørkenrockende slæng op af dage. Det gælder både lyd, melodi og stemningen.

Det er bestemt cool og så godt skruet sammen og eksekveret, at det er vanskeligt ikke at blive revet lidt med. Men, al læderjakke-smøg-i-kæften-solbriller-på-indendøres coolness til trods, og den er der, så kan jeg aldrig helt glemme QotSA i mens jeg lytter til “Burn The Witch”. At jeg, og The Machine Knows, ikke kan slå hul til dem bliver en kende distraherende for lytteoplevelsen.

Jeg savner en lille smule mere selvstændighed, bandet her kan jo tydeligvis skrive et virkningsfuldt, og sejt rocknummer. Nu skal de bare skrive et, der er deres eget.

 

Chris Dall – “Farvel Til For Evigt”

OK; det kan et eller andet, det her. Chris Dall huserer også i undergrunden som en del af rockduen Chris and Kean, som jeg anmeldte den forrygende, garagerockende EP Scandinavian Cool fra tilbage i 2018.

Nu står Dall på egne rockstænger, og har stået for at skrive, indspille og producere hele herligheden selv. Musikalsk har han kigget retning af og fundet inspiration hos navne som Jay Reatard, Guided By Voices, The Stooges, Bob Mould, Colleen Green og danske navne som Klub 27 og Carl Emil Peterse.

Det er altsammen meget godt af vide, MEN det er nu ikke ekkoer af mulige inspirationskilder og det rockhistoriske vingesus, der driver igennem denne DYI-single som en behagelig, genkendelig brise, som er det der fanger min opmærksomhed. Faktisk ved jeg ikke helt HVAD det er, der netop fortryller og indfanger den, min opmærksomhed. Men, tryllebundet er den, når de halv-skæve og hel-fede toner bumler ud af højtalerne.

Og den bumler faktisk, den her skæring. Som om melodien konstant er ved at snuble, falde over egne ben, eller halter en smule på de ene ben? Måske noget medfødt, måske er den bare skæv, fuld eller søvndrukken? Samtidig er der noget tåget, lettere udkokset og en psykedelisk vibe over det. Det er både hippie-blødt og lidt hårdt, kantet og pågående.

Det gør, at sangen både rummer følelsen af det snublende, og fodslæbende, men også går at skubber og små-sparker til en. Drillesyg, tarvelig eller provokerende? Samtidig lyder det også meget rustikt og hjemmelavet, men på en god, analog og gammeldags vis. Det kradser, har knaster og mangler egentlig bare noget LP-knitren og højtalerskratten for, at få pladen fuld i 70er bingo.

Jeg er sgu’ forført af og siger pænt go’ dag og velkommen til “Farvel til for evigt”.

 

Ginne Marker – “Omen”

Rolige, sarte og skrøbelige Ginne Marker har jeg også tidligere været omkring her i Repeat. Da hed nummeret “Never Golden But Beautiful”, hvis lyd og stemning jeg sammenlignede med “en gåtur i skoven på en lun efterårsdag”. Sådan har jeg det egentlig også med “Omen”; og Ginne Markers bløde, soulede poplyd generelt.

Der emmer en smittende varme ud af det ellers let melankolske univers, med et strejf af vemod og sørgmodighed. Eftertænksomheden og roen regerer her, der intet forceret over det. Det er en stille sniger, hvilket også gør, at det var et nummer, som lige skulle have lov til at simre. Ginne Marker gør umiddelbart ikke så meget væsen af sig, holder armbevægelserne i ro og blikket sænket.

Det er en sang, som lige skal have lov til at finde sig selv og dig. Finde fodfæstet, slå rødder og stille og roligt få fat og folde sig ud. En sang, som ikke kommer til dig, du er nødt til, at gå den lidt i møde. Gør man det, så gemmer der sig en rigtig fin soulet popsang i skovbunden fra Ginne Marker.

Men, det er nok en, der i sidste ende savner lidt mere gennemslagskraft for helt at bide sig fast.

 

Blodmåne – “Spektakulære Morgenfugle”

Vi slutter med det der nok er min favorit i denne omgang, en varm, sommerlig, liflig og opløftende ret “gammeldags” simrende sag fra Blodmåne. Det emmer af amerikansk 60er/70er West coast/Valley Music vellyde, slumrende og “doven” California sound og roligt bølgende psykedelika. Tænk navne som The Byrds og Crosby, Stills, Nash and Young og det stenede slæng af lignende hippie-folk kunstnere.

Blodmåne er dog et ganske nyt, og meget dansk foretagende, eller jeg formoder, at de er relativt nye, da de kun har dette nummer ude på streamningtjenster nær dig. Og hvilket nummer! Selv beskriver de sig som værende “Økopoesi i lyden af et musiklokale fra 70’erne i en moderne psych-lussing” overfor deres 169 fans på Facebook. Det er da alt for få, ind og stik dem et lyt og et like.

Innovation og nytænkning er nærmest ikke eksisterende her, til gengæld opvejes det til fulde, og lidt til af den labre lyd, stærke sangskrivning og en følelse af et virkelig helstøbt, stilsikkert og velsmurt nummer. Det er ekstremt lyttevenligt, indsmigrende på den gode måde og kælen kræs for øregangene.

Indrømmet, jeg er en værre sucker for stilen og denne lyd, men man skal være lavet af et meget hårdt stof, og muligvis være død indeni, for ikke at smelte, når Blodmåne skinner skrapt og betagende som her. Jeg ligger mig flat ned, lukker øjnene og lader velværen strømme igennem mig i blodmånens skær.

 

Så er vi kommet til konklusionen, den lidt ubehagelige del af Repeatlisten. Her, hvor vi for at gøre plads til nye sange i top 12 må sige farvel til nogen fra listen. Denne gang skal vi, ligesom sidste gang forresten, have lavet plads til 2 nye numre. Det må være et tilfælde.

Tænkepause og trommehvirvel…

Jeg ser, at Sauna Senere har to numre i top 12, det er en fejl fra min side, jeg har lavet en regel for mig selv om, at en kunstner kun kan have et nummer på listen, på et givent tidspunkt. Så vi skal have elimineret enten “Mudder” eller “Forskel”. I mens jeg overvejer den kattepine, siger vi lige hurtigt farvel og tak til en anden mis.

“Kat ser kat” fra Uffe Lorenzen og Lydsyn. Fin single, men efter at have genoptaget min lytning af P6, mit halvårlige boost hvad den playliste fastlåste konsensusradiokanal angår, så har jeg hørt det nummer nok.

I mellemtiden blev jeg enig med mig selv om, at “Mudder” har haft sin tid og forlader listen. Mens “Forskel” i hvert fald holder indtil næste gang, hvor vi “tease tease” får endnu en single fra Sauna Senere.

I stedet for siger vi velkommen til månedens nyankomne singler, der for begges vedkommende er i den lidt udknaldede og små-psykedeliske ende at spektret. Det er nok endnu et tilfælde, eller også er der noget i efterårsluften?

Anywaaaay, nye på Repeatlisten 2021 er: Blodmåne med “Spektakulære Morgenfugle” og Chris Dalls “Farvel til for evigt”. Og lad os så finde nogle gode, søde stoffer og get fucking high!

Det var det, Repeatlisten #2 er i bogen, i luften, online, what ever. Form og indhold er stadig en “process”, så der kommer nok lidt justeringer løbende. Håber jeg får flaskehalsen af singler løsnet op på en eller anden måde, så vi snart kan kører med relativt aktuelle singler.

Indtil næste gang… Mojn!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Blodmåne, billede fra Facebook

Previous articleA Mess: WOMAN (EP/Anmeldelse)
Next articleSortHandsk (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.