Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer SortHandsk (Album/Anmeldelse)

SortHandsk (Album/Anmeldelse)

297
2

Op på barrikaderne, frem med parolerne og skru helt op for 90er rap-metallen! SortHandsk er fanget i fortiden og kan ikke slippe fri ved egen hjælp. Skal man bakke dem op eller hjælpe dem ved, at sørge for et nådestød? Sympati-krammer eller nakkeskud?

1996, jeg er 16-17 år gammel, halvt-forvirret og hel-kikset. Og ikke kun hvad angår musiksmag. Jeg har Damon Albarn hår og et Patrick joggingsæt på, lavet i et eller andet billigt, syntetisk “stof”, der mister sin pasform efter få vaske.

Jeg bor i en ombygget garage, lidt afsondret fra resten af den klassiske røde murstensvilla og familien. Alle trængte nok til lidt afstand. Der er sådan set plads nok til alle, vi bor i en lille landsby tæt på den dansk/tyske grænse.

Fra mit konfirmationsstereoanlæg brager der høje toner ud, det er fredag. Det var, efter min standard dyrt nok, men højtalerne skratter allerede lidt og CD afspilleren er følsom og “skipper”, hvis de relativt nylagte gulvbrædder kommer i for voldsom bevægelse. Jævnaldrende er begyndt at mødes til fester og forsøge, at snige sig ind på de større nabobyers beværtninger. Den slags interesserer mig ikke, jeg er lige sent udviklet hvad det angår. Og genert i invaliderende grad.

I stedet står jeg og brøler med på øjeblikkets favorit CD: Humleridderne og Jeg gir en omgang, hvis du gir to. Vi er nået til den dunkle og EPISKE “Få Hva Du Ka Ta”. Hopper, kaster håndtegn til vores hund, Pjevs og hører Humleridderne hikke, når CDen skipper.

Jeg tror Sort Handsk enten kender situationen, eller i det mindste har en musikalsk fortid med med en referenceramme, der kunne minde om min. De kunne have været soundtrack til en 90er solofredagsfest i Kens Garage.

På “Fascist” har vi stadig militærstøvlerne solidt tungt placeret i 90erne. Det er rap-metal af den den altmodisch slags, hvor vokalistens stil og flow militant spyttes ud, mens der graves brosten op på Nørrebro. Nu skal der slynges paroler og sten i sylten på nogle kapitalistiske fascistsvin!

Musikalsk kan det virke noget fodslæbende, selvom bandet gør hvad de kan for, at trampe noget dynamik ind i kampsangen. Der købes en pistol, nu er der sgu’ en fascist, som skal have sig et hul i hovedet med Sorthandsk som afsender. Som så meget andet fra den politiske venstrefløj fra den tid, så kan jeg relaterer til den overordnede følelse, motiverne og politiske observans, men de primitive metoder knap så meget.

Det her er lidt den musikalske pendant til den følelse.

Sådan forløber stort set samtlige 41 minutter i selskab med det her lidt hemmelighedsfulde, sikkert maskerede og knytnæve hævede band. Man føler sig fanget i en lidt utidig, nærmest anakronistisk tidslomme. En lomme, hvor man på en måde, i hvert fald har kunnet, relaterer til SortHandsk udtryk og holdninger, på et eller andet tidspunkt. Men, nu har man, og det meste af verden rykket sig.

SortHandsk forbliver parkeret i fortiden, selv når de musikalsk bevæger sig en smule fremad i tid. Den brutalt bølgende og pumpede “Mish Minnah” sigter efter Boogielisten-segmentet med sin lidt discount udgave af Disturbed klingende indledning. I mens man selv sidder og klør sig lidt i det grånede hår, prøver at mindes hvor man selv var dengang det her kunne have ramt et eller andet i tidsånden.

Og hvem det er, SortHandsk egentlig henvender sig til og forsøger at ramme?

Er det de i forvejen omvendte, der er på samme alder og deler musikalsk sat-i-sten smag med dem selv? Nostalgiske lytter, der måske af og til zapper forbi MyRock? “Generation coke”, som hørt i sangen “Generation X”, en noget uskønt, tempofyldt bumlende Limp Bizkit semi-thrashet larmer.

I mens ungdomsværelset, glimt af de sidste, sørgelige rester af BZernes forsøg på, at brænde Nørrebro af, Boogie-Lise og Boogie-bros, voksne mænd i alt for stort tøj med omvendt kasket på MTV, og smagen af varme dåse øl til forfester og festivaler suser over den indre skærm. “Korruption” bliver til “Krig” bliver til “Levende Død” og “Teknokrat”, i en ensformig lydpølse, der er et par årtier over sidste salgsdato.

Alligevel hader jeg ikke SortHandsk og deres bedagede udskejelser. De virker oprigtige. De fremstår tændte og indignerede. Der er en eller anden form for nerve, selvom den muskuløse musik er mere gumpetung end spændstig og vibrerende. Det er gennemført, bandet går planken ud og virker overbeviste om, at det her er vejen frem. Og de lyder ikke som nogen, der har meget til overs for en skide sell out, som mig der er blevet sat, mæt og vattet.

Måske har jeg bare opdaget og accepteret, at tiden er gået, at man er blevet midaldrende, tilpasset mig omstændighederne og erkendt, at fremtiden nok ikke tilhører mig. Og, at ungdommen har andre metoder, holdninger og smag? Det virker som om, at den slags er gået SortHandsk næse forbi, at de ikke kan eller bare fladt ud NÆGTER at erkende det.

Det resulterer i et gyseligt gammeldags, musikalsk middelmådigt og holdningsmæssigt firkantet og unuanceret album. Men, et jeg har en eller anden form for sympati for. Og ikke, nødvendigvis på en måde, der er nedladende, overbærende eller hvor man overvejer aflivning af det den gamle køter af ren barmhjertighed. Ikke nødvendigvis.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRepeatlisten #2
Next articleLLNN + Redwood Hill + We Are Among Storms, Pumpehuset d. 5/11-2021

2 COMMENTS

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.