Ny uge, nyt kuld singler. Denne uge inkluderer det numre fra lil cat, Chris Frank jr., FooN, Asger Techau, Clients og Frank Leppard.
Advarsel: Denne uges single svinger, med en enkelt undtagelse, mellem “meh” og “ringe”. Derfor kan det følgende også bære præg af, at det var en smule tungt, at lytte numrene igennem gentagende gange.
Men, eftersom vi jo er alt andet end professionelle her i butikken, så er der heldigvis ingen krav, hvad angår motivation og objektivitet! Ikke nogen vi kan blive hængt op på i hvert fald.
Nå, lad os ikke trække tiden unødigt.
lil cat – “Woman Up”
Duoen, der består af kæresteparret Mads Vadsager (Dusin) og Cathrine van Leeuwen, er jo kendte for at skrive om parforholdets problematikker, og som navnet antyder, handler denne single om kønsroller og stereotyper.
‘woman up’ giver en stor fuckfinger til forældede kønsstereotyper, og sangen opstod da også som modsvar til vendingen “man up”:
“Vendingen “at mande sig op” indikerer jo, at man er mere “mand”, hvis man tager sig sammen, og sådan er det jo ikke. Derfor fik vi lyst til at vende udtrykket på hovedet”, fortæller Mads.
På sin vis ikke en DÅRLIG single, men bare en noget ensformig og monoton sag. Det lille hook, “woman up, boy, woman up, boy” gentages et rigeligt antal gange. Melodien er helt enkel og spinkel. En art elektro-indiepop med et maskinelt feel.
Ingen af delene er der sådan set noget galt i, keep it simple, stupid, er ofte et effektivt mantra. Her bliver det bare lige en kende for afpillet og repeterende til min smag. Jeg kan ikke fornægte, at den minimalistiske melodi har noget fængende over sig. Men, det bliver også hurtigt en kende enerverende.
Det er her kedsomheden sætter lidt i, mens man sidder og “bab bab babber” med til sangens irriterende, smittende rytme. Ellers er sangen, og kvindevokalen, egentlig underligt neutral og udtrygsløs. Hvilket nok er et bevidst stilistisk valg.
Jeg ville ønske, at jeg havde mere, at sige om lil cats lille, poppede sag her.
Konklusion: Men det havde jeg ikke. OK, jeg vil sige så meget, at jo flere gange jeg hører den, jo mere graver den sig ind i øret på mig. Så den ER catchy, et eller andet sted i ensformigheden.
Chris Frank Jr – “Crazy”
Selvom både Sinatra og Chris Frank Jr. er gentlemen med stort G, så arbejder Chris Frank Jr. inden for sin egen musikalske boldgade. Med klassisk sangskrivning som fundament, stærke referencer til den amerikanske soul-tradition og moderne elementer i form af 808 Beats og analoge synthesizers, har han skabt et unikt musikalsk univers, der bevæger sig i krydsfeltet mellem soul, pop og indierock.
Om ‘Crazy’:
Nummeret er endnu et skridt i Chris Frank Jr.’s egen retning, hvor han får lov til at vise sin ærlige måde at skrive sange på. Med en melankolsk stemning beskriver sangen menneskets måde at elske og hade på:
“Crazy er en kærlighedssang om at elske de skøre sider af dem, vi møder, og om at give sig selv og hinanden en chance, inden vi smider det hele på gulvet”, forklarer Chris Frank Jr.
OK, unikt kan betyde mange ting. Og sikkert noget forskelligt fra person til person.
Mand, det her er en ret belastende sang for mine ører. Det slæbende beat, er sådan set ret fint. Det giver sangen en puls, som egentlig fungerer ret fint. Men vokalen. Der er noget her, som ikke bliver modtaget velvilligt af mine lyttelapper.
Jeg kan ikke finde ud af, om det er produktionen? Vokalens klang? Måden Chris Frank Jr synger? Det hele? Det lyder mærkværdigt anstrengt og samtidig tyndt og fesent? Og den er til stede i det kønsløse og sterile lydbillede nærmest uafbrudt hele sangen igennem – sådan føles det i hvert fald. Det gør sangen ret belastende, at lægge ører til.
Jeg savner noget varme og liv, det er som om det er presset (eller produceret) ud af sangen, så der kun er en kunstig overflade tilbage. Det giver en flad og “død” fornemmelse, ud over nævnte puls. Der svæver en guitar rundt et sted, som egentlig har en nydelig klang, men det er som om der bare ikke, er skruet helt nok op for termostaten.
Konklusion: Unik lytteoplevelse for disse ører.
FooN – “The Compas”
Ikke noget pressemateriale til den her, men tilbage i 2014 sendte Thomas 2 stjerner efter et hardrock band kaldet FooN, her på siden. Måske er det, det samme band?
I så tilfælde har de skiftet lidt stil og spiller nu en form for semi-symfonisk, metallisk hardrock. Tænk 00erne og et band som Evanescence og lignende. Og de er ikke blevet bedre til, at skrive sange, tyder det på.
Det her er en dårlig sang. Den er dårligt produceret, kedeligt og uopfindsomt spillet og det hele føles outdated, og dårligt udført. Beklager, men jeg gør ingen en tjeneste ved, at pakke det ind.
Den kvindelig vokal lyder som en, der næsten ikke kan synge rent i en studieindspilning. Der er forsøgt med noget vokalloop/kor/harmonier, som slet, slet ikke lander. Det er virkelig skidt eksekveret og det modsatte af harmonisk. Mandebrølet, der dukker op midt i sangen er ikke særligt overbevisende, og lyder malplaceret.
Melodi og opbygning er standard skabelon for genren, den formel er slidt. Indspilningen lyder ret hjemmelavet, det er hvad det er. Men, når man sigter efter noget storladent og symfonisk, så går det ikke, at det hele fremstår så afpillet og kraftløst. Der mangle bund, tyngde og schwung.
Det gør også, at eksempelvis trommerne fremstår tynde og komprimerede i deres lyd, mens en bas pludseligt tromler alt for plævrende markant ind i sangen og truer med, at overdøve alt andet. Det er simpelthen dårligt og sjusket håndværk hele vejen rundt. Til gengæld er sangen konsistent på det punkt.
Konklusion: Jeg er normalt en høflig mand.
Asger Techau – “7-20”
Techau har har vi tidligere anmeldt både singler og udgivelser fra, nu er der et nyt album på trapperne.
På den første single fra albummet –der også er åbningsnummeret –finder vi sangeren i et nøgent og sørgmodigt univers, hvor alt er skaleret ned for at fremhæve det Asger Techau i virkeligheden er; en brilliant sangskriver og sanger.
Asger fortæller selv om sangens oprindelse; ” Kernen til 7-20 blev til,til en smuk begravelse. En pige jeg var kæreste med for 20 år siden, var gået bort-alt for tidligt. Nu blev hun begravet på havet. En veninde havde taget nogle stykker papir med, skulle nogen have lyst til at skrive en farvel besked, og sende med hende i vandet. Hun var min første rigtigt seriøse kæreste. Vi var unge, hun var kun 17 da vi mødtes. I de næste 7 år elskede vi hinanden og lærte vi hvad det vil sige at være afhængig af et andet menneske. På mit lille lyserøde stykkepapir skrev jeg: ” Tak for at du lærte mig at elske ”.Disse ord blev kernen til en sang jeg vidste måtte ud”.
For Gud skyld, Asger, red denne uges Repeat! Det er nok for meget, at lægge på en uskyldig musikers skuldre – og jeg ønsker heller ikke, at “spille nogen ud mod hinanden”. Men, det her er sangskrivningsmæssigt niveauer over resten i denne omgang.
Tilmed er sangen, eller rettere lyrikken, ret smuk og gribende. Som man kan læse i uddraget fra presseteksten, så er der også noget på spil her. Ikke, at de andre i denne uge ikke har noget på hjertet, men her er det i hvert fald til af høre og afkode.
Jeg er ikke heeeelt solgt på Techaus vokal, eller rettere dens klang, her. Jeg har tidligere rost nogle af hans andre, mere uptempo singler. Det er måske bare et tilfælde af, at det her er en ballade og lidt uprøvet sangmæssig farvand for Techau? Den falder ikke igennem, men… æhhhhh, mjaah, det er som om stil og stemme ikke helt er i synk for mig?
Melodien, der næsten har lidt Beatles’sk melankoli over sig er til gengæld rigtig fin. Og så er der teksten, som man muligvis skal have et hjerte af sten for ikke, at blive en lille smule påvirket af. Den er smagfuld, personlig og varm. Uden, at det bliver sentimentalt, følelsesporno eller kommer FOR tæt på.
Jeg føler den her, og jeg føler at Techau føler den. Der er noget nødvendighed her, som giver sangen noget ballast, selvom den virker skrøbelig og sårbar. Det opvejer også til fulde, at jeg denne gang ikke helt er fanget af vokalen.
Konklusion: Den her sang kan Techau sgu’ godt være bekendt, at mindes en med.
Clients – “Into The Great Unknown”
Så skal vi have rusket lidt op i tingene med noget noget “blackend metal” fra Clients.
“‘Into The Great Unknown’ (tager) tematisk lytteren med på forsanger Nick Demants personlige rejse gennem en tilværelse med angst tæt inde på livet. “Sangen handler basalt set om at smuldre for øjnene af sig selv og mennesker omkring én.”
Jo jo, det lyder da også som om ting er ved, at smuldre eller direkte brase sammen i Clients kradse univers. Den slags er dog hørt utallige gange før, så hvad er det der gør, at Clients skiller sig ud?
Det er altså ikke som sådan deres lyd, medmindre man vil have mere af det man kender – og det er jo et helt legitimt ønske.
Det er ikke deres sangskrivning. Sangen er driftsikker. Der er som sådan ikke noget galt med den, men heller ikke rigtig noget, som stikker ud. Måske vokalen, som jeg ikke er stor fan af. Der veksles mellem flosset skrige sang og nogle dybere, forpinte brøl. Ingen af delene rammer lige en klang, som helt tiltaler mig.
Det største problem jeg har med “Into The Great Unknown” er sådan set, at der ikke er det store, at sige til det. Hverken positivt eller negativt. Jeg synes energien sangen igennem er god! Men, ikke på en måde, hvor den for alvor smitter.
Så, det der gør, at man skal lytte til Clients er, at de ikke er dårlige?
Konklusion: Den lidt apatiske tone til trods, så ER det faktisk ikke en dårlig sang. Den fik mig bare ikke lige i stødet. eller byder på noget jeg husker efterfølgende.
Frank Leppard – “Son of A Superstar”
Jeg var ret begejstret for Frank Leppards forrige pivfrække single “Kigger på Damer”, den kunne sgu et eller andet. Selvom det også var pænt pop-gøgler dansefjoget. Lad os se hvad duoen har i posen til os denne gang.
I denne uptempo, ’in your face’ sang, dykker neo pop-duoen Frank Leppard ned i et musikalsk landskab, hvor gamle dyder blandes med dagens moderne smag.
Det lyder lidt som i 80’erne, men der sker noget andet.
En sang om at søge efter og udleve sin egen indre Superstar. Vi har alle en, og vi kan lige så godt gå efter den, bare sørg for at det er dine egne lyster og ikke andres. ” A search for finest movements in melodies”.
Frank Leppard er – som altid – svære at sætte i bås, og det ville være den 8. dødssynd at placere et af Københavns mest snørklede musikalske sind i en komfortzone!
Jeg har i hvert fald én bås, som jeg kan smide dem i: uforudsigelige. I denne forbindelse både, fordi de musikalsk skifter ham. Og fordi det meste af det, som gjorde forrige single til et hit, i min verden, mangler her.
Hvad pokker er DET her? 80er synth har jeg det OK med, elsker det endda i visse situationer. Det her er en af dem, hvor det bare virker som pynt. Pynt på en uptempo sag, der har den ulempe, at den ikke rigtig smitter og får fart i min krop.
Der er noget “krautet” cyklende over rytmen, som i teorien burde få fat i mig. Men, det er som om lyden/indspilningen/produktionen gør, at der ikke er nok energi i det her til, at dele ud af. Det lyder tyndt og underernæret. Og melodien og hooket er ikke stærk nok til, at kompensere for det.
Det gør, at sangen ender med bare af fise derudaf uden, at efterlade noget blivende indtryk – heller ikke i momentet. Det gør lytteoplevelsen underligt anonym og fraværende. Det er nærmest den modsatte oplevelse af den jeg havde med “Tænker på Damer”
Nu kan/skal det hele jo ikke være gak og løjer, men at gå fra noget så iørefaldende og sjovt, til noget så bedrøveligt intetsigende, som her. Det er alligevel en skuffelse.
Konklusion: Om ikke andet, så er det da noget helt andet end første single… jeg vil hellere tænke på damer sammen med Frank Leppard.
Føjes til På Repeat-listen: Jeg var lige ved, at inkludere Asger Techau. Det er en smuk sang, men måske ikke lige en jeg ville sætte på repeat?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Sofi Hellberg olsson, lil cat pressefoto
