Home Artikler Repeat #87

Repeat #87

310
0

Så er anmeldelserne af singler ved, at være lidt oppe i omdrejninger igen. Denne gang i Repeat: lidt gammelt og noget relativt nyt fra Molok, Lasse Storm, Situationsfornærmelse, lil cat, Angstskrig og Sort Mono.

På Repeatlisten 2021 er stadig lidt ramt af, at nogle af de nedenstående anmeldelser er af numre, som udkom i slutningen af 2020. Dermed hører de hjemme på listen for sidste år, men den er jo afsluttet… så… de lander, desværre lidt i limbo. For nemhedens skyld får de lov til, at blive der, mens de numrene udsendt her i 2021 kommer i betragtning til listen for i år.

Nu er det hele jo også mest for min egen fornøjelses skyld og for, at holde styr på mine favoritsingler fra de pågældende år. Så lad os ikke gøre et kæmpe nummer ud af det, der er “kun” æren på spil. Men, altså 2021-udsendte numre er fra denne udgave af Repeat med i puljen og listen stille og roligt tilbage. Fra næste uge er jeg vist også ved, at have indhentet indbakken og de anmeldte numre vil udelukkende være fra dette år.

Men, først en blanding af nyt og “gammelt”:

Molok – Pest

Er det metal? Afsender mailen hedder endlessdegration, det lyder da ret metal. Men mailen indeholder ikke anden information end, at Molok udsender en ny plade på vinyl, kassettebånd og digitalt og at der er en single ude. Den hedder “Pest”. Det lyder også metal…

De er tale om en knap 8 minutter lang ud flugt ud i et hærget metalland. Semi-episk og brusende, det kunne man måske næsten gætte med den lange spilletid? Det pisker i hvert fald ud over de pesthærgede sletter, med guitaren godt i front i det flossede lydbillede.

Vokal er trukket lidt længere tilbage, hvor den får lov til at skrige og lide. Det er den bestemt god til, det må man give den. Der bliver også plads til nogle små opbremsninger i det ellers ganske hæsblæsende nummer, hvor der bygges op og svajes lidt i den stride vind. Inden nummeret på en lidt urolig vis skubbes i gang igen.

Der indtræder en nærmest jazzet passage med sagte klaver lidt over halvvejs igennem, hvor vokalen lyder som om forsangeren ligger inde over klaveret og lider med vejrtrækningsproblemer. Der er noget næsten mareridtagtigt over disse mere stille perioder i sangen og ret foruroligende. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om jeg synes nummeret er en lille smule rodet, eller at Molok formår at skabe en virkningsfuld fornemmelse af uro og uhygge.

Konklusion: jeg er umiddelbart fanget





Lasse Storm – “Holmegårdsvej”

Lasse Storm har de seneste år slået sine folder i front af Dør Nr. 13, som du sikkert kender, hvis du følger lidt med i undergrunden og det der får lov til, at sive fra den og ind på eksempelvis P6. Nu springer han ud som solokunstner og trubadur med singlen “Holmegårdsvej”, første single (udsendt d. 8/1) fra et kommende debutalbum i eget navn:

“Holmegårdsvej er mit første forsøg nogensinde på en hjemstavnsvise. Jeg voksede op i en lille sydsjællandsk by, Fensmark, på Holmegårdsvej nr. 14. Alle de mennesker, der befolkede min barndoms verden dér, er siden enten døde eller flyttet derfra. Men huset ligger der stadig. Og det gør menneskerne jo også på en måde. Både som minder forplantet i os, der var der. Men nu også i denne her sang. Dér kan de i hvert fald få lov at leve videre ligeså længe de har lyst”.

“Det der gjorde mest ondt, da min oldefar han døde, var ikke at se ham i spasmer foran fjernsynet // heller ikke tårerne på min mor og søsters kind, da min far kom hjem og sagde han var sovet ind”. Sådan lyder første del af andet vers på Lasse Storms solodebutsingle, “Holmegårdsvej”. Et tilbageblik på barn- og ungdomme i Næstved fra Dør Nr. 13s frontmand, der normalt synger, vrænger og giver den som en lidt aparte “rockstjerne” i det fine orkester.

Her er tonen mere over i noget spillemands/trubadurmusik og det er en stil, som her virkelig klæder Storm. Der er skruet lidt ned for armbevægelserne og den udfarende, lidt konfrontatoriske sangstil han lægger for dagen i det mere hårdtpumpede univers Dør Nr. 13 normalt bevæger sig i, og op for en mere nær og intim stil. Det er temmelig råt for usødet, selvom sangen i sin tilbageskuende natur flirter med en nostalgisk tone. Sentimentalt og rørstrømsk bliver det dog ikke, som man måske også kan fornemme på ovennævnte citat.

Man aner på en eller anden måde et slægtskab med et Allan Olsen nummer som “En Stille Glød i Mørket”, der handler om den dag de bare farfar ud. Men selvfølgelig også meget mere end den konkrete situation. Det handler både om minder, at se tilbage på skelsættende begivenheder, muligvis ens egen dødelighed, at sige farvel og de følelser man kan have ved, at skulle tage afsked med nogen eller noget og

“Det der gjorde mest ondt var skammen i mit blod // over jeg ikke kunne græde selv, jeg følte slet ikke noget // stod bare og så de blå blink køre væk, ud i mørket langs naboens hæk”. Er Lasse syg og afstumpet?!

“Holmegårdsvej” er en rigtig stærk single, med en enkelt, iørefaldende lille akustisk melodi og en ret så gribende og interessant tekst. Og så har den, modsat hvad man måske skulle tro ud fra ordene et bankende hjerte og noget på det, som den gerne vil dele.

Konklusion: Bravo! Mere tak, og der kommer jo en plade, som man efter denne glimrende sang roligt kan glæde sig til.

Situationsfornærmelse – “Ind med Hænderne”

Inde jul udsendte punklømlerne Situationsfornærmelse “gaven ingen vidste de ønskede sig” i form af en ny single. Efter at have sendt 5 stjerner efter deres 2019-udgivelse, En Hurtig Omgang Dansk, så er jeg dog ikke umiddelbart afvisende overfor, at modtage flere hårde pakker fra det skramlede punkband.

Glimt i øjet, under bæltestedet, ingen hæmninger, “dårlig smag” og stolte af det, der var meget at synes godt om på den debut-EP. Lad os pakke den sene julegave ud.

Jeg så engang en journalist
Som fortalte han var feminist
Jeg tænkte det må være trist
Kun at leve som turist
Så brugte jeg min kvindelist
Fugtede min fingerspids
”Buk dig” Sagde jeg til sidst
Bevis at du er feminist

For ingen her er lige
Før du skriger som en pige
Før du når at sige nej
Så går det løs
En uppercutter
Med en snotter
Fra en tøs

Kom så piger
Ind med hænderne

Ratatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatata
Ratatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatatata
Ratatata
Hey
Ratatata
Hey

… Arme mand, men han var nok selv ude om det, da han skulle spille smart overfor Situationsfornærmelse? Der er fart over feltet her, en relativt enkelt melodi driver den under 2 1/2 minut lange sang fremad. Det er skramlet og larmende punkrock af undergrunds slagsen. Der bydes på den front ikke på de store musikalske overraskelser, men det er satme effektivt.

Og så er det bare… Morsomt? På sin egen grovkornede, selvbevidste og attitude fyldte facon. Det er måske primitive og velkendte virkemidler, men det leveres altså overbevisende og rent musikalsk er det også godt med nosser og tyngde i møget. Det snurrer, summer og rusker, samtidig med at det på din egen kantede og “grimme” måde også er ret så fængende og iørefaldende.

Konklusion: Jeg er helt på! Dog vil jeg lige overveje en ekstra gang om jeg har lyst til, at møde bandet og deres forsanger til et face-to-face interview.





lil Cat – “rock n roll”

Din mor havde ret – det ER sundt at kede sig. Beviset er en ny dansk lo-fi duo, lil cat, der med deres upolerede musikalske udtryk er resultatet af Corona-epidemiens isolation og den kedsomhed den medførte i foråret 2020

“Altså vi røvkedede os. Vi havde en meget lille lejlighed, så vi fik lov til at låne min mors og fars sommerhus i den periode, hvor alt var lukket ned, og så spurgte Cat, om vi ikke skulle tage noget musikgrej med,”  fortæller Mads Vadsager.

Han og kæresten Cathrine van Leeuwen udgør lil cat, der d. 8/1 udsendte denne single.

Det er ikke mig, der løber med sladder, men presseteksten påpeger at der er tale om en kæresteduo. Er det vigtigt for musikken og singlen? Ingen anelse! Den er da… hm… altså… den er sådan set… fin? Den er sådan lidt doven/dvask på den klassiske cool “rock n roll” måde, hvor det lyder som om hverken melodien, instrumenterne eller Leeuwens vokal “can be bothered to care”.

Dermed ikke sagt, at det emmer af ligegyldighed, det er et stilistisk valg, hvor. Hvad, sluttede den? Midt i min sætning. Er der tale om en fejl, røg min WIFI-forbindelse?! Næh, nå, det er meningen, at den skal ende så brat efter at være tøffet afsted i et astadigt tempo? Nuvel, det er da også et valg og et statement.

De vil, i følge teksten, bare lave en rocksang og hele deres liv har de bare gerne villet være lidt sejere og hårdere i kanten. Men, de er rent musikalsk en popduo, der her iklæder sig rock og rul klæder med en brummende bas, der prøver at undertrykke den popmelodi, der egentlig gemmer sig under den slumrende coolnes.

Når man får lettet på dynen og skilt sangen lidt ad, så synes jeg faktisk det korte nummer rummer en rigtig god idé. Det trækker lidt i modsatte retninger, modpoler, der alligevel tiltrækkes, selvom de burde støde hinanden bort. Kunsten er, at undgå at nummeret brækker over og stadig få enderne til at mødes. De synes jeg sådan set også, at lil cat lykkes med. Og så har den indbyggede coolness-faktor i deres lyd bare et eller andet, der skriger af at det her kunne blive et lille hit – eller i hvert fald få noget airplay på eksempelvis P6.

Konklusion: Jeg overgiver mig muligvis ikke betingelsesløst, men det kan et eller andet, det her lille nummer. Og gemmer på mere end man måske lige registrerer ved første gennemlytning. Lad os sige, at jeg er moderat nysgerrig!

Angstskrig – “Lucifer Kalder”

Angstskrig… Det lyder også som metal, og titlen på denne single bestyrket min mistanke. På den måde er jeg ret skarp! Nå ja, og så spilder de ikke tiden med lange forklaringer i deres mail: “new nordic black”. Kunsten at fatte sig i korthed er ikke altid min force, på det punkt er jeg ikke skarp!

Eller måske er det black n roll? Er det, det nye nordiske sorte? Ahhh, det kradser dejligt hos Angstskrig, der slipper afsted med at synge ting som “din tro på satan er stærk” og “nu kaldet lucifer og mørket sænker sig” uden, at det bliver komisk.

Saaatan, der er sgu også godt med smæk på hele vejen gennem det lidt over 3 minutter lange nummer. En trimmet satan, uden for meget sul på sidebenene. Det går over stok og sten, der kunne godt være lidt “ondere udgave af Motorhead” over løjerne? Jeg får lyst til at køre råddent på motorcykel. En ond motorcykel fra helvede! Det brummer og rumler glubsk i maskinrummet, som en kværn der sulten efter af fortære asfalt.

Der bliver endda plads til lidt guitarlir mod slut, inden den sidste harske galde klemmes ud af sangen, inden den fræser overlegent over målstregen. Eat my dust, fuckface!

Det forlyder, at Lucifer leder efter mig, men så må han jo fange mig, hvis han kan. Mens jeg har Angstskrig blæsende igennem mit syge hoved, så øjnene popper ud og tungen dingler i mundvigen. En sang, hvor ens hæsligste grimasse ikke virker det mindste upassende.

Konklusion: Det er sgu’ herligt knallertbøllet uden, at det bliver pøllet, det her. Fuld gashåndtag og afsted med fanden i hælene og satan i hjertet. Jeg er med på skæg og ballade.




Sort Mono – “Elfenbenstårn”

Vi lukker og slukker med nyeste sending fra terrorpoppens bannerfører, Sort Mono, der løbende har udsendt musikalske manifester, som også har ramt vores frekvenser.

“Sort Monos sjette manifest er sangen ”Elfenbenstårn”. En sang, der handler om dem, der
ser sig selv stige til tops på magtens tinder. Om dem, der klamrer sig til ansvar, de ikke
forstår. Om dem, der tror, man kan tryne sig til respekt. Om dem, for hvem andres frygt er et hædersmærke. Om dem, der søger tilflugt i fordums storhed, mens nutiden ramler”.

Sort Mono er: Dorte Engelbrechtsen, Simon Heggum, Tor Amdisen, Frederik Gonzalez.

Noget af det, som jeg synes Sort Mono hidtil har været gode til på deres singler er, at skrue små, fængende popmelodier sammen. De er muligvis noget stive og mekaniske i det, helt bevidst, men alligevel meget iørefaldende og bevægelige – en velsmurt maskine? Det savner jeg måske en lille smule på “Elfenbenstårn”, hvor den tidligere så hemmelighedsfulde terrorpopgruppe vælger en anden vej.

Ikke, at det ikke som sådan er melodisk, men stilen er lidt mere… hmm… synth-funket? Vokalen monoton og kvart i “robotisk”, samtidig med at musikken fremstår mere kantet og maskinel end tidligere. Det er som en lidt forvreden udgave af noget 80er synthfunkpop, som er kørt igennem en gammel computer. Man kunne måske sige, at sangskrivningen på den led er blevet endnu mere ambitiøs, her brydes melodien også op med nogle mere skingre og larmende falder, der lyder som et regulært sammenbrud.

Sort Mono skuer ikke en med hårene, det behøver man så sandelig heller ikke, slet ikke hvis man ønsker at smide lidt grus i maskineriet, råbe folk op eller forstyrre pænheden. På den led er “Elfenbenstårn” “mission fuldført”. Det sker bare lidt på bekostning af noget af det de indtil videre har været rigtige gode til.

Konklusion: “Elfenbenstårn” er næsten en anti-single i lyd og udformning. Alligevel har den et eller andet tiltrækkende over sig, selvom den måske værger sig mod de åbenlyst og umiddelbart poppede og trækker mod “terror”-delen af terrorpoppen.

Føjes til På Repeat-listen: Lasse Storm

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Situationsfornærmelse pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.