Home Artikler Repeat #80

Repeat #80

136
0

November mere end nogensinde? I dag bekæmper vi efteråret med nye singler fra Hvem er Alf?, Esben Kronborg, Caper Clowns, Kamma, F A R og Løvetand.

Less talk, more music, vi skærer ind til benet og kæmper os videre igennem singlerne i indbakken, som der stadig er nogenlunde bund i og styr på. Så her er 6 næsten aktuelle singler!

Hvem er Alf? – “Gået i Hi”

Vi lægger ud med nyt fra Hvem er Alf?, som jeg efterhånden har anmeldt nogle gange her på siden, uden helt at blive klog på, hvem eller hvad de præcis er, eller hvad jeg skal synes om dem?!:

“Alf er drageånde, krøllede hjerner og suset af en popblå himmel. Spidsen af en
jetjager, gråden over spildt mælk og brændte broer. Alf er slugte kameler, bidske
roser og sød musik. At råbe højt fordi du kan og gå i for store og små sko. På
kanten af alt og ingenting”.

Jeg tror, at Alf gerne vil være finurlig og spidsfindig, måske endda lidt fifi? Kække? Oprørske?!?!  Jeg ved det sgu’ ikke helt og jeg er efterhånden også ved, at være lidt ligeglad for jeg føler mig stille og roligt overbevist om, at det aldrig bliver helt godt. Lige meget hvor hårdt det lyder som om det pop-rockede band prøver. Sangene er bare ikke helt gode nok, de er ikke decideret dårlige, det er sådan… “driftsikkert”, men lidt kedeligt og musikalsk leverpostej, hvor det egentlig gerne ville være lidt sprælsk og skævt.

Tidligere har jeg haft lidt forbehold overfor vokalen, især når den gik full blown “Lone Kellermann” og gav den alt hvad den kunne trække. Her holder den lidt mere igen, til gengæld er der et eller andet med produktionen og måden der synges på, der får det til at lyde som om stemmen dirrer/vibrerer/flimrer, som får det til at kilde ubehageligt i øregangene på mig. Musikal er der tale om rugbrødsrock, der er er sådan set godt med krummer og kraft, men det lyder også ret undergrund, på en lidt for velkendt og meget lidt overraskende vis. Jeg hader ikke det Hvem er Alf? kommer med, men på den anden side er det også vanskeligt for mig at holde af det, fordi det bare er så… “bleh”.

Konklusion: Hvem er Alf? Jeg er desværre lidt ligeglad.

Esben Kronborg – “De Samme Fejl”

“Jeg er vokset op i et hjem præget af vold,
alkoholmisbrug og uforudsigelighed. Samtidig var det
dog også et hjem, som i perioder var fyldt med varme,
og kærlighed når alkoholen ikke fyldte.
Vi er alle et produkt af vores opvækst. Vi enten gentager
de samme fejl eller lærer af vores fejl og prøver at gøre
det bedre”.

Mange kan nok i en eller anden udstrækning relaterer til, hvor sanger og sangskriver Esben Kronborg kommer fra. Den fysiske vold måske i mindre grad, min egen far var mere “den stille ulmer der ikke sagde noget når han var gal i skralden” type. Det var hæsligt og man gik på listefødder. Min mor var mere “lussinge/røvfuld” typen, som fik afreageret i en fart, det var af og til at foretrække. Hey, nu skal det ikke lyde som om jeg kommer fra et hjem fyldt med overgreb af den ene og den anden art, jeg kan nok tælle på én hånd, hvor mange gange min mor har lagt hånd på mig – til gengæld kan jeg huske det.

Og ville aldrig selv gøre noget lignende overfor mit afkom, til gengæld er jeg blevet mere og mere som min far og kan genkende reaktionsmønstret med at trække sig ind i sig selv og sidde og skumle. Det handler Kronborgs highway-rockende sag, med noget luftigt synth føjet til for at give den det sidste løft, om. At forsøge at undgå ens forældres fejltagelser, at kunne genkende dem i en selv og omvendt. Men også forståelse, accept og tilgivelse. Både af dem og en selv. Og så sætte sin lid til, at man med tiden kan gøre det bedre. Det er vel om ikke andet en begyndelse, at erkende det? Kronborg ser i den fine, men måske lidt for musikalsk glatte og velsmurte, up tempo rocker sin far, når han ser sig i spejlet. Det er ikke altid noget kønt syn. Derfor kunne man måske også have ønsket sig lidt flere musikalske knaster?

På den anden side er det bestemt iørefaldende og fængende, og kunne sagtens finde vej på en af de mere mainstream orienterede DR radiokanalers sendeflader. Kronborg lider stadig, på godt og ondt af “Springsteen sygen”, men det er vel heller ikke det værste man kan fejle? “Somethings never change // Jeg begår de samme fejl”, som Kronborg synger. Det virker meget passende på flere punkter.

Konklusion: Fin, velsmurt og lidt glat landevejsrocker, som godt kunne tåle lidt flere musikalske ridser og knaster. Til gengæld bidrager tema og budskab med en god portion vægt og pondus

Caper Clowns – “The Club of Humanity”

Caper Clowns spiller indie-pop-rock.  De har udgivet to albums, nemlig The Buca Bus (2016) og A Salty Taste To The Lake (2018), og så har jeg selv anmeldt en EP fra 2015. Alt sammen modtaget ganske hæderligt.

Og den seneste singler er sådan set også det, “hæderlig”. Der er ikke noget aktivt galt med nummeret, men det er heller ikke specielt godt eller noget ud over det sædvanlige. Det er, beklager det grimme ord: ordinært. Næsten så lige-ud-af-landevejen ordinært på en dansk måde, at det når jeg har en af mine dårlige øjeblikke kommer til at provokere mig voldsomt. Så gør dog et eller andet og lad være med at være så “normal”?!

Det er en subjektiv og også tarvelig kritik, jeg ved det, men det er en af den slags ufarlige og konforme sange, der ikke rigtig gør noget forkert, ikke stikker snotten frem og sådan set er helt uskadelig i sin normalitet, som godt kan pisse mig af. Hvad er det den her sang og bandet vil mig med det??

Tager vi “ja hatten” på og glemmer min personlige kæpheste, så synes jeg det er nydeligt produceret. Jeg er ikke helt fan af den bløde, lidt højtidelige radiovenlige stil, det er en smagssag, kan du lide den form for rock, så er det her nok ikke utiltalende. Det lyder også oprigtigt, forstået på den måde at det ikke virker som om der er noget fortænkt eller leflende over Caper Clowns, det lader som om det har hjertet med i det her. Det kan man jo ikke hade nogen for, at spille den musik de kan lide.

Konklusion: Ikke noget for mig, men håndværket er sådan set i orden.

Kamma – “Something to You”

“Something to you handler om mit forhold til min far. Desværre et forhold der har været præget af svigt og en følelse af, at han aldrig fik sagt, at han elsker mig, selvom vi har været igennem svære tider sammen. Derfor husker jeg mig selv på hver eneste dag, hvor utroligt vigtigt det er, at tale åbent om det man føler i sine nære relationer. At man tør åbne munden og være sårbar overfor dem man holder af. Selvom det ikke altid er ord, der skaber en følelse af kærlighed eller accept, kan de sammen med kærlige handlinger gøre en kæmpe forskel for det menneske der modtager dem. Manglen på de ord har påvirket mit selvværd og den måde jeg så på mig selv da jeg var yngre, og det sidder stadig fast helt inderst inde. Det ønsker jeg aldrig selv at give videre til andre.”

Hvad sker der for far-temaet i denne uge?! Under kunstnernavnet Kamma får sangerinde Signe Rønsov ryddet op i de mentale gemmer i et nummer produceret i samarbejde med Søren Buhl (Blaue Blume). Af musikalske forbilleder nævnes navne som Kate Bush og Bjørk, det er dog mere en mørkglødet, let-melankolsk moderne popmusik, som Kamma selv gør sig indenfor, i hvert fald på dette nummer.

Vokalen er ren, klar og passer godt til genren. Sammen med musikken lyder det også en kende “tidstypisk”, forstået på den måde, at der er mange der kæmper om ens gunst og opmærksomhed indenfor denne del af popmusikken. Det er både lidt blålig og eftertænksom i tonen, især i versene, mens det i omkvædet bliver mere dansevenligt og let og luftigt i tonen, som om bekymringerne letter for en stund. Det virker også som en tendens, popmusik med “mening” og dybde, hvor man tackler store og personlige emner men indpakningen ikke behøver være helt sort og tungsindig, men stadig rummer en smerte og alvor. selvom man kan danse til det. Fra Robyn til Greta, Kamma rammer ned i et eller andet, nogle strømninger i popmusikken, som har fået fodfæste i de skygger, der også findes på et dansegulv, de seneste 10 års tid.

Konklusion: Om sangen, der er god og ret fængende på sin egen lidt stilfærdige vis, så er helt stærk og markant nok, til for alvor at bide sig fast eller få hul igennem for Kamma, det er lidt vanskeligt at spå om. Vi mangler måske lige det sidste, magiske “et eller andet”?

F A R – “Hverdagens Helte”

“Sangene til projektet er skrevet indenfor det sidste år, men det er som en direkte følge af COVID-19 lockdown og deraf behovet for at gøre noget, skabe noget, spille musik, at sangene og projektet har formet sig til den Surf Punk, vi nu kalder F A R…
 
… Sangene er hudløst ærlige lige i dit fucking ansigt med et 1:1 tekstunivers, som beskriver livet på godt og ondt. Musikken skabes og indspilles af Dan Joe, lyrikken laves i fællesskab og forsanger Morten Christensen pryder sangene med sin flabede vokal”.

Vi runder “far-temaet” af med F A R, der dog ikke er farrock, men mere over i noget drenget Sterling-poprock klingende? Iørefaldende, fængende, lidt punket i kanterne og ikke helt “rent”. Det må gerne bide og ruske lidt hos F A R, samtidig med at det er medrivende. Det minder mig stilmæssig lidt om Pearl Jams “Betterman” i liveversionerne? Måske en lidt specifik reference, men det var de vibes jeg fik.

“Hverdagens Helte” holder hvad den lover, det er sgu’ 1:1, let forståeligt, lige til og direkte, en hyldest til hverdagens helte, eller i hvert fald en præsentation af, hvilke afskygninger de kan optræde i. Det er dem der står tidligt op efter at være gået sent i seng, passer hverdangens pligter, men også dem der kan have en skyggeside, hvor de kan tage coke på et unisextoilet. Jeg kan lide det! Det er ikke raketvidenskab eller speciel nyskabende, hverken hvad angår stil eller det der synges om, men det er godt skruet sammen og eksekveret, så det der vanskeligt ikke at blive revet med.

Konklusion: Kort, godt, skarpt skåret og optegnet, direkte og ukompliceret. En lille perle, som måske ikke ændrer verdens gang, men det gør hverdagens helte jo sjældent. De holder hjulene i gang og skejer af og til lidt ud.

Løvetand – “Længes Du”

Vi lukker og slukker med en folk-rock udflugt ud i efteråret med Løvetand, der har optaget denne, og to kommende sange, som en live-session:

”Sangen er en dialog med mig selv, hvor jeg prøver at præcisere hvad det er, der nager mig; hvad er det jeg savner og hvordan skal det hele mon gå? Det er følelsen af efterår, af at gå mod mørkere tider, mens alle bladene visner. I det ligger der jo samtidig en påmindelse om, at bladene altid springer ud igen” –Christoffer Steensen Møller.

“Syng fordi de visner, syng fordi de springer ud”, lyder det fra Møller, sagte bakket op af en sart kvindevokal, i “Længes Du”. Noget ender, noget nyt begynder, circle of life, og alt det der. Det er nu en rigtig fin sang, der er kommet ud af turen ud i den efterårsramte natur, selvom Løvetand for mange er en uønsket mælkebøtte gevækst, så er det her bestemt ikke musikalsk ukrudt. Måske også fordi jeg forbinder løvetand med noget godt? Et af mine favorit tv-programmer da jeg var barn i sønderjylland hed Löwenzahn, en slags natur/opfinderprogram på tysk tv, der nu har kørt siden mit fødselsår, 1979. Hvad har det med sangen at gøre, ikke en skid, mine tanker begyndte at vandre, mens de behagelige, lune toner fra Løvetand foldede sig ud i baggrunden.

Jeg kan lide temperaturen i sangen, den musikalske forstås Tonen, der er lige på grænsen af noget vemodigt og let nedslående, men holder panden oprejst og kommer igennem. Jeg skulle lige tune lidt ind på vokalen, der har en lidt skarp klang, men den er nu en ganske hurtig og smertefri fintuning mellem afsender og modtager. Der er en dejlig ro og selvtillid over nummeret, som om den hviler i sig selv og tror på, at melodien holder og kan bære en igennem det lyriske efterår. Der åbnes lidt mere op og gives en lille smule mere los i omkvædet, hvor musikken får lov til at blusse op. Det lyder flot og er veldoseret, men det minder mig også om et andet nummer, som jeg BARE ikke kan komme på lige nu, men det er nok til, at distrahere mig nok til, at jeg ikke ikke overgiver mig betingelsesløst til den ellers gode sang.

Konklusion: God, mangler måske lige det aller, aller sidste for at ramme helt plet og så er der en vis genkendelighed over melodien, som får mig afledt en lille smule.

Føjes til På Repeatlisten: F A R

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thit M. Berthou, Kamma pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.