Soul, reggae eller pop? Tag dig en disco tango til disse toner (og flere) når der anmeldes mere eller mindre nye singler fra Aztek, Jane, Yellow Honey Dew, Julie Ellinor, Fantasillion og Dør Nr. 13.
Kæk intro, dér! Det er en eklektisk blanding af singler jeg har fået lyttet til i denne omgang, desværre uden at der var så meget af det, som faldt helt i min smag. For at gentage en gammel pointe her i Repeat, så er det ikke nødvendigvis det samme som, at der er tale om dårlige numre, men, det gør i hvert fald at de ikke ryger på, På Repeat-listen, som du finder nederst i artiklen. Den afspejler stadig, de singler jeg i det øjeblik jeg anmeldte dem, selv kunne lide – en single kan altså godt være god, uden at ryge på listen! Der er så nok nogle af de numre, jeg ikke havde inkluderet, hvis jeg lyttede til dem i dag… systemet er langt fra perfekt, lad os bare sige det sådan.
Nuvel, lad os komme i gang, vi skal forbi 6 frække singler i denne uge, der er stadig godt med sange i indbakken, men den skulle være under nogenlunde kontrol, men, som altid: væbn jer med lidt tålmodighed, når I sender til os, det tager altså lidt tid inden musikken er nået igennem køen.
Aztek – “I Am Not Who I Wanted To Be”
Vi lægger ud med det alternative rockband Aztek, som vi tidligere har anmeldt både en udgivelse og en single fra her på siden. Nu er bandet ude med et nyt nummer, som de beskriver således:
“Nummeret, som er indspillet uden at bandet er mødtes fysisk, handler om at miste sig selv fuldstændig i et parforhold. Tracket er trukket mere elektronisk retning end bandets tidligere udgivelser og byder på en umiskendelig friskhed i groove og sound. Singlen er desuden produceret og mixet af dygtige Anders Søndergaards (Go Go Berlin)”.
Jeg ved ikke om det er det sidstnævnte, der spille ind, men nummeret har faktisk noget nyere Go Go Berlin lækkerhed over sig i lyd og produktion. Sådan en let soul’et poprock glathed, som gør nummeret meget lyttevenligt og inviterende. For nogle kunne det måske også lyde en tand for pænt, “smooth and slick”, hvis man skal vifte med lidt engelske gloser.
Aztek udviser også godt med mådehold og selvkontrol, det kammer ikke over og bliver FOR poleret og klistret. Samtidig holder de også musikalsk igen, så sangen får lov til at svæve langsomt afsted, uden at der på noget tidspunkt forceres. Igen er det nok en smagssag om man synes det hele forløber lidt for udramatisk og tilbageholdende, man kunne måske godt savne, at der bare i glimt blev givet lidt mere los. Men det ville måske bryde med den vemodige stemning, som hænger over sangen.
Man får lidt “drama” i form af den flotte vokal, der selvom den holdes i kort snor alligevel formår at være ret udtryksfuld og levere udsving i nuancerne. Visse ord og sætninger får lige lidt mere følelse og patos, det er her de emotionelle udsving i sangen skal findes. Et nummer der ikke som sådan har et tydeligt markeret omkvæd, men mere er et langt, fortløbende forløb.
Konklusion: Flot og stemningsfuldt nummer, der som single er i den mere rolige og nedtonede ende, hvilket i sidste ende kan være både en fordel og en lille ulempe. Det er et nummer der lige kræver, at det får lidt plads til at ånde og risikere at blive overdøvet/overhørt i de forkerte rammer.
Jane – “NLT (What Erkyah Said)”
Duoen Jane bevæger sig i grænselandet af vores normale dækningsområde, der er nemlig tale om moderne RnB. Johanne Frandsen og Jason Cameron er gymnasievenner, der fik idéen til Jane under et møde under et træ på Nørrebro med en sixpack, hvor de ville dulme deres hjertesorger. Duoer er sikkert blevet startet på et værre grundlag! Om deres nye single beskrives som:
“… et nummer om kærlighedens frustrationer, når man første gang oplever at føle kemi med et menneske, der ikke er ens kæreste (når man er i forhold altså). Singlen blander en række genrer som RnB, pop, hiphop og elektronisk og er produceret af Jason Lee Cameron der sammen med Johanne Frandsen står bag jane”.
Ligesom Aztek ovenfor, så er det her et nummer, hvor en virkelig flot produktion imponerer. Jane lyder kort og godt virkelig lækker og indbydende, her på sådan en “dyr” og elegant måde, som giver duoen noget internationalt tilsnit og glans uden, at det skal forstås som, at man ellers ikke kan lave flotte produktioner herhjemme.
Men lækker indpakning er én ting, og selvfølgelig en der kan bringe en et godt stykke vej. Musikken matcher sådan set den delikate produktion, det er moderne, lidt elektronisk og svævende RnB, en stil der måske ikke lige falder i min personlige smag og godt kan blive lidt kønsløs og “kedelig” i mine ører – men her må jeg bekende kulør og bare sige, at jeg nok ikke er publikummet til den her form for musik.
Jeg vil dog påstå, at jeg heller ikke er komplet døv, så jeg kan sagtens forstå og sætte pris på appellen og tiltrækningskraften ved musik som denne. Jane rammer en virknings- og stemningsfuld blålig, “det er blevet nat i byen” tone og selvom sangen hviler meget på atmosfæren, så er der især i trommeforløbene sangen igennem gang i noget, der rykker en del. Jeg har kunnet læse mig til, at der er tale om to trommesæt, der spiller henholdsvis jazzede og bossa nova rytmer, op mod hinanden. Det giver altså en ret sjov kontrast, fremdrift og en skæg dynamik, som giver en urolig og fængende puls i et nummer, som ellers på overfladen godt kan virke luftig og lidt højtragende med sine svævende vokaler og det ellers sfæriske lydbillede.
Konklusion: Jane falder måske ikke lige i min personlige smag, men det er et virkeligt labert og stilet nummer, der hæves yderligere af en flot og detaljerig produktion og lydbillede.
Yellow Honey Dew – “Beach Hope”
Så skal vi en tur til Aarhus, hvor rock-kvartetten Yellow Honey Dew opstod i 2017. Bandet udsendte deres debut-single året efter, men er nu ved at være klar med deres debut-EP, hvorfra “Beach Hope” er første smagsprøve:
“Den første sang på EP’en handler om at drømme sig væk fra hverdagen og alle de ting den fører med sig. Når alle de ting man plejer at gøre bliver noget man gør, fordi der er nogen der synes man skal gøre det, men at det måske i virkeligheden ikke giver mening for en selv. Dette bliver portrætteret med billedet af at sætte sig ud i en båd og sejle væk – uden selv at kende destinationen. Det er nu kun bølgerne og stjernerne der kan bane vejen for en, men det er ikke skræmmende, det er tværtimod befriende. Vi er nu sejlet fra land for at opleve resten af EP’en”.
Og drømme sig væk kan man da til “Beach Hope”, måske endda til en øde strand, hvor man kan sidde og skue ud over det blikstille vand? Vi er i afdelingen for blødere rock, uden at det bliver decideret soft rock, der er stadig noget bund og tyngde til stede hos Yellow Honey Dew. Et navn der af en eller anden grund skriger “dansk upcoming 00’er indie” i mine ører? Jeg ved ikke helt hvad det er, men der er noget ved det navn og klangen af det, der gør at jeg kunne forestille mig det stå på en Spot plakat i 2004… Om det så er en god eller dårlig ting, det kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om.
Det er måske også sådan jeg har det med det her vellydende nummer generelt? Der er som sådan intet i vejen med det, omvendt er det heller ikke et nummer der gør voldsomt meget indtryk, det er der bare lidt for mig. Som baggrundsnummer på den der fiktive strand, da fungerer det fint, men det lyder også, med Spot-referencen in mente, som et band der stadig er på vej og ikke helt har knækket sangskriver-koden. Den er solid og driftsikker, men mangler måske noget modning og et eller andet der hæver det fra “solidt” til rigtig godt.
“Beach Hope” har heller ikke det store omkvæd, eller bygger op mod en form for forløsning, det triller tilforladeligt fremad og følger en nogenlunde lige vej uden de store udsving i hverken tempo eller stemning. Hyggeligt og nydeligt, men uden overraskelser eller et eller andet, som kan hive mig ud af min semi-døs.
Konklusion: Godkendt, men heller ikke meget mere. Det er sikkert og fint håndværk, hvor fundamentet er i orden. Men der mangler noget, som giver sangen de sidste løft og som for alvor sætter sig fast efter endt lytning.
Julie Ellinor – “Oblivion”
Julie Ellinor har vi tidligere været omkring, i 2017 anmeldte Troels-Henrik EP’en Voyage her på siden, og samme år optrådte Ellinor også på Uhørt Festival. Nu er hun ved at være klar med opfølgeren Flares In The Dark, hvor store følelser omkring tab af et familiemedlem og tabet af den første store kærlighed besynges. Om førstesinglen “Oblivion” fortæller Ellinor:
““Oblivion er en sang om den kæmpe afmagt der ligger i at miste et menneske, som før var en stor del af ens liv, men som nu er helt uden for rækkevidde. Sangen udsprang i min egen sorg over at have mistet et menneske, jeg havde tæt på mig, samtidig med at jeg befandt mig i et personligt kaos. Og lige dér da jeg stod i det, havde jeg et ønske om at ville fastholde en falsk virkelighed, hvor intet af det skete. Det vidste jeg jo godt ikke kunne lade sig gøre, så i stedet skrev jeg den her sang for at give slip”.
“I feel just the same, as I did last night” og hos Julie Ellinor er det nok ikke ubetinget en god ting på, dette lidt folk-prægede sanger-sangskriver nummer. “I Wish I Could fade into oblivion // Forget that I have ever lost someone”, lyder første linje i omkvædet og så er man da for alvor sikker på, at der ikke ligefrem er dømt liv og glade dage, selvom nummeret, trods den eftertænksomme og let nedslåede tone, også har noget iørefaldende og poppet over sig – på sin egen stilfærdige måde.
Ellinor har en god, sikker og klar vokal, der rummer lige tilpas sårbarhed og en snert af noget tungsind og alvor. Vokalen, lyrikken og den afdæmpede, men ret stemningsmættede musik, matcher hinanden godt og rammer en klang, der nok virker såret og ramt, men også rummer en eller anden styrke, der gør at sangen ikke virker som et nederlag, men også rummer håb. Som om den oplevelse der beskrives ikke har knækket vores fortæller – der er et lys et sted forude og man skal nok komme ud på den anden side.
Det er ikke de store armbevægelser Ellionor gør brug af, men på sin egen stilfærdige facon, er der alligevel nogle udsving, og et virkningsfuldt løft i musikken sangen igennem, så det mod slut virker helt opbyggeligt og stigende. Det er som om, at der er store kræfter og følelser på spil her, som sagtens kunne have fået lov til, at blive sluppet endnu mere fri, men Ellinor vælger en mere doseret og fattet vej igennem mørket. Mod slut lyder det som den rette vej og som om det hele letter.
Konklusion: Flot og meget elegant eksekveret nummer, der kompetent balancerer mellem noget knugede og stemningsfuldt, men også en ganske fængende melodi. Opbygningen er god og virkningsfuld, så man mod slut føler, at vi gennemgået en eller anden form for forandring.
Fantasillion – “Need A Way Out”
Bag Fantasillion gemmer sig sangskriver og producer Kim Glad Wagner, der her gør sig i storladen pop. Wagner har tidligere produceret for navne som Nicklas Sahl, Casper Milton og Veronica Maggio. Han har også deltaget i Karrierekanonen med bandet Lastbandalive og selv haft en duo ‘Col-orkaleido’ med Christine Milton.
“Need A Way Out” er 3. single under Fantasillion navnet:
“Sangen sprudler af energi og fremdrift, og produktionen har masser af lækre detaljer. Den er drevet af organiske instrumenter; funky bass, punchy trommer, ligefrem popguitar og skarpe synths. Groovet vil fremad og har en en fandenivoldskhed som understøtter tekstens omdrejningspunkt – nemlig at have brug for at sætte ild til det hele og forsvinde”.
Jamen det beskriver sådan set “Need A Way Out” ganske præcist?! Der er ganske højt til poploftet her, så der er masser af plads for Fantasillion at boltre sig på. Kan man danse til den? Jaha, gu’ kan man da så, hvis det er det man vil, bare følg den funky bas og giv den gas, eller trampe igennem til de huggende trommer. Det er ikke en sang der står stille, der er en konstant følelse af fremdrift, der giver sådan en fin, susende fornemmelse i maveregionen – eller snurrende?
Kim Glad Wagner har en lys og tydelig vokal, som passer godt til denne form for let-til-fods pop, men som samtidig også har lige nok tyngde, til at det hele ikke bliver alt for tyndbenet eller luftigt, så det fordamper inden mand når at tage sangen ind. Vokalen, sangens effektive opbygning og den letfordøjelige lyd viser en kunstner, som har styr på genren virkemidler, her fornægter Wagners erfaring fra tidligere samarbejder sig nok ikke. Det giver dog også en risiko for, at det hele bliver lidt for samlebåndsagtigt. Det kører som smurt, ingen tvivl om det, men det virker også lidt som et nummer, der kunne blive spyttet ud af en veltunet pop-maskine.
Konklusion: Skal pop være dybt personligt eller er det fint, at det lyder som “masseproduceret” musik? Tja, det kommer nok an på situationen og personlig smag, jeg kan godt være med her.
Dør Nr. 13 – “Blod”
“En genrebastard af en sang, der fusionerer rock, reggae og balkan – dræbende desillusion og livgivende rytmer. En sang om kærligheden som blodsugende vampyr”.
Dør Nr. 13 behøver vel efterhånden ikke nogen nærmere introduktion, man behøver bare at have tændt for P6 indenfor den seneste årrække for, at være stødt på en af de efterhånden ret mange singler de har haft i rotation. Eller, faldet over en anmeldelse af dem på sider som… denne! Jeg har haft det lidt 50/50 med bandets seneste udgivelser, men det er nok hovedsageligt et spørgsmål om personlig smag, sangene har sådan set ikke fejlet noget – så lad os se hvordan denne “Blod” smager?!
Michael Jackson “They Don’t Care About Us”!?! Ja, det var min umiddelbare reaktion på “Blod” og dens vuggende rytme, nå ja, og Gnags og deres vilde reggae-kaniner og The Specials og deres britiske blandingsprodukt, selvfølgelig. Dør Nr. 13 går kort sagt full gøgler på denne single, noget som kunne være endt i en fesen omgang, stivbenet og meget “hvid” spjætten rundt, eller en fatal katastrofe. Men på en eller anden måde, så får de det til at fungere ret godt? Det er stadig stramt, indenfor den tyggegummi-rytmiske ramme, på den der lidt kantede og firkantede måde man kender det fra mange af bandets andre numre. Men inde i den kontrollerede ramme giver bandet sig så selv et musikalsk frikvarter, hvor man kan få lov til at vælte rundt i genrerne.
Jeg kan sgu egentlig godt lide blandingen Dør Nr. 13 suger løs af her, alligevel savner jeg, underligt nok, at det blev endnu mere “gakket” og løssluppent? Men det er måske den der indbyggede stramhed og noget kantede facon bandet bare har, som igen bliver lidt en spændetrøje for mig. Det er jo et stilistisk valg og jeg vil samtidig rose bandet for, at de formår at tage på så stor en musikalsk udflugt og afstikker fra deres sædvanlige græsgange uden, at de kaster deres særkender over bord eller helt dropper grundelementerne i deres lyd. Det her lyder stadig umiskendeligt som Dør Nr. 13, samtidig med at det er ret markant anderledes end hvad man tidligere har hørt fra gruppen. Der er bare noget lidt indebrændt, frustreret eller rastløst over det her orkester, som altid brænder igennem i sangene, som giver dem en punket, in-your-face attitude – også når de får mere rytme i mellemgulvet og gang i dansebenene, som her.
Konklusion: Jeg… hader det ikke! Nej vent, måske kan jeg ligefrem lide det? Hmm, det kan også være, at det er et nummer, som vil begynde at gå mig lidt på nerverne i længden? OK, vent… jeg… jeg vil have dit blod?!
Føjes til På Repeat-listen: Ingen i denne omgang
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Julie Ellinor pressefoto
